Et eller andet sted i vores store verden, ligger der en landsby. I denne landsby er der et hus. Og i dette hus bor en dreng med sin familie.
   Denne dreng har selvfølgelig et navn. Men alle kalder ham Lillebror. Og de kalder ham Lillebror, ja, fordi det er, hvad han er! Så vi vil gøre det samme.
   Lillebror har en storesøster. Det er ikke spor usædvanligt. Alle lillebrødre har enten en storebror eller en storesøster. Og nogle har endda begge dele!
   Én ting, der er lidt usædvanlig, er, at han ikke ligner sin søster særlig meget. Hans søster har blå øjne, blondt hår og en meget lys hud. Mens han har brune øjne, brunt hår og en noget mørkere hud. Folk, der ser dem for første gang, og får at vide, at de er bror og søster, laver store øjne og udbryder "Umuligt!"
   Men det er sandt, for de har den samme mor. Det er det, der gør dem til bror og søster.
   Uanset hvad, går hverken Lillebror eller hans storesøster ret meget op i deres forskellige udseende. De elsker hinanden, som de er!
   Storesøster er en klog pige. Hun er også høj. Et fuldt hoved højere end Lillebror. Så han ser op til hende. Både fordi hun er klog, og fordi hun er høj. Også hun har et navn, selvfølgelig. Men Lillebror plejer blot at kalde hende Søs.

En dag legede Lillebror og hans søster i haven ved deres hus, da et kraftigt vindstød kom ud af det blå. Vinden bragte med sig en hel masse kviste, tørre blade og alle mulige andre ting fra en nærliggende skov. Alt det hvirvlede rundt i luften. Børnene skulle lige til at løbe indendørs, da vinden lige så pludselig lagde sig, og det igen blev en fin solskinsdag. Så børnene vendte tilbage til deres leg.
   I dette øjeblik fik Lillebror øje på en kvist, der ikke lignede alle mulige andre kviste. Ved første øjekast var der ikke noget særligt ved den. Men da han kiggede nærmere, kunne han se, at der var en udskæring på den. Så han tog den op, og straks lyste udskæringen op med et svagt, gyldent lys!
   Nu, er Lillebror en nysgerrig dreng, og han er vant til alle mulige elektroniske gadgets. Så han tænkte straks; Hvor sidder batterierne i den her tingest?
   Han begyndte at dreje den rundt i sine hænder og lirke den med sin fingernegl, i søgen efter batterirummet eller en tænd/sluk-knap. Men han kunne ikke finde noget. Kvisten lignede enhver anden kvist med bark, og der voksede endda en lille smule mos på den. Men da han tog den i sine hænder, lyste udskæringen op, og da han lagde den på jorden, forsvandt lyset igen.
   "Hey, Søs!" råbte Lillebror. "Kom, tag et kig på det her!"
   Hans søster kom hen til ham, og han viste hende den mærkelige kvist.
   "Hvad synes du om det?" spurgte han.
   Hun trak på skuldrene.
   "Det er bare en kvist!" sagde hun.
   "Men lyset! Kan du ikke se det?"
   "Hvad for noget lys?"
   "Lige her, i denne her udskæring!"
   "Gør du grin med mig?" sagde hun irriteret. "Der er ikke noget lys! Det er bare en almindelig kvist!"
   Lillebror var forvirret. Han kunne klart se det gyldne lys komme fra kvisten, men hans søster kunne ikke. Hvordan kunne det være?
   Som vi sagde, storesøster er en klog pige og Lillebror ser virkelig op til hende. Så han tænkte, at det måske alligevel ikke er så vigtigt med dette mærkelige lys. Især når andre mennesker ikke engang kan se det! Men han kunne ikke bare smide kvisten væk og besluttede at gemme den på sit værelse.
   Da han gik gennem den tomme stue med kvisten i hånden, lagde han mærke til en buket blomster, der stod i en vase på spisebordet. Det havde engang været en smuk buket, men den havde stået der i en uge, og nu så blomsterne trætte ud og hang med hovederne ned mod dugen. Mor ville sikkert smide den ud om aftenen.
   Sikke en skam! tænkte Lillebror. Jeg ville ønske, blomsterne var friske og fulde af liv igen!
   I det øjeblik han tænkte det, blev lyset fra kvisten stærkere og pludselig, rejste blomsterne hovederne fra dugen, rynkerne i deres kronblade forsvandt, og de matte farver blev spillevende igen.
   Lillebror kunne ikke tro sine egne øjne! Sådan nogle ting sker bare ikke! Måske drømte han?
