Der var engang, for mange år siden en dag. En helt almindelig dag. En dag der var som præcis alle andre dage, den starter som en almindelig dag, fuglesang og vingeslag og den slutter som en almindelig dag, solnedgang og drømmedal. Men efter den dag der engang var, er et eventyr. Man kan så spørge sig selv om om alle dage ikke er det?

Jo, det er de måske. Hver dag er nok et eventyr! Men forskellen er at dette eventyr, denne dag, de dage her, dem vil jeg dele med dig, i modsætning til alle de andre dage. Der er hverken enhjørninger eller regnbuer med, for dette er en sand historie. Den kommer fra mit hjerte, mine hvileløse tanker kastet ned på hvidt papir. Et eventyr der varede mange år, men få dage. Et eventyr som du måske læser på tyve minutter. Men efter de minutter ønsker jeg du tænker over det i mange år. Graver i det og finder stille og roligt de mange meninger og budskaber der er i denne fortælling.

Eventyret er om to børn. Ret admindelige børn der både kunne græde og le. Eller kunne de? To børn, to sind, men en sjæl. Selv er jeg nu kun en krage der sidder og kigger ind af skolens duggede ruder og følger med så godt jeg kan. Nogen gange sidder jeg også i folks vinduer og kigger ind i de varme stuer, eller på dalenes træer og nyder den blide vind, men mest sidder jeg på denne skole. For her sluttede det hele. Det der skulle begynde.

Jeg har gået der selv for længe, længe siden. Før eventyret begyndte. Jeg ved at jeg efterhånden har stillet mange spørgsmål, nu vil jeg give svar på dem, men det hele ligger så tungt i mit hjerte, så jeg vil lade fortælleren om det. Sæt dig som du sidder allerbedst og skræm alle tankerne langt væk.

For år tilbage var der en lille pige der gik på krageslots skole. Det er en flot skole i en flot by. En flot by fyldt med mirakler og magi! Krageslot er en by over alle byer. Den findes i en kæmpe boble med de smukkeste farveskær. En boble hvor intet ondt kan trænge igennem, selvom den er lavet af det tyndeste silkestøv. En boble der er med hele verdenen som vi kender den, rundt omkring sig. Den verden hvor kærlighed uden tvivl findes, men hvor det onde også træder frem. Hvor mennesker de dør og føler smerte og sorg. Den verden hvor skabningers sind kan forgiftes og deres ellers smukke syn på verdenen kan ændres resten af deres liv. Den verden du sikkert sidder midt i lige nu. Hvis du kigger op i himlem vil du ikke kunne se Krageslot, for intet menneskes sjæl er rent nok til at kunne se så langt. Krageslot var og er stadig en by med evig kærlighed og intet ondt. Ikke engang tårer. En lille by der er så fyldt med farve og varme og glæde. En by hvor glæden, farverne og varmen forsvandt i, men dog kom igen, for nogen tog kampen op og vandt den. Der blev koldt og gråt og byen, den var forladt for en tid, men nogen ofrede sig fordi de så sig selv som kun små sandkorn. To sandkorn til eller fra, hvad kan det ændre?

Og hvad var skyld i denne ulykke? Se det var kærligheden og den lykke, tiltro og den hjertebrand der var skyld i det hele.

I den smukke by er der nu en dal. En dal med blomster og træer, fuglesang, ulve og ugler. Lukker du øjnene vil du kunne høre børnelatter, dufte træernes nye, lysegrønne blade, smage solens stråler og mærke sommerfuglevinger mod din hud.

Vores krage fra starten af historien var engang den lille pige, men det er snart længe siden. Hun elskede dalen så uendeligt højt og hun dræbte den. Hun elskede Krageslot så højt, hun mistede Krageslot. Og du må ej misforstå mig, den lille pige var ikke ond. Nej, hun var god som dagen er lang, kærlig, omsorgsfuld. Hun elskede bare to ting så højt at hun ville slå ihjel bare for at i det mindste få lov til at beholde en af dem. Du ville have gjort det samme, det ved jeg. Vi prøver at redde alting, nogen gange kan kun noget reddes, andre gange vinder man det hele. Og så der er også de gange du taber det hele og vil stå alene tilbage.

