Ditte vågnede ved en følelse af at blive overvåget. Ved sengen stod en skikkelse og Ditte skreg forskrækket, mens hun krøb op i hjørnet af sengen. Hjertet bankede hårdt og hurtigt, men der var alligevel noget velkendt ved denne person. En forbeholdende ro hjalp hende til at trække vejret igen, og hun så manden gå stille gennem døråbningen til værelset. "Morfar?" hørte hun sig selv sige lavmælt og fulgte efter ud på gangen. Der var intet at se. Men der burde heller ikke være noget at se, eftersom hendes morfar havde været død i godt og vel ti år.
Hun tændte lyset i køkkenet og satte sig ved spisebordet. Intet i huset syntes nogensinde at have ændret sig. Selv bordet hun sad ved, kunne hun genkende fra sine sommerferier der. Dog føltes det så ensomt, nu hvor mormoderen også var gået bort, men en trøst var det at kunne overtage huset - det føltes som om de stadig var hos hende.
En tung vase væltede pludseligt ned fra køkkenbordet. Ditte råbte af katten i ren refleks, hun havde ikke engang set den. Hun hentede fejebladet og begyndte at samle skår op. Et bræt i gulvet måtte have givet efter for belastningen, for det var flækket og faldet delvis ned i hulrummet. Hun fjernede det, men opdagede i det samme noget andet, som lå dernede. En lille pakke i brunt papir, som var sirligt fastgjort med sejlgarn. Hun børstede jord og støv af og tog den op af hullet. Den blev hurtigt pakket ud og afslørede en forslidt, læderindbundet bog og et tungt smykke, som vist nok skulle forestille en tyk mand.
Hun åbnede forsigtigt bogen, fingrene rystede af begejstring. Morfars gamle rejsedagbog, med stregtegninger af ruiner og templer, og kort over byer, som hun ikke anede eksisterede. Beskrivelserne var fængslende, Ditte kunne slet ikke lægge den fra sig. Der var også en beskrivelse af smykket, hvordan han havde fået det. Han måtte have været en betydningsfuld mand.
Solen stod op og var næsten gået ned igen, da hun lukkede bogen og bestilte en flybillet.
Efter take-off kunne hun mærke, hvordan tvivlen langsomt tog til. Nu var hun på vej, men hvad havde hun dog tænkt på, da hun tog beslutningen? Hvor var hun på vej hen, hvordan så det ud og ville hun være velkommen? Ville hun kunne finde et sted at bo frem til hjemrejsen? Hvad skulle hun egentlig der, så langt væk fra trygge, velkendte Danmark? Det var ikke fordi Ditte havde noget imod at rejse, det elskede hun, men der var ingen sikkerhed, der hvor hun skulle hen.
Hun løsnede selen og fandt bogen og smykket frem fra bagageboksen over sig. Hun måtte finde motivation for rejsen, for at holde usikkerheden på afstand. Med den lille mand i hånden fandt hun frem til de sider i bogen, hvori den stod beskrevet. Han havde fået den som tak for at have reddet en stammehøvding fra at blive henrettet. Der var ingen detaljer om den del af historien, det var åbenbart ikke vigtigt for morfaderen at få med. Til gengæld stod der en hel del om smykket selv. Om hvordan det havde været en del af templet, at det var nøglen til kammeret, hvor verdens undergang eller overgang - hun kunne ikke helt tyde skriften - tog sit udgangspunkt. Måske var det et gammelt sagn, Ditte var i hvert fald klar over, at det ikke kunne være ment bogstaveligt.
Hun fik lyst til at tage smykket på. Der var noget helt særligt ved det, hun følte sig styrket af den lille tykke figur. At tænke sig, at hendes morfar havde været opdagelsesrejsende. Hun havde hørt historierne som barn, men det var jo bare historier. Denne var dog aldrig blevet fortalt, ikke så vidt hun kunne huske.
