Der var engang en dejlig have. Den var så lig Paradiset som nogen have kunne blive. Der var de smukkeste blomster i alle verdens farver. Hvert et græsstrå stod blankt og lysegrønt på den trimmede plæne, og der fandtes ingen tørre eller gule pletter. Det var forår i haven, og de mange forskellige blomsterløg var udsprungne og stod i fuldt flor. Haven var hjemsted for mange fugle og insekter, og der var altid masser af liv og glæde. Solsortene havde slået sig ned i egetræet, og derfra lød den skønneste musik. Liljekonvallerne og perlehyacinterne stod og vuggede i takt og nejede yndefuldt for hinanden, mens de fnisende sendte blikke til de ranke påskeliljer. Haven var omkranset af en høj bøgehæk, der nyligt var sprunget ud og havde fine, grønne blade, der var bløde som fløjl. Midt i haven stod et japansk kirsebærtræ med de sødeste, lyserøde blomster. Når vinden tog fat i de slanke grene, dryssede kirsebærtræet et fint lag blade over hele haven, det var som tryllestøv. Alle holdt af dette træ, fordi det var så venligt og mildt og ikke kunne finde på at gøre nogen fortræd. Ved siden af træet stod en gammel rododendronbusk. Stor og grøn var den, med lilla blomster. I modsætning til kirsebærtræet, var den stolt og gnaven, og havde ikke øje for andre end sig selv. Ingen i haven brød sig om den og sørgede behændigt for ikke at komme på tværs af den. Men der var ikke tid og plads til sorger, for det var sådan et smukt forår.
Havens ejer, den gamle kone, gik meget op i sin have og passede den, som var den det barn, hun aldrig fik. Efter at hun var gået på pension, havde hun mere tid til den, og hun så med stolthed, at det var den smukkeste have i kvarteret, ja måske endda i hele byen. Blomsterne vidste intet om verden udenfor, men det gjorde dem nu ikke noget, for de havde det så godt. Hvad der skete af frygtelige ting i verden, krig, ulykker og sorg, kendte de ikke til. Hver morgen blev blomsterne vækket af musvitten og stæren, der sang den smukkeste duet om fred og glæde, og anemonerne rystede deres blade, så duggen fløj omkring og klingede som det fineste klokkespil. Senere på dagen kom humlebien på besøg. Den var meget velkommen blandt blomsterne, en kær lille gæst. Primulaerne hvinede af fryd, når dens bløde vinger strejfede deres hoveder, og så lo perle-hyacinterne med, de var i sådan et godt humør. Hver formiddag gik den gamle kone ud i haven for at vande blomsterne. Hun plejede hver enkel blomst omhyggeligt, og lod den kolde vandstribe fra vandkanden glide forsigtigt ned over dem. Tulipanerne strakte deres hoveder efter strålen og følte en fryd ved at føle det klare vand risle ned ad stilken. Så fandt hun saksen frem og klippede et par stykker af de flotteste af, de skulle bruges til en smuk buket til hendes veninde, den gamle grevinde, som boede alene på en gammel herregård. Den gamle grevinde holdt meget af at få blom-ster fra den gamle kones have, for hun havde ikke mange glæder i livet mere. Men når der stod en smuk og farverig buket i en krystalvase på køkkenbordet, da slog hun hænderne sammen og lo, så hendes dybe smilerynker kom til syne. Derfor var det alle blomsternes største ønske at blive udvalgt til den ugentlige buket. Oftest var det påskeliljerne og tulipanerne, der blev taget, og den gamle kone klippede også grene af kirsebærtræet og rododendronbusken. De små anemoner og martsvioler sukkede, når den gamle kone gang på gang var gået med en dejlig buket hvor ingen af dem var i blandt. Men de trøstede sig med, at de i stedet kunne bringe glæde for de gæster, der besøgte haven.
Så alt åndede fred og idyl i haven. Hver dag var den samme rutine, og der skete aldrig noget usædvanligt. Lige indtil den dag, da den gamle kone skulle besøge sin søster, der var blevet alvorligt syg, i den anden ende af landet. Hun fik det at vide med meget kort varsel, og måtte skyndsomt pakke sine ting. I farten glemte hun at få nogen til at sørge for haven, og da hun lukkede den hvidmalede havelåge efter sig, var det som om en sky gled forbi solen i samme øjeblik. Stedmoderblomsterne måtte trøste de små forglemmigejer, der grædende klyngede sig til hinanden. -Det skal nok gå, hviskede de, men selv var de også bekymrede for, hvad der nu skulle ske. Rododendronen brummede for sig selv, at nu måtte dommedag være nær, men kirsebærtræet sagde den skulle tie stille, og ikke skræmme de små blomster, der aldrig havde hørt om domme-dag. Solsorten fløj op til sin rede, dens sang blev mere skinger, indtil den sidst forstummede helt. Ikke engang da solen igen brød frem, kunne blomsterne ånde lettet op. Den dag lukkede de sig tidligere end de plejede.