Den smukke dal der ligger midt i Krageslot var en dreng. Men det er lige så lang tid siden som det er at kragen var en pige. Men engang var det en dreng. En dreng så ren at blomsterne sang for ham når han gik forbi dem. En dreng så ren, så kærlig og smuk, men også så fuld af sorg og vrede og mangel på håb at det blev hans død. Drengen, han var ej fra Krageslot. Han var en dreng fra vores verden. Vi må snart have samlet op på det hele, lad os se. Så en lille pige, en lille dreng. En krage så sort og en dal så smuk?

Det hele startede en ganske smuk dag. Lyset sprang frem som en klovn i æske og solens allerførste og varmeste stråler ramte den lille by Krageslot som altid. Midt i byen er der et kæmpe ur der hver morgen slår syv og det gjorde det også denne dag. Uret slog syv og en smuk melodi begyndte. En melodi der kalder dagens fugle til sig. En melodi der først rammer de små blomster der åbner sig, klar til en ny dag. Så rammer den skove og dales små dyr der langsomt slår øjnene op. En melodi der sniger sig ind på dig og river dig ud af nattens drømme. Luk øjnene og du kan høre den. Kan du se at det hele er som en stor maskine der sætter alt i gang?

Den lille pige åbner øjnene og smiler. Svæver op af sengen, næsten som en fjer med det rigtige ben først. Hun ser at hendes mor stadig sover, så hun tager stille sit tøj på og sine fine, små sko og hun lister sig så ud af døren for at bade i de første solstråler.

I en anden by, i en anden verden er solens stråler ikke kommet til endnu, men folk er langsomt ved at vågne. En lille dreng slår øjnene op, men smiler ikke. kysser blot sin lille gravhund farvel og går uden at se op fra jorden, ud af døren for at tage til skole. På vej hen til skolen ser han en dreng dele aviser ud. Det står over det hele " dreng dræbt i bilulykke, kun elleve år gammel." Drengen kaster hurtigt et koldt, mørkt blik på avisdrengen og sukker så. Kæmper en kamp for at holde tårerne tilbage. "Det var min bedste ven" hvisker han så lige så stille imens han går videre med tunge skridt.

