På kirkegården ligger på hviden knæ, den kvinde, der ikke har mere at miste. Hun sukker:
   - Døden og en favn af den sorten jord
   Nedefra hører hun hans dybe stemme:
   - Døden og en favn af den sorten jord
   Hvidlille sukker:
   - Snart ej skal os skille
   Og hun hvisker:
   - Vent på mig, min elskede, vent en lille stund.
   Dag og nat springer sorgen som et kildevæld fra hendes øjne, men tørrer så ud.
   - Vent på mig, min elskede, nu kommer jeg.
   Dette hører den gamle kirkegårdsgraver. Han siger:
   - Hvis jeg kan hjælpe dig, så gør jeg det, men jeg kan jo ikke grave ham op og puste liv i ham.
   Hvidlille svarer ikke. Men da han næste dag kommer forbi og siger det samme, svarer hun:
   - Hvis du vil grave ham op og ved nattetid køre ham i hestevogn til min fars hus i skoven, så vil Gud puste liv i ham.
   - Kære pige, du må være gået fra forstanden. Men jeg vil gøre, som du ønsker.

Jægeren udstopper Knivprinsen med halm, så mumien bliver let som fjer. Hvidlille kridter ham hvid og syer et nyt klovnekostyme til ham magen til det gamle. Og de glasøjne, som Lille Far engang har tiltænkt Hvidlille som spæd, dem køber hun til sin elskede.

Hun bærer sin Knivprinsen ned til søen, så de sidder ved hverandre.
   - Se, min elskede, hvor smukt altid er. Kom tilbage til mig.
   Hun ser ned i søen og siger:
   - Sidst jeg så mig selv i denne sø, så var jeg en skrubtudse. Men ved din side var jeg en prins værdig. Så skete noget forfærdeligt, som jeg ikke forstår. Og nu er jeg igen en tudse, jordens ulykkeligste tudse.
   Hun ser ind i hans glasøjne og siger:
   - Men hvis du ikke kan komme til mig, så vent. Vent på mig, at vi sammen kan banke på Himmelens port og sige til Gud. - Din vilje ske, om blot vi ej mere må skilles. Kære Vorherre, lad Hvidlille følge Knivprinsen. Hvis han skal i Helvedet for Rosettas skyld, så lad mig ham følge, at blot ej vi må skilles.
   Hun fattes en tanke og siger:
   - Så lad det komme på en prøve an.
   Hun lægger hånden på sit bryst og siger: - Jeg tager ej maden i munden min, før du, min prins, deraf har spist. Og skal det til graven mig føre, så lov, min kære, på Hvidlille at vente.
   Da Homér hører hendes forsæt, gør han alt for at overtale hende.
   - Hvidlille, vil du så have, at jeg skal leve uden dig? Ved du ikke, at det er ligeså stor en synd, at slå sig selv ihjel, som at slå et andet menneske ihjel?
   Den tanke glæder Hvidlille:
   - Så må den kære Gud sende mig i Helvedet sammen med Knivprinsen.

Homér grubler dag og nat, mens Hvidlille begynder at blive tyndere.
   En dag siger han: - Jeg kender en klog mand, der siges at kan gøre levende af de døde. Lad os rejse ud og besøge ham.