Der var engang, for længe, længe siden et kongerige langt, langt borte. Bag høje bjerge, dybe dale, store skove og sletter, og bag store oceaner. Så langt væk, at næsten ingen havde hørt om det. Der boede en konge og en dronning. De var lidt sørgmodige, for de havde været gift en del år nu og havde stadig ikke fået nogen børn og arvinger til tronen - og de blev jo ikke yngre. Men så kom glædens dag, da dronningen fødte - ikke en, men to små yndige piger. De to tvillinge-piger var dog vidt forskellige. Dronningen så på sine to døtre og sagde: Denne pige er så mørk og smuk, har brune øjne, mørkt hår og blodrøde læber. Hende vil jeg kalde Rose. Derefter så hun på sin anden datter og sagde: Denne pige er så lys og fin, med de blå øjne, det lyse hår og den blege hud. Hende vil jeg kalde Lilje.
Og sådan blev det. Rose og Lilje voksede op sammen på slottet. Men da de kun var 12 år gamle døde deres far, Kongen, efter lang tids sygdom. Dermed blev deres mor enkedronning og eneherskerinde over kongeriget. Der herskede stor sorg efter deres fars død. Men Lilje var nok den der sørgede mest.
Rose og Lilje var som ild og vand. Ikke blot af udseende, men også af sind. Hvor Lilje var mild og venlig overfor alle, var Rose skinsyg og jaloux - især på sin populære søster. Rose gik altid og pølsede på hvordan hun kunne overgå Lilje, eller på hvordan hun kunne få Lilje til at dumme sig. Og Rose ærgrede sig altid, når det gik Lilje godt og når Lilje blev rost for noget. Kort sagt: Rose hadede Lilje - og det selvom de var søstre.
Kort før Lilje og Rose fyldte 21 år, blev deres mor, enkedronningen, alvorligt syg, og hun kaldte dem til sig. "Mine piger," sagde hun. "Når jeg dør, bliver det jer to der skal regerer landet her. Og I skal dele det ligeligt imellem jer - lov mig det." Lilje lovede det med det samme - uden at tøve. Men Rose tænkte: Dele? Når jeg først får magten, så vil jeg aldrig dele den - og da slet ikke med Lilje. Men hun lovede det, selvom hun vidste, at hun ikke havde tænkt sig at holde det.
Kort efter døde enkedronningen. Lilje var knust. Rose foregav at være ked af det. I virkeligheden kunne hun ikke vente med at bestige tronen og få al den magt som fulgte med. Nok var det fint at være prinsesse, men det var bedre at være dronning. Rose havde længe tænkt over hvordan hun skulle slippe af med sin søster, Lilje, så hun ikke behøvede, at dele tronen med hende
En dag spurgte Rose om Lilje ikke ville med ud og ride en tur i skoven. Det ville Lilje da gerne og de to søstre red af sted ind i skoven. Rose havde på forhånd planlagt turen, så den gik ind i Den Sorte Skov. Der gik rygter om, at ingen kom levende ud derfra. Rose red forrest og gjorde holdt her og der. Lilje, der ikke var kendt i skoven, anede ikke uråd om hvad Rose var i gang med. Da de kom til en stor sø, ville Rose hvile sig og Lilje, der også var træt, gik hen og lagde sig ved bredden. Mens Lilje hvilede sig, listede Rose sig væk med begge heste og red bort.
Da Lilje vågnede op og fandt ud af, at hun var alene i den mørke, ukendte skov, blev hun meget bange og fortvivlet. Hun forstod ikke hvorfor hendes søster havde efterladt hende der i skoven helt alene. Jo, måske vidste hun det godt alligevel inderst inde. For Lilje havde altid følt sin søsters jalousi og modvilje. Kunne det tænkes, at Rose ikke ville dele tronen med hende, og derfor havde efterladt hende til døden her i skoven? Ja, det kunne godt ligne Rose. Lilje begyndte, at græde igen, for hvad skulle hun gøre? Hvordan skulle hun finde tilbage til slottet og få stoppet Rose?
