Første aften Hvidlille bliver fastspændt på den runde plade, og den bliver drejet rundt som et andet lykkehjul, føler hun det, som sit livs lykkeligste øjeblik.
   Deres store kærlighed er nu vis.
   - Hvis du vil, havde Knivprinsen spurgt, - så kan vi verdens-turnere som hvidfødninge-parret? – Jeg som den uægte, ganske vist.
   Hun ser frem til de hundrede-og-én knive fra Knivprinsens hvidhandskede hånd, som hans hundred-og-én kærlighedserklæringer til hende. Da den første kniv suser gennem luften, gyser hun af spænding, så følger braget, og da kastekniven står og vibrerer hårdt i træpladen, overgiver kroppen sig til en salig nydelse, mens der i sindet skyder en evighedsblomst op af den frosne barndomsjord.
   Stedet er en spillebule i et fremmed land. Spillebuler ligner overalt hinanden. Øldunst, råben og hujen, og penge, der sidder løst på lommen. Skæbnehjulet er en forestilling, man længe har set frem til. Den hvide prinsesse, der hvert øjeblik kan forvandles til en skrigende blodpøl, og klovnen i hvidt, hvis træfsikkkerhed – eller mangel på samme – man spiller på. Det er i særklasse mere attraktivt end de sædvanlige hane- og hundekampe. Og med i købet får man den finurlige Doktor John med klumpfod. Det er en lille mand med fipskæg, altid klædt i smoking og høj hat og altid storgrinende med guld i hele flaben. Doktor John står for væddemålene, alt med penge og alle løgnehistorierne.

Hvidlille kan ikke lide ham. Når han en sjælden gang ikke griner, så bliver hans øjne ondskabsfulde som Lille Fars. Pisk går han også med. Han er jo hestedomptør, og ikke doktor, som han kalder sig.
   - Slå dem på øjnene, siger han. - Jeg har fået hanløver til at hoppe på tungen, og storkefar til at flyve baglæns, men mit bedste nummer var, da jeg fik en slange til at sluge sig selv.
   - Det sidste er sandt nok, siger Knivprinsen, - du sultede den i to måneder, og så masede du halen ind i gabet på den.
   - Ja, og når halen sidder fast i svælgets modhager, kan den ikke lade være at sluge sig selv. Hver forestilling kostede en slange. Men til sidst var det ingen sensation, og det blev også for dyrt med alle de slanger.
   Hvidlille løber ud og kaster op. Lille Far og Doktor John er to af samme slags.

Hvidlille ser, at Knivprinsen kun har blik for hende. Doktor John betragter han som den nyttige onkel, der befrier dem for rejselivets mange besværligheder. Sammen rejser de over dale og bjerge fra den ene storby til den næste.
   Når de skrumler afsted i deres hestevogn, så holder Hvidlille af at sammenligne det kunstnerbillede af Knivprinsen, der hænger i vognen, med manden, der sidder ved hendes side. Billedet viser Knivprinsen som den klassiske hvide klovn, selvhøjtidelig og streng med en kastekniv i højre hånd parat til at blive slynget imod Skæbnehjulet, som ses i baggrunden.
   Men hvor smuk Knivprinsen i virkeligheden er, det ved kun Hvidlille. Mandig smuk af ydre med det faste blik, ørnenæsen og den muskuløse og smidige krop, og mandig smuk af indre: beslutsom, modig og med et hengivent hjerte. Men hans væsens higen efter det absolutte såvel kunstnerisk som på kærlighedens område gør, at han stiller de allerstørste krav til sig selv og sin elskede, og deraf udspringer hans største svaghed, en skæbnesvanger jalousi.

Altid søger hun hen til Knivprinsens højre side for at holde om den hånd, hvormed hun er skæbneforbundet. Hun må klemme den blidt, holde den ved sit bryst, lægge den i sit skød. Hånden er hverken kold eller varm, fin eller grov. Den er MAGISK. Den fylder hende med kraft og elektricitet, men samtidigt med ro og varme.
   Hun har tit studeret dens fingre, årer og linjer, men dens magi afslører sig ikke for øjet. Derimod for læberne, når hun kysser den eller for hendes legeme, når den kattelet smyger sig omkring og gør haneben.

Rigtigt haneben, gør den altid efter en forestilling, thi her fornyes deres kærlighed, flammer op i lidenskab og usigelig ømhed. Mens hun drejer fastspændt på skæbnehjulet er hendes blik i en uadskillelig pagt med Knivprinsens falkeøjne. De er hårde, skarpe og koncentrerede og samarbejder med kastehånden som en maskinel enhed. Men hun ved, at hans hjerte er ømt og hengivent. Og det er dette hjerte hun fæstner sin lid til, når kastekniven tordner gennem luften og rammer skiven som et lynnedslag. Fra dette øjeblik og hundrede knive frem befinder de sig som i ét, eviglangt lynnedslag, der svejser deres sjæle til én.

