Det var hans fødselsdag. Han var stået tidligt op på dagen. Hvor gammel han blev, var han for længst holdt op med at tælle efter.
Men, han havde været med siden jordens skabelse. Hans mor havde været en ondsindet Xanzippe, og hans fader havde været om end endnu værre.
"Man vælger ikke selv sine forældre", hvæsede han, mens han listede ned af trappen. Den havde vist nærmest flere trin end hans alder, og førte langt ind i jordens indre. Her følte han sig tryg og varm. Ilden brændte med sine voldsomme luer, og skrigene fra de mange fortabte sjæle, gav genlyd i de højloftede sale.
"Alt dette har jeg skabt", tænkte han med tilfredshed: "Og jeg vil altid være frygtet og hadet".
Da slog det pludselig med voldsomme bankeslag på den nordre kælderport. Den skreg på sine hængsler, mens han åbnede den.
"Du er ikke inviteret", udbrød han arrigt, og med forbløffelse, da han så hvem der stod udenfor. Han grinede sin mest fæle latter, så den rungede gennem salene og blandede sig med de forpintes skrig. han forsøgte at smække porten igen, men ikunne ikke. Lyset fra personen udenfor blændede ham, og han væltede bagover med et øresønderrivende brag. Da han kom til sig selv igen, stirrede han op på et par slidte sandaler med bare fødder i. En knortekæp pirkede ham hårdt i siden. Ovenover alt dette huserede en hvid kjortel, og et rynket gammelmandsansigt med langt hvidt hår og skæg.
"Du er ikke velkommen", snerrede Fanden.
"Det ved jeg godt", svarede personen smilende: "Jeg kommer blot for at sige et par bevingede ord. Skal jeg for øvrigt hjælpe dig på fode igen?" Han rakte knortekæppen ned.
Fanden greb fat, og kom igen op at stå. Men den kraft han blev trukket med, og det lys han mødte, brød han sig på ingen måde om: "Og hvad er det så du vil begave mig med på min fødselsdag?" Han stirrede indigneret på modparten.
"Men, Gud dog", svarede denne: "Er det din fødselsdag? Og jeg har ingen gaver med. En engel kunne jeg da altid have medbragt. Nå, men du ville nok ikke have brugt den til noget", her slog han beklagende ud med hænderne, og knortekæppen. Lyset spredte sig som de fineste små stjerneskud. Mens han fulgte efter Fanden, slukkede han ilden under de anløbne sjæle de passerede, og en sød duft af sommerblomster efterfulgt af den lifligste fuglesang fyldte langsomt korridoren de bevægede sig i.
"Ud", skreg Fanden, idet han vendte sig, og pegede mod kælderportens åbning: "Du ved, at jeg er allergisk over for alle blomster og fuglesang".
Det kløede i hans øjne, og et voldsomt nys banede sig vej til hans næse, så meget, at en støvsky af jord rejste sig.
"Men", sagde den anden: "Du burde vide, at vi to har brug for hinanden. Intet lys uden mørke, og intet godt uden det onde!"
Fanden holdt sig for ørene, fra hans øjenhuler brændte ilden: "Jeg hører intet", hvæsede han: "Jeg har min egen orden, mine egne veje at gå. Det er det, der har gjort mig til den, jeg er i dag", han stampede i jorden, så de fortabte sjæle mærkede luerne fra hans had brænde sig ind i kødet.
"Nå ja, hvis du vil ha' det, på den måde", lo gammelfar godmodigt: "Så er jeg den der er fløjet", han lettede en smule fra den hårde jord, indtil han hang under det hvælvede loft, og drejede lystigt rundt som en ballon.
Mens han hang der, trak han et stykke guldrandet papir op af lommen: "Jeg vil blot give dig dette, inden jeg smutter. Det er salgspapirerne til vore "ejendomme". Jeg tænker, hvis vi sælger samtidigt, kan vi få en rigtig god pris for dem.
Det betyder jo ikke, at vi skal holde op med, at beskæftige os med det, vi hver især er så gode til. Næh, vi vil kunne fordybe os meget mere tilbundsgående. Alt det kedelige samlebåndsarbejde kan jo digitaliseres nu om dage".
Fanden standsede op midt i et vredesudbrud, og kløede sig bag øret: "Så giv mig dog det skide papir din lede idiot", skreg han: "Jeg skal tænke over det". Han spyede ild ganske som en drage.Og ilden ramte gammelfar i rumpen, så han fløj gennem porten, som skudt ud af en raket.
Fanden satte sig i sin glovarme stol, mens han nærlæste papiret og tænkte: "Profit og delpension, det er da værd at overveje".