Tre brødre gik sent hjem en nat.
   Den første var frygtløs, den anden bror selvcentreret, og den tredje bange for sig selv.
   Her stødte de på en kvinde, som sad sammenkrøbet i vejkanten.
   Den frygtløse bror spurgte, om hun var faret vild, og var alene, og hertil svarede kvinden

"Jeg ved ikke umiddelbart hvor jeg er, men jeg er aldrig alene. Jeg har altid døden som følge".

To af brødrene grinede, mens den sidste straks blev bange.
   De lovede dog kvinden, at de nok skulle få hende hjem den nat.
   Den frygtløse gik hen til kvinden, og løftede hende op på benene.

"Kom med mig, nu skal jeg følge dig hjem" sagde han.

Kvinden fulgte ret, på trods af at hun ikke havde givet broderen adressen.
   Den frygtløse og kvinden vandrede tretten minutter, før de stødte på en høj klippe som blokerede deres vej.

"Jeg husker ikke denne klippe være her før, men lige meget. Vi klatrer blot over" sagde den frygtløse.

"Er du sikker på, at dette er vejen vi tager?" spurgte kvinden, og det var den frygtløse bestemt.

Han klatrede syv meter op på klippen, men da han rakte armen ud for at hjælpe kvinden op, mistede han fodfæstet og røg ned.
   Og sådan tog døden sit første offer.

De to resterende brødre var begyndt at blive henholdsvis rastløse og bekymrede, og da besluttede den selvcentrerede bror, at gå efter hans storebror, den frygtløse.
   Han fandt kvinden, og så til sin skræk hans døde bror foran ham.
   Det eneste han dog kunne tænke på var, at han måtte komme i sikkerhed.
   Han stormede væk fra klippen og glemte i alt sin hast brødrenes løfte til kvinden.
   Lidt senere kom den selvcentrede bror til udkanten af byen, uden at have set sig tilbage en eneste gang. Adrenalinen havde sat sit spor, og han følte sig årvågen som aldrig før.
   På asfaltvejen foran ham fløj en pengeseddel, tabt af en ung kvinde et par timer tidligere på aftenen. Broderen tænkte ikke et sekund over konsekvensen, og spurtede efter pengesedlen, mens den dansede i nattens vind.
   Han fangede den også.
   Sekundet efter, da han for første gang den aften vende sig om, kom en kvindelig bilist kørende alt for stærkt på den isolerede vej. Hun ænsede ham ikke.
   Og sådan tog døden sit andet offer.

Den sidste bror som var bange for sig selv, frygtede også nattens væsner, og turde ikke rykke sig en meter.
   Efter et godt stykke tids venten, kom kvinden tilbage fra mørkets horisont.

"Ingen af dine brødre kunne følge mig hjem, men kan du ikke fortælle mig, hvilken vej vi tager? spurgte hun.

Den sidste bror svarede:

"Jeg har flere gange i miv liv truffet beslutninger, som har skadet andre og mig selv. Derfor tror jeg det er bedst, at du vælger vejen, før jeg har ikke i sinde at spille helt. Men jeg vil gerne følge dig hjem, både for din og min egen skyld".

Kvinden smilte og pegede mod nord

"Denne vej min ven".

Den sidste bror overnattede hos kvinden, og gjorde det flere gange det forgående år. De blev senere gift, og lovede hinanden at dele seng til det sidste.

En dag vågnede den nu gamle bror op i sin seng, og fandt til sin overraskelse døden liggende ved hans side. Han kyssede hende på kinden og omfavnede deres tid.