Templet var også beskrevet, og der var et kort til, hvordan man kom fra byen og derud. Så i første omgang var planen for Ditte, at hun ville indlogere sig og finde sig til rette samme dag, og dagen efter ville hun så finde en lokal, som kunne køre hende derud, eller måske bare låne hende et køretøj mod betaling, naturligvis.
En fugtig hede slog imod hende, idet hun trådte ned af trappen fra sit sidste fly. Hun fandt et værelse nede i byen, og besluttede sig for at vente med at pakke ud, til hun havde fået noget at spise nedenunder.
Hun sad og læste, mens hun ventede på maden, da en ung mand satte sig ved hendes bord. På gebrokken engelsk spurgte han hende, om hun havde brug for hjælp til at finde "derhen". Hun forstod ikke spørgsmålet, så han pegede på tegningen af templet i bogen. Han vidste ikke selv, hvor det lå, men han kendte én, som måske kunne hjælpe hende. Han ville gerne være hende behjælpelig med at finde denne person ved solopgang. Ditte spiste med god appetit. Bekymringerne var helt forsvundet, og hun så frem til at skulle gå i sin morfars fodspor næste morgen. Hun følte et enormt overskud og besluttede sig for at tage et nærmere kig på byen.
De nedslidte bygninger og de mange tiggerbørn på nærmest hvert et gadehjørne vidnede om en by med stor fattigdom. Hun tiltrak sig ufrivilligt stor opmærksomhed, formentlig fordi hun var den eneste hvide i området. Hudfarve havde aldrig tidligere været relevant for hende i bedømmelsen af andre mennesker, men lige der følte hun sig meget sårbar, og hun havde mest af alt lyst til at gå tilbage til sit værelse.
Tilbage på hotellet styrede hun direkte mod trappen op til værelset, men receptionisten kaldte hende til sig. Han fortalte, at han mente at kunne genkende hendes efternavn "Bredhorn", og spurgte hende, om hun måske kunne være i familie med Ernst Bredhorn. Hun afslørede med en vis stolthed i stemmen, at det var hendes morfar. Receptionisten nikkede bekræftende og smilede, men det lod ikke til, at samtalen skulle fortsætte, så hun sagde godnat og gik op af trappen.
Inde på værelset stod hendes kuffert åben. Hun mente bestemt, at hun havde ladet den stå på gulvet, men nu var hun ikke så sikker længere. Det havde trods alt været en lang tur, og det så ikke ud til, at der var stjålet noget - ikke engang pengene, som hun havde været så letsindig at lægge deri. Hun trængte til en god nats søvn.
Næste morgen vågnede hun ved lyden af tre bank på døren, tilsyneladende morgenvækningen. Hun gjorde sig hurtigt i stand, smed smykke og dagbog i rygsækken og nærmest dansede glad ned af trappen. Her stod den unge mand som lovet og ventede på hende. De gik fra hovedgaden ned af nogle små sidegader, ind gennem en port og ud af en anden, hun kunne dårligt følge hans tempo. Endelig kom de til en smal passage, og omtrend midt på denne var der en dør, som han gik ind af som den første.
En aflang gang mundede ud i et lille, svagt oplyst lokale, hvor en stor mand sad bag sit skrivebord. Tilfældigt spredt i rummet stod bevæbnede mænd, og Ditte havde lyst til at vende om, men turde ikke. Den unge mand begyndte at snakke på et sprog, hun ikke forstod. Tonefaldet kunne hun dog med lethed tyde. Han var ydmyg og bedende, men den store mand var vrissent afvisende. Denne rejste sig dovent fra sin stol og stillede sig foran Ditte. Han slog over i samme dårlige engelsk, som hun havde vænnet sig til fra den unge mand. "Jeg vil ikke tale med dig - du er kun kvinde!"
Noget i Ditte ændrede sig. Følelsen af afmagt blev erstattet af vrede og en ubeskrivelig styrke. Hun tog fat i kraven på manden og skubbede ham op af væggen. "Du vil ikke tale med mig, fordi jeg er kvinde - men jeg taler stadig med dig, selvom du er sort!"
