Der var engang. Sådan begynder de gode gamle eventyr. Og som araberne tilføjede:
"Ka-ma-kan."
Måske en tilføjelse med god grund. Det betyder nemlig:
"Der var engang - eller også er det løgn."
Det passer muligvis også på mine oplevelser i Athen i sommeren 2007.
Der var engang, da Grækenland var civilisationens vugge, og Athen var verdens centrum. Det virker stadig, som om det er tilfældet. Athen er tilsyneladende ikke kommet ud over vuggestadiet. Byen lever stadig i oldtiden. Det mener i al fald Niku, eller Nike, som han yndede at kalde sig efter sejrsgudinden Nike.
"Hun havde nemlig vinger og kunne klare alle situationer," var den påstand, han anvendte.
Og så betød det ikke noget, at han selv var en mand, en ung knøs på 21 år, hvis han ellers talte sandt.
Men det med vingerne var åbenbart vigtigt for ham. Næsten lige så vigtigt som den mobiltelefon han altid havde på sig. Hver gang den ringede, fik han et vagtsomt og måske angstfyldt blik i øjnene.
De gamle grækere havde bygget et tempel på Akropolis til ære for den vingeløse Nike. Det havde de gjort for at sikre sig, at sejren for bestandig ville blive i Athen. Men når man på den måde prøver at fastholde noget så usikkert og flygtigt som sejren, så kan man heller ikke sætte sine drømme på vinger. Det var måske problemet i dagens Athen og noget af det, Niku gerne ville lave om på.
Mit første møde med Niku var ret specielt. Han greb fat i mit ærme, og jeg skulle lige til at svare nej, som jeg gjorde til alle, der forsøgte at sælge mig noget ubrugeligt stads. Men Niku ville ikke sælge noget.
"Hallo, du er journalist. Det kan jeg se," sagde han på fejlfrit engelsk.
"Beklager, men her tager du helt fejl," svarede jeg på mit knap så flydende engelsk.
"Jo, du er, eller også skriver du. Det kan man se på den måde, hvorpå du iagttager det hele."
Jeg trak lidt på det, men måtte så indrømme at jeg godt kunne lide at skrive mine rejseoplevelser ned. Men de blev ikke trykt nogen steder.
"Men det laver du om på nu," sagde Niku meget overbevisende, "du skal nemlig fortælle min livshistorie."
Han var så overrumplende, at jeg nærmest blev handlingslammet.
"Jeg vil give dig indblik i min dagligdag hernede. Og så skriver du om det. Aftale?"
Han rakte en arm frem mod mig, greb min hånd og sluttede med at give mig en lidt for voldsom krammer.
"Vi ses her på Ommonia pladsen om en time. Jeg har lige noget jeg skal ordne," sagde han og fiskede mobilen frem.
Min hustru og jeg blev enige om, at vi bare skulle glemme Niku. Det gik dog ikke så let. Da vi skulle ned og spise den første aften, sad han og ventede på os i vestibulen.
Til min undren havde han udskiftet sit slidte tøj med noget velsiddende mærkevaretøj.
"Er der ikke noget, du har glemt?" spurgte han med ansigtet lagt i uudgrundelige folder.
Jeg mærkede den dårlige samvittighed bide i mig sammen med en undren over, hvordan han havde fundet os.
"Øh, nej. Vi blev enige om, at det bliver for stort et projekt, så ... men jeg ville fortælle det i morgen." Han smilede.
"Forhåbentlig skriver du bedre end du lyver. Og er du stadig sikker på, at du ikke mangler noget?"
Han lo dæmpet på en triumferende måde.
"Mangler noget ... hvad mener du?"
"Ommonia pladsen er kendt for sine effektive lommetyve, men bare rolig de kan ikke narre mig. Værsgo."
Han rakte mig min tegnebog. Jeg havde slet ikke opdaget, at jeg manglede den.
"Tak. Hvordan fik du ..." Han afbrød mig med en håndbevægelse.
"Se at få spist. Vi går en tur bagefter. Så kan din kone og søn se på butikker, mens vi snakker. Jeg kender de hotte steder."