Tiden gik langsomt, men den gik. Det blev frikvarter og drengen opdagede først at klasseværelset var fuldstændig tomt da han kunne høre to pigers stemmer ude på gangen. De kom ind i klassen og satte sig på to borde og lod som om drengen ikke var der. Det hele var blevet så kompliceret siden hans ven var død. Hvad skulle de andre sige til ham? De havde besluttet sig for at han selv måtte komme til dem når han engang var klar. De to piger begyndte at snakke som piger nu altid gør, men pludselig kom den ene pige ind på et emne der alligevel fangede drengens opmærksomhed. "Jeg læste en bog her den anden dag. Den handlede om et sted hvor lykken blev til. Den blev lavet af små menneskelignende væsener og alle de døde kom derhen for at finde fred." Sagde den ene pige. "Den bog har jeg også læst! En by med evig kærlighed, udødelighed, fest og farver. Jeg tror den hedder Krageslot." Sagde den anden så efter lidt. De smilte til hinanden og hurtigt var de ude af klassen igen. Resten af skoledagen gik og han faldt i en dyb søvn kort efter han var kommet hjem. Han drømte han stod i en stor kasse. Væggene var sorte, og han kunne i starten intet se. Men så hørte han en stemme. Det var hans afdøde vens stemme. Stemmen grinte og nu så drengen hans ven og ham selv lege med hans lille gravhund. De løb rundt, de lo. Pludselig kom der er et stort billed af de to piger fra hans klasse og han vågnede så med et sét. Han satte sig op i sin seng. Det var blevet nat. Han kunne ikke falde i søvn igen, han lå længe og tænkte. Måske var den drøm et tegn på han skulle tage af sted. Han nåede ikke at tænke mere over det før han havde pakket en taske og taget hans lille hund under armen og løbet ud af døren. Ud i den mørke nat. På vej til Krageslot. Han løb af sted men stoppede hurtigt op igen. Han må være blevet vanvittig tænkte han. Han vidste jo hverken hvilken vej han skulle gå, eller hvad der skulle ske. Han satte sig på en sten for at tænke sig godt om da hans lille hund pludselig hoppede ned fra drengens skød og begyndte at bjæffe muntert. Drengen, han tyssede på sin lille hund, men hunden ville ikke stoppe. Drengen kiggede nu underligt på sin lille hund der var begyndt at gå op ad en lang vej han aldrig havde lagt mærke til var der før nu. Drengen trak på skulderen og rejste sig for at følge sin hund. Han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Det begyndte at gå hurtigere og hurtigere og pludselig startede en vind ud af det blå! Den blev vildere og vildere og til sidst løftede vinden den lille dreng og hunden op. Højt op i luften. Drengen blev først bange og holdte godt fast i sin lille hund imens han råbte. "Hjælp!" Igen og igen, men pludselig kunne en blid stemme høres. "Du skal ikke være bange. Vinden vil dig intet ondt. Den er bare ensom og vil lege." Drengen kiggede forskrækket på sin hund som bare smilte til ham. "Jeg må være træt. Jeg synes jeg kan høre min hund tale til mig." Sagde han og klappede sin lille gravhund på hovedet. "Hvis du ikke har lagt mærke til det, så bliver vi båret igennem luften af vinden. Når det er muligt,er alt muligt" Sagde hunden og lo lidt af den meget forvirrede dreng. Drengen synes stadig det var for skræmmende til at være sandt, så han valgte at ignorer hundens ord.

De fløj og de fløj, højt oppe over skyerne. Det var koldt. "Se, der er bjerget. Bag det er Krageslot." Sagde hunden. Drengen gjorde store øjne ved det smukke bjerg. Hunden fortsatte. "Her kan alle dyr tale, alle blomster le." Drengen begyndte at grine mens de svævede rundt i luften. Ikke fordi der var noget sjovt, han følte bare ikke han kunne lade være. "Hvor er Krageslot så?" Spurgte drengen efter lidt, men vendte sig så om og så en kæmpe boble. Den var fyldt med farver og indeni kunne han se en masse lys og små mennesker gå rundt. Hunden lagde hovedet på skrå som tegn på at drengen skulle tage videre, og det gjorde han så og snart var de ved den store boble. Han glemte helt han svævede rundt i luften. Han stirrede bare på den underlige, store boble og nev sig gentagende gange i armen for at se om det mon bare var en drøm. Men det var det ikke, det her skete virkelig! Han tænkte lidt over hvordan han skulle komme ind i boblen, men uden at kunne nå at tænke nærmere over det, hev hunden i ham og de blev som trukket ind i boblen. Han var så imponeret, så mundlam, at han helt glemte at være bange.

"Vent lige en halv! Hvad så med mig? Kragen! Den lille pige?!" udbrød kragen pludselig halvfornærmet.