Pulsen dunkede i hendes øre og synet var sløret. Hun hørte en velkendt lyd, som fortalte hende, at vagterne her havde afsikret deres våben. Den store mand løftede hånden afværgende, og kaldte en af mændene til sig. Han greb fat om Dittes arme og lagde hende i håndjern, hvorefter hun blev sat på stolen. Hendes rygsæk blev gennemrodet og de fandt smykket og dagbogen, som blev lagt på bordet foran hende. Den store mand samlede smykket op og lod det pendulere tungt for øjnene af hende.
- Din bedstefar stjal denne kulturarv fra os.
- Han stjal den ikke - han fik den!
- Han fik den af en landsforræder!
Ditte tav, manden fortsatte.
- Hvad står der om smykket?
- At.. At det er nøglen til et eller andet kammer i et tempel. Jeg ved ikke, hvad det handler om.
- Jo du gør! At lyve hjælper dig ikke nu, forstået?
Ditte nikkede.
- Jeg kan hjælpe jer frem til kammeret.
- Vi har smykket, vi har bogen, hvorfor skulle vi ikke bare slå dig ihjel nu?
- Det kunne i vel også godt - du har ret. Det hele står på side 87.
Manden slog op i bogen, men smed den vredt på bordet igen.
- Jeg kan ikke læse det.
- Næh, men så har I vel brug for mig lidt endnu? Tag mig med til templet, så forklarer jeg undervejs. Men tag håndjernene af mig.
- Bedre idé; du kommer med os, vi lader dig leve, og når vi har fået, hvad vi vil have, kan du gå fri.
- Hvilken garanti har jeg så?
- Du er ikke uundværlig, vi kan finde en tolk.
- Ikke en, som kan læse min morfars skrift.
- Du får lov at holde smykket - vi tager bogen.
Ditte sad på bagsædet af bilen og prøvede at finde en udvej. Hvis nu det var rigtigt alt samme, hvis der nu virkelig var et kammer, hvorfra verdens undergang… eller overgang tog sit udgangspunkt, så skulle de jo for alt i verden ikke nå det. Hun vidste, hvor nøglen skulle placeres. Hun vidste, at der i den lille figurs mave lå en sten, ubetydelig af størrelse - uvurderlig for menneskeheden. De måtte ikke finde frem til det. Havde hun bare kunnet styre sig, var hun dog bare blevet hjemme. Følelserne var overvældende, hun kastede op.
Chaufføren standsede køretøjet i det samme og råbte af en af vagterne, som hurtigt steg ud og åbnede bagdøren, så hun kunne brække sig udenfor bilen. Vagten vendte sig i foragt, og Ditte så en mulighed. Hun fortsatte med at kaste op, mest i form af lyde, mens hun tog smykket af og lagde det på jorden. Vagten havde sin pistol i hylster ved hoften, og hun stak en finger i halsen for at give lyden ekstra pondus, mens hun lod sig falde ind mod ham. Han trådte et skridt tilbage, og hun fik afsikret pistolen og satte mundingen direkte over smykket. De andre vagter trådte til, alle stod afventende.
Ditte trykkede på aftrækkeren men registrerede kun en smerte i benet. Et fragment havde ramt hende, men smykket var tilintetgjort. Hun blev slået ud.
En brændende smerte over øjet - og en metallisk smag i munden var det første, hun registrerede, da hun vågnede på det kontor, hvor rejsen havde taget sit udgangspunkt. Den store mand sad på skrivebordet foran hende. Han begyndte at tale til hende.
- Ved du, hvad du har gjort?
- Reddet menneskeheden?
- Den står ikke længere til at redde.
- Men stenen? Verdens undergang?
- Undergang?!
Manden rystede på hovedet.
- Verdens OVERGANG! Du tilintetgjorde vores sidste håb for en bedre verden.
Manden satte sig på gulvet og græd.