Min kone og min søn gik uden protester ind på forslaget om, at vi gik tur sammen. Det undrede mig en anelse. Men det skulle hurtigt vise sig, at evnen til at undres var stærkt forbundet med Nikus tilstedeværelse.
Niku havde foreslået, at vi gik ned gennem Athenas. Han kendte forretningerne og kunne advare os mod ublu priser.
Niku holdt sig tæt til mig, mens min hustru og søn endevendte de mange spændende forretninger på Athenas.
"Du lignede en sigøjner, eller en illegal indvandrer, første gang jeg så dig, og nu optræder du i det fineste mærkevaretøj. Og penge mangler du tilsyneladende ikke, eller hvad?"
Niku lo halvhjertet.
"Penge er ikke alt ... og slet ikke det vigtigste. Men du har lidt ret. Det er nemt at tjene penge i Athen. Se de sorte taskesælgere. De mangler ikke noget. Og så er de beskyttet af den sorte mafia. De kan bestikke sig ud af de fleste situationer.
Jeg sælger dem oplysninger om politiets færden, og de betaler godt."
Han trak sin mobil frem og så kort på den.
"Men dem der lider er de gamle, især dem uden familie. Hende der ligger der," han pegede frem mod en ældre dame uden ben, "det er en af mine, skal vi sige ... klienter. Jeg betaler for, at hun kan få lidt mad og et sted at sove."
Niku vinkede til hende og hun smilede tilbage til ham.
"Men se så hende der. En ægte svindler."
Niku udpegede en mørklødet kvinde, der tilsyneladende manglede det ene ben. Hun stak provokerende hånden frem mod de forbipasserende, mens hun højlydt klagede sin nød.
"Prøv at se hvad hun sidder på. To sko, en til hver fod, også den amputerede." Niku lød harmfuld.
"Hun kaster et forkert lys på situationen i Athen. Langtfra alle tiggere og sigøjnere er svindlere, men filosofien hos grækerne er, at familien skal tage sig af de gamle. De glemmer bare at familien ikke længere har tid. De knokler døgnet rundt og har knap nok tid til at passe deres egne børn. Ligesom i ... Danmark var det vist, ikke?"
Jeg nikkede. Jeg havde hørt noget om, at grækerne ikke satte social velfærd højt nok på dagsordenen, selvom EU vist havde krævet det.
"Hvordan får du så råd til at hjælpe en, som hende du hilste på før?"
Niku stirrede længe tavst på mig.
"OK, jeg stoler på dig. Det her er fortroligt. Min bedstefar var græker. Han døde for nylig. Hans bedstefar arbejdede for Schliemann, ham tyskeren der havde en vision om at finde Troja. Han gravede i Athen i 1800 tallet og fandt det, man kalder Priamos skat. Han var en svindler, Schliemann altså, han tog det meste til sig selv. Det krævede til gengæld at han købte min forfaders tavshed, og det var dyrt, meget dyrt."
"Men hvorfor lever du så på gaden?" spurgte jeg undrende.
"Det kommer nu. Min mor flygtede med en sigøjner til Rumænien og stiftede familie der. Da jeg var 5 år besøgte vi min morfar, og han overtalte min mor til at lade mig opvokse hos ham. Det var ikke det store problem for min mor. Hun var vist glad for at slippe af med mig."
Jeg kunne se de bitre trækninger, der gik over Nikus ansigt.
"Min mors søskende ville ikke vide af mig. De blokerede for at jeg blev græsk statsborger. Du ved, har du penge, så har du også magt. Min morfar blev gal og gjorde dem delvist arveløse. Mens han levede, gjorde myndighederne ikke noget for at skade mig. Han gav mig fuldmagt til sine konti i Europa og nøgler til sine private bokse i Athen. Det ved mine tanter og onkler, så derfor lever jeg mest sikkert som gadedreng, selvom de vist er tilfredse med at arve morfars firmaer og ejendomme."
Niku fik talt sig varm. Det var også morfaderen, der havde ansat en privatlærer til at undervise ham. Derfor mestrede han hovedsprogene engelsk, tysk og fransk - foruden græsk naturligvis. Morfaderen viste ham også de forskellige udgravninger, inklusive de hemmelige indgange. Og der var stadig masser af guld at finde i Athen.
