Spidsnæb var en akrobatisk og elegant flyver, og han spredte sine sorte vinger og steg mod himlen. Solens stråler spejlede sig i hans fjerdragt og gjorde selv de mest yndefulde artsfæller misundelige. Hvilken mage kunne han ikke tiltrække med sin flyvske dans? Et hurtigt dyk ned mod skovens trætoppe og så et opsving hurtigere end vinden. Intet kunne standse ham. Troede han.
   Et brag gav genlyd gennem skoven. Et par skræmte duer fløj op. Så kom stilheden. Spidsnæb mærkede en brændende smerte ved sin ene vinge. Forvirret prøvede han at baske med den. Den var ubrugelig. Hurtigere og hurtigere faldt han mod jorden. Han baskede med den raske vinge så godt han kunne, men legen var forbi. Med et ordenligt dump ramte han skovbunden, hvis nedfaldne blade gjorde landingen nogenlunde blød.
   Da Spidsnæb var kommet til sig selv, rejste han sig op. Hans vinge sendte smertende jag gennem kroppen. Et hagl havde boret sig ind lige hvor vingen gik ud fra hans krop. Ovenover ham var de andre fugle så småt kommet frem fra deres skjul og kredsede over skovens træer igen. Ingen af dem synes at have fået øje på ham. Han måtte kalde på dem, så de kunne komme og hente ham. Men lige idet han skulle til at skrige af sine lungers fulde kraft, hørte han en lille stemme bag sig:

"Shhh...vær stille. Ellers hører ræven dig."
   Det var Pindsvinet, der havde fundet den sårede fugl i skovbunden.
   "Jamen jeg må have hjælp," jamrede Spidsnæb. "Jeg må op på himlen til de andre fugle igen. Jeg er ikke skabt til at gå på jorden".
   "Med den vinge kommer du ikke til at flyve foreløbig," konstaterede Pindsvinet. "Hvis ræven hører dig, er du så godt som død. Følg med mig, vi må finde på en løsning".
   Pindsvinet vendte sig om og gik længere ind i skoven. Spidsnæb fulgte modvilligt efter og humpede af selvmedlidenhed, selvom hans ben ingenting fejlede.
   Pindsvinet tog den sårede fugl med hjem i sin hule, som han havde lavet i en væltet træstamme.
   "Her må du blive, til vi finder en bedre løsning."
   "Jamen fugle bor ikke i huler," beklagede Spidsnæb sig. Han fandt sig dog alligevel tilrette i det tørrede græs, som Pindsvinet havde bygget redde af.
   Om aftenen bragte Pindsvinet ham orme og agern fra skovbunden. Fuglen sagde ikke nej til sådan en lækkerbisken. Hans vinge gjorde stadig voldsomt ondt, men han skulle da i det mindste ikke bruge tid på at skaffe mad selv.
   Efter en uges tid, hvor Spidsnæb havde boet i Pindsvinets hule, havde rygtet om den nedfaldne fugl spredt sig til de andre beboere i skoven. Egernet, Grævlingen og Haren kom på besøg, og også de havde mad med til den sårede fugl. Og når de spurgte til hans vinge, holdt Spidsnæb lange taler om sine smerter, sit fald gennem trætoppene og om hvor meget han savnede sit gamle liv. Kun Skovmusen mødte ikke op for at besøge Pindsvinets gæst, for han mente, at man skulle lade naturen gå sin gang og han ville ikke dele sin mad med nogen. Man måtte arbejde for føden, og ræven havde jo også ret til mad.
   I nærheden af skoven lå en lille bondegård, hvor bondekonen ofte satte en skål mad ud til de omstrejfende katte i nærheden. Pindsvinet elskede kattemad, og en dag begav han sig op til gården for at se, om der skulle være en skål ved laden. Han sikrede sig, at der ikke var nogen katte i nærheden. Han fik øje på skålen ved indgangen til laden, men det var ikke det eneste han så. Ved siden af skålen lå en ganske lille fugl. Ved første øjekast så den livløs ud, men så hørte Pindsvinet et klynk og et snøft. Fuglen viste sig at være en svale - endnu kun en unge.
   "Pas på," sagde Pindsvinet. "Hvis du ligger her kommer katten og tager dig". Svaleungen klynkede og svarede med en svag stemme.
   "Ak, jeg ville flytte mig hvis jeg kunne, men mine søskende skubbede mig ud af reden lige før de fløj bort. Jeg har endnu ikke lært kunsten at flyve og mit ben gør ondt, så jeg er fortabt."
   Pindsvinet fik ganske ondt af den lille svale. Han kunne umuligt gå sin vej og overlade den til katten. Han trak sine pigge til sig og fik med besvær hjulpet fuglen op på sin ryg. Uden at have fået en eneste mundfuld af den gode kattemad, som han var kommet efter, begav Pindsvinet sig hjem til sin hule dybt inde i skoven med fuglen på ryggen.
