Der var engang en ældre mand, der boede i et hus midt i en lille men gammel by. Huset var af ældre dato, og havde set bedre dage. Manden der boede i det, var en gammel præst, men han havde for længst hængt præstekraven op. Hans sidste gerning i sit embede havde været en begravelse, smuk som ingen anden præst kunne gøre den. Ceremonien havde da heller ikke efterladt et eneste øje tørt. Lige fra kirkeorglets toner til præstens spæde stemme i hans velforberedte tale, alt var smukt og gennemført helt ned til mindste blomst. Det var en ung mand i hans bedste alder der var gået bort, det havde der stået i hans døds annonce i avisen. Han lå der i kisten og var ikke kommet ned i jorden endnu. Præsten huskede tilbage på hans familie der græd i kirken. De havde grædt helt til sønnens sidste endestation. Bevars det berørte ham en smule, men han havde dengang et job at udføre, så han lod ikke sine følelser løbe af med sig.
   Det var begyndt at blive mørkt udenfor, efteråret var kommet og vinteren var ikke langt væk. Nu sad præsten der i sin gyngestol, let gyngende frem og tilbage, og tænkte på hans liv der havde været. I baggrunden kunne man, hvis man hørte efter, høre urets konstante toner, fra hvert sekund der gik. Han havde hele tiden vidst, at han ville være præst lige fra barnsben. De andre børn havde leget med hinanden, løbet med gamle cykelhjul, og hvad de ellers kunne finde på af drengestreger. Selv havde han lavet dukker, ud af hvad han kunne finde, og holdt taler for dem, som den præst han havde set en dag, han selv havde været i kirke med sine forældre. Han havde selvfølgelig døbt hver eneste dukke og konfirmeret dem adskillige gange. Dette havde selvfølgelig fået noget af malingen på stenene til at gå af, når de fik vand.
   Imens han sad der og tænkte, så han fjernsyn. Det var tid til vejret, og han fik at vide at det ville blive regnvejr senere i dag og i morgen. "Vås," sagde præsten for sig selv, idet han mente at kun gud vidste, hvad tiden ville bringe. Der gik ikke mange sekunder, fra at han havde sagt dette højt og tænkt sit, til at billedet af hans kone faldt ned fra vægen. Konen havde været død i 2 år og 135 dage nu, og han holdt regnskab med det i hovedet. Som billedet faldt ned, huskede han tilbage på Ceremonien den nye præst havde holdt. Han mente ikke den var så smuk, som dengang han selv havde embedet i sognet.
   Stille hang han billedet på plads, imens han så på det. Hun havde været en god rejsefælde for ham i livet og en fast grund under hans fødder, når han følte at han ikke kunne bunde. "Jeg må hellere få sat det billede bedre fast" sagde præsten for sig selv. Billedet var begyndt at falde ned med jævne mellem rum og hver gang det skete, kom han til at tænke på sin nu afdøde hustru. Han satte sig igen i stolen, og tog sit tæppe over benene. Maden var blevet bragt til ham, og var varm og klar til at blive spist, næsten ligesom da hans kone var der. Hun havde lavet de dejligste retter for ham, og når han tænkte på det, kunne han næsten dufte dem. "Bump" lød det pludselig højt fra ruden, og præsten kiggede hen imod det lukkede vindue, men han kunne ikke se noget, og ruden så ikke beskadiget ud. "Måske er det en af de der udlændinge, der er kommet herop, selv om regeringen havde strammet op for reglerne" tænkte præsten imens han kiggede på sin rude. Ruden var godt sat fast, og præsten kunne ikke se noget udenfor. "Jeg må se på det i morgen," sagde han stille for sig selv
   Præsten begyndte på sin mad, det var kartofler med noget udefinerbart men meget mørt kød. Imens han spiste, tænkte han over hvad dette bump på ruden før kunne skyldes, da han ikke umiddelbart kunne se noget. "Nogen ville sikkert sige, at det var et spøgelse der bankede på" mumlede præsten for sig selv, han troede ikke på den slags ting. Det eneste han rigtig troede på var gud, selvom han ikke selv havde set gud. Præsten troede dog fuldt og fast på, at hans kone nu var hos denne gud, og det trøstede ham. I det samme faldt billede af hans kone ned fra vægen igen. Præsten spiste færdig, og rejste sig så for at hænge det på plads igen på vægen. "Der må være noget i vejen med sømmet" mumlede præsten for sig selv, efter han havde hængt det på plads.