Den gamle kone havde været væk i tre dage, og for udenforstående ville haven stadig væk se ufattelig smuk og velholdt ud. Men hvis man kiggede nærmere på den, ville man se at der lå visne blade på jorden ved påskeliljerne og at en larve havde spist sig mæt i blade fra bøgehækken. Kirsebærtræet så sig bedrøvet omkring. Glæden og freden i haven var væk, og erstattet med ængstelse og frygt. Frygt for at forfalde og miste sin stolthed.
En lille perlehyacint kiggede frem fra sit skjul bag nogle store sten. Den var ganske ung og nysgerrig, men også bedrøvet over den ændrede stemning i haven. Pludselig fik den øje på en skygge på husmuren, og det gav et sæt i dens lille krop. Det var en fremmed plante med store, takkede, grønne blade og en solgul blomst i midten. Perlehyacinten fortalte det ophidset til de andre, og inden længe gik rygterne som en løbeild. En fremmed. En anderledes blomst. En uvelkommen blomst. Ukrudt. Og det var ganske rigtigt en ukrudtsblomst, en mælkebøtte. Men hvor var den dog smuk. Den havde et lyst sind, og ønskede kun at glæde andre. -Jeg er så taknemmelig for livet, sagde den til sig selv. Tænk at jeg er så heldig at være til. Derfor må jeg bruge mit liv på at glæde andre. Og så strålede den, så den overgik solen, og alle blev blændet af dens livsglæde. Men havens blomster brød sig ikke om den. -Den giver os et dårligt ry, sagde tulipanerne og slog med nakken. -Hold jer fra den, formanede hyacinten de små perlehyacinter, den vil jer intet godt. -Uf, hvor den ser ud, fnøs primulaerne. Se bladene, hvor er de spidse og grimme. -Den er ikke velkommen, hvæsede rododendronbusken. Den hører ikke hjemme her.
Den lille mælkebøtte hørte blomsternes snak og fornemmede hurtigt, at de ikke brød sig om den. Den krummede sig sammen ved husmuren og forstod ingenting. -Hvorfor opfører de sig sådan? spurgte den sig selv. Jeg vil jo intet ondt, hvad har jeg gjort dem? Og så lukkede den sine blade sammen og følte sig ene og forladt. Den håbede at blomsterne ville være venligere stemt den næste dag. Men sådan gik det ikke. Da solen stod op, og mælkebøtten vågnede til lyden af stæren, var der ingen der sagde godmorgen eller hilste på den. Blomsterne klukkede og pjattede med hinanden, men mælkebøtten blev holdt udenfor. Den sukkede dybt, og kirsebærtræet hørte dens suk. -Lille stakkel, sagde det. Du har forvildet dig ind på et fremmed område, her kan du ikke blive. Jeg har medlidenhed med dig, og kan ikke se du har gjort noget forkert, men den mening er jeg den eneste i haven der har. Alle de andre ønsker dig langt bort herfra. Da græd mælkebøtten hjerteskærende og fortvivlet, men ingen trøstede den. Den hørte humlebiens summen, og da den så op, fløj bien rundt omkring den. -Hvad græder du for? spurgte humlebien. Du er i den smukkeste have, der findes i hele verden, og så tuder du bare. Hvor er du utaknemmelig. Og så fløj den videre for at bestøve blomsterne.
Da gik havelågen op, og den gamle kone trådte ind i haven. Blomsterne jublede, og fuglene kvidrede firstemmigt, da de så hende. Hun smilede glad og aede kirsebærtræets grene, mens hun satte sine tasker fra sig. Så fik hun øje på mælkebøtten. Hendes smil forstummede og hun greb en haveskovl. Med et snuptag gravede hun den op, tog hårdt fat i den, og kylede den over bøgehækken. Mælkebøtten nåede knapt nok at ænse hvad der skete, før den fandt sig selv liggende i grøften blandt brændenælder og skvalderkål. Uden for haven. Afvist. Den lukkede øjnene og tænkte, at nu var dens liv forbi. Men så mærkede den en lille barnehånd om sin spinkle krop. -Se hvad der lå i grøften, lød en stemme. Mælkebøtten fik øje på to små drenge, den ene havde taget den op og holdt den nu forsigtigt i hånden. -Hvor er den fin, sagde den anden dreng. Den skal du give til mor, så bliver hun nok glad. Og drengene tog mælkebøtten med hjem til deres syge mor, der lå bleg og stille på en seng. -Hvad kommer I med? spurgte hun, hendes stemme var hæs og svag. -Det er en blomst til dig, mor, svarede den ene dreng. Nu vil jeg hente en lille vase, og så kan du glæde dig over den, for den har den smukkeste gule farve, se hvor den giver liv. Drengenes mor smilede, og kyssede den blidt. Da følte mælkebøtten en fryd helt ind i hjertet og den svulmede af livsglæde. Endelig følte den sig elsket og værdifuld. Ganske vist var der fattigt og småt i det lille hus, men der var hjertevarme. Og hvor der er hjertevarme, der kan glæden gro.