Det var dagen før dagen. Brian skrålede med på en julesang, der trængte ud fra en oldnordisk ghettoblaster: "Det er jul - det er cool." Rapmusik var sejt og i denne tid gik det an, selv når det var på dansk.
   Og han var lige straks færdig med at lappe det forbistrede hjul. Han skulle nok nå det, inden butikken lukkede.
   Ved Gud, han SKULLE nå det."
   En sætning trængte sig på, bag hans pandeskal: "Hvis jeg når det, så går jeg edder fuckeme i kirke, du gamle."
   Han grinede lidt nervøs af sin tanke: nå ja - HUN skulle da vist i kirke, så det….
   Et øjeblik vendte Brian tankefuldt blikket op ad. Den skærmforladte pære blinkede til ham.

Simon susede af sted. Med udbredte vinger cirklede han omkring i ottetaller. Han skulle nok komme før de andre. Og så ville han grinende vente på dem.
   Han følte sig som en luftboble med millioner af kåde molekyler, for hvor var det her spændende ."Vi skal ned og lave julemirakler." havde Tycho sagt, "Peter og Leonora har lovet at passe på os - det er ellers ikke så tit vi fra mellemplanerne får den tjans.!"
   Næh, det var det vist ikke, for han havde da ikke været på Jorden, siden han forlod sin legemlige form - og så vidt han kunne holde rede på tid, var der gået temmelig mange jordiske år nu.
   Tycho havde heller ikke været der siden sin bortgang, men det var vist noget med, at han kun var på prøve; han skulle vist have været et varmere sted.
   "I samme øjeblik I betræder Jordens overflade bliver I legemlige," havde Leonora sagt, "så er det om at passe på."
   Ok, han skulle sandelig nok passe på. Han glædede sig som et barn til juleaften. Nå ja, strengt taget var han vel næsten kun et barn, for han forlod jo sit jordiske liv i en alder af femten år - og det var da lige op over med julen; måske fik han risengrød.? Ved den tanke slikkede han sig om munden, men følte ikke noget særligt. Tænk, at han ikke helt havde vænnet sig til sin astralform..
   Et sted dukkede et hvidt, fnugget tæppe op. Skyer? De måtte være under ham. Han var nået så langt nu, at der forekom retninger. Han nærmede sig, så nu kunne han vel sætte sig til at vente?
   Han satte sig på en sky og så sig omkring. Der var nu ikke særlig meget at se på. Det hele var så bekendt. Nej så var der nok mere spændende under snedækket. Beslutsomt gled han gennem det og med et var han omgivet af hvide, hvirvlende krystaller. En stor flok fugle dristede sig gennem dem. Han havde glemt hvilken slags fugle det var og de så ikke ham, for i denne form var han usynlig for jordvæsner Alligevel fyldte synet ham med ro og han så triumferende opad. For der var et "oppe" nu og Simons næsetip pegede så meget mod dette punkt, at han næsten stak næsen i sky..
   Men hvor blev de andre dog af? Simon spejdede i alle retninger, men de var forsvundne som svovlende fritænkere fra Edens have.
   Han måtte finde dem og især Tycho, for det var ham, der vidste, hvor de skulle lande.
   Simon baskede med vingerne og fløj om kap med de grå fugle.
   De andre så han ikke noget til.
   Måske var de allerede landet?
   Opgivende dykkede Simon længere og længere ned mod kloden med de blå og grønne farver - ikke den meste teknologisk udviklede i universet, men bestemt i denne galakse. Mon den havde forandret sig meget, siden sidst han var her?
   Der skulle funkle af lys, der hvor de skulle lande - mange, små kulørte lys.
   Men det vrimlede jo med dem, så hvordan kunne han dog vide, hvilket sted, der var det rigtige?
   Under ham lå der høje huse, tårne og spir.
   Det måtte være København og han var fristet til at lande, for han så den ikke sidst, han var her. Byen lokkede, men med alle de vinduer og med al den trafik, var det ikke til at finde et sted at folde vingerne sammen og komme til at se almindelig ud.
   Det jog gennem ham. Almindelig? Jamen, Tycho havde jo deres tøj?

