Det er sorten nat. Dér kommer en lasepjaltet mor krammende en bylt, som er den revet ud af hendes hjerte. Et vanskabt barn.
   - Udlæg det i den store skov, bød manden hende.
   Men hun går en anden vej. Hun går ad vejen, der fører til hittehjemmet.
   Her tøver hun foran døren. Et barn sætter i gråd. En dør rives op. En gammel kælling hiver barnet ud af moderens favn. Døren smækker.
   En kilde springer op af jorden. En menneskeskæbne kastes ud i verden. Skæbnehjulet drejer.

Dér i halmen ligger hun, ligesom Jesusbarnet. Hun ligger i hjørnet af en gammel stald, spædbarnet med de røde øjne og den knoglehvide hud, vanskabningen.
   Men der er ingen Maria. Nej. Der er ingen mors varme bryst. Nej. Kun en sutteflaske, der er faldet ud af munden. Der er heller ingen Josef. Nej. Der er ingen dyb stemme. Kun fluerne, dette summende fluehelved, og skrigede fra de ni andre hittebørn.
   Jo, sandelig, det her er værre end Jesusbarnets krybbe, det her er det værste i hele verden, for det her er et hittehjem for spædbørn. Et sted man afleverer nyfødte, små menneskebørn, som deres rigtige mor og far ikke vil have. Er der mon overhovedet nogen, der vil have dem? Hittebørnenes eneste håb er, at nogle fremmede mennesker vil købe dem for en håndøre, inden de dør af vanrøgt og bliver kastet for hundene

Halløjsa, der kommer måske den viise mand, sådan én som besøgte Jesusbarnet i krybben! Ja, han er rigtignok gammel med hvidt hår og skæg, men er han også god og viis? Uha nej, han ser vederstyggelig ud med sit troldefjæs, rynket og snavset. Kan det være selveste djævelen? Øjnene ligner to hugorme parat til at bide. Munden ligner flaben på en sulten ulv med savl løbende ned i det lange skæg. Og SE hvor det lyser ud af hans mund! En hel guldbutik. Og penge, masser af penge, bærer han i en halskæde, viklet ti gange rundt om halsen. Og SE næsen, sikken et snudeskaft. Blårød og så lang, at der kan sidde en fugl på spidsen og kvidre.
   Manden er selveste Lille Far. Han står og vifter fluer væk. Så får han øje på den hvide pige og stikker sit væmmelige ansigt ned, så fluerne flyver forskrækket bort.

- Hende den blege med djævleøjnene, siger Lille Far og peger med sin pisk på vanskabningen, - hende kommer du til at kaste for hundene. Hende vil kun Fanden ha'.
   Hittemor svarer med et lumskt glimt i øjet:
   - Piger er altid mere værd end drenge, men hende, den lille maddike, kan du få gratis, ja, jeg skal selv pakke hende ind i avispapir.
   Lille Far kikker nærmere på pigen. Hun er ganske hvid undtagen øjnene, som skræmmer ham. De er røde som på en hvid rotte. Sådan er hun født. Hun er en hvidfødning.
   - Hvis du stikker de djævleøjne ud på hende, så sætter jeg et par glasøjne i, når hun bliver gammel nok til mænd. Så render hun heller ingen vegne.
   Hittemor svarer: - Vist ej, det må min mand gøre, når han kommer hjem fra havet.
   - Skidt, så pak rottetøsen ind i en fart. Jeg har travlt.

Lille Far bor alene i udkanten af en by med fireogtyve hittebørn, alle ens klædt i en kulsæk med tre huller og en snor om livet. Den kradser mod den sarte barnehud.
   - Vær I glade for tøjet kradser, så mærker I ikke jeres forbistrede utøj, siger Lille Far og kløer sig på maven, så lopperne springer for livet.
   De bliver opdraget til at tigge og stjæle, og når pigerne er gamle nok, så bliver de sendt i skøgehus. Lille Far går altid med pisk, og han har tre blodhunde til at opsnuse et hittebarn, der er stukket af. Alle blodhundene har en barnesko eller to i halsbåndet.

Børnene bliver sendt i byen tidlig om morgenen, og når de kommer hjem til aftensmaden, skal de først tømme lommerne for alt, hvad de har tigget og stjålet. Fanden tager som bekendt den sidste, men Lille Far tager de seks sidste – de seks, der har mindst i lommerne. Deres aftensmad består af vand og brød og syv stykker stribet flæsk - det sidste med Lille Fars pisk.