   Mor fortalte ham engang, at hvis han er usikker på, om han drømmer, skal han knibe sig i armen. Så lillebror gjorde netop det. Men de, nu, friske blomster forblev de samme!
   Og så lagde han mærke til det stærke gyldne lys, der kom fra kvisten i hans hånd. Mens han kiggede på det, begyndte lyset at dæmpes, indtil det blev lige så svagt som det plejede at være.
   Ah! tænkte han. Kvisten er usædvanlig, og det der skete med disse blomster, er også usædvanligt! Så måske var det på grund af kvisten... Måske fik den mit ønske til at gå i opfyldelse? Måske er det en magisk kvist!
   Lillebror havde hørt mange historier om magi. Men han var ikke sikker på, om magi virkelig fandtes. Der var trods alt ingen magi i verden omkring ham. Der var kun magi i historierne!
   Han overvejede at spørge sin søster om magi, men ombestemte sig. Han vidste allerede, hvad hun ville svare. Hun ville smile overbærende, klappe ham på hovedet og sige: "Søde lillebror, kun små børn tror på magi. Men jeg er ikke et lille barn!"
   Så i stedet besluttede han at holde kvisten hemmelig og sætte den på prøve, når han får chancen.

Og det varede ikke længe, før han fik sin chance.
   En eftermiddag legede Lillebror i stuen med sine legetøjssoldater, da han tænkte; Mine tapre soldater har brug for en general til at føre dem i kamp!
   Men hvor kunne han finde en? Han kiggede rundt i rummet og fik øje på en porcelænsfigur, der stod på en hylde. Det var en mand, der red på en hest. Både mand og hest så meget stolte og respektindgydende ud. Denne rytter ville være den perfekte general!
   Lillebror vidste godt, at han ikke måtte røre denne statuette. Men hans soldater ville bare ikke kæmpe uden en general til at lede dem! Så han klatrede op på en stol og trak statuetten ned fra hylden. Men ak! Statuetten viste sig at være tungere, end han troede. Så den gled ud af hans hænder. Den ramte gulvet med en høj klirren og splintredes i hundrede stykker!
   "Hvad var det for en lyd?" råbte hans mor fra køkkenet. "Har du slået noget i stykker?"
   Lillebror stod rædselsslagen og kiggede på rodet. Men så kom han i tanke om kvisten og løb ind på sit værelse for at hente den. Tilbage i stuen, knugede han kvisten i sin hånd og tænkte; Kvist, vær sød at gøre denne rytter hel igen!
   Udskæringen på kvisten lyste stærkere, og stykker af den ødelagte rytter begyndte at kravle, helt af sig selv, mod hinanden. Og før den forbløffede Lillebror kunne tælle til 10, var statuetten så god som ny! Han skyndte sig at stille den tilbage på hylden.
   Og det var lige akkurat i tide. For i næste øjeblik, gik mor ind i stuen sikker på, at noget var smadret i stykker. Men der var ikke noget mistænkeligt at se. Lillebror legede bare med sine legetøjssoldater på gulvet. Så hun trak på skuldrene og gik tilbage i køkkenet.
   Pyha, det var tæt på! tænkte Lillebror. Hvis ikke det var for kvisten, ville jeg have fået en masse ballade! Jeg skulle have lyttet til mor!
   På denne måde lærte Lillebror, at når hans mor siger, at han ikke må gøre noget, er han bedre tjent med at lytte til hende.

Men det var ikke det eneste, han lærte. For nu vidste han med sikkerhed, at kvisten var magisk og kunne få ønsker til at gå i opfyldelse! Så han besluttede at tage den med i skolen næste morgen.
   Lillebror elskede at gå i skole. Men der var én ting, der gjorde ham lidt ked af det. Nogle af hans klassekammerater kunne allerede læse, og det kunne han ikke endnu. Det var slet ikke overraskende, for disse klassekammerater var også noget ældre end ham. Men alligevel tænkte Lillebror; Hvis de kan, hvorfor kan jeg så ikke?
   At kunne læse ville være rigtig rart, fordi han så ikke ville være nødt til at bede sin mor eller søster om at læse alle de historier for ham, som han så godt kunne lide. Han ville bare læse dem selv, når han havde lyst!
   Han havde allerede lært navnene på næsten alle bogstaver. Men at sætte dem sammen til ord var ikke lige så nemt.
   Så næste morgen kom lillebror ind i klasseværelset med den magiske kvist i lommen.
