Rummet var enormt. Der hang ikke kunst på væggene og der stod ingen planter. Faktisk var der aldeles tomt i rummet på nær to møbler. Det ene møbel var et lavt og ydmygt skrivebord hvorpå der kun lå en lang sort fjerpen og stod et sort glas med blæk. Det andet møbel var derimod stort og prangende. Det var en trone støbt af det fineste guld udsmykket med juveler og diamanter i tusinde farver. Tronen havde to puder: En til at sidde på og en til at sidde op af. Begge puder var lavet med de blødeste fjer, og syet sammen med det blødeste og mest værdifulde røde stof der fandtes i hele riget.

På tronen sad en stor og bredskuldret frø i et meget fint sort jakkesæt og tronede sig. Han havde en ring af guld på hver af sine otte fingre, og en guldmonokel der sad foran hans venstre øje. Foran sin hals havde han udsmykket sit jakkesæt ved at iføre sig en butterfly i rød der havde et lige så bredt omfang som hans egen enorme grønne dobbelthage.
   Den store frø kiggede utilfreds ud i rummets store ingenting, og hen på den store dobbeltdør der førte derind. Han slikkede sig irriteret om munden og knep øjnene lidt ekstra sammen. Han ventede dårlige nyheder, og han hadede dårlige nyheder. Den store dobbeltdør gik op og ind hoppede en frisk orange springfrø. Den havde en hel bunke af skriftrullet under sin ene arm, og disse smed den forsigtigt på skrivebordet hvorefter den bukkede ærbødigt for kongen.
   "Rapporten over tænkerne er færdig ærede Kong Jables!"
   Kongen kiggede utilfreds ned mod papirerne, men tog den ene af sine guldringe af og kastede den hen til den orange springfrø. Springfrøen sprang op og greb ringen med en tilfreds mine, og bukkede så igen, hvorefter den hoppede ud af rummet i tre lange spring.

Kong Jables sad på den måde alene tilbage i rummet igen. Han slikkede sig igen hurtigt irriteret om munden og pustede sin dobbelthage op for at kunne udstøde et ordentligt suk øjeblikket efter. Han piftede så på sin oplæser, og sekundet efter hoppede en lille grålig frø ind med forsigtige små hop der hver gav en nervøs genlyd over hele lokalet. Den lille grå frø kom hen til skrivebordet og bukkede ydmygt for kongen. Kongen ænsede ikke bukket, men udstødte blot ordet: "LÆS!" Mens han faretruende pegede på den store bunke skriftruller.
   Den lille grå frø pakkede nervøst den første skriftrulle ud og startede med at læse overskriften. Dens stemme var en tynd, nasal og nervøs piven der undslap dens læber:
   "Tænkerne..."
   "NEJ, NEEEJ!" Råbte Kong Jables. "Det duer ikke at kalde dem tænkerne. Det lyder som noget positivt. Kald dem afvigere eller syge eller sådan noget!"

Den lille grå frø stregede straks overskriften over med den sorte fjerpen der før lå på bordet. Den kradsede så lidt noter ned og begyndte så igen at læse:
   "Afvigerne ligner desværre os andre, og man ved ikke hvem det er før det er for sent. De er en belastning for vor herlige samfund idet de stiller spørgsmål ved almægtige ord og sætter tankespind og kaos i gang i andres hoveder."
   Den lille frø stoppede forsigtigt sin lille monolog mens den kiggede op på Kong Jables der sad og tyggede tænksomt på sin egen underlæbe.
   "Ja, dem må vi jo have afskaffet," sagde han, "hvordan fanger man dem når man ikke ved hvem det er?"
   Den lille grå frø begyndte febrilsk at bladre igennem de forskellige skriftruller for ar finde ud af hvad den skulle svare. Kong Jables ventede utålmodigt imens han tappede sine fingre mod guldtronens armlæn. Endelig kiggede den lille frø igen op, og sagde med en nu ikke kun nervøs, men også forvirret stemme:

"De vil hverken have guld eller diamanter, ej heller titler eller festmåltider. Det eneste de er interesseret i er at sprede deres tanker."
   Kong Jables kløede sig i sit store hoved og tog den ene hånd under hagen som for at tænke. Han tænkte så det knagede i en rum tid, men lyste så pludselig op i et smil.
   "Vi får dem til at tro at de kan få lov at sprede deres tanker!" Sagde han med en ond kvækkende stemme.

Ugen efter havde plakater hængt over hele landet. Skriften derpå lød:

Stor skrivekonkurrence! Hvis du kan skive noget om noget der ikke er, kan du nu blive belønnet. Den mest fabelagtige fortæller vil få alle de skriftruller han/hun ønsker, og ville få hjælp til at få disse delt ud med hans/hendes tanker efterfølgende. Hvis du er interesseret så foregår konkurrencen i Kong Jables slotsgård på dagen hvor dag og nat er lige lange.

Hundredvis mødte de op på dagen - Tænkerne - de vandrede glade og sludrende ind på Kong Jables slotsplads i håb om at vinde konkurrencen. Slotspladsen var kæmpestor, og oftest tom udover de mange vagter der stod rundt langs alle murene. Det gjorde de også nu. Høje ranke frøer i blide grønne farver med hårde blik og lange spyd. Deres uniform var spundet af lilla silke og deres enorme skuldrepuder fik dem til at se ud som om at de alle var lige brede. Den eneste vej ind og ud af slotsgården var den store hængebro som straks blev hejset op efter de sidste tænkere var gået ind. Tænkerne ænsede dog ikke dette, men fortsatte glade videre ind i slotsgården som var blevet dekoreret med massevis af små skrivepulte, der alle havde hver sin fjerpen, hvert sit blækhus og hver sin lille stol.