   Nu hvor Spidsnæb næsten havde vænnet sig til sit nye hjem i træstammen, var han ikke meget for at skulle dele reden med den nye gæst. Og selvom Svaleungen endnu var ganske lille, så spiste den en hel del og temmelig ofte. Egernet, Grævlingen og Haren kom forbi så ofte som de kunne med al den mad de kunne undvære. Og selvom svalen hurtigt voksede sig stor og stærk, så blev den stadig kaldt Svaleungen.
   Da bladene på skovens træer begyndte at iklæde sig røde og gule farver, fik dyrene for alvor travlt med at samle forråd og fylde hulerne op med vinterens føde. De spurgte ofte til Spidsnæbs helbred, og hver gang svarede han dem med den samme beklagelse i stemmen:
   "Som i nok kan regne ud, så er det mit højeste ønske at komme tilbage til mit gamle liv. Jeg er jo en fantastisk flyver hvis lige, i aldrig har set mage. Men hver morgen, når jeg står udenfor hulen og prøver at baske med vingerne, så gør det så frygtelig ondt og det jager med smerter gennem min krop. Bedrøvet og udmattet må jeg tvinge mig selv tilbage til hulen. Ak, min skæbne er hård og trist. Min lidelse er lang og uretfærdig."
   Selvom dyrene anede en vis overdrivelse i fuglens tale, så havde de ganske ondt af Spidsnæb. De følte det som deres pligt, at sørge for ham så godt de kunne nu hvor de havde alt og han havde intet.
   En morgen, mens bladene endnu hang på træerne, blev Pindsvinet og hans logerende vækket af en klukken udenfor hulen. Da Pindsvinet kiggede ud, fik han øje på fem høns oppe fra gården. Hvad lavede de dog i skoven?
   "Kære Pindsvin," sagde hønsene med tårer i øjnene. "Vi er stukket af fra bondemanden. Han holdt os indespærret dag og nat, gav os den samme hundeæde hver dag og slagtede vores kyllinger. Selv om natten har vi ikke ro, for da lusker katten rundt om vores bur og truer med at æde os, hvis vi stikker af."
   "Det var dog forfærdeligt," sagde Pindsvinet, som godt nok aldrig før havde skænket hønsene på gården en tanke.
   "I morges så vi et hul i hegnet, og så løb vi herud til dig i skoven. Vi har hørt, at dyrene fra skoven er gode dyr og at jeres hjerter er store. Vi har hørt om Svaleungen og om fuglen fra himlen. Vi bønfalder dig om at hjælpe os."

Pindsvinet havde ganske ondt af hønsene, men han havde ikke plads til flere dyr i sin hule. Derfor rådspurgte han sig med de andre dyr i skoven og den kloge Ugle, som havde svar på alt.
   Uglen holdt en lang tale om næstekærlighed og om hvor vigtigt det var, at dyrene holdt sammen uanset, om de kom fra skoven, fra gården, fra marken, fra himlen eller havet. De, der havde meget, måtte give til dem, der havde lidt. Kun Skovmusen var uenig i dette pladder om sammenhold og broderskab. Enhver måtte kæmpe for sig selv og skabe sin egen lykke.
   De andre dyr var til gengæld fast besluttede på at hjælpe hønsene mod den onde bondemand. De delte fuglene mellem sig og gjorde plads til dem i deres huler og redder. De næste mange måneder sørgede de for mad til både sig selv, til hønsene og til Pindsvinets to gæster. Om aftenen var dyrene så trætte, at de knap havde tid til at spise, men de var fast besluttede på, at de med mindre søvn og mere arbejde ville kunne udligne uretfærdigheden i verden. De bad hønsene hjælpe til med at samle føde til vinteren, men hønsene beklagede de sig og sagde, at de ikke anede hvordan de skulle gøre. De havde jo altid fået maden bragt, og de var slet ikke skabt til at grave i jorden eller slæbe mad fra sted til sted.
   Svaleungen var nu blevet ganske voksen og ganske tyk, af al den dejlige mad som dyrene havde bragt den.
   "Det er på tide, at du flyver sydpå til. Vinteren nærmer sig og til den tid er det for sent at flyve ned til dine artsfæller", opmuntrede dyrene Svaleungen.
   "Der er intet, jeg hellere ville end at sprede mine vinger ud og forlade denne frygtelige kulde, men jeg har aldrig lært at flyve, for mine brødre og søstre skubbede mig ud af reden, lige før jeg fik det lært. "
   Skovens dyr fik ondt af Svaleungen, hvis skæbne tvang den til at leve i en hule i en kold skov. Derfor bad de både hønsene og Spidsnæb om at lære svalen at flyve. Men hønsene svarede, at de slet ikke kunne flyve og at de var vokset op i en hønsegård, som ikke gav dem adgang til sådan en frihed. Og Spidsnæb klynkede, for den kunne stadig ikke bruge sin vinge og ville nødig overanstrenge den når han skulle demonstrere flyvekunstens vanskelige færdigheder for Svaleungen.
