Lyset trækker fjeldene hen imod mig,
de venter i rækker derude,
og jeg kender dem ikke endnu.
I dag kom jeg over det første,
men jeg husker aldrig nedturen,
fordi den ikke findes.
Jeg står stadig i lyset
efter angst og overvindelse
og sukker i mit jeg.
Krigenes skær er lysebrunt og gråt som i en tåge,
en sump som jeg stadig kan bevæge mig op af,
fordi den ikke bor hos mig endnu.
Når tankerne trækker ned,
spørger jeg mig selv om,
vi mennesker altid har elsket spænding,
for hvad er freden uden krigens ansigt,
og kampen uden afmagt.
Den store leder abe står i min dør med et gevær
og peger mod mit hjerte,
mens han siger: Ned i øjenhøjde,
hvem holder du så med ?
Mine fjelde er fulde af angst endnu,
de tigger mig stadig i afmagt,
men de ved godt,
at jeg går derhen,
så mildheden starter,
når opturen begynder,
og så er der kun fælderne tilbage.
Een, jeg klarer to,
og måske også tre
som en snare at få foden ned i
en ny smerte,
før jeg når mig selv.