Rottetøsen er et tossegodt barn, altid så kærlig og glad, og dyrene flokkes om hende. Og som hun kan tigge! Hun er den allerdygtigste, for hun tigger med hjertet, ikke efter penge, men efter kærlighed. Hånd i hånd går hun med en anden pige og spejder efter de fine herrer med høj hat.
   - Nådige herre, siger hun og lægger sig på knæ med fremstrakt hånd. Når herren prøver at gå uden om hende, så falder den anden pige også på knæ, griber om herrens ene ben og siger:
   - Nådige herre, Rottetøsen får pisk, hvis hun kommer hjem uden en skilling. Se selv!
   Og så trækker hun Rottetøsens sækkekjole op bagi. Herren kan ikke tro sine øjne, når han ser den knoglehvide pigehud rødstribet i alle retninger. Og han lægger en skilling i den hvide hånd og forsvinder skyndsomst. Mønten får den anden pige, mens Rottepigen tager nådigherrens gave til sit hjerte, og forestiller sig, han er hendes far.
   Allerede midt på dagen har de penge nok. Pigerne deler dem og går hver til sit. Rottetøsen søger altid ind i skoven for at være nær ved dyrene og tage ved lære af dem.
   I søen ser hun, hvordan hundestejle-hannen æder sine unger. Den kalder hun Lille Far. Så er der andemor, der svømmer så stolt afsted med sine pippende ællinger. Åh, tænk at have en mor! Så er der de unge solsorte, der cirkler om hende og sætter sig på hendes hoved og skuldre. Dem har hun opfodret med regnorme, dengang katten havde taget forældrene. På tæer, helt tæt på havde hun set ned i gabet på de sultne unger. 'Nu er I også hittebørn uden far og mor', fortalte hun dem, og så skyndte hun sig at grave efter regnorme. Alt det har de andre fugle og dyr set i smug, og derfor får hun så mange dyrevenner, som hun færdes frit iblandt. Der er både hjorte, vildsvin, ræve, jordegern og så de mange fugle. Men altid, når solen står i sydvest, så må hun hjem, ellers kommer Lille Far med sine blodhunde

Der er altid nogen af børnene, der ikke har fået ret mange skillinger, og de beder så mindeligt Rottetøsen om hjælp. Og således ender det altid med, at hun selv ingen penge har og må nøjes med vand, brød og stribet flæsk. Men heldigvis kommer der altid nogen af børnene med lidt aftensmad til hende, og så glemmer hun alt det onde, og rager alle de dejlige smil og søde ord ned i sin skattekiste. Hvor føler hun sig rig! Derfor holder børnene så meget af hende, og hvor bliver hun glad den dag, de kalder hende Hvidlille.

Hittebørnene sover i stalden sammen med tre svin og Lille Fars hest. Fluer og utøj har de vænnet sig til, men Lille Fars mærkelige skrigeri midt om natten, det er rigtigt uhyggeligt, især for de små. Det er ikke en hylen som de sulte ulve. Det lyder som når en stor dreng skriger, fordi Lille Far har sneget sig ind på ham bagfra, grebet ham i håret og tvunget ham i jorden og så overdænget ham med spark og pisk. Drengens "Slip mig, slip mig, jeg ikke gjort noget", efterfulgt af hyl ligesom grisens dødsskrig, når den bliver slagtet, sådan lyder det nede fra Lille Fars hus. Nat efter nat, år efter år.
   Børnene hører ordene "Forsvind fra mit hus" og "Vig fra mig din satan". Så kommer et langtrukkent, hæsligt og vedholdende hyl, og så igen noget med djævelen: "Forsvind din djævel, ned i Helvedet med dig".
   Det står længe på, ligeså længe som et tordenvejr. Så hører de Lille Far forlade sit hus og lidt senere smækker døren igen, og så bliver alt fuldstændigt roligt. Nogle siger, han løber ned til søen og tilbage igen. Jo, det er meget mærkeligt.
   De små synes, det er ligeså uhyggeligt, som når de selv har mareridt, mens de store drenge griner og siger, at det har han rigtigt godt af.
   Næste dag er Lille Far træt og medgørlig, så lidt godt er der da ved, at djævelen hjemsøger Lille Far næsten hver anden nat.