   Præsten satte sig igen ned for at se tv, udenfor begyndte det stille at regne. "Hmm, heldige metrolog," mumlede præsten for sig selv. Han mærkede igen kulden i hans stue, og trak derfor tæppet op over sig igen. "Det begynder at blive den tid på året, at jeg må til at tænke på at skrue op for varmen" tænkte præsten ved sig selv.
   Han kom i tanke om, hvordan han havde mødt sin kone. Hvordan forældrene på begge sider havde introduceret dem for hinanden og ment, at de ville være et godt parti for hinanden. Brylluppet var blevet forberedt, og alt klappede på den dag. Forældrene havde givet dem lidt med hver. "Der valgte gud godt, selv om hun kunne være lidt genstridig i starten," tænkte præsten. "Hun var jo også kun 20, og jeg 24 dengang."
   Stueuret slog nu 22:00. Præsten kiggede op på det, da han hørte lyden fra det. "Jeg må også hellere se at komme i seng," tænkte han. Han slukkede for fjernsynet, og tænkte på de grusomme nyheder, om dem der var døde i de andre lande pga. krig. Han slukkede for lyset i hans lille stue, og gjorde sig klar til at gå i seng. Det var sent for ham, og han kunne mærke at han trængte til at sove snart.
   Præsten gik ind i soveværelset. "Puha her er også koldt," sagde han, og skruede lidt op for radiatoren. Radiatoren var gammel og klagede lidt over, at den pludselig skulle til at varme hans soveværelse op igen. Præsten elskede at kunne spare lidt på sine varme regninger, ved at åbne for radiatorerne lidt senere end alle andre. Lydene fra den generede dog ikke præsten, der var vant til sit gamle hus og de mange knirkende lyde. Præsten tog sin bibel og bad en stille bøn, hvor han takkede gud for det liv, han havde fået lov at leve.
   I sengen slog han op et vilkårlig sted i biblen, han ville læse lidt inden han faldt i søvn. Det plejede han at gøre, selv om han kendte biblen ud og ind. Det eneste han derefter kiggede på, var hvor han havde slået op, derefter kunne han recitere alt. Valget faldt på "Matt 22,21". Han mumlede stille hvad der stod der for sig selv, og derefter lagde han sig til at sove tungt. Det havde været en stille og rolig dag for ham, og han sov tungt og roligt.
   Tidlig om morgen ved lysets første kommen, lå præsten tungt og salig i sin seng. Udenfor kunne man se en død gammel ravn ved stue vinduet. Træt af alderdom og blændet af regnen var den fløjet lige ind i ruden aftenen før. Ravnen troede muligvis, at den kunne komme ind og sidde i varmen, men der tog den fejl. Præsten lukkede sjældent op for vinduet, da det lidt varm der var, ellers ville strømme ud af hans i forvejen kolde hus. Ravnen lå nu blot der, blottet for alt den statslighed den engang havde haft over sig, klar til at indgår i naturens orden.
   Sådan slutter vores stille men kølige besøg hos præsten. Aftenen havde ikke budt på så mange begivenheder, men var alligevel vigtig på sin vis. Jeg tror ikke nogen kan afslutte denne historie med smukkere ord, end præsten selv mente han kunne, hvis han havde haft mulighed for det. Derfor vil jeg citere fra en af hans gamle taler, som han havde så mange af. "intet er vigtigere end den varme der er imellem mennesker, og når livet er forbi, er det den vi skal huske tilbage på". Avisen fortalte som altid dagen efter, om alle dem der var gået bort, hvorhen ved jeg ikke.