Nå ja, du vidste selvfølgelig intet om drengen dengang, Krage. Du var nemlig ude i haven for at plukke de smukkeste blomster da det hele gik igang. Alle løb lidt forvirret rundt og gjorde store øjne da de fik øje på den svævende dreng der langsomt blev mindre og mindre og til sidst var på størrelse med de andre i den magiske by. Den lille pige tabte blomsterne, hviskede for sig selv at tænk at der fandtes et menneske så rent at det kunne finde Krageslot og endda komme ind i boblen! Hun var både nysgerrig og skræmt og det samme tror jeg drengen var. Han landede blødt på jorden og kiggede forsigtigt op på de hundredevis af små folk der kiggede på ham med meget store øjne. Den lille pige maste sig frygtløs frem og sagde "hej" og smilte sødt. "Wow" tænkte drengen. Hvilket fantastisk smil! Han drømte sig et øjeblik langt væk i det smukke smil. Så langt væk at han helt glemte hvor han var og ikke mindst hvorfor. Han rejste sig forsigtigt op og alle omkring ham holdte vejret i en blanding af spænding og frygt. Man kunne høre et par stykker hviske. Så kom der en af de ældste fra Krageslot, en krumrygget dame med et mildt ansigt forsigtigt hen til ham. Drengen stod helt stille og ventede på der skulle ske noget. "Hvad er du og hvad vil du her?" spurgte den gamle dame om imens hun prikkede forsigtigt til ham i siden med en pind. Jeg leder efter min bedsteven. Han døde i en ulykke og jeg savner ham så frygteligt meget. Jeg kommer langvejs fra med min lille hund, sagde drengen med en smule frygt i stemmen mens han løftede sin hund højt op over hovedet så alle kunne se den. Alle trådte et skridt tilbage og der blev hvisket og kigget igen med stadig enorme øjne. Den lille pige kæmpede sig op mellem de mange mennesker igen, men i det hun skulle til at sige noget, udbrød en at der altså ingen døde var her! "Det her er en magisk by hvor kun kærlighed findes, vi lever i en kæmpe boble med hele jeres verden omkring os, ja magisk er her, men de døde, dem finder du ikke her!' Pigen råbte at de skulle tage godt imod deres gæst, han kommer langvejs fra og er nok både sulten og træt.

De kiggede overrasket på den lille pige og så blev der igen snakket, hvorefter de nikkede til hinanden og alle stormede et øjeblik efter hen mod den lille dreng for at løfte ham op og fører ham helt ind i byen. De grinte og jublede og kastede rundt med den lille dreng. "Nu skal der være fest!" råbte en. Han var stadig en smule bange men grinte til sidst også bare. De festede, de legede, de snakkede og ikke mindst med drengens hund, for sådan nogle havde de slet ikke der. Det blev sent og inden nogen tænkte over det, faldt alle i en dyb søvn. Drengen vågnede imens den lille pige stod og så på ham med en blomst i hånden. "Hej" sagde hun og smilte stort. "Hej" Sagde drengen og smilte forsigtigt tilbage. Hun satte sig på sengekanten og så på ham. "Hvad betyder det at dø?" Spurgte hun så pludselig drengen om. Han kiggede på hende med et underligt blik. "At dø er at forlade sin krop, mens sjælen flyver langt op over skyerne. Jeg troede det var her man endte, så ved ikke hvor man flyver hen. Men dem der ikke er døde savner den døde person. De græder, sørger og graver den døde person ned i jorden og lægger de smukkeste blomster på jorden." Svarede han. "Det lyder underligt" afbrød den lille pige ham. "Her dør ingen, vi lever til evig tid. Vi græder aldrig, og vi lægger i hvert fald ikke blomster på jorden, men i smukke vaser!" Hun grinte og begyndte at danse let rundt mens hun sang en sang. "blomsterne blomstre altid smukt, solen den altid varmer. Blomsterne skal le, fugle skal synge, jeg har mødt en menneskedreng, bleg det er han, hør min sang." Drengen kiggede på den lille pige der sprang rundt som en hvileløs loppe. Han blev så fanget af hendes smukke sind der lyste så kraftigt at han måtte knibe øjnene sammen. Jo længere tid han så på hende danse, jo mere glemte han det han kom fra. Hun tog ham i hånden og hev ham ud af sengen og dansede rundt med ham indtil de begge til sidst faldt grinende om på gulvet. De fik øjenkontakt i det den lille piges mor kaldte. "Se mor" Sagde hun. "Det Krageslots nye beboer. Han er et rigtigt menneske!" Moren smilte og rækte den lille dreng hånden. "Jamen velkommen til Krageslot så" Sagde hun venligt. Drengen blev lidt genert, men fik fremstammet et tak.