"Og med mine Nike vinger kan jeg komme ind overalt, så det arkæologiske guld kan gøre gavn, også hos de gamle og glemte i vores land. Det er min mission i dette liv."
De fleste på Ommonia pladsen kendte Niku. De kendte ikke hans navn, men kaldte ham for Nikes søn. Han var en slags gud, sagde de. Nogle havde endda set ham flyve. På Monastiraki torvet kendte de ham som den, der hjalp de sorte taskesælgere. På Lycabettus torvet hed han Nick. Alle steder opfattede de ham som en, der hjalp de fattige og gamle med mad og husly. Han havde organiseret busser, der samlede tiggerne op på byens torvepladser og kørte dem til steder, hvor de kunne få et måltid mad, lidt tøj og en seng at sove i om natten. De penge de havde tigget sig til i løbet af dagen blev talt sammen og fordelt ligeligt imellem dem. Det var en betingelse fra Nikus side. Om morgenen blev de atter kørt ud til deres foretrukne steder, hvis de ikke havde andet at tage sig til.
Det mest besynderlige omkring Niku var dog de gennemgående historier om, at han kunne forsvinde ud i den blå luft, eller sågar flyve væk på store vinger. Det var dog kun en lille håndfuld, der påstod, de havde set ham flyve. De fleste havde blot hørt det.
På vores tredje dag dukkede han uventet op på hotellets tagterrasse, hvor vi lå og solede os.
"Hvordan er du kommet herop?" røg det ud af munden på mig. Og svaret var næsten oplagt.
"Jeg fløj herop, hvad ellers? Men jeg kom nu mest for at spørge om I havde fået set Akropolis?"
"Vi skal der op på søndag," svarede min søn hurtigt. Niku kiggede undersøgende på mig.
"Dårlig ide. De strejker på søndag."
"Strejker? Ikke på Akropolis. Det er en af denne verdens største turistattraktioner."
Jeg måtte have lydt harmdirrende, for Niku klappede mig beroligende på skulderen.
"Min krystalkugle tager aldrig fejl. De strejker. Men jeg kan jo tage jer med derop i nat."
"Nej tak, på det tidspunkt foretrækker jeg min seng," kom det prompte fra min hustru.
"Det samme her," hørte jeg undrende min stemme sige, for Akropolis by night lød fantastisk.
"Nå, men ellers skal vi en tur ud til Lycabettus, synes jeg. Der er ret interessant. Vi tager metroen til Moussikkis og går resten af vejen. I kan bare møde mig på Ommonia, så finder jeg nogle billetter til os."
Jeg så over på min hustru for at aflæse hendes reaktion. Hun læste stadig i sin bog. Min søn var hoppet i poolen. Pludselig lød der et vræl fra et par unge piger ved bassinet.
"Han spang ud over kanten," råbte de og pegede hysterisk på muren langs poolen. Jeg skulle lige til at råbe sludder og vendte mig om mod Niku for at spørge, om han havde set noget. Men han var væk.
Pigerne stod nu henne ved muren og skældte ud på nogen. Pludselig tittede Nikus hoved frem.
"Ingen grund til panik. Jeg har jo vinger, som I nok ved. Men jeg glemte bare, at det ikke er in hos almindelige dødelige."
Han hev sig smilende op over muren og gik ind i baren. Jeg samlede mit håndklæde sammen og luntede langsomt efter ham. Han var væk, igen. Jeg følte mig som en idiot, da jeg gik en tur langs kanten af muren og kiggede op i luften efter ham. Afsluttende spurgte jeg bartenderen, om han havde set en ung mand komme ind i baren for et par minutter siden.
"Nej, der har ikke været nogen," sagde han, "heller ikke på overvågningen."
Jeg lagde mærke til skærmen bag ham, der viste hele pool området. Det fik min nysgerrighed til at affyre det næste spørgsmål.
"Bliver optagelserne gemt?"
"Ja, naturligvis, indtil en uge bagud."
