En bonde havde to sønner. Den ældste havde altid været den mest ansvarsfulde og brugte størstedelen af sin tid i marken med faderen. Den yngste var dog aldrig rigtigt tilstede, når der skulle hjælpes til. Hvis han ikke sov, festede og horede han i den nærtliggende by. En dag kom han halvfuld hjem fra bordellet og sagde til faderen "Jeg vil gøre min egen lykke i verdenen. Jeg ønsker ikke længere at rådne op i denne stillestående tilværelse." Og faderen kiggede på ham med overraskelse: "Men sig mig dog, hvordan vil du klare dig i den vide verden uden nogen midler til overlevelse?" Den yngste søn svarede hurtigt tilbage "Som din retsmæssige søn, har jeg vel ret til min andel af din arv. Giv mig, hvad du skylder mig nu, og så vil jeg rejse ud i verdenen og skabe mit eget liv." Faderen lyste op. "Du er i sandhed min søn, og det gør mig både ked og trist, at du skal rejse væk, men ikke desto mindre ønsker jeg det bedste for dig. Tag hvad du har brug for af forsyninger og kredit". Og så tog sønnen hans opsparing og rejste af sted. Da henvendte den ældste søn sig til faderen "Sig mig far. Hvorfor har du dog ladet min bror tage din opsparing? Den opsparing vi har knoklet længe og hårdt for. Kan du ikke se, at han vil sløse den væk på hor og fest?" faderen smilte. "Du og din bror er to forskellige væsner. Men i er stadig begge mine sønner, og uanset hvordan i vælger at leve jeres liv, vil jeg hjælpe jer." Og så blev den yngste søns afsked ikke diskuteret mere. Faderen og den ældste søn fortsatte deres liv i marken, og langsomt glemte de alt om den mistede formue.
   Høsten var god i den periode, og efter et halvt havde de tjent nok til at holde en stor middag for omegnen og dem selv. Fint var det, og på den bedste plads sad den ældste søn. Middagen var tilegnet ham, og som alle gæster havde sat sig, rejste faderen sig og slog på sit glas. "Som i alle ved, er dette ikke bare en fin middag. I dag hylder vi min ældste søn, der har knoklet hårdere end nogen anden i marken. Havde det ikke været for ham, var vi aldrig nået igennem denne hårde tid. Hans beslutsomhed og udholdenhed har gjort denne middag mulig. Jeg elsker dig søn. Længe leve." Stemningen var dejlig i det gamle forsamlingshus og som aftenen skred frem, rejste flere og flere sig for at holde taler for den ældste søn. Men netop som fryd og gammen var på sit højeste, svang den store egetræsdør op. Den yngste søn var kommet hjem, og han så både beskidt og ringe ud. Han var løbet tør for penge få uger efter at have forladt dem og var derefter blevet træl. Men nu havde han flygtet, og faderen så forbavset på ham. "Min søn! Hvad bringer dig dog her?... Og i denne mundering?" Den yngste søn talte langsomt og sagte. "Far, jeg har svigtet både dig og min bror. Jeg burde have hjulpet til, mens jeg havde chancen og prist min tilværelse lykkelig, men intet var nok for mig. Min forfængelighed blændede mig, og nu har den kostet mig alt. Selv ikke herberget vil lukke mig ind."
   Da rendte faderen mod sin søn og omfavnede ham. "Ingen søn af min skal udelades fra denne glædesmiddag. Spis dig mæt i den gode mad, og betragt dig selv medlem af denne husstand endnu engang. I morgen vil vi pløje marken sammen." Og så sluttede den yngste søn sig til middagen. Lystigt satte han sig foran den saftige lammesteg, og inden længe var han både munter og frisk igen. Entusiastisk konverserede han med selskabets gæster, og det var få der ikke faldt for hans charme. Dog sad den ældste søn for sig selv, og han så med foragt på sin yngre bror, og postyret han havde skabt. Da rejste han sig og trådte over til faderen. "Jeg kan ikke længere se mut til, mens min broder ødelægger vores liv. Han møder op uden en enkelt mønt på hånden, og alligevel lukker du ham ind. Og ikke nok med det, du lader ham forpeste denne anstændige fest, som var det et værtshus. Har han ikke gjort nok skade i forvejen?" Faderen lagde sin hånd på den ældste søns skulder. "Tænk ikke på harm og skade, men deltag i stedet i herlighederne. Glem din misundelse og vær glad på din brors vegne. For han var fortabt, men nu er han fundet." Men den ældste søn lyttede ikke til faderens ord. Frustreret gik han tilbage til sit hjørne, og der sad han middagen ud. Først da de sidste gæster havde taget deres afsked, rejste han sig. Da trådte han udenfor og begav sig hjemad. Og netop som han rundede gadens hjørne, så han sin bror med degnens piger. Fulde var de, og slingrende begav de sig mod byen.
   I det øjeblik havde han lyst til at dræbe sin bror, men han fortsatte. Han skulle tidligt op den næste morgen.