De gik ned til byen og fik øje på tre kvinder lege med hans lille hund. De nussede den på maven og sagde 'ihh, hvor er han sød!" og "skal vi ikke klæde ham ud?" Drengen grinte af de fjollede kvinder, men blev hurtigt hevet med videre af pigen. De kom til markedet. Det var stort og der var de underligste ting! Kæmpe fisk, så store som ham selv, sjove hatte og folk der dansede og spillede på instrumenter af alle slags. De gik igennem det store marked og kom så til en stor skole. Krageslots skole. Pigen kiggede på ham og sagde hun måtte tage til undervisning nu. Han kunne gå på opdagelse i Krageslot imens, og han kunne være helt rolig, man kunne ikke fare vild i byen. Hun vinkede til drengen og han satte sig på en lille bænk udenfor skolen. Han grinte for sig selv og rystede på hovedet. "Hvad var det her dog for et underligt sted?" Han gik efter et stykke tid ind på skolen og så sig omkring, da han pludselig hørte en underlig lyd. Hvor kom den mon fra? Han hørte den igen og begyndte at følge den. Der var den igen! Han kom ind i et mørkt rum og døren smækkede. Han vendte sig hurtigt om og mærkede langsomt hans hjerte sætte tempoet op. Han hørte den underlige lyd igen og så en stemme han kendte. Det var hans ven fra bilulykken! "Du skal ikke tro på hvad Krageslots folk siger! De lyver, de er ikke gode. De fanger de døde og spærre os inde. Tag den lysene sten og kast den ned i jorden, så kan vi være sammen igen. Gør det!" sagde hans vens stemme. Drengen kiggede bange rundt og fik øje på en sten i en lille æske. Han tog den op i hånden og kiggede på den. Han var forvirret, bange og sur, for han troede på stemmen. Han kastede stenen ned i jorden uden at tænke sig om, og da den ramte gulvet gik den i tusindvis af stykker. Han kaldte på sin ven, men stemmen var væk. Han gik stille ud af det mørke rum og så pigen stå ude foran døren. Drengen hoppede op i luften af forskrækkelse. "Hej" sagde hun og smilte med hendes stadig meget smukke smil. "Hvad laver du?" Spurgte hun om. Drengen kunne næsten ikke sige noget, men tog en dyb indånding og fik med besvær sagt "jeg så mig bare lidt omkring." Han smilte ikke, men kiggede koldt på pigen. Den luskede tøs, tænkte han. Hun tog ham i hånden og hev ham glad med ud af skolen og ud i den varme sol. Han vred sig hurtigt løs og da pigen kiggede underligt på drengen begyndte jorden at ryste. Pigens smukke øjne fyldtes med ét med frygt og hun råbte at drengen skulle skynde sig med. De løb hjem hvor hendes mor skyndte sig at lukke døren efter dem. "Hvad sker der?" Sagde pigen bange og kiggede på sin mor. Jeg ved det ikke, men det er sikkert ovre lige om lidt" Smilte hun i et forsøg på at berolige de to børn. Pigen kunne ikke forstå det. Der burde ikke kunne ske noget ondt dette sted. Jo mindre nogen, eller noget havde skadet stenen af kærlighed og glæde. Hun hviskede det stille for sig selv et par gange. "Stenen af kærlighed og glæde, stenen af kærlighed og glæde." Drengen så forskrækket på pigen. "Hvilken sten?" spurgte han så stille pigen om. "Stenen der holder alt ondt væk. Den lyser smukt og er i en smuk æske lavet af de smukkeste sange." Drengen kiggede ned i jorden og udbrød så at det kun var fordi de holdte hans bedsteven og alle de andre døde fanget. At de folk her i virkeligheden er onde og udspekulerede! Pigen satte sig ned og spurgte forvirret "Hvad snakker du om? Der findes