Jeg troede aldrig, jeg skulle se lyset igen. Mine dage og nætter var begrænset til grå toner, uigennemtrængeligt mørke og kolde kampesten, der altid føltes fugtige, når jeg lænede mig op ad dem. Efterhånden kunne jeg ikke mærke forskel på min krops temperatur og væggene; jeg havde været i fangekælderen for længe.
   Den dag skar en solstråle igennem den lille revne øverst i væggen og ramte muren. Det gyldne lys mindede mig om, at der er en verden derude, hvor dagen gryr, og solen tager fat, hvor mennesker mødes og taler sammen, og hvor fuglene efter solnedgang går til ro. Jeg stillede mig op ad væggen med hånden strakt op mod det hvælvede loft. Jeg strakte mig på tæer, så højt oppe jeg kunne, og der kunne jeg mærke den spirende varme mod min håndflade. Solskin. Jeg kunne næsten ikke trække vejret, strakt ud som jeg var, og det prikkede i mine fingre, men jeg blev stående og mærkede lyset tænde en lille flamme i mit indre.
   Jeg var der stadig. Jeg var ikke blevet til ingenting. Jeg havde været i fangekælderen i 8 måner efter min egen tidsregning. Min lille solstråle var tegn på, at foråret var på vej ude i verdenen, og jeg var stadig i live. Det var min brøde; jeg levede.
   Lord Beuron havde hørt rygterne om pigen, der lignede ham, så han sendte soldater afsted til landsbyen Fielding for at hente hende. Jeg var i færd med at fodre de små grise og soen, da jeg hørte flere heste galoppere og kaste jord op med hovene. De standsede ud for vores rækværk.
   "Det må næsten være hende," sagde en soldat bag sin hjelm og pegede på mig med lansen. Fire soldater steg af hestene. To kom hen til mig og greb mig i armene. Spanden med mad faldt på jorden og smågrisene hvinede omkring for at opsnappe resterne. De to andre soldater gik ind til min mor i huset. Jeg hørte hendes skarpe stemme og en lussing, der rungede. Møbler blev væltet, og keramik ramte gulvet og gik itu. Min mor skreg igen, da hun blev trukket udenfor.
   "Sørg for, at hun ikke løber med flere rygter," sagde den forreste soldat med en prydfjer på sin hjelm.
   De to soldater tvang mig ned på knæ og holdt mig under hagen, så jeg var tvunget til at se på min mor. Jeg husker knap, om jeg skreg eller græd. Det hele skete så hurtigt. En soldat trak sin kniv frem og sloges med min mor. Hendes hyl var primitivt og boblede i en kaskade af blod, der vældede ud af hendes mund. Soldaten holdt en blodig hånd op i vejret og smed en lap ind til grisene. Der gik et øjeblik før det gik op for mig, at det var hendes tunge.
   Soldaterne grinede og kom med tilråb. Jeg fik en sæk over hovedet, og mine hænder blev bundet bag min ryg. Barske hænder smed mig over en hesteryg og bandt mine ben sammen og surrede mig fast til hesten, som var jeg en handelsvare. Hestene satte retning mod, hvor de kom fra, og jeg forlod min mor og mit hjem i Fielding.
   Da hestehovene ramte træbroen over voldgraven i fuld galop, var det blevet mørkt. Den skarpe lyd vækkede mig fra stedet mellem stærk smerte og bevidstløshed. Hele dagen havde jeg ligget i sammen position over en hesteryg. Hvert skridt hesten tog, slog mig i brystkassen. Jeg kunne ikke få vejret.
   "Hun kan jo ikke stå på benene," udbrød soldaten, der trak mig ned af hesten. Han og en anden soldat greb mig i hver arm og slæbte mig afsted mellem sig. De dumpede mig på en briks og løsnede mine hænder. Jeg kunne ikke røre mig for smerter. Senerne i mine skuldre skreg; det samme gjorde mine ribben, min brystkasse og mine lår. Det gjorde ondt at trække vejret. En skål med grød blev stillet ved siden af mig sammen med en kop vand. Jeg prøvede at sætte mig op, men smerterne i mine ribben var for stærke. I stedet dryppede jeg fingrene i grøden og bragte dem op til munden.
