Der var så dejligt inde i byen, det var sommer, solen den skinnede fra en blå og skyfri himmel og oasen ved volden var fuld af liv. Det var et af de få tilbageværende steder i den gamle stad, hvor der stadig var grønt så langt øjet rakte, og et af de smukkeste! Bortset fra et kirkespir her og der, sås kun møllen og det gamle kanonhus fra søsiden. Det vrimlede med menneske og dyreliv, joggingløbere der var ude og holde formen, elskende der gik tur hånd i hånd. Og på bænkene sad folk og nød livet imens de læste dagens avis og indtog en genstand, eller en pibe god tobak. Området vrimlede med fugleliv, gran- og tornsangere kvidrede løs fra grenene og ynglede her.
   I søen vrimlede det med ænder og lappedykkere der rappede og snadrede løs og knopsvaner der drev elegant omkring. Det var juni måned og der duftede herligt af hvidtjørnen der i gamle dage, havde tjent som et naturligt pigtrådshegn, oppe på voldværket, og som blomstrede netop nu. Duften blandede sig med den søde duft af tobak fra voldens mange gæster og beboere. Og grimme ællinger var at se overalt, både til lands og til vands.

Langs hele vandkanten var naturen i fuld flor. Alting strakte sig og rakte op imod himlen, alting var grønt og levende. Det var en dejlig tid. Der var mange naturlige redepladser for svanerne, ænderne og lappedykkerne og alle de andre fugle, der levede deres liv omkring søen.
   Alle havde de deres reder og levede livet i den dejlige oase.

Og det mindede en af svanerne om hvor den var kommet til verden. For den var nemlig kommet til verden i en anderede, langt ude på landet godt gemt væk under skræppeblade så store, så børn kunne stå helt gemt derunder. Sikken en barndom tænkte den ved sig selv, sikken en barndom.

Nu nød den virkelig livet, i købstadens oase. Der var massere af fisk og ål i vandet, og søbunden var fuld af lækre vandplanter, som fuglene kunne snadre. Selv vintrene her i byen, var intet at regne i forhold, til de kolde og ensomme vintre den erindrede fra sine år, som ælling på landet.
   For folk kom ofte forbi søen ved volden om vinteren, og smed brød og andre lækkerier ud til fuglene. Og parkfolkene hang foderkugler ud.
   Joo... Svanen havde det godt og var blandt de flotteste fugle i søen.

Sådan gik der flere sæsoner med sjov og ballade, og de andre svaner tog det gode liv for givet. De festede og levede livet uden at ænse hvilke kvaler andre kunne døje med og hvorfor skulle de også det? Det var jo ikke deres kvaler. Rask væk lavede de sjov med alle der var anderledes og drillede tit de mindre fugle i søen, fordi de kunne, fordi de var de stærkeste og flotteste fugle i søen.

Men en gang i mellem kiggede svanen på sit billede i søens spejl, og selv om den dér, så en flot hvid svane, huskede den også den grimme ælling den en gang havde set. Og især huskede den følelsen, følelsen af ikke at høre til, følelsen den havde haft da den fløj hen til de kongelige fugle. Da havde den ønsket at de ville hugge den ihjel, ved et lykketræf havde den set sin egen herlige forvandling i søens blanke spejl, men erindringen derom, dén havde den stadig med sig.

På det seneste syntes Svanen godt nok at de andre svaner, skræppede en kende for meget og at de flokkedes og kaglede som en hel gård fuld af høns, der var foruden en hane.
   Historierne om de gamle svaner, var ellers historier om ærefulde majestætiske fugle, der sammen med deres mager, hver især passede sit til punkt og prikke. Men nu skræppede de alle sammen i kor, og enhver svane der ville gebærde sig majestætisk og være sin mage værdig, blev der blot skræppet endnu højere af.

Til tider havde Svanen endda skræppet i kor med de andre. Af frygt for ikke at høre til, af frygt for igen at være udenfor flokken. Den ønskede ikke nogensinde igen, at skulle opleve de ensomme vintre, hvor den frygtede for sit liv.