   Og således gik det til, at både hønsene, Svaleungen og Spidsnæb boede i skoven hele vinteren. Og når vinden susede udenfor og ruskede i de nøgne træer, så puttede de sig godt ned i den varme halm og spiste ekstra store portioner af forrådet, for at holde på varmen.
   Vinteren blev særlig hård og varede længere end den plejede. En tyk dyne af sne beklædte skovbunden i mange måneder. Snart slap forrådskamrene op og dyrene jamrede af sult. Der var ikke andet at gøre, end at søge hjælp hos dem, der stadig havde føde tilovers. Pindsvinet, Haren, Grævlingen og Egernet trodsede kulden og begav sig hen til Skovmusens hule. De bankede på, og bad musen vise nåde og dele sin føde med dem.
   "Der kan i se," sagde Skovmusen hånende. "Det er hvad der sker, når man ikke sørger for sig selv. Jeres gæster er snyltere og de har udnyttet jeres gode vilje. Hvad har de nogensinde gjort for at hjælpe sig selv?"
   Men trods Skovmusens bebrejdelser og bagklogskab, så gik han dog alligevel med til at dele sine sidste agern og nødder med dem.
   Dyrene gik derfra med maden, og mindede hinanden om, at de umuligt ville kunne have overladt Spidsnæb til ræven, Svaleungen til katten eller hønsene til bondemanden. De havde handlet rigtigt, og så snart foråret kom, ville det hele blive meget bedre.
   Men foråret kom, og skovens dyr knoklede stadig for at samle mad til sig selv og til de stakkels fugle, der endnu ikke kunne flyve. Spidsnæb var faktisk blevet overbevist om, at han nok aldrig kom på vingerne igen. Han havde ganske enkelt glemt hvordan man gjorde og han orkede ikke længere blot at prøve at baske med vingerne. Hønsenes dag gik med at pludre, sandbade og æde den mad, som de fik bragt, ganske som de havde gjort hos bondemanden. Og svaleungen var nu blevet så tyk, at den kun med besvær kunne forlade Pindsvinets hule for at sove til middag i solens varmende stråler udenfor.
   Efter foråret kom sommeren, og de blev ganske varmt. Der var ikke faldet den mindste smule regn i flere uger og jorden var knastør. Blomster og græs visnede og vandhullerne tørrede ud. Varmen var ganske ulidelig, og de fleste af dyrene holdt sig indenfor i deres huler eller i skyggen.
   Men så en morgen skete der noget ganske forfærdeligt. Pindsvinet vågnende ved en knitrende lyd og luften var fyldt med røg, så han knap kunne trække vejret. Han kæmpede sig ud af hulen, og til sin store fortvivlelse så han, at det meste at de mange af skovens træer stod i flammer. Overalt flygtede dyrene fra deres gemmesteder og søgte mod vandhuller, marker og enge. Pindsvinet fik med besvær vækket de to fugle og skubbet dem ud af hulen. Spidsnæb hylede og baskede forvirret med vingerne og selv Svaleungen synes pludselig at kunne bevæge sig.
   "Flygt", råbte Uglen, som fløj over de rygende trætoppe. "Flygt mens i kan".
   Og så skete der noget meget mærkeligt. For mens Pindsvinet, Haren, Egernet og Grævlingen flygtede så hurtigt de kunne langs skovbunden, så så de Spidsnæb svæve op mod himlen ovenover dem. Og ganske tæt efter fulgte Svaleungen, som pludselig havde lært at flyve, selvom det endnu så en smule klodset ud. Inden dyrene nåede ned til det nærmeste vandhul, hvor de ville være i sikkerhed, blev de overhalet af hønsene, som havde retning lige mod bondegården.

Få dage efter kom regnen. Mange træer var væltet eller brændt bort, men overalt i skovbunden piplede det frem med lysegrønne spirer. Dyrene kunne trygt vende tilbage til deres huler og redder, men ikke en eneste af fuglene var vendt tilbage.
   "Jeg troede ikke de kunne flyve," undrede Grævlingen sig. "Jeg tror de har holdt os for nar."
   "Det kan jeg ikke tro," sagde Pindsvinet, som havde svært ved at vænne sig til at være alene i sin hule igen. "Jeg er sikker på, at vi gjorde det rigtige."
   Men de så aldrig mere noget til Spidsnæb eller Svaleungen. Selv ikke da svalerne vendte tilbage fra syden året efter, kom nogen af fuglene forbi. Og da Pindsvinet en dag begav sig op til bondegården efter en bid kattemad, så fik han øje på hønsene, der gik ganske fornøjede og pludrede i hønsegården.
   Selvom dyrene i skoven til al evighed overbeviste sig selv om, at de havde handlet rigtigt og barmhjertigt, så lod de fremover naturen gå sin gang. Selv ræven, skulle jo have noget at spise engang imellem.