Jeg tænkte mit, men turde ikke spørge ham, om han kunne spole tilbage. Jeg var bange for at få konstateret, at der ikke var noget at se ved kanten ... bortset fra de skrækslagne piger.
Da vi først på eftermiddagen begav os op mod metroen på Ommonia pladsen, vidste vi ikke, hvor Niku ville møde os. Vi stod i ti minutter og ventede, uden at han kom.
"Vi tager selv derud," afgjorde min søn og begyndte at gå ned i metroens sorte dyb. Det var en behagelig forandring i forhold til solens brændende stråler og luftens 43 grader. Vi fik øje på en masse billetautomater. Mens vi diskuterede om billetprisen var 0,8 Euro, lød Nikus stemme pludselig.
"Man trækker ikke billetter i automaten. De er billigere her."
Han pegede ned i en affaldsspand og fiskede derpå en hel håndfuld billetter op.
"I skal aldrig købe billetter, i al fald ikke til korte ture, og ikke i turistsæsonen. Turisterne kører ofte kun en eller to stationer og smider så billetten væk. Så der er altid bid i affaldsbeholderen. Her, en til hver."
Han rakte os alle en billet, stemplet med klokkeslæt og prisen 0,8 Euro. Vi skulle skifte tog på Syntagma stationen, sagde Niku. Det var ikke noget problem, da togene kørte med små tidsintervaller. Toget var næsten fyldt til bristepunktet, så vi måtte nøjes med ståpladser. Det var også tilfældet, da vi skiftede i Syntagma. Det så ud som om de fleste passagerer var indfødte grækere i alle aldre, hvilket Niku bekræftede. Siddepladserne var primært optaget af ældre, hvilket ifølge Niku var forventeligt. En flok unge japanske turister havde beslaglagt 4 sæderækker, til stor fortrydelse for nogle ældre indfødte.
Vi nåede dog hurtigt vores station og kunne lægge det problem bag os.
På vej mod Lycabettus spurgte Niku, om vi kendte noget til stedet. Da vi alle så lige undrende ud, fortsatte han:
"Historien er klassisk, og jeg har den fra min ... fra Nike selv, hvis I forstår."
Han smilede prøvende til os og forsøgte at grine. Det lød nu ikke overbevisende.
"Bare fortæl," vrissede min søn.
Gudinden, den jomfruelige Athena, havde, trods sin jomfruelige status, en søn ved navn Erechthonius. Sønnen var nærmest et monster, halvt mand og halvt slange. For Athena var dette yderst pinligt, så hun havde gemt barnet i et smykkeskrin og havde pålagt 3 prinsesser at passe på skrinet, med klare instrukser til dem om aldrig at åbne det. Visdommens gudinde Athena optrådte ikke med særlig stor visdom i denne sag. Skal noget holdes hemmeligt, skal man ikke fortælle det til tre kvinder, hvis nysgerrighed til enhver tid vil være større end et højtideligt afgivet løfte om ikke at være nysgerrig. Så prinsesserne åbnede naturligvis skrinet og fik øje på det slangelignende uhyre.
Athena yndede også at omgive sig med fugle. Især den hvide krage havde hendes opmærksomhed. Nu ville skæbnen, at denne krage røbede, hvad de tre prinsesser havde gjort. Athena blev så rasende, at hun i afmagt greb et nærliggende klippestykke og slyngede det gennem luften. Det fløj et langt stykke, før det landede på det sted, der i dag hedder, nå ja, Lykabettos højen. Athena havde dog ikke raset ud endnu. Hun vendte sig mod den uskyldige, men måske lidt tungnemme hvide krage, og kundgjorde, at krager fra nu af skulle bære upålidelighedens sorte farve.
Lykabettosbjerget ligger i dag som et af Athens højeste punkter ved siden af Akropolis. Der er en formidabel udsigt fra bjerget ud over de tågeindhyllede øer i det fjerne hav. Ifølge Niku skulle dette være en prøve for Athenerne. Hvis de kunne se bort fra udsigten og i stedet se symbolikken i handlingen, så havde de måske også kunnet se, hvad Athenas temperament førte med sig. Man løser ikke problemer med affekthandlinger. Men det har grækerne stadig ikke fået øje på.