Hov! Det var da vist Tycho, som gik der nede? Der var noget hvidt, der virkede småt, men ganske afgjort havde vinger.
   "Stop. Vent!" råbte Simon, men det hvide forsvandt i en susende fart.
   Ha - han skulle da nok indhente den mand - igen bredte han vingerne ud og susede af sted, i dét han hele tiden dykkede. Han ville lande lige foran den forbavsede Tycho. Hans synssans klæbede til det hvide - for sent opdagede han, at det havde et orange næb og svømmefødder.
   Aargh. Pludselig var det som om alle molekylerne i ham sloges for at bytte plads med hinanden. En voldsom smerte jog gennem hans hoved og så følte han noget mod sin krop, som det tog ham nogle sekunder at forstå, hvad var.
   Sne.
   Han havde jo beundret de hvide fnug, men nu følte han dem og det i samlet flok. Han havde også ondt i hovedet. Åbenbart havde han glemt at se sig for og var fløjet ind i noget. Ved mødet med dette noget, var han blevet legemlig.
   Ør i hovedet fløj han op og var nær ramlet ind i et stort træ. Igen. Det måtte være dét han havde overset.
   Der efter så han mod sit landingssted. Det var en gruppe visne og pjuskede dunhammere, der dannede et nydeligt skjul. Nu var gåsen der inde og han syntes det så ud, som om den lo af ham. Hvad mon Tycho ville se, hvis han røbede, at han havde forvekslet ham med en grinende julegås?
   Kulderystelser jog gennem ham.. Han baskede instinktivt med både arme og vinger for at få lidt varme i kroppen.
   Han så sig om. Et stykke borte lå der bygninger. Det var vist en gård.
   Kulden var træls. Turde han liste op til huset og banke på døren? Nu hvor han var legemlig kunne han jo ikke bare smutte indenfor Vingerne var foldet sammen, men ikke ligefrem usynlige, nu han kun havde den tynde kjortel.
   Simon pressede forsigtigt næsen mod en af ruderne. Inde i stuen stod der et pyntet grantræ. Mon det var noget af alt det overraskende, Peter havde sagt, han skulle få at se?
   Der var ingen mennesker, men under træet lå en masse pakker i spraglet gavepapir og med sløjfer af noget, der mindede om silkebånd, men alligevel virkede anderledes.
   Så - nu trådte der en dreng ind i stuen. Sikke noget underligt tøj, han havde på. Hastigt flyttede Simon sig væk fra vinduet og pressede sig op af muren. Det smertede i hans tæer og hans tænder klaprede.
   Måske skulle han lette og flyve bort?
   Her var i grunden væmmeligt, ensomt og koldt.

I næste øjeblik mærkede han et strejf af varme og han strakte hænderne frem mod det sted, han mente den kom fra.
   "Lad være og hiv i mig!" skældte en ru stemme.
   Drengen der inde fra måtte være gået uden for og det var ikke godt, om han blev set, uden at være i mennesketøj, for hvis de opdagede vingerne, kunne det blive farligt.
   "Jeg hiver da ikke i dig," protesterede han. Ordene fløj ligesom af sig selv ud mellem hans hakkende tænder.
   Der kom ikke noget svar, men varmen kom nærmere. Den omsluttede ham og selvom det begyndte at prikke og stikke i tæer og fingerspidser var det behageligt.
   "Hvorfor er jeg så helt henne ved dig?" spruttede stemmen.
   Forbløffet stirrede Simon ind i et par kuglerunde, grønne øjne, der oplyste et kulsort fjæs, omkranset af flammende orange hår.
   "Det ved jeg ikke, men er det dig, der laver varme?"
   "Måske?" Væsnet overfor ham, lagde drillende hovedet på skrå. Så gøs det og gned sine tynde fingre mod hinanden: "Du virker så kold, menneskebarn - er du en pige eller en dreng.?"
   "En dreng!" Simon fnøs. Det kunne enhver vel se? Hvis han da ikke havde lånt en fremmed form, skulle han ligefrem være en ung mand.
   "Hvad med dig selv? Du er vel en pige med det lange hår? Men hvorfor har du ikke redt det? Er du meget fattig?"
   "Hi hi hi," fnisede væsnet og snoede en tot hår om en finger, "sikke nysgerrig du er, men skidt da - jeg hedder Lusefa.. I plejer da bare at skrige."
   "Hvorfor skulle jeg skrige?"
   "Det ved jeg heller ikke. Men fryser du ikke i din natskjorte?" Før han fandt på et godt svar mumlede hun et eftertænksomt: "Bah" Så begyndte hun at skraldgrine, så håret ulmede.
   Det så grangiveligt ud, som om der var ild i det.
   Det var der og hendes ansigt virkede også sært forvrænget.
   Rædselslagen daskede han ud med den ene vinge for at kvæle ilden, inden den fik for godt fat.
   En sær knitren nåede hans vibrerende næsebor før smerten fik ham til at skrige.
   Der var gået i ild i vingen og smerten strakte sig ud i alle dele af hans krop.
   "Fjols!" snerrede Lusefa. Hendes klo-lignende hænder greb fat i ham. Han mærkede hendes krop mod sin og så mærkede han sne. Kulden og fugten dulmede smerten, men jo mere de blev dulmet, jo mere følte han hendes hænder og arme mod sig. Hun masede vingen omkring - det gjorde ondt og han skreg. Det var mindst 200 år siden, han havde følt så sær en blanding af angst, smerte og varmt velbehag..
   "Det var vist den sidste glød. Jeg håber sgu ikke den gamle hører, jeg slukker ild i en engel."
   Hun sad overskrævs på ham og han stirrede ind i hendes øjne. Nu var de gule. Forvirret så han væk og så gik det op for ham, at hun havde horn i panden.
   Så vidste han jo nok, hvad hun var for en.
   "Hvorfor gjorde du det?" gispede han.
   "Du ser sød ud," grinede hun, "og desuden er jeg jo ond, så hvorfor ikke irritere farmand?"
   "Øhm...?" var alt, hvad han kunne hitte på at sige. Hun rejste sig og han så et grønt aftryk af hendes krop, der hvor hun havde rullet rundt. Græsset var lidt svedent..
   Med ét trak hun ham til side. Hendes fingre var meget lange og meget tynde. Da de stærke hænder holdt om hans skuldre, mærkede han smerten fra en skarp klo. Måske derfor nogle skriger, tænkte Simon og pressede læberne sammen.
   "Jeg er en pige," hviskede hun og mens vinduet blev klasket op på vid gab, mærkede han en ru tunge i sin ene øregang.
   I den anden sneg en slags sang sig ind: "Flade jul, punkterede hjul, Englen skvatted' ned i skjul."