Jo hårdere de skræppende svaner var ved søens andre beboere, jo hårdere blev den skræppen de brugte, for at forsvare deres dårlige opførsel. "Min broders vogter!" Skræppede de ofte. "Min broders vogter!" Det var blevet deres mantra, både blandt de laveste af svanerne, men også blandt de højeste, altid hørtes mantraet. "Min broders vogter!" Svanen lagde mærke til, at det på en eller anden måde skabte uro i søen, hvor der før havde været harmoni, var der hele tiden tant og fjas. Så meget at den skabede adfærd, begyndte at nærme sig hysteri.

Mange var blevet hakket uretfærdigt på deraf, både små fugle og også de nye tilkommende, sorte svaner i søen. Nogle så meget at de måtte søge væk fra den ellers så dejlige sø.
   Andre så meget at de bukkede under for den hysteriske skræppen.
   Svanen havde prøvet at stå op for dem der ikke kunne stå op for sig selv. Men de mange havde blot skræppet højere endnu. "Du skal ikke tro du er noget!"

Svanen mente jo nok at der var brug for lidt mere mådehold og dannelse, i den ellers så dejlige sø, men de andre svaner var jo ikke klækket i en andegård. Derfor tog de alting for givet, de fejede aldrig for egen dør, før de pegede deres skræppende næb ad andre.
   Og værdsatte ikke at med store evner følger stort ansvar.
   Hvad hjælper det dog, at man er født i et svane æg, hvis man opfører sig som en vagtel.

Jo mere Svanen så sig i søens spejl, jo mere frygtede den at de andre svaner, skulle få øje på den grimme ælling, han til tider selv så der.
   Men der var en anden svane der kendte til hans bekymring, den klogeste svane han kendte.

"Er jeg god nok?" Spurgte han en dag sin mage. "Du er bedre end god nok!" svarede hun ham. "Men jeg er udruget i en andegård, hvor jeg måtte tåle mange næbbetheder. Jeg har gemt mig for jægeren i mosen. Boet i et hus hos en gammel dame og en kat der spandt og en høne der lagde æg, og som mente at de var de klogeste i hele verden. Selv om de egentlig kun var de klogeste i deres egen lille verden. Og til sidst blev jeg reddet ud af Kong vinters kolde greb af en bondemand, ellers ville jeg aldrig være blevet til en svane. Men jeg troede at hans børn ville gøre mig fortræd, så jeg stak af under et stort spektakel, ellers ville jeg aldrig have set sommerens komme, eller fundet dig min elskede." Sagde Svanen.

"Min elskede." Sagde hun og så på ham, som kun hun kunne. Hun så i ham både den flotte svane og den grimme ælling. "Det er jo netop din historie jeg faldt for, dit mod og din kærlighed.
   I andegården lærte du tålmodigt, at finde dig i mangt og meget, og du lærte også at Andemor prøvede at beskytte dig, så godt som hun evnede. I mosen hos vildgæssene lærte du om overlevelse, og om at følge dit instinkt. Og hos den gamle dame med katten og hønen, erkendte du din egen natur. Og du valgte dig selv og gik ud i verdenen, og dét selv om du vidste hvor farlig den var.
   Du overvandt ensomheden og da du senere troede at man ville gøre dig fortræd, stolede du igen på dine instinkter, kæmpede dig fri og overlevede resten af den hårde vinter.
   Til sidst havde du modet til at række ud efter stjernerne og tænke alt eller intet...
   "Du er den største svane jeg kender!" Sagde hun kærligt, og snoede sin hals om hans.

Sådan passede de to kærlige svaner for det meste sig selv. De opførte sig pænt og anstændigt over for alle deres naboer i søen, både små og store, hvide og sorte. Og elskede at høre de andre fugle fortælle historier fra hele verdenen. De små fugle, der hver dag kom med de nyeste tweets og søens store træk fugle, der kunne fortælle historier helt omme fra den anden side af jorden.
   Og alle de andre fugle i søen, sagde om dem, at de var to af de venligste og kærligste naboer man kunne tænke sig.