"De går også mere op i striden mellem Athena og Poseidon, som I vil se, når vi tager til Akropolis i nat."
Niku kiggede bestemt på mig.
"Øh, ikke i nat, Niku. Vi har brug for vores søvn, men hvad var det med Athena og Poseidon?"
Jeg bad til at min afledningsmanøvre ville lykkes.
"Poseidon og Athena konkurrerede om at blive skytsgud for Athen. Guderne bestemte, at det skulle afgøres via en kappestrid. Den af de to der kunne skænke byen den mest værdifulde gave skulle være skytsgud."
Niku kiggede tavst på min hustru, inden han fortsatte.
"Kappestriden skulle foregå på Akropolis, der hvor Erechtheion ligger nu. Poseidon sprang frem og stødte sin trekork i klippen, og straks sprang en saltkilde frem. Salt var symbol på Poseidons magt over havet. Salt var ligeledes et kostbart mineral dengang. Athena plantede et lille oliventræ nær ved Poseidons kilde. Guderne var ikke længe om at afgøre, at oliventræet var den mest kostbare gave. Og guderne fik ret. Det kan man se i dag, hvor olivenolie er en stor eksportartikel.
Derfor blev Athena skytsgudinde for Athen."
Vi klappede pligtskyldigt som tak for det flotte foredrag, men Niku afbrød.
"Det er nu ikke det vigtigste. Det kommer nemlig først, når I har set Akropolis. I vil opdage, at rundviserne gør et stort nummer ud af at vise hullerne i klippen efter Poseidons trefork, og fortælle at Athenas oliventræ voksede på stedet i flere hundrede år. I stedet burde de fokusere på symbolikken i kappestriden. Det er bare typisk græsk. Man lever på minderne og glemmer fortolkningen."
Niku var tavs på resten af turen. Da vi stod af metroen på Ommonia, trak han mig til side.
"Hvis du vil se Akropolis og Sokrates grav i nat, skal du bare holde denne trefork i hånden, så kommer jeg."
Han rakte mig et lille smykke, der forestillede Poseidons trefork. Smykket varmede min hånd og glinsede som en lille sol.
"Ja, der er guld i smykket, men det er magien, der er noget værd. Hold det i hånden og luk øjnene."
Derpå forsvandt han op ad den rullende trappe. Det så vitterlig ud, som om han fløj.
Min kone og søn var meget tilfredse med udflugten. De omtalte Niku, som den bedste guide de nogensinde havde haft. Men vi skulle altså ikke på Akropolis i nat, sagde de samstemmende.
Om aftenen gik vi den lange tur ud til Monastiraki, hvor vi spiste på vores yndlingstaverna.
Efter middagen var vi trætte, så vi tog metroen hjem, selvom det kun var et enkelt stop. Og vi fandt ganske rigtigt rigeligt med brugbare billetter i affaldskurven.
Jeg havde svært ved at falde i søvn. Jeg spekulerede på hvem Niku egentlig kunne være. Jeg fandt atter den lille gyldne trefork frem. Den var utrolig flot. Det var mærkeligt, at den var så varm og skinnende. Den lyste svagt i mørket, mens den lå i min hånd.
Jeg mærkede, hvordan mine øjne lukkede sig. Jeg følte mig meget afslappet. Det var næsten, som om jeg fløj af sted med en vægtløs krop. Jeg kunne ikke åbne mine øjne, men det bekom mig vel.
På et tidspunkt sagde jeg vist til min kone, at jeg ville ned og have en godnatbajer. Hvorfor ved jeg ikke, for jeg havde kun lyst til at forblive i min afslappede tilstand.
Pludselig hørte jeg Nikus stemme, der langsomt fyldte mig med ord som træthed og søvn.
Jeg ved ikke, hvad der siden skete, men på et tidspunkt spurgte han:
"Er du klar til at flyve?"
"Sig mig, hvor er du? Er det noget jeg drømmer?" svarede jeg irriteret, da jeg ikke kunne fornemme min krop. Det føltes stadig, som om jeg svævede i vægtløs tilstand.
