Madam Methusa var godt kendt i byen. Havde man et alvorligt problem, formåede hun altid at hjælpe på den ene eller anden måde. Hun havde indsigt i det overnaturlige, ja man vidste, hun også havde over naturlige kræfter. Dertil var hun godt kendt med visse ritualer. Hun forstod enhver, lige meget hvad religion man til hørte eller ikke. Hun vidste hvorfor ting skete og hvordan man skulle forholde sig. Derfor var der mange som besøgte hende regelmæssig.

Der skete det, at madam Methusa døde. Først fløj hun igennem en lang mørk tunnel, det havde hun jo fortalt andre mange gange. Da hun endelig kom ud af tunnelen, befandt hun sig i en stor lys sal. Hun hørte vidunderlig musik, lyset var så stærkt, at hun måtte dukke hovedet. Derved opdagede hun, at hun var klædt i pjalter. Hun rettede lidt på sig og forsøge at rejse hovedet. Hun fornemmede en person, en stemme kom i retning lyset, den spurgte: Hvad har du gjort med dit liv? Med en hvis stolthed svarede hun, at hun havde hjulpet mange på livets vej.
   Stemmen kom igen: Hvem har givet dig ret til at misbruge mit ord? Madam Methusa dukkede hovedet, hun havde jo altid vist, det ikke var rigtig at blande alting, men hun havde ignoreret det, og givet folk det, de helst ville høre. Stemmen kom igen: Se dig rundt omkring, der ser du de forskellige døre, du har brugt til at hjælpe andre med, de står alle åbne for dig, men en dør er lukket. Madam Methusa kikkede omkring og opdagede at døren til tilgivelse igennem Jesus Kristus blod var blokeret med et stort sværd hvorpå der stod: Ingen adgang. Hun udstødte forskrækket et skrig og fløj igennem en af de andre døre.