Det er sådan et fortræffeligt ord. Særdeles alsidigt og, brugt med måde og omtanke, ret så udtryksfuldt.

I modsætning til hvad mange af ordets ihærdige kritikere synes at mene, er det på ingen måde et nymodens påhit i samlingen af slang- eller ukvemsord. Som de fleste sikkert har på fornemmelsen, har ordet sine rødder i det engelske sprog. Her har "fuck" som verbum (i betydningen "kneppe", "pule") været almindeligt brugt siden det 16. årh., og først fra ca. 1800 i diverse andre former og i betydninger ud over de rent seksuelle sammenhænge.

Hvornår fuck-ordet sneg sig ind i det danske sprog, ved jeg ærligt talt ikke; men jeg vil gætte på årene umiddelbart efter 2. verdenskrig, via den amerikanske kulturimperialisme og alt det dér.

Ifølge "A Dictionary of Historical Slang" er "fuck!" (som udråbsord) et "simpelt kraftudtryk ... almindeligt brugt blandt personer, for hvem finfølelse og æstetik kun har ringe eller slet ingen betydning". (min overs.).
Og her fik vi så et lille velment rap over næbbet!

Ja, gu' kan det være vulgært. Men det er der jo så meget der er. Hvad den ene sprogbruger finder helt ukompliceret, virker frastødende på den anden, og omvendt.
Okay, det er helt afgjort ikke et ord vi skal forvente at høre i dronningens nytårstale. Denne kendsgerning turde dog være til at leve med.

Alt det dér med "for den rene er alting rent" og så videre, kan vi også godt gemme af vejen i samme omgang. Fuck-ordet er og bliver et fyord i det nutidige sprog, en respektløshed og en provokation; det er netop dét, som er ordets funktion her og nu, og det er i dén betydning og hensigt, vi bruger det.
Når jeg kommer hen i Brugsen og ser at min yndlingschokolade er udsolgt, er "fuck!" et langt mere dækkende udtryk for mine følelser end "åh, det var da keeedeligt".

Og for at imødegå eventuelle kvababbelser over at jeg, som ellers blærer mig med at være sprogligt oppegående, bruger den slags gloser offentligt, vil jeg lige tillade mig at gøre opmærksom på min alder. I skrivende stund er jeg 57. Det vil sige at jeg tilhører en generation der (med rette, selvfølgelig) hævder at have opfundet verden og samtlige udfoldelser, tanker og ord deri, som det mere konventionelt orienterede flertal af vore medmennesker fandt anstødelige af en eller anden grund.

Ovre i Guds Eget Land er alting så meget større, mere voldsomt, mere overdrevet og mere grotesk end ... nå ja, end så mange andre steder. De reaktioner, det lille fuck-ord har afstedkommet, grænser til det utrolige.
I 1968 fik en rockgruppe som havde brugt ordet, livsvarig karantæne fra en festival og blev i samme anledning betalt, ret godt endda, for at holde sig væk fra et tv-show, de ellers var hyret til at optræde i.
Og så sent som for et par år siden, ved en velgørenhedskoncert til fordel for overlevende og efterladte efter 11.9.01, optrådte en fhv. rocksangerinde iført det amerikanske flag og et skilt med "fuck fear!" (op i røven med frygten), hvilket i medierne blev betegnet som "outrageous" (skandaløst) - teksten på skiltet altså, ikke brugen af flaget.

(Og her holder vi så lige et par sekunders stilhed og tænker lidt over, hvordan et samfund dog kan være skruet sammen, hvor enhver frit kan købe skydevåben, men hvor et lille ord på fire bogstaver betragtes som farligt.)

I det danske sprog kan brugen af fuck-ordet godt være en smule problematisk. Anvendt som udråbsord (og det betyder selvfølgelig ikke at man absolut behøver at råbe det) kan det være helt på sin plads - brugt med måde, bevares.
Det er så dejligt nemt med udråbsord, her behøver ikke fyldes på med andre ord udenom, de står bedst alene. Udråbsord kan i vidt omfang vælges frit blandt de sprog, man har kendskab til, eller kan endog opfindes på stedet. Den sproglige kreativitet udfolder sig ofte ret godt hvor det drejer sig om udråbsord.