Det var blevet mørkt i skoven. Lilje krøb sammen ved foden af et stort, gammelt egetræ og trak sin kåbe tættere om sig. Det var koldt og det blæste, så træerne svajede fra side til side, som store uhyggelige monstre med lange fangarme. Uglerne tudede og ulvene hylede - og Lilje blev mere og mere bange. Så da hun så et par mørke skikkelser komme ud af mørket var hun nær død af skræk. I fuldmånens skær kunne hun dog se, at det var 5 mænd på deres heste og hun skulle lige til at give sig til kende og bede om deres hjælp, da hun så noget meget mystisk ske. Der i månelyset forvandlede de 5 mænd sig langsomt til drabelige ulve. De gled ned af hesteryggene og forsvandt videre ind i skoven. Hestene blev stående, som om de ventede på at de skulle komme tilbage. Lilje blev siddende i sit skjul - undrende over det hun havde overværet. Men da ulvene/mændene ikke kom tilbage, gik hun frem fra sit skjul og hen til hestene. De virkede lidt urolige over hendes uventede tilstedeværelse, men Lilje talte stille og roligt til dem og fik lov at gå helt hen til dem. Hun tog dem med ned til søen, hvor de drak af vandet og hun fandt et sted i skoven hvor de kunne græsse. Sammen med disse heste var hun mærkelig nok ikke længere bange, selvom det stadig blæste og var koldt og mørkt. Efter et par timers venten faldt hun i søvn i sit skjulested tæt på hvor hestene stod.
Lilje vågnede ved lyden af hestenes vrinsken og kiggede frem fra sit skjulested. Det var lyst nu. Tidlig morgen og solen var lige stået op. De 5 ulve var vendt tilbage. Og ganske som hun havde set det aftenen før, så hun dem nu ulvene forvandle sig til 5 mænd, hvorefter de satte sig op på deres heste for at ride bort. Men denne gang trådte Lilje frem. Hun bad dem vente og ikke ride bort. Mændene blev tydeligt oprørte da de så hende, og spurgte hende hvor meget hun havde set. Lilje fortalte dem ærligt det hele. Hun fortalt også hvem hun var og hvad hendes søster Rose havde gjort og hvorfor hun nu var der i skoven og spurgte om de kunne hjælpe hende. Mændene var tavse en tid, men så tog en af mændene ordet. Han fortalte, at han hed Prins Stefan og, at de 4 andre mænd var hans gode venner og livvagter. Han fortalte, at de alle fem, 7 år tidligere var blevet forhekset af en ond heks, sådan at de var mennesker om dagen, men ulve om natten. Prins Stefan sagde, at hvis Lilje hjalp med at løse dem fra deres forbandelse, så ville de til gengæld hjælpe hende tilbage til hendes slot og hjælpe hende med at få hendes del af tronen tilbage. Det indvilgede Lilje i. Prins Stefan hjalp Lilje op på hans hest og sammen red de alle væk fra stedet i skoven.
De ankom til et stort, pragtfuldt slot. Det ville have været enormt smukt og elegant, hvis ikke lige det var så sort og beskidt og fuldt af spindelvæv og snavs. Ruder var smadret, mursten var smuldret - ja faktisk lignede det lidt af en ruin jo tættere man kom på. Lilje spurgte Prins Stefan om det var der, at de boede, og han svarede, at det var der, at heksen boede nu. Tidligere havde det været hans - Prins Stefans - hjem, men nu var han dømt til at ride rundt i skovene sammen med sine trofaste livvagter og venner. Lilje blev sat af ved slottets port og da hun spurgte hvordan hun skulle løse forbandelsen, lød svaret, at hun skulle søge i heksens soveværelse. Så red de alle fem bort. Lilje tog sig sammen og bankede på den store slotsport. Kort efter blev den åbnet og en ældre kvinde, med et hæsligt udseende spurgte surt hvad hun ville. Liljes kjole og kåbe var efterhånden blevet hærget af vind og vejr, så hun lignede ikke længere en prinsesse. Derfor løj hun og sagde, at hun var en fattig pige, der søgte arbejde og et sted at sove. Kvinden lod hende komme ind og viste hende ind i et stort køkken. Henne i hjørnet stod der en seng. Der fik hun at vide, at hun kunne sove. Og hun skulle arbejde i køkkenet. Lilje - der jo aldrig havde prøvet at arbejde i hele sit prinsesseliv - vidste ikke hvad hun skulle gøre. Det her klarer jeg aldrig, tænkte hun. Lilje fandt hurtigt ud af, at den ældre kvinde, der havde åbnet døren, var heksen selv. Heksen gav ordre og Lilje gjorde det så godt hun kunne - selvom det tit var forkert og heksen måtte vise hende hvordan man skulle gøre tingene. "Du er da den mest uduelige tjenestepige jeg nogensinde har haft" sagde heksen. Men efter 3 dage boede Lilje stadig på slottet. Og hun havde stadig ikke fundet ud af hvordan hun skulle løse forbandelsen, for det var endnu ikke lykkes hende at komme i nærheden af heksens soveværelse.
