Der var engang.
   Sådan begynder alle historier, gode som onde. Og derfor også denne.
   Om den er det ene eller andet er op til dig.

Der var engang en mand, der gik til den viseste af alle vismænd på bjerget, for han var meget fornærmet på livet, og ville vide hvorfor det havde været så ondt imod ham.
   På sin vej op ad bjerget havde han gået og tænkt længe over hvad hans klagemål var. Han havde døjet meget ondt i sit liv, og længe siddet på samme plads på markedet hvor han drev sit virke som stofhandler. Havde hver dag set rige smukke mennesker komme og gå, og nu ville han have det de havde. Rigdom, magt, overskud og så for resten en der kunne passe ham på sine gamle dage.
   Vel oppe på bjerget mødte han den gamle, hvis skæg strakte sig så langt at det var snoet 7 gange om hans liv og så hvidt at det lignede nyfalden sne.
   - Oh du viseste af alle de vise! Sagde manden, for han var en høflig mand, trods alt. Hvorfor har livet været så ondt imod mig og hvorfor er jeg ikke velsignet med velstand og glæde som alle andre? Hvorfor skal jeg kun være en stofhandler og sidde der og høre på alles sladder. Det gider jeg ikke. Hvorfor kan jeg ikke få et stort hus og masser af dyr til at græsse der?
   Den vise mand svarede ikke men sad blot og så ud over tinderne i det fjerne. Vinden legede med hans tynde hår på issen og stofhandleren stampede arrigt med fødderne så sten rullede under dem.
   - Jeg har et usselt liv hylede han! Det er ikke retfærdigt. Se mig! Hvorfor har jeg ikke et stort hus og en smuk kvinde der tager sig af mig? Hvorfor skal det times mig at være uden formue og magt? Jeg vil have det de andre har!
   Den vise mand så op mod en fugl. Det var en lille kongefugl, der sang under den blå himmel. Han smilede mildt. Man kunne se han manglede tænder i munden, for kinderne var indfaldne og runkne som skindet på et gammelt hengemt æble.
   - Jeg bor inde i byen, jamrede stofhandleren nu. Langt fra min hjemegn. Det er ensomt... Her er rigdom og masser af mad. Men jeg har ingenting. Det er ikke retfærdigt.
   Den vise mands gamle blege øjne fulgte opmærksomt fuglen der sang sine triller. Den svang sig højere og højere op i himlen med en ynde der var beundringsværdig mens dens smukke lyd fulgte med.
   - Sig mig hører du efter Oh du viseste af alle? Jeg vil have et bedre liv end det jeg har!
   Den gamle vise mand rakte en kroget hånd op mod himlen og fuglen dalede staks ned og satte sig forsigtig på hånden. Tæt på var den slet ikke så smuk. Den manglede det ene ben, og det andet øje. Dens ene vinge hang skævt og fjer over ryggen var væk, afslørende en skaldet plet hvor det tynde skind var blottet. Men den gyldne krone af fjer på dens hoved var strålende. Vismanden strøg fuglen over hovedet med nænsom hånd.
   - Den blev som ung angrebet af en høg. Lød det stille fra de tørre læber. Stemmen var som når vinden piber mellem stenene. Høgen havde udset sig dens mage, der lå på æg, og den lille hanfugl kastede sig modigt imod den visse død og høgens skarpe næb. I rasende vilde loops snoede den sig opad og trak høgen væk fra redens ly, for at beskytte sin mage og huggede gang på gang sit spinkle næb ind mod høgens øje og liv. Det var som at se David mod Goliath. Desværre for den lille fugl var den ingen David. Selvom det dog er en kongefugl. Høgens skarpe næb bed det ene ben af den, og benet fløj til jorden som en knækket kvist og landede foran mig. Selv uden benet fløj han alligevel op, og søgte at hakke høgens øje ud, men høgen kastede sig rundt og flåede med sine sylespidse kløer det ene øje ud. Så satte høgen atter kurs mod reden og den modige lille fugl trodsede alt og lod vingerne arbejde. Blodet dryppede fra benstump og det gabende hul, hvor øjet havde været, men ved lyde af magens fortvivlede skrig, måtte den gøre det. Så vendte høgen sig i luften, greb den lille fugl og styrtede den til jorden, som var den blot en dynge fjer. Det var et frygteligt syn. Den lille fugl lå mellem stenene under træet. Vingen brækket og den var næsten flået levende af nedslaget. Den lille kongefugl lå døende. Over sig i træet hørtes magens rædselsslagne skrig, indtil en knasende lyd bed skriget over til dødsens tavshed.