Imens alle tænkerne satte sig på deres pladser stod Kong Jables og kiggede ned på dem fra et vindue i sin store sal. Han smilede selvtilfreds over sin egen geniale plan og grinede igen sin onde, kvækkende latter. Han gav så et tegn med den ene hånd til en af vagterne, og netop som tænkerne havde sat sig, så rettede hver og en af de bleggrønne vagter deres spyd imod dem mens de gik faretruende tæt på dem. Kong Jables gik glad væk fra vinduet og prøvede endda at hoppe lidt, men han kunne ikke løfte sit eget tunge korpus. Han pustede i stedet sin dobbelthage op for at vise sin egen stolthed over hans succes. Den lille grå og usikre frø gav ham en enmandsapplaus, men dens blik fangede så noget uden for vinduet.

"Der sker noget mærkeligt ærede Kong Jables," sagde den forvirret og pegede ud af vinduet.
   Kong Jables gav et fornærmet smask fra sig og trampede hen til vinduet igen, og der uden for vinduet havde vagterne lagt deres våben, og Tænkerne stod og snakkede til dem. Vagterne nikkede alle tænksomt, og fem vagter samlede deres våben op og gik indenfor i selve paladset. Kong Jables rynkede irriteret panden og sjokkede hen til sin trone som han netop nåede at sætte sig op på før de fem vagter trådte ind af den store dobbeltdør. De havde nogen beslutsomme blik, men så samtidig forvirret ud. De lagde deres våben ved døren og gik hen og bukkede for Kong Jables.
   "Vi synes ikke du behandler os ordentligt. Så vi vil have mere guld og længere titler!" Sagde den største og modigste af vagterne.

Kong Jables kiggede så overrasket på vagten at det gjorde helt ondt i øjnene. Så tog han sig til hovedet og kvækkede et dybt suk.
   "Ja, det kan godt være," sagde han, "men så får i mere guld og længere titler fra nu af, og kan i så ikke gå ned og skaffe de Afvigere af vejen. Og lad være at snakke med dem!"
   Vagter bukkede og gjorde honnør og samlede så deres våben op for at nu gå ned med fornyet mod. Kong Jables sjokkede også straks over til sit vindue for at kigge ned på hvad der nu skete.
   Vagterne kom ud igen, og alle vagter samlede deres våben op og begyndte med drabelige, svingende bevægelser at gå hen mod Tænkerne endnu engang. Kong Jables nåede lige at grine højt en enkelt gang før han så at vagterne endnu engang lagde deres våben og begyndte at lytte til Tænkerne. Kongen sukkede igen og slog sig irriteret for hovedet, og lod hånden køre langsomt ned af ansigtet. Han sjokkede så igen over til sin trone og fik forpustet sat sig. Kort tid efter brasede de fem vagter igen igennem dobbeltdøren og lagde deres våben ved indgangen. Den modigste og største af vagterne åbnede igen munden:
   "Vi vil ikke have en konge der ikke vil have os!"
   Kong Jables måbede,
   "Hvad?!"
   Vagten tog en dyb indånding og så ud som om han prøvede at huske noget ret kompliceret.

"Altså, det fordi at vi vagter og de dernede jo egentlig er det samme, så hvis du vil have dem væk vil du også have os væk."
   Kong Jables rystede på hovedet trods den begyndende migræne han havde fået af alle de problemer.
   "Jeg vil ikke af med jer, jeg vil af med de Afvigere der. Det er det bedste for os alle."
   Men vagten rystede blot stædigt på hovedet af kommentaren.
   "Det sagde de også du ville sige!" Vagten pegede bebrejdende på kongen, "men det er det samme at ville af med os som at ville af med dem!" - det havde Tænkerne nemlig sagt til dem.

Kong Jables slog sit baghoved ind i tronens ryglæn og tog sig til hovedet endnu en gang:
   "FINT! Så smid de åndssvage Afvigere i fangehullet i stedet!"
   Vagterne bukkede tilfredse og gik endnu engang ned med deres våben mens kongen prøvede at pleje sin hovedpine lidt. Han vidste nu at det havde været en dum idé at inviterer Tænkerne. Han skulle have jagtet dem personligt en for en og brændt dem på bål, men det var for sent nu. Nu måtte han få det bedste ud af det, og fangehullet var heller ikke helt dårligt.
   Kong Jables følte nu endelig han kunne slappe af, men der gik igen kun et øjeblik, så begyndte han at høre opstemte kampråb nede fra slotspladsen. Han fik igen slæbt sig igennem rummet og kiggede ud af sit vindue. Dernede på slotspladsen stod vagterne nu opstillet på rad og række mens Tænkerne talte med store ord og armbevægelser. Vagterne stemte i og hamrede enderne af deres spyd mod jorden mens de råbte heppende i kor hver gang Tænkerne havde lavet en pointe i deres tale. Kongen krøb med bange anelser hen på sin trone igen, og den lille grå frø skyndte sig at stikke af ud af døren.

Døren blev denne gang banket ind, og vagterne kom ikke kun fem, men femhundrede. De bar fakler, spyd og onde øjne. Kong Jables rystede bare helt forvirret og sørgmodigt på hovedet, og hans sidste røst blev til et spørgsmål:
   "Hvorfor?"
   Den stærkeste modigste vagt svarede ham før han kastede den første fakkel:
   "Ja, når vi skal tage dine beslutninger for dig, så kan vi også klare os uden dig!" Og så brølede vagten et højlydt: "FOR FRIHED!" Og faklerne haglede ned over den overraskede konge.

Mens tronsalen brændte hentede Tænkerne så alt det papir de kunne bære, sænkede hængebroen og forlod det brændende slot uden så meget som en skræmme på kroppen, og de levede lykkeligt til deres dages ende.