Sådan gik sommeren og siden hen efteråret. Kolde vinde begyndte at blæse og varslede vinterens komme. Store flokke af fugle kom for at overvintre, og denne vinter kom der lidt flere sorte svaner, end der før var kommet. De fastboende svaner skræppede løs. "Ih hvor kommer der mange fremmede fugle i år," sagde de. "Bare de ikke tager noget af vores! Bare vi ikke mister noget!"
   Der var ikke flere svaner i søen end der plejede at være om vinteren, for de svaner der fløj over og så at søen var fuld, fløj videre til andre vandhuller.

Tunge skyer trak sammen over søen, og hvor der før havde været luft under vingerne og uendeligt højt til solen på den himmelblå hvælving, var stemningen anderledes trængt.
   Og det virkede som om skyerne hang lavere, for hver dag der gik.

Og skræpperiet var virkelig i fuld gang, i blandt de laveste af svanerne, men så sandelig også i blandt de højeste. Deres skræppen var værre end den nogensinde havde været før, i hvert fald i Svanens tid. "Min broders vogter! Min broders vogter!" Skreg de alle i kor! "Min broders vogter!"

De allermest næbbede af svanerne nappede med næbbene, men kun hvis de var i overtal, eller hvis de kunne hakke på nogle af de små fugle. Svanen kunne ikke lide hvad den så.
   Den skammede sig over al den dårlige opførsel og skuttede sig ved den dårlige stemning.

Så slemt blev skræpperiet, at Svanen tog sig mod til og besøgte Monarken, svanen med den største knop på næbbet. For at spørge om ikke han kunne gøre noget ved den dårlige opførsel i søen. Monarken fortalte at han som regent, var nødt til at lytte til flokkens røst og spurgte Svanen om ikke han var sin broders vogter?
   Nej svarede Svanen ærligt, "jeg er da min søsters vogter. Om ikke min broder kan vogte sig selv, er han ikke værdig til at være min broder."
   "Hvis jeg kaldte på dig at beskytte vores dejlige idyl, ville du da ikke vogte den?"
   Spurgte Monarken listigt. "Jo da! Helt bestemt! Så ville jeg stå side om side med mine værdige brødre, og sammen ville vi vogte vore søstre. Er det dog ikke dem, der gør vores dejlige idyl?" spurgte Svanen.

En af Hofsvanerne afbrød samtalen og hviskede til Monarken, så Svanen ikke kunne høre det.
   "Har deres majestæt set størrelsen på hans knop? Deres højhed, den er jo næste lige så stor som deres!" De fortsatte med at hviske en stund, hvorpå Monarken vendte sig imod Svanen og sagde. "Som jeg fortalte dig, er en Monark nødt til at lytte til flokkens røst. Så hvis du ønsker at ændre noget ved den måde vi opføre os på her i søen, må du selv gå ud og gøre en forskel, så skal vi se om vi kan hjælpe." Sagde Monarken, imens han og Hofsvanen blinkede listigt til hinanden.

Svanen der ikke anede uråd, takkede Monarken og svømmede ud i søen, en smule nervøs for igen at blive kanøflet.
   Men Monarken havde jo givet ham et løfte om hjælp, så Svanen følte sig ved godt mod.

Men lige så snart Svanen begyndte at tale, skræppede de andre svaner ad ham. "Hvem tror du, du er? Du skal ikke tro du er noget!" sagde de og bed ham og kanøflede ham. Så han måtte baske godt med vingerne, for at komme væk fra flokken.

Ingen hjælp kom der fra Monarken og Hofsvanen, de så bare til, imens Svanen måtte flygte!

De skræppede endda selv højere end flokken og opildnede til optøjer med deres uærlige adfærd og deres dårlige opførsel.

Skræpperiet blev værre og værre og Svanen anede til sidst ikke sine levende råd. Snart blev det så slemt at skræpperiet, var det eneste man kunne høre på hele volden, ikke et øjebliks ro i et eneste hjørne af søen. Alle steder hørtes deres skrækkelige skræppen. "Min broders vogter! Min broders vogter!" Flere og flere skræppede med på melodien. "Min broders vogter!"