"Vi bruger drømmen til at flyve ud til Akropolis, og så skal jeg nok vække dig. Bare gør som jeg siger."
Nikus stemme lød meget selvsikker.
"Du skal klemme godt om treforken og så lytte efter mit kaldesignal. Det er den hvide krages hæse stemme. Er du klar?"
Jeg anede ikke hvad jeg skulle sige, men klemte instinktivt hånden om treforken. Jeg mærkede, hvordan min krop blev løftet, mens jeg lyttede til den hæse krages stemme. Desuden kunne jeg mærke et besynderligt sus.
Pludselig kunne jeg mærke fast grund under fødderne og kunne atter åbne mine øjne.
"Velkommen til Akropolis."
Niku stod smilende ved siden af mig.
"Vi står ved Nikes tempel. Den vingeløse Nikes tempel. Det har du jo selv spekuleret på, og ja. Det er tåbeligt med en vingeløs Nike. Man kan ikke fastholde noget så usikkert og flygtigt som sejren. Så her begik athenerne en alvorlig fejl. Man skal kunne flyve for at udleve sine drømme. Man skal kunne flyve for at flygte fra skæbnen og sine fjender."
Niku talte længe om dette emne. Men vi fik også set resten af Akropolis, inklusive Poseidons huller i klippen efter treforken.
"Ja, de har vist genopfrisket hullerne for nylig."
Niku lød en anelse sarkastisk.
"Men vi skal også nå at se Sokrates grav. Det er nok det vigtigste på denne rejse. Luk øjnene og lyt til kragen."
Jeg ved ikke, om jeg havde lyst til at lukke øjnene, men inden jeg fik besluttet mig, var de selv klappet i og ville ikke lade sig åbne. Vi fløj atter gennem luften, men landede hurtigt igen.
"Filopappos eller Musernes høj og Sokrates grav," proklamerede Niku som en anden rundviser.
Vi fandt hurtigt fængslet, der var hugget ind i selve klippen. Det bestod af tre mindre rum. Jeg kunne mærke på Niku, at han var bevæget.
"Her levede mit idol, mens han ventede på sin dødsdom. Han var blevet anklaget for at have sagt ting om livet og døden, som magthaverne ikke kunne forstå."
Niku lød meget bitter. Han fortalte detaljeret, hvordan Sokrates havde undervist sine tilhængere, og hvordan han modtog dødsdommen med ophøjet ro og gjorde grin med den. Hans gode ven Kriton havde udtænkt en flugtplan for ham, men Sokrates afslog at benytte den, da han ikke ønskede at gengælde ondt med ondt. Da dødsdommen var afsagt, blev den af magthaverne udsat 30 dage på grund af en religiøs fest. Et nyt snedigt rænkespil fra magthaverne, mente Niku. Men selv det modstod Sokrates. Da Kriton spurgte ham, hvor han ville begraves, svarede han:
"Ganske som I vil det kære venner, men I kommer til at fange mig først. For når jeg har drukket giften, er jeg ikke længere blandt jer, men på vej til et meget lykkeligere sted."
Da han fik skarntydesaften i hånden sagde han til vennen:
"Kriton, vi skylder Asklepios en hane. Husk at give ham den."
Asklepios var lægekunstens gud, og det var kutyme at give ham et offer, når man havde overstået en sygdom. Og at ofre en hane var det normale. Det var indlysende, at denne sætning betød meget for Niku.
"Sokrates betragtede døden som en helbredelse fra livets sygdom. Et liv, hvor sygdommen var magthavere, der hverken kunne eller ville forstå. Og sådan er det stadig. Athenerne hverken kan eller vil forstå Sokrates tanker. De hylder ham, fordi det kan betale sig i turismens hellige navn, men de forstår ikke en skid af hans enorme filosofiske indsigt."
Turen hjem foregik i stilhed. Niku havde ikke lyst til at tale.
"Du ved, hvad du skal. Jeg lægger en mailadresse til dig, så sender du mig din historie. Tak min ven ... eller Bibelot som de kalder dig."
Han sendte mig et minimalt smil.
Jeg vågnede ved at min kone ruskede i mig.