"Hvor ved han det fra?" mumlede Simon nervøst.
   "Aner det ikke, men han synger, så det lyder som en trefork mod et stengulv," klukkede Lusefa.
   "Jeg synes mere det lyder, som når Tycho spiller på harpe, for at irritere Wolfie."
   Det glødede underligt i Lusefas øjne, mens hun så på ham. Så kluklo hun igen, men kvalte lyden og tyssede på sig selv: "De må ikke se os. Lad os høre, hvad de snakker om."

"Du er helt sort i hovedet, Brian," lød en stemme der inde fra.
   "Jeg fik da ordnet de hjul," sagde en anden stemme. Simon listede sig til at se ind. Han følte sig skiftevis varm og kold, men han måtte jo vide, hvor meget ham der inde vidste - og hvad han ville gøre.
   Der stod to unge mænd derinde. Den ene vist bare en stor dreng.; ham fra tidligere. Det måtte være den ældste af dem, der hed Brian.
   "Hvad er klokken?" spurgte han.
   "Kvart i syv. Du når det ikke."
   "Shit - jeg skal nå det. Pusser-tøsen bliver skide ked af det, hvis hun ingen gave får. Du, jeg snubber motorcyklen og drøner i Brugsen. De har vel noget chokolade eller en tudefilm."
   "Det er glat og alt muligt. Du kan ikke køre turen så hurtigt."
   "Vil du vædde?"
   Væk var Brian.
   "Åh nu gør han det," jublede Lusefa, "nu skal vi køre til Helvede i susende fart - Yes! - hvor vildt." Hun hoppede af fryd og smilede mod ham. Øjnene havde igen skiftet farve og glødede som to små, røde aftensole..
   Han snoede sig fri og betragtede hende. Hornene i panden vippede og hun begyndte at danse forventningsfuld omkring i sneen.
   Yderdøren fløj op og ud kom Brian i sort jakke. Han løb over mod en af længerne og et øjeblik efter trak han et køretøj frem. Det måtte jo så være en såkaldt motorcykel. Den var faktisk flot.
   Snart sad Brian overskrævs på motorcyklen. Et øjeblik spandt den som en kat og så larmede den som torden i en ekkodal. Lusefa dansede hen mod ham. Det spruttede, når snefnug landede i hendes hår. Motorcyklen satte i gang og i samme øjeblik sad Lusefa bag ved Brian. Det så nærmest ud som om hun klistrede sig til ham, men han lod sig ikke mærke med noget. Ikke så vidt Simon kunne se.
   De susede af sted. Og ham? Skulle han bare stå her og fryse? Ikke på vilkår.
   Han lettede og bed sig i underlæben for ikke at skrige. Det gjorde ondt at bruge den forbrændte vinge. Men ikke om han ville stå dum og frysende tilbage.
   De kørte hurtigere og hurtigere. Der var ikke ret meget lys, men Lusefa hviskede vist noget til Brian. Simon spidsede ører - anstrengte sig: Heldigvis havde han noget af sin englehørelse, selv i sin nuværende form,. og det lykkedes ham at opfange hendes ord:
   "Skynd dig nu. Ja, det er glat og hvad så? Du er jo dygtig og du skal nå det."
   Farten steg.
   "Åh, det kilder i maven," jublede Lusefa, "mere fart - du kan sagtens klare det - kom nu - over de 200 - den smule is under sneen er kun farlig for kyllinger"
   Og for engle med sveden vinge, tilføjede Simon i tankerne, for det var jo ikke til at følge med. Det gjorde ondt i hele kroppen, som om vingen sendte prikkende spyd gennem den.
   Et sted forude var der en forhøjning på vejen. Fire kraftigt strålende lys oplyste den og sendte deres samlede lysstråle mod Brian.
   "Sluk det fucking fjernlys," snerrede den unge mand indædt.
   "Sæt farten ned!" skreg Simon, men Brian hørte det ikke. Klart nok, for monstrummet, der smed om sig med lys, larmede værre end motorcyklen.
   I Simons baghoved bimlede advarende klokker. Han bed tænderne sammen, så de skurrede og det skar gennem hans hoved. Nå, det gjorde i det mindste anderledes end smerterne fra vingen og den rablende fart - og han måtte afværge katastrofen.