Men den 4. dag, stod Lilje meget tidligt op og listede sig gennem slottet, hen til den dør, som hun havde fået at vide, var forbudt. Forsigtigt åbnede hun døren og kiggede ind. Det var rigtig nok heksens soveværelse. Heksen lå og sov med ryggen til døren. Og henne ved vinduet - på en skrivepult - lå en stor, tyk, sort bog. Det måtte være den hun skulle have fat i. Forsigtig vågede Lilje sig ind i værelset og hen mod bogen. På et tidspunkt vendte heksen sig i sengen og Lilje var et øjeblik bange for, at hun ville vågen. Men hun sov videre. Lilje nåede frem til bogen og åbnede den forsigtigt. Hun søgte og fandt den formular der ville ophæve Prins Stefans forbandelse. Lilje besluttede sig for at tage hele bogen med sig, i stedet for at skrive formularen af. Så med den store bog under armen, listede Lilje sig stille ud af døren igen. Så snart hun var ude på gangen, fik hun travlt. Hun skyndte sig at løbe ned i køkkenet efter sin kåbe og derefter hen til slottets port og ud. Lilje løb så hurtigt hun kunne væk fra slottet med den store bog. Hun nåede skoven og der ventede de 5 mænd på hende. Solen var lige stået op og de var lige blevet forvandlet. Lilje viste dem bogen og læste formularen op. Nu kunne de blot vente til midnat og se om de forblev mennesker. Indtil da var de nød til at gemme sig for heksen, der på dette tidspunkt nok var aldeles rasende.
Dagen gik langsomt, imens de red rundt i den store skov. Langt væk hørte de torden og brag - det var heksen der lod sit raseri få frit løb. Endelig blev det aften og midnatstimen kom. Måne skinnede på de 5 mænd - som forblev mænd. Denne gang forvandlede de sig ikke til ulve. Og deres glæde var stor. Endelig var forbandelsen hævet og de kunne igen leve livet. Men de havde ikke glemt deres løfte til Lilje og sammen red de tilbage til hendes land og slot for at hjælpe hende med at få hendes del af tronen.
Tilbage på slottet havde Rose det dejligt. Lilje var væk og al magten var hendes. Hun regerede kongeriget med hård hånd og satte flere og flere i fængsel. Folk i landet var faktisk begyndt at blive meget utilfredse med Rose og spekulere over hvor den blide Lilje var henne. Rose havde fortalt alle, at Lilje havde valgt, at rejse væk på ubestemt tid.
Lilje og Prins Stefan og deres venner red op til slottet en formiddag, hvor der var ret travlt. Men en af staldknægtene genkendte Lilje og skjulte dem i staldene. Han var kæreste med en af køkkenpigerne, der smuglede dem ind i slottet af en bagdør. Denne køkkenpige var veninde med en af hofdamerne, der var forblevet loyal overfor Lilje. Og denne hofdame smuglede dem videre ind i slottet og ind i Liljes suite. Der klædte Lilje sig om, imens hofdamen ivrigt fortalte hvad der var sket imens Lilje havde været væk. Om hendes søster Rose og alt det onde hun havde foretaget sig. Lilje lyttede kun. Prins Stefan og hans mænd havde også fået andet tøj at tage på i mellemtiden og nu var de klar.
Rose sad på det der tidligere var hendes forældres troner, da Lilje, Prins Stefan og Stefans mænd trådte ind i tronsalen. Rose tabte både fuldstændig mælet da hun så dem. Lilje trådte roligt hen og stillede sig foran sin søster. "Nå, har du intet at sige, kære søster?" spurgte Lilje stille. Rose var blegnet og sagde ikke en lyd. Lilje tog kronen fra Rose og sagde "Du fortjener den ikke," mens hun satte den på sit eget hoved. Dermed havde Lilje gjort sig selv til dronning. Lilje pegede på døren og sagde "Du må selv vælge. Bliv og del riget med mig og min kommende mand. Eller gå nu og bliv væk." Roses øjne flakkede et øjeblik. Så rejste hun sig og råbte: "Jeg hader dig," inden hun løb ud af døren og ud af slottet. Ingen i kongeriget så siden Rose eller vidste hvad der blev af hende. Rygter ville vide, at hun slog sig ned i et andet kongerige længere væk og blev gift med en rig greve.
Prins Stefan friede til Lilje, der sagde ja. De giftede sig ½ år senere. Hans 4 trofaste venner blev naturligvis også boende på slottet og giftede sig siden hen med 4 smukke hofdamer. Og alle levede de lykkeligt til deres dages ende.