Da jeg fik myrefarmen af min bedstefar, kendte jeg allerede Lille Jens Grublegod og et par andre grufler. Jeg lærte dog aldrig navnene på dem alle, for Lille Jens Grublegod fik sig en familie på præcis 12.817 grufler - og selv om det faktisk er en ret lille gruffelfamilie, er det temmelig mange navne at lære. Men hans mage - eller kone som vi mennesker kalder det - lærte jeg hurtigt at kende. Hun er en rigtig sød og rar hungruffel, som hedder Ina Gyldengib. Og nu skal I høre historien om hvordan de to mødte hinanden.

Da Lille Jens Grublegod blev berømt som den første gruffel der var kommet over jorden, var der mange andre grufler som var meget interesseret i, hvad han havde set. Han kom endda i Muleposten, som er avisen i Gamle Mulebo. Han blev bedt om at beskrive den mærkelige, grønne, vrøvlende fætter, og også frøen Kvæk, så avisens tegner kunne lave et billede af dem.

De fandt også ud af, at den store ting, der havde bevæget sig mod Jens Grublegod måtte have været fra et eller andet meget stort landdyr, men da ingen andre grufler har været deroppe, kunne ingen sige præcis hvad det var. Jeg kan imidlertid fortælle Jer, at det han ikke kunne se dernede fra jorden da det skete, var at den store ting faktisk var en fod fra et menneske, der jo ikke vidste at Lille Jens Grublegod sad der. Men nu skal jeg nok holde mig til historien.

Han sad altså på avisen og fortalte om sine oplevelser, og skulle derefter snakke med en tegner på Muleposten, så andre grufler kunne se de dyr der nu er heroppe på jorden. Og den tegner, som skulle tegne frøen og den anden grønne fyr, var en på det tidspunkt ikke ret gammel pigegruffel, med store blanke øjne, og lyse rottehaler med en lille rød sløjfe om. Hvis ikke man har set en gruffel før, kunne man næsten tro, at hun lignede en lille nissepige - hvis altså ikke man er menneske, for så ville man jo bare se en myre. Nå, men jeg snakker vidst uden om igen.

Hun var god til at tegne, hun fik tegnet begge dyrene præcis som de så ud i første forsøg, og det imponerede Lille Jens Grublegod, som næsten ikke engang kunne tegne en rød streg uden at den alligevel blev grøn. Men det, han først lagde mærke til ved Ina Gyldengib var, at hun næsten var ligeså lille som ham selv. Hun har senere fortalt ham, at det også var det første hun bed mærke i ved ham.

I hvert fald bestemte Lille Jens Grublegod sig for, efter at have set hende den ene gang, at snakke lidt mere med Ina Gyldengib. Så da avisen med artikel, billeder og det hele udkom, gik han igen op på avisen, for at snakke lidt med hende. Når han gjorde det den dag, var det fordi at så kunne han gøre det under påskud af, at han ville fortælle hende hvor godt det så ud på tryk. Hun sad med sin tegneblok da han kom, på en stol af meget fint bænkebiderskjold.

- Hej igen! Sagde lille Jens Grublegod muntert, da han så hende. Hun så op, og stak i et stort hvidt smil, da hun så ham.
   - Jamen hej igen, hvad bringer dig så her hen i dag?
   - Jeg ville egentlig bare sige dig, at hvis jeg kunne lide tegningerne i går, så elsker jeg dem simpelthen nu, hvor de er i avisen. Du er altså bare så god til at tegne! Ina Gyldengib rødmede helt, hun var ikke vant til at få så meget ros for sine tegninger.
   - Tak, Jens Grublegod, sagde hun bare - men det gjorde lille Jens Grublegod meget glad, at hun sagde lige netop det - eller rettere, det hun ikke sagde.
   - Du.. Du sagde bare Jens Grublegod, sagde han glad. Du sagde ikke "lille".
   - Jamen, jeg er jo ikke større end du er, så kan jeg jo ikke rigtig tillade mig at kalde dig lille, vel? Sagde Ina Gyldengib, som om det da var det mest indlysende i verden.

Men det var det ikke for lille Jens Grublegod, som var blevet kaldt "Lille" foran alt det andet hele sit liv, han havde ikke tænkt på at det var fordi alle andre var større end ham selv.

Og sådan mødte Jens Grublegod (som jeg vil kalde ham fra nu af, uden "lille") og Ina Gyldengib hinanden. De var selvfølgelig ikke store nok til at blive mager, og det tænkte de da slet ikke på heller. Men Jens Grublegod var den lykkeligste gruffel i Gamle Mulebo - han havde fået sig en ven! Ina Gyldengib havde det på samme måde, da hun jo heller ikke var ret stor, og selv om hun arbejdede på Muleposten, havde hun heller ikke haft særlig mange venner før hun mødte Jens Grublegod.

