Der var engang et land højt mod nord, hvor demokratiet og folkestyret havde udviklet sig til en grim, misligholdt og ukrudtsbefængt have.

Landets parlament var blevet en arbejdsplads fyldt med mennesker, der tænkte mere på sig selv, end de tænkte på den befolkning, de var sat i verden for at tjene.
   Løgnene, bedragene, hykleriet, egoisme og magtbegæret, var som skvalderkål i en have, der med epidemisk fart var på vej til at gøre demokratiet og folkestyret til et symbol på forfald og hykleri.

Et undermineret fundament
   Ukrudtet gravede med sine hurtigvoksende arme lange gange under overfladen, dukkede op til overfladen hist og her og fortsatte med at underminere hele fundamentet for et velfungerende demokrati og folkestyre, uden at nogen gjorde det mindste for at udrydde det.

Magthaverne med skiftende regeringer i spidsen havde gennem årene smittet hinanden med en fobi - en angst mod ærlighed, integritet og åbenhed. Det tilsagde dem, at for at få deres lovforslag igennem og dermed tiltage sig større og større magt, var det nødvendigt at lyve over for både parlamentet og befolkningen samt lave love og regler, der gav dem mere og mere kontrol med landets indbyggere.

For at skjule deres sande motiver havde de blandt andet gjort det umuligt for offentligheden at få kendskab til dokumenter, der kunne afsløre deres motiver. At de samtidigt var nødt til med alle midler at miskreditere deres politiske modstandere var blevet en selvfølgelighed for dem.

Sort tale
   De havde med årene udviklet en evne til at tale sort, en evne til at smyge sig uden om ubehagelige spørgsmål, når de sjældent stillede op til interview med medierne.
   I stedet brugte de mere og mere tid på de sociale medier, hvor de fremstillede sig selv som Guds gaver til befolkningen samtidigt med, at de ved deres handlinger viste, at borgerne i landet var en klods om benet på dem.

En dag begyndte en af ministrene i regeringen at tænke over, om den bacille han var blevet afhængig af, var prisen værd.

I tidernes morgen som ung idealistisk politiker, havde han følt, at han skulle være med til at redde hele verden eller i det mindste det land, han var vokset op i, og som han elskede.

Han steg hurtigt i graderne og blev snart formand for partiets ungdomsorganisation. Hurtigt derefter blev han valgt ind i parlamentet og fik straks flere tillidsposter, inden han blev udnævnt til minister.

Et net af løgne
   Tiden gik og vores hovedperson begyndte efterhånden at føle sig mere og mere udbrændt, nedslidt og stresset. Han følte sig fanget i et net af løgne, han ikke kunne finde vejen ud af.

Hver morgen vågnede han med tanken om, at han - for ikke at blive udskældt som en omvandrende løgnhals - måtte opfinde en ny løgn, der skulle dække over den forrige. Det havde gjort ham til en kynisk, uansvarlig og amoralsk person, der slet ikke harmonerede med det fine, næstekærlige og moralske menneske, han var, inden han valgte politik som levevej.

Desuden havde han grundet sit tidskrævende, magtfulde og ansvarsfulde job i flere år svigtet sin kone, som han elskede overalt på jorden.

Dag efter dag ransagede han sin sjæl og sit hjerte, men for ikke at svigte de mennesker i hans parti, der havde bragt ham i den fornemme position som minister, valgte han at give jobbet en chance mere. Kun med det resultat, at han gravede sig længere og længere ned mod et menneskeligt forfald.

Som en supernova
   Dagen kom, da den regering han var minister i, blev væltet og erstattet af en ny. Vores udbrændte, fysisk og psykisk nedslidte hovedperson, blev i stedet udnævnt til sit partis ordfører på et område, han havde stor erfaring i. Et job, han kun bestred i kort tid, da den skinbarlige virkelighed som en supernovaeksplosion fra en klar himmel ramte ham.

Han havde ikke blot mistet sin selvtillid, sin selvindsigt, sin selverkendelse og sin selvrespekt. Han var også på vej til at miste sin kone, som bar på parrets første barn.

På et splitsekund besluttede han sig for, at det skulle være slut. Ikke et sekund længere ville han være spærret inde i dette fængsel, hvor det aggresive skvalderkål agerede tremmer. Hans kone og barn skulle ikke udsættes for omgivelsernes nedladende blikke, fordi deres mand og far var blevet et utiltalende menneske.

Han sagde jobbet op og fik sig et andet vellønnet job i erhvervslivet. Det gav ham så meget ekstra tid, at han ikke blot fik genopbygget tilliden mellem ham selv og sin kone. Han fik også tid til at skrive en bog om hans tid i politik. En bog, der uden omsvøb udstillede både ham selv og hans tidligere kolleger som en hob plattenslagere, løgnere, bedragere, egoister, narcissister, drukkenbolte og tyveknægte.

Med bogen havde han for evig og altid sagt farvel til fine titler og ros fra sine tidligere partifæller. Til gengæld blev han få måneder senere beæret med den fineste af alle titler, nemlig "Farmand", da hans kone en solbeskinnet aprildag gav ham en sund og velskabt datter.

Alt syntes igen at flaske sig for den forhenværende politiker.

En bestseller
   Bogen blev en bestseller. Alle skulle læse den og imod forventning var alle hans tidligere kolleger ude og rose bogen til trods for, at de blev skildret som noget Gud havde slæbt med ind i sin fortælling som et nødvendigt onde, mennesker skulle lære af.

De indså, at det de kun turde tænke, havde deres tidligere kollega nu modet til at sætte ord på.

Langsomt, men sikkert blev de inspireret og motiveret af bogen. De indså, at de ikke længere kunne fortsætte med at være ukrudt, der spredte sig og ødelagde alt omkring dem. De ønskede at gøre en forskel og ændre det politiske landskab til noget smukt, konstruktivt og livgivende.

En mirakuløs forvandling begyndte. Ukrudtet, der tidligere var vokset uhæmmet, blev erstattet af små fine frø, der udviklede sig til farvestrålende blomster og planter.

Den tidligere ukrudtsmark begyndte langsomt at dufte af ærlighed og integritet. Løgnene, der tidligere havde fyldt luften som en tyk, uvejsom tåge, blev erstattet af ærlighedens klare budskaber.

Forandringer og håb
   De mest farvestrålende blomster bredte sig. De høje frodige solsikker, der altid vendte sig mod lyset og søgte sandheden, roser i alle farver, der stod stolte og ansvarlige, og de kloge valmuer, der begyndte at spire og spredte deres forskelligheder til nye konstruktive idéer.

Parlamentet blev en frodig blomsterhave af demokrati, hvor hver eneste blomst repræsenterede en ærlig og engageret politiker. Alle begyndte at arbejde sammen på tværs af tidligere uenigheder. De diskuterede idéer og tog beslutninger i fællesskab for at gavne samfundet som helhed.

Det politiske landskab, der tidligere havde været en gold ørken af uærlighed, blev nu et frodigt og dynamisk sted, hvor demokratiets frø kunne spire og gro.

Og således blev en enkelt mand symbolet på forandring og håb. Hans ord fik de andre politikere til at indse, at det var muligt at forandre sig selv fra det mest hæslige og destruktive ukrudt til blomster, der spredte farver og velgørende, livgivende dufte samt ægte demokrati i hver eneste krog af parlamentet.

Historien om den farvestrålende blomsterhave viser verden, at ved en kollektiv og modig indsats, kan man genoprette befolkningers tro på det demokratiske system og skabe en verden, hvor sandheden, ærligheden og integriteten blomstrer og overvinder alt.