Anderledes forholder det sig når fuck-ordet skal bruges på dansk i (præsens participium) formen "fucking". På en eller anden måde fungerer det bare ikke, ordet letter aldrig fra underlaget, det får slet ikke luft under vingerne. "Hvor bliver den fucking bus af?" er en underligt flad og tam replik; her ville man være bedre tjent med det gode gamle danske ord i "hvor bliver den forpulede bus af?" (hvis man endelig vil bruge et tilsvarende fyord).

Brugen af "fucking" i dansk virker ofte stik imod hensigten, idet resultatet nemt kan blive ufrivilligt komisk, simpelthen fordi danske og engelske ord ikke er indrettet til at swinge sammen på den måde i samme sætning.
Selvfølgelig kan det også bruges bevidst komisk, som når der fx. i "Nynnes Dagbog" omtales et sted ved navn "fucking outlaw Husum". Man kan ligefrem se det for sig ...

En udvækst fra fuck-ordet er udtrykket "motherfucker". Her er vi ude i de helt grove skældsord. Selv synes jeg ordet er for stygt til at være brugbart som fornærmelse; men der findes faktisk en mere grotesk-humoristisk anvendelse af ordet, hvor det betegner noget stort, uhyrligt eller ligefrem imponerende. Jeg læste fx. om nogen der kørte rundt med "sådan en motherfucker af en antenne" på deres firmabil. Og dengang vores vandledning skulle udskiftes, skal jeg love for at de kom med en ordentlig motherfucker af en rendegraver.

Til sidst en lille anekdote fra det virkelige liv:
En gang midt i 1970'erne arbejdede jeg på et projekt med udgivelse af nogle tryksager. I den anledning befandt jeg mig en sen nattetime i et lille forlags baglokale sammen med en newzealænder - lad os kalde ham Robert - og i selskab med den tids tekstbehandlingsmaskineri. (Og jow da, man havde skam tekstbehandlingsudstyr allerede dengang; det lignede mest af alt kontrolpanelet i et rumskib med påhængt skrivemaskine men uden skærm, og det foregik ved hjælp af magnetbånd og ubegribeligt esoteriske koder.)

Maskineriet drillede, og ingen af os var ikke videre rutineret. Robert sad med ryggen til mig. Han var en mand af få ord. Jeg kendte ham ikke særlig godt og havde desuden rigeligt hyr med at få min del af djævelskabet til at makke ret. Så der blev ikke sagt ret meget.

Maskineriet drillede fortsat.
"Fuck!" lød det omsider fra Robert.
Det syntes jeg ikke, jeg sådan lige ville svare igen på, så jeg holdt min mund.
Da han efterhånden havde sagt "fuck!" for tredje eller fjerde gang, kunne jeg ikke nære mig længere. Jeg svarede med høj og klar røst:
"No thank you, not tonight."
Robert vendte stadig ryggen til mig, men jeg kunne se hans ører blive flot mørkerøde.
Kort pause. Så sagde den stakkels mand, ret så sammenbidt og anstrengt:
"I didn't mean you, I meant the machine!"
Og så røg det ud af mig:
"You bloody pervert!"
Roberts ører kunne ikke blive mere røde end de var i forvejen; men nu kunne de dælme også lyse i mørke.


* * *
PS:
Jeg har netop erfaret at det søde lille ord er optaget i den nye udgave af "Den Danske Ordbog", udgivet af Dansk Sprog- og Litteraturselskab. Det skulle efter sigende have provokeret mange til at reagere med knubbede ord. Det kan jeg edderfuck'me godt forstå.


* * *
Referencer:
Eric Partridge: A Dictionary of Historical Slang, Penguin Books, UK, 1972.
Denne nyttige ordbog giver en fortræffelig og grundig gennemgang af dette og utallige andre sjove ord i historisk perspektiv.

http://www.countryjoe.com/theword.htm
En uhøjtidelig oversigt over fuck-ordets mangfoldige anvendelsesmuligheder i det amerikanske sprog.