"Hvad skal jeg dog gøre?" Spurgte Svanen fortvivlet sin kloge mage. Hun tænkte sig godt om og sagde ham. "Her er hvad du skal gøre min kære. Tag rundt til alle dem du gerne vil hjælpe og bed dér, om deres hjælp og støtte. Besøg alle ænderne og lappedykkerne, besøg alle gran- og tornsangerne og besøg alle de sorte svaner og spørg om de vil hjælpe med at ændre den kedelige opførsel i vores dejlige smukke sø."

Det gjorde Svanen og før han vidste af det sang alle de små fugle og alle de sorte svaner med på sangen. "Min søsters vogter. Min søsters vogter." Og der lød en hel fantastisk symfoni af fuglefløjt og fuglekvidren. Og da skete der det. At da de andre svaner så, hvor mange store og små fugle der sang med på den nye sang. "Min søsters vogter." var der nogle af dem, der fandt modet til at stoppe deres skræppen og synge med på de nye toner.

Den nye sang kom Monarken for øre. Han genkendte tonerne og hørte at flere og flere begyndte at synge med på Svanens sang.
   Utilfreds med dette henvendte han sig til Hofsvanen og forlangte at han gjorde noget ved sagen.

Hofsvanen som var noget af en sladretaske, kendte til næsten alle sladrehistorier i søen, og vidste også, at Svanen var blevet udruget i en anderede.

Derfor opsøgte han Svanen og sagde. "Tror du egentlig ikke du skulle tage og forlade vores dejlige sø!" "Hvorfor skulle jeg dog gøre det?" Spurgte Svanen overrasket. "Du kommer jo fra landet og høre ikke til her, og du kom til verdenen i en anderede, du er slet ikke lige så god som os!"
   Svarede Hofsvanen skingert, imens han gjorde et slag med hovedet. "Og fordi at flokken vil bide dig endnu hårdere end før, når de hører, at du lå i en anderede!" Svanen blev bedrøvet, og meget trist over at høre Hofsvanens tarvelige ord. Han så ned i vandspejlet og fik igen øje på den grimme ælling, og han vidste at Hofsvanen også kunne se ham. Han tænkte at det nok var bedre om han fandt en anden sø, en sø hvor den grimme ælling kunne gemme sig for de fornemme fugle.

Og Svanen skulle lige til at svømme sin vej. Men imens den stirrede ned på den grimme ælling i vandet, hørte den Hofsvanen der stadig var i gang med at skræppe grimme ting sige...
   "Og mon ikke din mage ville skamme sig, hvis hun fandt ud af at du havde ligget i en anderede, dengang, da du kom til verden."
   Og da skete det forunderlige, at Svanen huskede sin elskede mages ord.

"Du er den største svane jeg kender!" Havde hun fortalt ham. Svanen kiggede igen ned i søens spejl, og denne gang så han sit eget flotte spejlbillede og lagde for første gang mærke til at hans knop virkelig var stor. Så tog han en dyb indånding, skød brystet frem og bredte sine imponerende vinger ud!

"Du kan selv finde dig en anden sø!" Sagde han til Hofsvanen. "Jeg har i sinde at blive!"

Hofsvanen der jo var lidt af en sladretaske, var også lidt af en luskebuks. For han ventede til Svanen vendte ryggen til, tog sig godt med tilløb, og fløj så i fjerene på ham.

"Du skal ned med nakken, skal du!" Hvæsede han hånligt, lige idet han var over Svanen...

Men Svanen var både stærk og adræt, og den undgik behændigt Hofsvanens angreb. "Ikke ved en Hofnars næb!" Sagde Svanen, der efterhånden havde prøvet lidt af hvert, og derfor ikke længere var bange for den svigfulde fugl. Og derpå jog den, den feje Hofsvane på flugt. "Skynd dig hjem til hoffet!" Drillede han Hofnarren, imens han nappede ham i halefjerene og plukkede ham, til enden var helt bar!