Efter sådan en nat sidder Lille Far og fisker lige til børnene kommer hjem. Lille Far kan ikke nøjes med grød om morgenen og kartofler med sovs om aftenen, derfor fisker og jager han. Men han har også en særlig grund til at fiske i sin sø. Når han skærer fisken op, så finder han ofte en mønt i fiskens bug.
   - Se unger, endnu en lykkemønt fra en fisk fanget i vor sø. Derfor skal søen hedde Held & Lykke-søen, og fremover må ingen børn sætte så meget som en storetå i søen og forstyrre fiskene.
   Siden Lille Far sagde det, har han samlet mønterne i sin lykkekæde. Med årene er den blvet så lang, at den må snos over ti gange rundt om hans hals. Lille Far både går og sover i sin lykkekæde.
   - Hør engang I store knægte. Hvis I skulle finde på at komme en nat og slå mig ihjel, så sørg for, at jeg ikke har min lykkekæde på. Dem, der har forsøgt, har blodhundene æd.
   Og det var sandt. Men hvorfor fiskene i Held & Lykke-søen indeholdt alle de mønter, det er en stor gåde, som hittebørnene aldrig kan blive trætte af at snakke om.

Da Hvidlille kommer i skolealderen, så får hun besked på at stjæle, men det kan hun slet ikke. Lille Far bliver gal og giver hende dobbelt med pisken. En dag bliver det for meget for den hvide pige, og hun flygter ud i skoven.

Lille Far sender bud efter en krybskytte og siger:
   - Rottetøsen har jeg fodret nok på. Nu kan hun betale tilbage som aftensmad for hundene. Bagefter skal du bringe mig hendes ene sko, og du skal få dine ti sølvskillinger.
   Lille Far lader sine blodhunde lugte til det halm, hun sover i og afsted går det i den store skov med krybskytten trukket af de vilde hunde. Hittebørnene hører længe skovens ekko fra den hidsige hundeglam, og de ryster og græder for den stakkels Hvidlille.
   Efter flere timer giver blodhundene tegn til, at de har fundet hende. Alle tre blodhunde står med snuden i jorden på det samme sted og knurrer. Krybskytten ser en lille pigesko. Underligt, at hun ikke har mærket, at skoen er faldet af, tænker han. Men så opdager han hjortespor. Også bagud, hvor han kommer fra. Så må hun være redet på en hjort og allerede langt væk. Men hvis jeg giver Lille Far hendes sko og fortæller ham, at blodhundene har spist hende, så får jeg mine ti skilling.
   - Blodhundene behøver du ikke at fodre, Lille Far, og her har du Rottetøsens sko.
   - Ti sølvskillinger skal du få, hvis hundene ikke bliver syge af djævleøjne-æden, siger Lillefar og hænger Hvidlilles sko i halsbåndet på en af blodhundene. Det ser hittebørnene og bliver både bange og meget kede af det.

Men det er der ingen grund til, for Hvidlille rider ganske rigtigt på en hjort fulgt af skovens mange dyr og fugle. Hun standser ved et hus, hvor en gammel hvidhåret mand sidder og hviler sig.
   - Hvem kommer til mit hus? lyder en venlig stemme.
   - Jeg hedder Hvidlille.
   - Jeg kan høre din dejlige pigestemme, men se kan jeg ikke. Jeg hedder Homér.
   - Må jeg overnatte i dit hus?
   - Så hjertens gerne. Vi blinde har så frygtelig brug for en seende. Jeg klipper mine får, karter deres uld og sælger det i byen, men det meste af min tid digter jeg historier. Hvor vil det være skønt at have nogen at fortælle dem til.
   - Historier, hvad er det? Er det når man lyver? spørger hvidfødningen.
   - Ja, sandt er det jo ikke, men løgn heller ikke. Det er noget midt imellem som kaldes eventyr. Prøv og hør et eventyr, hvor pigen er en søster til dig i eventyrenes verden.
   Og så begynder Homér at fortælle eventyret om Snehvide og de syv små dværge, og Hvidlille, hvis fantasi aldrig har fået andet at leve af end pisk og tugt, fyldes med en himmelsk fortryllelse. Hun glemmer helt sin knurrende mave, og da historien er færdig, spørger hun, om der findes andre historier. Og således falder hun i søvn midt i et eventyr, men da er månen oppe, og stjernehimlen smiler til den hvide pige.