kun kærlighed og glæde i os. Intet ondt kan komme i denne verden. Hvem har fortalt dig det der? Har du gjort noget ved den hellige sten?" Spørgsmålene fløj ud af pigens mund. Drengen gik lidt rundt og næsten hviskede så et ja. Og at hans bedsteven selv havde sagt det. At han hørte en stemme i det rum stenen var i. Stemmen sagde i holdte de døde fanget og at jeg ville få min bedste ven tilbage hvis jeg smadrede stenen! Pigen kiggede på drengen og begyndte så at græde. Moren kiggede på drengen med sorg i øjnene og blev pludselig til en guldfarvet støv. Pigen kiggede ned på støvet der for et øjeblik siden var hendes mor. Hun åbnede forsigtigt døren og så alle blomster, træer, fugle og små hytter var væk. Der var nu kun gråt og trist. Drengen satte sig på knæene og undskyldte igen og igen, men pigen stirrede bare på drengen. Så kom den gamle dame gående igennem det grå landskab. Hun kaldte på den lille pige der med det samme løb hen til hende. "En mørk kraft har ramt os. Stenen er knust, hvilket monster har gjort dette mod vores lykkelige by!" Råbte damen. Pigen hviskede at det var menneskedrengen. Han blev snydt af en stemme. En stemme der sagde han skulle gøre det og at vi havde fanget de døde. Den gamle dame kiggede på den lille dreng der stille lå og græd. "Rejs dig menneskedreng! Du har ført mørke over vores elskede by. Ret op på det eller vi ødelægger den verden du selv stammer fra med alt vores sorg." Drengen rejste sig og lyttede til hvad damen sagde. "Langt borte under den mørke jord, er der en stav af det fineste træ. Find staven, bring den til mig. Lille pige, du tager med ham. Hjælp ham selvom han har taget din mor fra dig, ødelagt vores kærlighed og fået os til at føle sorg og dødelighed." Pigen nikkede og kiggede trist på drengen. Tog ham i hånden og hviskede at han skulle følge med. De begyndte at gå og inden længe var de to børn ude af syne. De gik i mange dage, snakkede tusind ord. Snakkede om godt og ond. De sang triste sange og pigen kiggede en sjælden gang op på drengen med sorg i øjnene. "Passer det?" Spurgte den lille dreng pludselig så om. "Passer det i fanger de døde?" Pigen rystede på hovedet. "Vi har intet ondt i os så længe stenen er hel. Vi kan ingen gøre ondt eller fange for den sags skyld. Vi kan kun vise kærlighed og omsorg. Hvad stemmen var, kan jeg ikke sige, men din ven var det ikke. Du er blevet bedraget af dig selv." Drengen svarede ikke, slog blot sit blik ned i jorden igen. De gik i hele syv dage mere og kom så til boblens ene væg. Selv den havde mistet alt farve. De satte sig ned for at holde pause, men faldt så pludselig i søvn. Da de vågnede igen stod der en gennemsigtig skygge foran dem. Drengen blev meget forskrækket men så så på den helt rolige pige der snakkede med den underlige skygge. "Hjælp os rene ånd!" sagde hun. "Vis os vej til staven som er fyldt med kærlighedsstøv og latter." Skyggen kiggede på de to børn og løftede dem op i luften og af sted fløj de. Drengen sagde ingenting af bare skam, men så tog pigen den lille dreng i hånden og smilte til ham. Hendes smil kunne stadig smelte ham og han mærkede en varme indeni. Skyggen smed dem pludselig ned og børnene landede foran et stort træ. Pigen lyste op ved synet af et træ der ikke var blevet til støv. Hun gik rundt om det og begyndte at synge igen. "Blomsterne blomstre altid smukt, solen den altid varmer. Blomsterne