   Fuglen pudsede sine fjer i den gamle vismands hånd. Den slog et par prøvende slag med vingerne, der trods skævheden stadig kunne bære fuglen. Så fløj den op på hans hovedskal, hvor den med stolthed balancerede på sit ene ben.
   - Jeg fandt ham der mellem stenene. Rundt om ham lå redestumper og æggeskaller. Resterne af hans liv. Han var ikke død endnu, og længe puslede jeg om ham. Først ville han ikke tage føde til sig. Han sad i ensomhed og bare sad og sørgede over sin mage og sin skæbne. Han sang ikke. Pudsede ikke sine fjer og så ikke op mod himlen. Jeg rensede hans sår og gav ham nænsomt dråbe for dråbe af livgivende vand. Tyggede orme til ham som han modvilligt slugte. Indtil han langsomt genvandt kræfterne. Så begyndte han at bevæge sig. Første dag lærte han at se med sit gode øje, og vendte hovedet efter en bille som han tog... Anden dag lærte han at stå på sit ene gode ben og hoppede efter insekterne på jorden. Og jeg behøvede ikke længere tygge hans mad. Tredje dag ville han strække vingerne og flyve, men han faldt. Så sank han stille sammen og jeg tænkte at han aldrig ville kunne flyve igen. Men fjerde dag besluttede han sig. Han øvede og øvede. Hoppede frem på sit ene ben, strakte vingerne ud og forsøgte at få luft under dem, indtil han en dag løftede sig et par centimeter over jorden. Så styrtede han i en sky af fjer. Et helt år øvede han sig. Så en dag vågnede jeg, ved lyden af de smukkeste triller. Og der hang han. Som en lille ædelsten under himlen foran mine øjne og jublede. En sand konge. Vingerne der var skæve havde lært at flyve igen. Han svang sig jublende højere og højere op mod solen indtil han kun var en prik mod det blå. Så kom han atter tilbage og landede med stor sikkerhed på sin ene fod og et stolt tjirp.
   -Tjirp... svarede kongefuglen på vismandens hoved og strakte sine skæve vinger. I ét nu svang den sig atter op mod den blå himmel og jublede mod solen og livet.
   Lidt tid fulgte de to mænd fuglens dans på himmelen, så vendte den gamle sine øjne mod manden der havde søgt hans råd.
   - Fattigdom. Er at glemme at se rigdommen i det liv Gud har givet dig. Et usselt liv, er det du har, hvis du glemmer at se Guds gaver til dig.
   Gå nu tilbage til dit liv og fryd dig over det og over at du lever. Er din ene hånd hugget af, så glæde dig over at din anden hånd endnu sidder på din arm. Lad dine ører frydes ved lyden af stemmerne når folk om dig sladrer, for det betyder at du ikke er alene i denne verden. Når du arbejder og bliver træt i ryg og arme, så tak Gud fordi han lader dig tjene til dit brød og lader dig være til nytte for andre.
   Når du lærer at levet i glæde med det du har uden at begære andres rigdomme eller magt Når du lærer at udfylde det liv din Gud har givet dig. Så er du i sandhed den rigeste mand på jorden. Og kongefuglen vil juble over dig hver eneste dag resten af dit liv til sol går ned.
   Manden så tavst på den gamle olding med det lange skæg, der atter så ud over tinderne i det fjerne. Audiensen var forbi. Uden et ord vendte han sig og gik stille ned ad bjerget. Han kom aldrig igen.