"Så er det op sovetryne. Hvor var du henne i nat. Det var sgu da en ordentlig godnatbajer du tog dig!"
"Godnatbajer, hvad mener du?"
Jeg lød vist forvirret. Jeg var det i al fald.
"Du sagde du gik ned for at få en godnatbajer. Du var først hjemme klokken tre i nat."
"Er du sikker? Jeg troede det var noget jeg drømte. Lugter jeg af sprut?"
Min kone grinede.
"Nej, det gør du godt nok ikke, og det skræmmer mig, for hvad har du så lavet i alle de timer?"
Jeg kunne kun ryste på hovedet og slå ud med armene.
Vi så ikke mere til Niku under resten af vores ferie. Heller ikke på Ommonia pladsen viste han sig. Han var som sunket i jorden.
Pudsigt nok strejkede rundviserne på Akropolis om søndagen. Nikus forudsigelse holdt stik. Min lille trefork figur havde jeg stadig, men den lyste ikke længere, og den føltes ikke varm. Men den tilførte mig stadig en utrolig afslappet tilstand i kroppen, når jeg holdt den i hånden.
Efter vores hjemkomst forsøgte jeg forgæves at finde Niku. Han havde på et tidspunkt talt om sin mor og hendes søskende, men uden navne var det et blindt spor.
Jeg fandt ud af at han, hvis det var ham, havde lavet en fond, der fortsatte det arbejde med de gamle på gaderne i Athen, som han havde startet.
Da vi havde været hjemme i 14 dage opdagede jeg, at der var sat 1500 Euro ind på min konto i banken.
Det er jo grumme mange penge, over 10.000 danske kroner. Jeg opdagede, de var overført fra en bank i Athen, og at det drejede sig om honorar for et bestillingsarbejde kaldet "The dream of Nike." Og så vidste jeg jo godt, hvem pengene stammede fra.
Det gik også op for mig, hvor han havde min bankkonto fra. Det måtte være ham, der havde hugget min tegnebog, og mit dankort, da han gav mig den krammer på Ommonia pladsen. Det var lidt rystende. Men pengene stod på min konto, og banken sagde OK for alt.
Jeg fik derfor gjort min fortælling færdig og sendt den til den opgivne græske email med navnet priamosskat@nike.com
Efter to uger kom der svar. Beskeden var kort.
"Kalispera - from Nike with wings."
Jeg har senere forsøgt at skrive til adressen igen. Den eksisterer tilsyneladende ikke mere.
Adressen var en klar forbindelse til Niku. Han var jo i den grad forbundet med Priamos skat. Forleden kom der et takkebrev fra en avis i Athen. De havde vedlagt et udklip på græsk, der lignede min historie. Mit navn stod også under artiklen. De havde fået artiklen med email fra priamosskat@forum.dk. En dansk email. Hvorfor dansk? Og når man skriver til denne adresse, kommer det velkendte kalispera svar retur. Hver gang. Prøv selv.
Jeg svæver et sted mellem drøm og virkelighed. Hvem er, eller hvem var, Niku? Er han en slags troldmand? En gud, eller bare en person med hypnotiske evner? En der kan manipulere så meget med sjælen, at den bliver rundtosset?
Havde jeg bare bedt poolbaren om at teste deres videoovervågning, havde jeg måske fået et svar. Nu er det for sent.
Når jeg om aftenen ligger med treforken i hånden, fører drømmene mig tilbage til Athen. Med treforken i hånden går den dybere mening måske op for mig. For Niku er Priamos skat ikke det kostbare guld fra Troja. Det er derimod Sokrates filosofiske betragtninger, som vi mennesker ikke evner at se dybden af. Det er kærligheden til livet, som det burde være, og ikke livet præget af den overfladiske, egocentrerede stræben efter magt og ære, som fandtes hos de magthavere, der dræbte Sokrates. Bare fordi ingen kunne se genialiteten i hans visdomsord.
Når jeg slipper treforken, ligner det atter mest et magisk eventyr, hvor man skal forholde sig til den arabiske teori med "ka-ma-kan." Men var det ikke netop det, magthaverne gjorde ... dengang i oldtidens Athen?