   Nogen tid senere, sagde læreren;
   "Og nu, børn, de af jer, der kan læse, kom og tag en historiebog fra denne stak. Vi vil læse den sammen. Og de af jer, der endnu ikke kan læse, tag jeres øvelseshæfter frem og øv jer på at skrive ord, der starter med bogstavet E."
   Lillebror gik selvsikkert hen til stakken og tog en historiebog. Læreren kiggede overrasket på ham og sagde;
   "Hvad laver du, søde? Vil du gerne prøve at læse i denne bog?"
   De ældre børn begyndte at fnise og pege fingre ad ham;
   "Hihi, haha! Men han kan jo ikke læse!", sagde de.
   "Jeg vil vise jer!" udbrød Lillebror.
   Han åbnede bogen, knugede kvisten i hånden og tænkte; Kvist, vær sød at fortælle mig, hvad der er skrevet her!
   Straks hørte han en stemme i sit hoved, der begyndte at læse historien på de åbne sider op. Han gentog efter stemmen, og det så ud for alle, som om det var ham selv, der læste bogen. Og ikke bare læste, men gjorde det bedre end nogen af de ældre børn!
   Læreren og børnene var forbløffede. De jublede, klappede ham på skulderen, og læreren kaldte ham endda et lille geni!
   Lillebror blev meget stolt af sig selv. Men sagen var; Han havde ikke lige pludselig lært at læse. Det var kvisten, der læste bøgerne for ham. Og på grund af det, orkede han ikke engang at prøve på at lære at læse selv!

Der gik nogen tid, og en eftermiddag legede Lillebror alene i haven. Pludselig så han et mærkeligt væsen på græsset nær buskene. Dette væsen lignede en lille gammel mand. Men det var ikke nogen mand! Det var en gnom. Gnomen var så lille, at når han stod oprejst, kunne han ikke engang nå Lillebror til livet! Han var klædt i en støvet grøn kappe, en spids hat og træsko på fødderne. Han havde også et stort, busket skæg. Gnomen så lidt forvirret ud, som han stod der og spejdede rundt. Det så ud, som om han var faret vild.
   Lillebror blev ikke bange. Tværtimod tænkte han, at den lille fyr måske havde brug for noget hjælp. Så han kom hen til gnomen og sagde;
   "Goddag hr."
   Gnomen kiggede vurderende op på drengen og svarede;
   "Goddag dreng. Hvad skal jeg kalde dig?"
   "Tja, alle kalder mig blot Lillebror. Og hvad skal jeg kalde dig?"
   "Tja, alle kalder mig blot Gnom," klukkede gnomen.
   "Er du faret vild, hr. Gnom?" spurgte Lillebror.
   "Nej, men jeg har mistet noget. Jeg mistede min stok. Ser du, jeg er gammel og kan ikke gå langt uden min stok. Den ligner en kvist fra et træ. Men der er en udskæring på den, som lyser med en gylden glød. Du har vel ikke set den?"
   Lillebror vidste straks, at gnomen talte om den magiske kvist. Men han tøvede. Den magiske kvist var trods alt en meget rar ting at have. Med den kunne han slippe for skældud, hvis han slår noget i stykker. Den kunne læse bøger for ham. Og den fik de ældre børn i hans klasse til at respektere ham, fordi de troede, han var sådan en dygtig læser!
   Men den gamle gnom så så nedtrykt ud, over at han mistede sin stok. Og det så ud som om hans ryg gjorde ondt, fordi han var tvunget til at gå uden den!
   Og desuden, nu hvor Lillebror vidste, at den magiske kvist tilhørte en anden, ville det at beholde den for sig selv, være at stjæle! Kun tyve stjæler. Og han vidste, at tyve er slemme mennesker. Han ville absolut ikke være en af dem!
   Så Lillebror rakte ned i lommen efter den magiske kvist og gav den til gnomen. Et varmt smil bredte sig over gnomens rynkede ansigt, og han sagde;
   "Du tog den rigtige beslutning Lillebror. Jeg ved, hvad du tænkte på. Vær ikke bekymret! Hvis du ikke leger med din mors dyrebare porcelæn, kommer du heller ikke til at smadre det. Og du har ikke brug for nogen magi for at kunne læse. Alt hvad du behøver, er vedholdenhed og masser af øvelse. Så vil det komme til dig hurtigere, end du tror!"
   Med disse ord knipsede gnomen med fingrene og forsvandt.
   Gnomen var væk, men hans vise ord blev hængende i Lillebrors sind. Han øvede sig i at læse hver dag, og blot et par måneder senere kunne han læse fint uden hjælp fra magi af nogen slags!