   Det øjeblik jeg smagte den lunkne grød, vældede dagens oplevelser op i mig. Jeg kunne ikke hulke eller give lyd på grund af smerter, men græd og skreg lydløst i min elendighed og fortvivlelse.
   Næste dag kom soldaterne igen. Soldaten med prydfjeren i hjelmen blev stående ude i korridoren, mens to menige soldater hev mig op fra briksen og førte mig afsted. Jeg vidste ikke, hvor vi var på vej hen. Jeg burde måske have givet udtryk for min angst og strittet imod, men jeg var betaget af det bygningsværk, jeg hårdhændet blev ført igennem. Jeg havde åbenbart overnattet i en sovebarak i nærhed af staldene. Der duftede af halm og hest. Jeg blev ført over en gård og ind i en ny bygning af store kæmpesten, gennem en korridor og en anden korridor, forbi døre bevogtet af soldater til nye korridorer, bredere end de foregående. Jeg havde aldrig været i et så labyrintisk og storslåede bygningsværk.
   I en bred korridor kom der tre kvinder svansende imod os. Den ene var tydeligvis finere end de andre. Hendes kjole var lavet af stof, der changerede i lyset med påsyede perler. Hendes hår var sat op i en indviklet frisure. Rundt om hendes hals var store smykker og en lang perlekæde, som hun svingede rundt om en pegefinger. De to, der fulgte efter hende, var mere beskedne klædt med kulørte kjoler med fine broderede forstykker. Deres kvidrende samtale standsede brat, da de så soldaterne og mig.
   "Øjnene mod gulvet," befalede soldaten med prydfjeren mig, inden han gjorde honnør mod kvinder. Den fineste kvitterede med et nik. Jeg var så betaget af synet af kvinder, at jeg ikke bøjede hovedet. En soldat gav mig et slag mod baghovedet, så jeg snublede fremad. Jeg lagde mærke til min egen kjole, der var sølet til af mudder. Jeg var i et fremmed land i forhold til Fielding. Soldaterne førte mig videre.
   "Er det hende?" var der én, der spurgte. Jeg kiggede op og så en velklædt mand med et spidst overskæg. Prydfjer nikkede. Manden med overskæg førte mig over til en stor karnap, hvor endnu en velklædt mand stod og læste et pergament. Lyset fra vinduerne indhyllede manden, så han stod mere klart end de andre i rummet. Han var den magtfulde Lord Beuron.
   Lord Beuron læste pergamentet færdigt, inden han løftede blikket og så på manden med det spidse overskæg og prydfjer.
   "Bring hende herover, så jeg kan se hende ordentligt." Jeg blev skubbet ind i lyset i karnappen. Lord Beuron studerede mit ansigt.
   "Har I forsøgt at drukne hende i mudder?" En page som løbende og tværede en våd klud rundt i mit ansigt. Lord Beuron og manden med det spidse overskæg så indgående på mig.
   "Hvem er dine forældre?" spurgte Lord Beuron under sammentrukne øjenbryn. Jeg måtte væde min mund og synke et par gange, før jeg kunne svare.
   "Jeg er datter af Paulina Hutton fra Fielding."
   "Og din far?"
   "Han er mig ubekendt." Jeg havde hørt rygtet i Fielding, at jeg var barn af Lord Beuron. Det blev aldrig sagt til mit ansigt, men bidder af rygtet kom alligevel til mine ører. Jeg havde også spurgt min mor, hvem min far var.
   "En gennemrejsende," svarede hun altid med et stille smil og rettede igen sin opmærksomhed på det, hun var i gang med.
   Jeg betragtede Lord Beuron på samme måde, som han betragtede mig. Mit blik fulgte den brede pande og de mørke, markerede øjenbryn til den skarpe næse, som jeg genkendte som min egen. Hans kæbe var markant lige som min, og hans læber smalle. Jeg holdt vejret, mens jeg så ham i øjnene. Hans øjne var brune, hvor mine var grønne ligesom min mors.
   Med en lille håndbevægelse befalede Lord Beuron, at soldaterne fjernede mig igen. Jeg var næsten ved døren med en soldat på hver side, da han spurgte, hvad jeg blev kaldt.
   "Aude," svarede jeg.
   Jeg blev ført tilbage til det lille kammer ved staldene, og senere blev jeg ført væk derfra til fangekælderen.