Nu var der så lige det ved det, at Ina Gyldengibs far (altså far Gyldengib), ejeren af Muleposten, ikke brød sig om, at hans lille datter legede alt for meget - heller ikke selvom det var med den mest kendte person i hele Gamle Mulebo. For når Ina Gyldengib legede med Jens Grublegod, glemte hun at komme på arbejde, så nogen gange måtte avisen udkomme uden billeder i!

Jeg ved ikke om du ved det her, men grufler er helt vilde med billeder og tegninger, så hvis avisen ikke havde det, var der ikke ret mange grufler der gad købe den. Så da avisen for tredje gang på en uge måtte i trykken uden billeder, sagde far Gyldengib til sin datter, at hun ikke måtte lege mere med Jens Grublegod, hvis hun ikke kunne passe sit arbejde. Det var så strengt et forbud, at Ina Gyldengib ikke engang kunne fortælle Jens Grublegod, at hun ikke måtte være sammen med ham mere.

Derfor stod Jens Grublegod hver eneste dag i en uge uden for avisen og ventede på sin nye veninde, uden at se noget til hende. Han forstod ikke, hvorfor Ina Gyldengib ikke ville lege med ham, og begyndte efter en uges venten at tro, at han måske havde gjort noget galt. Han vidste bare ikke hvad, og han var ikke sikker på, at han turde gå ind og spørge hende om det. Så han holdt op med at komme og vente på hende, hun måtte komme til ham, hvis han skulle gøre noget om!

Og sådan skete det, at Jens Grublegod og Ina Gyldengib ikke så hinanden i næsten 10 år - eller, det sagde Jens Grublegod i hvert fald til mig, jeg ved ikke hvordan gruflers år er i forhold til menneskers.

Jens Grublegod glemte næsten sin gamle legekammerat - men også kun næsten, for han savnede jo igen nogen venner at være sammen med. Men han havde efterhånden glemt, hvad hun hed, hvordan hun så ud, gik og talte. Der var dog en ting, Jens Grublegod ikke kunne glemme, og det var Ina Gyldengibs latter - han hørte den i sine drømme. I lang tid, kunne han ikke huske, hvor han havde hørt den. Men så skete der en dag noget meget vigtigt for denne historie.

Det er nemlig sådan, at Gamle Mulebo blev "Rengjort" ca. hver 11. år, og her 10 år efter at Ina Gyldengib havde fået sit forbud, kom dagen hvor Jens Grublegod hjalp sin mor med at rydde op i deres del af muleboet. Og der, under sin tænke-grannål, fandt han et gammelt nummer af Muleposten - faktisk selv samme nummer af avisen, som han selv var i, lige da han kom ned oppe fra jorden.

Og på forsiden af den så han de tegninger, Ina Gyldengib havde tegnet af de dyr han havde set - de tegninger han var blevet så imponeret over da hun tegnede dem. Og den dag, bestemte han sig til at besøge Ina Gyldengib for første gang i 10 (gruffel)år.

Hun var blevet lidt mere voksenagtig end hun var sidst de havde set hinanden, men han kendte hende alligevel igen, for da han så hende stod hun og lo af et eller andet - og selv om hendes latter var blevet lidt mere rusten i det, huskede han med et, hvor den latter han havde drømt om så længe kom fra. Han gik hen til hende, og sagde ganske enkelt:

- Hej, Ina Gyldengib! Hun så op, men hun genkendte ham ikke lige først.
   - Hej, du. Hvad vil du mig? Spurgte hun. Jens Grublegod blev ikke sur, han havde jo først lige husket hende. Han holdt den gamle avis op for hende, og pludselig huskede hun.
   - Åh, det er jo.. Ih, hvor er det længe siden!
   - Ja, svarede Jens Grublegod, og så fulgte en snak der er længere end jeg kan skrive på et par sider. Men jeg kan da lige kort fortælle hvad de snakkede om.

Jens Grublegod spurgte hende naturligvis hvorfor hun pludselig ikke havde villet lege med ham mere, da de var mindre, og hun forklarede ham det hele. Så skulle de jo begge hver især fortælle om, hvad der var sket i den tid, de ikke havde set hinanden. Jens Grublegod blev meget vred på far Gyldengib for kun at tænke på sin avis. Ina Gyldengib var ikke mere end 7 (gruffel)år, da hun blev ansat som tegner på Muleposten, og han havde holdt hende fra at få en legekammerat.

Ina Gyldengib var ikke sur på far Gyldengib, da hun holdt rigtig meget af at tegne. Men selv om hun nød at arbejde for Muleposten, var hun da blevet meget ked af det, da hun havde fået at vide at hun ikke måtte lege med Jens Grublegod mere. Nu var far Gyldengib død, og Ina Gyldengib var blevet den nye ejer af Muleposten.