Der var et lysegrønt skær over Brians ansigt, der ellers var hvidere end sneen. Han rodede ved det ene håndtag - var det mon det, der afgjorde farten?
   Det stod klart for Simon, at Brian ikke kunne køre udenom den snedækkede genstand uden at ramle sammen med monstrummet og han fik vist ikke gjort noget ved farten, så han kunne stoppe.
   Lusefa grinede imod ham.
   "Neej," hviskede Brian.
   Motorcyklens forhjul ramte genstanden på vejbanen. Ledsaget af fæle lyde, fløj sider og splinter fra en kvast trækasse udover sneen.
   Brians krop fløj op over styret, lige mod den lysende tingest, der stadig for fremad..
   Der var kun én ting at gøre.
   Mennesket Brian var så tungt, at det sved, men Simon holdt den ene arm under hans knæhaser og den anden om hans skuldre. Han havde ham - og fik ham væk. Forsigtigt landede han igen. Brian var alt for tung at flyve omkring med.
   Siddende i sneen stirrede Brian fortumlet på Simon. Englen manglede ord, så han så sig om; hvad var der blevet af Lusefa og motorcyklen?
   Dér - udover de vidtstrakte marker drønede hun rundt i ottetaller og jublede. Motorcyklen fløj opad og hun fik den til at foretage en halsbrækkende saltomortale.
   "Hun styrer den djævelsk godt!" udbrød han.
   "Shit - du er sgu da en engel!" sagde Brian kvikt og tilføjede: "Hvem Fanden styrer Hondaen?"
   "Jeg tror, det er omtalte herres datter," grinede Simon.
   De så lidt på hinanden. Ingen af dem kunne finde på noget at sige, så de så mod Lusefa og fartmaskinen.
   Hun var stået af den. Den larmede ikke mere og hun trak af sted med den, hen imod dem.
   "Hej," smilede hun, "og tak, engel - det er meget bedre at køre den selv. Det var en Helvedes god gave."
   Simon smilede genert: "Det er jo jul i morgen og så giver man gaver. Du gav også mig en - du varmede mig, da jeg frøs og du reddede min vinge, da jeg ville have for meget af din varme."
   "Men nu får Pusser-tøsen ingen gave," jamrede Brian.
   "Jo da," grinede Lusefa, "Hendes gave er, at du er i live - og din, det er, at du lever. Alle får gaver - og øv, hvor er det sødt. Jeg vil have en gave mere. Far skal give mig en motorcykel!"
   "Hvad med dem i fartmaskinen?" spekulerede Simon.
   Brian svarede: "Øh, ham i lastbilen? Han satte vist farten ned. Jeg tror endda, han har samlet det skide fjernsyn op, for det er der ikke mere."
   "Du tænker da også på alle," surmulede Lusefa, "men nu får I en lille gave mere. I skal få en moralsk lille julesang, skal I."
   Hun baskede med armene og prøvede at ligne en engel. Så sang hun - ad Helvede til - med sin falske, skingre røst:

"Julen er gavetid,
   men er nu jorden hvid,
   så er det ikke smart
   med en djævelsk fart
   Her kom der englelyd
   Der blev alli'vel fryd
   Men stol nu ikke på,
   godt det igen vil gå."