Der var engang en meget nysgerrig lille prinsesse, som hed Gwendolyn.
   Prinsesse Gwendolyn elskede at gå på eventyr i kongens store slot, selvom kongen sagde, at hun ikke måtte.
   En dag da hun var på et af sine utallige eventyr besluttede hun sig for at gå ned i slottets mørke kælder. Der havde hun aldrig været før.
   Den mørke kælder havde kun få fakler på væggene og der var fugtigt og koldt.
   Hun bevægede sig ned ad den mørke trappe og dystre gange, men syntes ikke, at det var spor uhyggeligt. Hun var faktisk lidt skuffet over, at hun ikke havde set nogen af de spøgelser, som tjenestefolkene hviskede om. Måske vidste de ikke, at hun var der. Derfor listede hun ind i de mørke rum og hviskede. "Er der nogen?"
   Men hun måtte hver gang gå skuffet videre uden at have fået noget svar.
   Hun kom længere og længere ned i kælderen og til sidst var hun helt sikker på, at hun havde nået bunden. Hun måtte være flere kilometer under jorden.
   Pludselig så hun et svagt lys forude. Et gyldent lys.
   Lyset kom fra en dør der stod på klem og nysgerrig som hun var, gik hun stille hen til døren. Hun stak forsigtigt hovedet ind gennem dørsprækken, imens hun varsomt spurgte. "Er der nogen?"
   Det hun fik øje på forskrækkede hende, fordi det ikke var, det spøgelse hun havde regnet med.
   Det var en gylden drage, som sad låst inde i et stort gyldent bur. Det gyldne lys, som oplyste rummet kom fra den og buret.
   Den gyldne drage kiggede trist på hende og sagde med blid stemme. "Der er kun mig. Vær ikke bange. Jeg gør dig ej fortræd."
   Prinsesse Gwendolyn tænkte lidt over dragens ord og besluttede sig for, at den talte sandt. Den sad jo i bur og kunne næppe skade hende derinde fra.
   Hun trådte helt ind i rummet, gik forsigtigt hen til dragens bur og spurgte. "Hvorfor er du i bur? Har du gjort noget, som du ikke måtte?"
   Dragen svarede hende med samme triste blide stemme. "Jeg er i bur, fordi man har glemt, hvor jeg er gemt."
   Prinsesse Gwendolyn kiggede på dragen med store øjne. Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle svare til dens ord, så i stedet spurgte hun. "Hvad hedder du?"
   Dragen svarede hende med det samme. "Goldir er hvad jeg hedder, det er mit navn."
   Prinsesse Gwendolyn kiggede beundrende på den gyldne drage og sagde ærbødigt. "Jeg har aldrig set en drage før. Min far siger, at I ikke findes mere."
   Dragen svarede igen glædesløst. "Drager forsvinder, men bliver aldrig glemt, det er den skæbne, som er os bestemt."
   Prinsesse Gwendolyn var nu ved at blive helt forvirret og sagde undrende. "Men du sagde jo lige, at du var glemt."
   Dragen svarede hende endnu engang. "Jeg er ikke som andre, det kan du nok forstå, fordi jeg lever stadig, som en af de få."
   Prinsesse Gwendolyn smilede til dragen. Hvad kunne hun ellers gøre, hvorefter hun sagde. "Du er en underlig en og jeg ville gerne blive, men jeg bliver nødt til at gå. Ellers bliver min far bare sur, men må jeg komme og besøge dig i morgen?"
   Dragen smilede for første gang til Gwendolyn og svarede hende med lidt mere liv i stemmen. "Det må du gerne, det vil glæde mig meget, så er jeg ej alene mere. Du vil begynde at huske, som du burde."
   Prinsesse Gwendolyn nikkede og gik ud af det gyldne rum.
   Hun forsatte op ad de mange mørke gange og trapper, imens hun tænkte på, hvad dragen havde gjort for at ende i et bur. Det måtte være noget meget slemt. Hendes far smed kun slemme folk i fængsel.

Dagene gik og hver dag gik Gwendolyn ned i den dybe kælder for at besøge den gyldne drage i det gyldne bur. De snakkede meget sammen og blev hurtigt gode venner. Dragen blev dog ved med at snakke på den underlige måde.
   Til sidst kunne prinsesse Gwendolyn slet ikke forstå, hvorfor Goldir sad i bur. Dragen var jo sød og flink og ikke engang så slem, som de fleste mennesker.
   Hun tænkte på at spørge sin far, men gik hurtigt væk fra den ide igen.
   Kongen var en streng mand og han ville helt sikkert forbyde hende at gå ned i kælderen, hvis han vidste, hvad hun foretog sig dernede.
   Så en dag besluttede prinsesse Gwendolyn sig for, at Goldir ikke fortjente at sidde i bur. Han var jo ikke ond eller uartig. Hun var nødt til at lukke ham ud.
   Den dag gik prinsesse Gwendolyn smilende ned i kælderen og hen til Goldirs store gyldne bur. Hun kiggede lige ind i et af Goldirs store gyldne øjne og sagde højtideligt. "Jeg har besluttet mig for, at du ikke fortjener at sidde i bur, så jeg vil lukke dig ud."
   Prinsesse Gwendolyn gik hen og tog den store gyldne nøgle, som hang henne ved rummets dør.
   Hun stak den med besvær i den gamle lås og drejede den med en sagte knirken. Hun åbnede med store vanskeligheder den store låge og vendte sig så om imod sin ven dragen Goldir med et blændende smil. "Nu er du fri min ven."
   Men Goldir den gyldne drage var der ikke mere. Ikke andet end gyldent støv lå i bunden af det gyldne bur. Prinsesse Gwendolyn gik ind i buret og rørte forsigtigt ved det gyldne støv. Hvor var Goldir dog blevet af?
   Hun samlede en håndfuld af støvet op og i hendes hånd forvandlede det gyldne støv sig til et smukt smykke.
   En lille drage blinkede til hende, fra hendes håndflade. Det var et smykke, som hun troede, at hun havde tabt.
   Det smykke, som hendes mor havde givet hende, ved hendes fødsel.
   Nu var hendes elskede drage Goldir endelig blevet fundet og var ikke længere glemt.