Rejselivet er en lykkelig tid. Hvert ord, de taler, er et kærtegn.
   - Se en fugl, min spurv, siger Knivprinsen og peger.
   - Med orm i næbbet til sine unger, mit pindsvin
   - Hvorfor pindsvin?
   - Ellers vil jeg kysse dig fra solen står op til den forsvinder i stjernerne og til den igen dukker op.
   - Så må pindsvinet kysse spurven.
   - Som herskabet behager, værsgo'!
   Hver time er dem dyrebar, for de ved, det med ét kan blive den sidste. Når som helst kan en dusørjæger dukke op bag det næste hushjørne. Derfor søger de ud i den frie natur.
   Tidligt om morgenen kører Doktor John dem ud i landskabet.
   - Nu kan I så kissemisse resten af dagen, siger han.
   Og alene med Knivprinsen smisker han: - Så kissemisser hun da ikke med andre som hende den rødhårede.
   Også til Hvidlille har han et ord: - Vogt dig, Hvidlille, min nevø er mere jaloux end godt er.
   Én dag bliver de sat af ved en bjergsø, den næste måske ved et kildeudspring. Knivprinsen starter med at gå på jagt med sine kasteknive og kommer hjem med harer og fugle, ja, selv større fisk kan han ramme i vandet. Hvidlille tænder bål og rister kødet. Det med kissemisseriet består i, at Hvidlille fortæller sine eventyr for sin prins, der hviler sit hoved så andagtsfuldt i hendes skød.
   Men det med jalousien er rigtigt nok.
   En dag spørger Knivprinsen, om hun måske har kysset andre.
   - Ja, min kære.
   - Var det før, du kendte mig?
   - Nej, slet ikke. Det er helt for nylig.
   - Hvordan kan du gøre det?
   - Jeg kunne ikke stå imod.
   - Sig mig hans navn, at jeg kan få SATISFACTION!
   - Det tillader jeg aldrig, aldrig, aldrig!
   - Sig navnet, Hvidlille, SIG NAVNET!
   Hun tager hans højre hånd og fører den til sine læber.
   - Den hånd, jeg nu kysser.

På deres evige flugt for usynlige dusørjægere besøger de Homér og skal optræde i en lokal smugkro. Før forestillingen finder Knivprinsen Doktor John i et skummelt baglokale i tæt samtale med en fin herre med rødligt hår. Stor er hans overraskelse, da han genkender denne som Rosettas ældste broder. Vil Doktor John kunne undgå at røbe noget? Det vil betyde døden med den store dusør, der er sat på hans hoved. Doktor John får øje på ham og humper imod ham på sin klumpfod.
   - Knivprinsen, siger han lavmælt, kom og hils på Rosettas bror, Henry. Du har intet at frygte.
   - Er dusøren trukket tilbage?
   - Det bliver den i morgen, siger han. Forstår du, Hvidlille er gået i forbøn for dig og betalt med det eneste som kvinder har, og som vi mænd ikke har. Forstår du? Det gør du sikkert, for du har jo selv søsat den galej. Taget alle de ture, du kan få, he-he, ligesom med hende, den røde galej, he-he. Sikken blodet flød, da du ramte hende i hjertet. Der er ikke meget blåt blod i den galej, altså hende den røde, og sådan er det sikkert også med den hvide galej, altså hvis du også skulle ramme hende i hjertet, forstår du? Folk skal jo helst ikke forstå, hvad vi snakker om, vel? Ellers kan de finde på narrestreger for den dusørs skyld, forstår du?
   - Hvor er Hvidlille?
   - For tre timer siden er hun oppe på Henrys værelse, måske er hun der endnu. Jeg spørger ham lige efter nøglen.
   Da de træder ind på værelset, er der ingen Hvidlille.
   - Fuglen er fløjet, men mon ikke den har efterladt nogle af sine fjer? siger Doktor John og vimser omkring.
   - Jo, her på sengetæppet. Sikken hastværk den fine Henry har haft. Masser af fjer. Se her!
   Doktor John holder et langt, hvidt hår op for øjnene af Knivprinsen.
   - Hvor må jeres kærlighed være stor, at hun vil grisse sådan for at redde dit liv.
   Knivprinsen har set tilstrækkeligt. Det blå sengetæppe er umiskendeligt brugt som elskovsrede, og de mange hvide hår fortæller historien så brutalt, at hans hjerte brister. Han løber ud af døren, men opfatter lige Doktor Johns råb:
   - Husk forestillingen i aften.

Indvendigt er Knivprinsen som et frådende hav og optræder søvngængeragtigt ved aftenens forestilling. Nonchalant kaster han den første kniv og rammer Hvidlille tæt ved venstre bryst. Det giver en flænge i siden af kroppen, og da Knivprinsen ser blodet, træder han hen til hende og hvisker halvhøjt:
   - Du er en mumie for mig.
   Og så løber han bort.
   Doktor John råber: - Stop kvindemorderen! Folk styrter efter ham med Rosettas broder i spidsen. Ophidselsen er så stor, at ingen kærer sig om den blødende Hvidlille på drejeskiven. Da de kommer tilbage ser hun, at Henry højtideligt overrækker et stort bundt pengesedler til Doktor John og derpå omfavner ham broderligt. Hvad dét betyder, skal hun snart erfare. Doktor John kaster uforvarent et blik på Hvidlille og opdager hendes forfærdede øjne. Han ser væk i et øjebliks skamfuldhed, men humper så uden tøven hen til skæbnehjulet og befrier Hvidlille for de remmer, hun er spændt op i samtidigt med, at munden løber på ham:
   - Min stakkels pige, som du bløder. Tak du mig for du stadig lever. Den første kniv ramte kun en håndsbredde fra dit hjerte. Den rødhårede Rosetta var ikke så heldig. Hun blev ramt lige midt i hjertet. Derfor måtte jeg standse Knivprinsen, så du ikke skulle blive hans næste offer. Jeg skød min egen nevø for din skyld.
   - Er knivprinsen død?, spørger Hvidlille.
   Doktor John gør korsets tegn. - Død med en kugle i brystet.