skal le, fugle skal synge, jeg har mødt en menneskedreng, bleg det er han, hør min sang." Drengen begyndte at le og fik øjenkontakt med den lille pige. Der blev helt stille. De kiggede længe på hinanden indtil drengen gik hen og gav pigen et kram. Varmen susede igennem dem begge og der hvor de stod sprang en smuk, blå blomst frem. "Vores kærlighed har plantet en smuk blomst" Sagde hun begejstret og plukkede den. "Der er håb" sagde de i kor. Syv dage mere gik og de to børn havde bygget en lille hule i det store træ. De lå en kold aften inde i træet da pigen sagde at drengen skulle være hendes bror. Drengen smilte og sagde at så var hun hans søster. For evigt og altid! De faldt begge i søvn med varme hjerter og røde kinder. Pigen vågnede tidligt næste morgen og gik ud af træet uden at vække drengen der stadig var langt inde i drømmeland. Det var koldt og gråt. Hun satte sig ned og tænkte på alt det hun savnede. Farver, glæde og fest. Sin mor. Sin seng. Hun var på vej ind i træet igen da en lille fugl kom flyvende. Den satte sig på hendes skulder og sagde stille ind i hendes øre. "Der hvor du står er staven. Under denne jord er staven der skal redde Krageslot. Men kun den der dræbte glæden kan få glæden op af jorden igen. Hent din ven og fortæl ham det hele." Den fløj væk igen og pigen sprang ind og vækkede drengen der fik alt at vide. Han løb ud og begyndte at grave i den grå jord med sine små hænder. Han gravede i timer og fandt så staven. Ren og pæn. Lavet af det smukkeste træ og hørte man godt efter kunne man høre latter og glæde inde fra den. Jorden begyndte at ryste under dem og frem sprang blomster og træer! Fugle kom flyvende i alle farver og alle de små, grå sten jorden var dækket af blev til alle folkene fra Krageslot. Det var fantastisk. Men så kom en mørk stemme frem. "I klarede det. Men der er en sidste ting. Lille pige, du skal nu tage et valg. Drengen der ødelagde Krageslot, dræbte kærligheden og fik farverne til at forsvinde, kan du vælge at lade dø og krageslot vil forblive smuk og fyldt med kærlighed og udødelighed. Du kan også vælge at blive smidt ud af boblen sammen med drengen du holder sådan af og lade dalen drukne i mørke og sorg. Træf dit valg!" Drengen kiggede bange på pigen og nåede lige at tage hendes hånd og fremstamme tre ord: "jeg elsker dig" før han med et forsvandt. Pigen havde truffet sit valg, men brød nu sammen i gråd. Hendes tårer ramte det smukke græs. Der kom en mild vind der hviskede hende i øret. "ikke græde. Jeg er blevet til denne smukke dal. Besøg mig hver dag så vi kan snakke sammen. Jeg forstår dit valg kære søster." hun tørrede øjnene og hviskede "jeg elsker også dig." Og så på folket. De kiggede alle underligt på hende. "Hun græder!" Råbte en pludselig. "Den der kan føle sorg kan kun et menneske være. Drengen har smittet hende med andet end kærlighed. Hun kan føle smerte og kan ikke være på Krageslot mere!" sagde en anden. Pigen rejste sig op og sagde bedrøvet "I har ret. Jeg kan græde, jeg kan føle smerte." Den gamle dame rystede på hovedet og slog sin stok i jorden og en krage blev hun. Den krage der nu sidder i skolens vindue og kigger ind. Hun besøger jævnligt dalen og snakker med sin elskede bror. Krageslot er der stadig i den store boble. Udenom er hele verdenen der også stadig. Alt er som det var engang. Som før det hele endte. Som nu hvor det begynder.