Hofsvanen rendte ikke kun med sladder og nøjedes heller ikke med at falde andre i ryggen, den var også en usling, og noget af en nidding. For da han ikke selv kunne klare Svanen, og i øvrigt havde godt ondt i sin plukkede mås, luskede han hen til Monarken og hviskede ham i øret, at Svanen ville være monark i stedet for Monarken.

"Du bliver nødt til at gøre det af med ham," hviskede han. "Hans knop er lige så stor som deres majestæts. Nogen siger endda at hans er den største. Han vil tage deres kongerige!" Hviskede Hofsvanen listigt i Monarkens øre. "Men du er dog den største og den stærkeste!"

Monarken blev rædselsslagen for at miste sit rige, for hvem var han dog?
   Og hvad skulle der dog blive af ham? Hvis ikke han var regent? Og han beordrede Svanen at stille for hoffet. Der var en værre skræppen og kaglen, da Svanen gjorde foretræde.

"Hvor vover du at modsige mig?" Skræppede Monarken bistert. "Jamen er min røst da ikke også flokkens røst?" Spurgte Svanen undrende. "Er deres majestæt da ikke også underlagt mine ønsker?" Hofsvanen hviskede igen monarken i øret. "Hør selv deres majestæt, han er dog også den frækkeste!"

"Du skal ikke tro du er noget!" Skræppede Monarken igen. "Jamen jeg er jo noget! Og jeg er jo nogen!" Svarede Svanen trodsigt. Det vælger jeg at være og så er det sådan! "Jeg er min søsters vogter!" Monarkens øjne var røde af raseri og han fnyste af arrigskab. Og bredte vingerne ud til siderne, for at vise sin frygtindgydende størrelse, alt imens han hvæsede noget så fælt. Svanen udstødte et skrig, så højt og forunderligt, at det et kort øjeblik tog pippet fra Monarken, men Monarken skræppede igen, så højt han kunne. Baskede truende med sine stærke vinger og fór løs på Svanen. Der blev en drabelig kamp, og længe bølgede den frem og tilbage. Det ene øjeblik var Svanen nede. Og næste øjeblik, var det Monarkens tur til at modtage en dukkert.

De kæmpede og kæmpede, så lige var kampen, at den varede tre dage. Til sidst var de begge så trætte og udmattede, at de dårligt kunne holde sig oven vande og kampen den stoppede.
   Monarken vaklede og faldt, og alle svanerne flokkedes omkring dem!
   Svanen troede den havde tabt, og at dens sidste tid var inde.
   Blot ventede den på, at de ville komme farende fra alle sider og gøre arbejdet færdigt.

Han kunne ikke længere se Monarken, for hele flokken fløj omkring i et virvar.
   Men pludselig, hørte han modstanderen synge sin svanesang...
   Og i næste øjeblik omringede de alle sammen Svanen. Nu troede han virkelig det var forbi.

"Monarken er død!" Nynnede flokken og alle fuglene samledes omkring Svanen, der var godt medtaget af kampens strabadser og så, noget så forpjusket ud.
   "Monarken er død! Længe leve Den Flotte Svane! Længe leve Den Flotte Svane!"
   Begyndte nogen at synge og hele søen sang med i kor, selv Hofsvanen, med den plukkede mås, der gemte sig aller bagerst. "Længe leve Den Flotte Svane!"

Den Flotte forpjuskede Svane så sig omkring, og fik øje på sin elskede mage der kom svømmende hen til ham. Den smukkeste klogeste, svane han kendte. Hun nejede for ham, sammen med alle de små og store fugle, og alle de andre svaner, og selv sivene og dunhammerne ved søbredden nejede sammen med hende. Han mærkede solens varme stråler, der igen skinnede ned fra en blå himmel og så til sin store henrykkelse og fornøjelse, at søens bredder igen var grønne og frodige. Og dér på bredden, gik også alle menneskene, de elskende der gik hånd i hånd, og dem der smed brødkrummer og korn ud til fuglene, eller sad på en bænk i fred og ro og nød en genstand, eller en pibe god tobak. Svanen strakte sin lange hals i jubel og hjertet sang af ren og skær fryd. "Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg følte mig som den grimme ælling!"