Alt dette og meget mere, sad Jens Grublegod og Ina Gyldengib og snakkede om. Og for at sikre sig, at de kunne forblive venner, blev de ca en måned efter slået sammen og kunne nu kalde sig mager.
   Dette skete lige før at begge Jens Grublegods forældre også døde, og han blev bestyrer af Gamle Mulebo.

Selv om det nu er mange flere år siden, lever både Ina og Jens Grublegod sammen som mager, og de har siden skabt sig en familie på 12.817 grufler, og så vidt jeg ved, er Ina Gyldengib med æg, så mon ikke der bliver lagt en 5000 grufler til om ikke så længe?

Nå ja, for resten. Hvis det skulle have nogen interesse, så har Jens Grublegod givet mig den omtalte artikel, og jeg har fået lov til at skrive den af, selv om det jo er ret svært. Jeg måtte bruge en meget stor lup for at gøre det. Men her er den altså:

Første gruffel På Jorden! Eksklusivt interview!

I går skrev den lille Jens Grublegod historie, da han kravlede op gennem Gamle Muleskud, og tilbragte mere end 3 timer oppe over jorden. Han er den første gruffel i Gamle Mulebos historie, som har gjort netop dette. Muleposten har fået æren af det første interview med den 8 år gamle Jens Grublegod.

Først og fremmest velkommen her, Lille Jens Grublegod.

- Tak.
   Fortæl mig om, hvordan du fik ideen at tage på din lille opdagelsesrejse.
   - Jo, jeg leger ikke så meget med de andre grufler, fordi jeg er så lille at de ikke kan se mig, tror jeg. Og så sidder jeg i stedet for på den grannål derovre (peger), og tænker lidt over forskellige ting. Og i går sad jeg jo så altså og tænkte på, hvad der var oppe over loftet. Jeg har spurgt andre om det før, men der er ikke rigtig nogen der har vidst det. Og så, var det at jeg tænkte, at så måtte jeg jo tage derop og finde ud af det ikk?
   Nå, jamen det lyder jo rigtig spændende. Hvordan kom du så derop?
   - Jeg tog regnormebussen til Gamle Muleskud, og så klatrede jeg op. Men det synes jeg nu ikke at var så sjov. Der var jo ret langt op, så da jeg kom op..
   Ja, det er jo det, det hele handler om. Hvad skete da du kom op?
   - Altså, da jeg kom op var jeg rigtig træt, fordi jeg havde klatret så langt. Så jeg fandt et blad, og så ville jeg lægge mig og hvile mig. Og så mødte jeg altså..
   Så mødte du det første dyr?
   - Ja, det gjorde jeg. Men..
   Hvordan så det dyr ud?
   - Altså, han var meget stor, og så var han grøn. Han havde så lange ben at han måtte bøje dem for at de ikke ville være for lange til ham. Og så strøg han benene mod hinanden og lavede sådan en mærkelig lyd. Først blev jeg bange for ham, og spurgte hvad han var. Men han sagde bare en hel masse vrøvl meget hurtigt og hoppede sin vej. Jeg syntes han var meget mærkelig.
   Det lyder utrolig mærkeligt, ja. Mødte du andre dyr deroppe?
   - Ja, jeg mødte en anden grøn fyr, som var meget slimet, og han havde meget store, blanke øjne. Han sagde at han hed Kvæk, og at han var noget der hedder en frø. Men han ville ikke snakke med mig, for han troede jeg var en myre. Jeg ved ikke hvad en myre er, men jeg sagde til ham, at jeg var en gruffel. Han troede vist ikke på mig, for han hoppede sin vej. Og så var det, at jeg nær var blevet mast flad.
   Ja, hvad var det der skete?
   - Jamen jeg satte mig ned, og så blev der pludselig mørkt der hvor jeg sad, og så kom der altså noget meget stort oppe fra luften, som var på vej lige imod mig! Så hoppede jeg heldigvis ned igennem jorden, ellers var jeg nok blevet mast flad.
   Ja, det var da heldigt. Tak for din historie!

Som I kan læse, har lille Jens Grublegod været ude for meget på de par timer han har tilbragt deroppe. Det er en meget farlig verden, hvem ved, hvilke rædsler der ellers kunne være deroppe? Muleposten vil strengt anbefale dem, der måske vil følge lille Jens Grublegods eksempel at snakke med ham om det først, så man er forberedt på, hvad der kunne ske. Men i hvert fald, er lille Jens Grublegod en gruffel med krummer i! Og Gamle Mulebo kan nu prale over, at huse den første gruffel på jorden!