Der var engang en lille pige, som både var nysgerrig, tænksom og klog. Snart nærmede julen sig og atter i år blev den kloge pige nysgerrig og tænkte tanker for sig selv om, hvad julen egentlig var for noget. Det havde hun også gjort året for og året før igen.
   Det var ikke fordi, hun var ganske alene, at hun sådan gik og tænkte tanker for sig selv. Nej, hun havde mange omkring sig, som elskede hende, som lyttede til hende og som gerne gav svar på hendes nysgerrige spørgsmål. Men det var deres egne svar, de gav hende, og det kunne hun ikke altid bruge til noget. For de var så forskellige.
   Den lille pige sukkede og så ud af vinduet i den by, hvor hun boede. Byen lå i et land højt mod nord, men alligevel så var der sjældent sne om vinteren. De voksne snakkede meget om klima. Det var klimaets skyld, at sneen blev væk. Den sidste sne kom for 3 år siden. Det var rigtig sjovt, for pigen sneede inde med sin mor i deres nye lejlighed, så hun ikke kunne komme i børnehave og moren ikke kunne komme på arbejde, og de hjalp til med at grave skraldespande og biler ud sammen med de andre nede i gården. Det var så sjældent, der kom sne, at den lille pige ikke havde en kælk. Hendes mor fortalte tit historier om dengang, hun selv var barn. Da var der altid hvid jul, og hver vinter var der sne at kælke på og tilfrosne søer at skøjte på, så hun havde både skøjter og kælk. Men det havde pigen ikke. Hun havde et skateboard, som hun hentede og på det forsøgte hun at glide ned af de meterhøje snebunker, de voksne lavede nede i gården. Men det lykkedes ikke rigtig, for hjulene hang fast. Pigen havde endnu ikke lært at stave, og hun blev ret sur på de der hjul, som jo havde alt muligt med nisser og juletræer og sne og kælkebakker at gøre, men alligevel virkede de ikke.
   Hun havde spurgt sin far om det med jul, og han snakkede om nissen, som boede på loftet i huset. Storesøster havde engang tisset i bukserne af skræk, fordi der pludselig var vandret en nissehue forbi hendes vindue en meget mørk decembernat. Og grøden var altid væk, når de stilte den op på loftet. Og så var der jo også lige det med gaverne i sokken hver morgen i december. Selv den nat hun holdt fast i den, havde den alligevel været fyldt næste morgen. Jo, det var helt sikkert, at nissen boede hos far på loftet og kom frem i december. En drillenisse var det også nogle gange. Så blev tingene væk... men det blev de nu også om sommeren, altså sokker og cykelhansker og den slags. Indimellem kaldte mor farens hus for et sort hul. Den lille pige vidste godt, hvad et sort hul var. Det var noget, der ellers kun var i rummet og det var så tungt, at alt, der kom i nærheden af det, forsvandt. Men hun forstod nu ikke helt, hvordan et hus kunne være et sort hul.
   Hos mor boede der ikke nisser. Der var også noget i sokken hver morgen i december, men mor havde fortalt, at nissen ikke kunne bo her, fordi det var en lejlighed, så i stedet fyldte hun selv sokken med gaver. Det var faktisk rart, for så kunne man lave en ønskeliste over ting, man gerne ville have, så man ikke endte op med underlige nissedrilleting, når man kiggede om morgenen; såsom skrabelodder uden gevinst og clementiner og nye vanter i en forkert farve.
   I skolen havde de også hørt noget om julen, men læreren havde fortalt, at man holdt jul for at fejre Jesus fødselsdag, og det kunne hun ikke rigtig få til at passe. Jesus boede, hvor der var varmt. Der kunne da umuligt være sne og nisser og pyntede grantræer, der, hvor han boede, dengang han levede. Og hun havde flere tegnefilm, hvor de fejrede jul om morgenen d. 25. december - og hvis man ikke engang vidste hvornår, Jesus var født, så var det da lidt noget pjat at opkalde julen efter ham.
   Hun tænkte flere tænksomme tanker sådan helt for sig selv og kom frem til, at julen måtte være ældre end ham Jesus. Dengang hun var lille, havde hun engang bedt sin mor om at fortælle om ham manden, de hængte op på skiltet. Det var mors yndlingshistorie, selv om pigen ikke syntes, den var særlig sjov. Nu havde hun lært , at det var et kors og ikke et skilt, han hængde på, og det var slet ikke til jul, men alligevel. Nej, hun brød sig ikke om, at julen skulle have noget med ham at gøre. Det måtte være noget andet.
   Hvad var jul???
   Hun havde spurgt sin farmor, og farmoren havde sagt, at ordet jul kom af det gamle ord sul, og sul var dengang, man ikke havde køleskab og derfor måtte spise en hel masse kød, når man havde slagtet en gris eller en julegås og den slags. Farmor sagde også, at det hed 'at drikke jul'. Måske betød jul bare skål. Man gik på besøg hos hinanden og holdt kæmpe fester, hvor man spiste og drak og morede sig midt om vinteren, fordi man frøs i de små huse, og der var lang tid til forår.
   Men julen lå ikke midt om vinteren. Julen lå først på vinteren. Februar og kyndelmisse var der, hvor man var halvvejs mellem efterår og forår madmæssigt, det vidste hun da.
   En aften krøb hun op til mor i sofaen og spurgte endnu engang om, hvad jul mon egentlig var. Mor var stille længe og sagde så, at et par dage før jul, så var det årets længste nat, årets korteste dag. Den korteste dag kunne godt være lidt trist, for mennesker har brug for sollys, men når den korteste dag var overstået, ja så gik det mod lysere tider. Nu vidste man, at for hver dag, der gik, så blev dagene længere og længere - også selv om det måske var få minutter, så man ikke lagde mærke til det. Men det var et vendepunkt. Så julen var en slags lysets fest, hvor man kunne fejre et vendepunkt.
   Ja, måske var det det, julen var, et vendepunkt. Som mors fødselsdag også var et vendepunkt. Den lå tæt på Sct. Hans og var årets længste dag og korteste nat. Selv om det var først på sommeren, så gik det baglæns derfra. Og selv var hun født midtimellem. Jævndøgn, hed det. Der, hvor dag og nat er lige lange.
   Hendes hoved snurrede stadig af tænksomme tanker, mens december gik sin gang, men nu nærmede juleaften sig, og så var det i grunden ligemeget, hvorfor man holdt jul. Juleaften var vidunderlig - og i morgen var det. Så kom julemanden med sin sæk og delte gaver ud. Det havde hun selv set det ene år. Ja, hun vidste da godt, at der fandtes masser af falske julemænd, som bare var klædt ud, det kunne man se på deres sko og vatskæg, men hun havde engang mødt den rigtige, og han havde givet hende en dukke, som hun ønskede sig - og så var han væk igen. Hun var løbet hen til vinduet, for at se hans kane med de flyvende rensdyr, men var ikke hurtig nok. Julemanden var væk, men hun vidste, at han havde været der. Og ja, naturligvis, det var da julemanden, som havde opfundet julen - engang for længe længe siden. For hvis der ingen jul var, hvad skulle julemanden så lave? Med denne tanke gled pigen med et lykkeligt smil ind i drømmeland den sidste nat inden juleaften.