Der var engang en soldat, der var på vej hjem. Han gik langs vejen med alt hvad han ejende og havde på kroppen, og resten var i sækken bag på ryggen. Solen skinnede, og som han gik der fløjtede han med fuglene og nød den varme sol. Bedst som han gik der, så han et hus med en smuk have. Inde i haven stod der en bonde pige, og hang sit tøj ud. Smilende gik han op til bondepigen og sagde goddag frue. Bondepigen smilte og hilste tilbage på soldaten, derefter bød hun soldaten indenfor.
   Inde i stuen, skænkede hun soldaten kaffe og spurgte til hans historie. Hun Lyttede, og fortalte derefter soldaten at hun var en fattig bonde pigen, og at hun virkelig ikke vidste hvad hun skulle gøre for at klare sig økonomisk. Soldaten kunne godt lide bondepigen, og ville gerne hjælpe så han gav hende en medalje som han havde fået, som hun kunne sælge og købe for. Derefter takkede soldaten for kaffen og gik igen. Han ville komme igen dagen efter, fordi bondepigen virkede så sød.

Da soldaten kom igen dagen efter, beklagede bondepigen sig igen over sin økonomi, og hun spurgte om hun ikke måtte få en medalje mere. Soldaten var glad for sine medaljer, men han holdt af pigen, og ville gerne hjælpe hende. Pigen fik medaljen, og hun takkede meget. Det blev aften og soldaten gik igen. Soldaten kom igen dagen efter, og straks spurgte bondepigen ham om hun måtte få en medalje mere, og hun sagde igen til soldaten, at hendes økonomi var dårlig. Men soldaten var ikke så godt dekoreret, han havde ikke flere. Bondepigen blev skuffet, og var ikke længere så glad for at se soldaten. Hun bad ham derefter gå ud for at skaffe flere medaljer, inden ville hun ikke se ham igen.

Soldaten gik sin vej, videre ned ad vejen. Der kom han til et slot. Ude i den store have stod der en prinsesse. Soldaten gik op til prinsessen og hilste så godt som han kunne. Prinsessen smilte og bød ham inden for på sit slot. Der spurgte prinsessen ham om hans krigs eventyr. Soldaten fortalte villigt sine historier fra krigen, og prinsessen var godt underholdt.
   Det blev aften og morgen igen, og soldaten kom atter for at snakke med den søde prinsesse, og hun spurgte ham igen om flere historier. Soldaten fortale hende om alt det grufulde han havde oplevet og alt det han havde oplevet og mistet i krigen. Prinsessen var meget fornøjet ved historierne. Da det blev aften ville soldaten gå videre, men fik lov til at tilbringe natten i et af hendes værelser.
   Næste morgen ville den smukke prinsesse høre flere historier, men soldaten havde ikke flere at fortælle. Soldaten ville gå, men prinsessen ville ikke lade ham, hun kaldte på sine soldater, og snart havde hun fået ham tvunget tilbage i krigen, så han kunne komme tilbage med flere historier. Disse historier fornøjede hende så meget, selv om det var grufuldt det som soldaten havde oplevet.
   Der stod den før så glade soldat ved fronten. Det lynede og bragede og forude silede regnen ned. Han skulle igen kæmpe i en meningsløs krig. Soldaten var en af de første der blev skudt. Her kunne historien godt ende, men heldigvis døde han ikke. Fjenden samlede ham op, så på soldaten der ikke lignede de andre de kæmpede imod, derefter så de på hans lasede tøj. De vidste at han ikke hørte til der, og fik medlidenhed med ham, de forbandt hans sår men efterlod ham så liggende i mudderet da kampen blusede op igen.

Natten kom, og en gammel heks ligeså. Hun fandt ham liggende der, og havde måske lidt ondt af ham. Så hun fik ham slæbt hjem til sin lille rønne. Der plejede hun alle hans sår, og forsøgte at få ham på fode igen. Da soldaten kom til sig selv, så han hendes vorte på næsen, for hun lignede en rigtig heks og hun var det også. Soldaten spurgte til hvad hun ønskede sig, men heksen ville ikke have noget. Hun havde ikke bragt ham ind i sit hjem, for at han skulle give hende noget, blot med et ønske om, at hun kunne hjælpe soldaten. Soldaten takkede det bedste han havde lært, og han blev der til han var rask.
   Det blev sommer igen, og soldaten og heksen skiltes som rigtig gode venner. Soldaten gik nu atter på vejen, med alt hvad han ejede. Fløjtende som fuglene der fløj rundt i det dejlige vejr. Soldaten tænkte på alt hvad han havde lært i sit liv, og der går han nok stadig den dag i dag, hvis han ikke er taget på besøg hos heksen.