Der var engang, da alting skulle skabes. Og det blev det.
   Der kom himmel over hovederne. Der kom jord under fødderne, og der kom vand i havene. Det var godt.
   Oppe i himlen, på jorden og i vandet kom der dyr. Og de levede godt, der hvor de havde hjemme. Det gjorde de i mange år, og det var godt.
   Engang var der ude på bunden af det dybe hav en sneglefamilie, der kravlede rundt på deres langsomme og stille måde. Og når de var blevet store, var det med de smukke sneglehuse på ryggen. Dem kunne de kravle ind i, når de havde brug for at gemme sig, og det var godt.
   Den ene af sneglene var en lille unge, der legede sammen med en masse andre dyr på bunden af havet. og selv om den kun kunne bevæge sig i sneglefart, kunne den godt lide at komme vidt omkring og langt væk hjemmefra. Bare det var sammen med andre. Når den var alene, kunne den slet ikke lide at være væk hjemmefra.
   En dag kom den hjem til sin mor og fortalte, at den havde hørt om et sted, der hed land. En af de andre unger havde fortalt om dette land, og den havde også fortalt, at der var meget, meget dejligt oppe på land. Og der var slet intet vand.
   Nu havde den lille snegl fået lyst til at se dette land.
   Den spurgte derfor sin mor, om den måtte kravle op på land for at se, hvad der var der oppe. Men ungens mor sagde: 'Nej, det må du ikke. Du er en snegl, og du hører hjemme her på bunden af havet.'
   Som så mange andre unger hørte den lille snegl ikke efter, hvad dens mor sagde. Snart var den på vej hen over havbunden på vej mod det tørre land.
   Men da den så sig tilbage og opdagede, hvor langt væk hjemmefra den var kommet, turde den alligevel ikke fortsætte og kravlede derfor hjem igen.
   Ungens mor havde set den kravle væk, så da den kom tilbage, blev hun meget glad og sagde: 'Du må aldrig gøre det igen. Du skal ikke bo på det tørre land. Vi er skabt til at leve hernede på bunden af havet. Sådan er det bare.'
   Da ungen hørte det, skete der lige præcis det, moderen ikke ville have. Den lille snegl kiggede på sin mor med tårer i de små snegleøjne: 'Jeg ved godt, vi er skabt til at bo hernede på bunden af det dybe hav, men jeg er nødt til at kravle op på det tørre land og se, om der er dejligt der. Jeg kan ikke lade være, selv om jeg er bange for at komme langt væk hjemmefra.'
   Den kloge sneglemor så på sin unge, trist til mode. 'Hvis det er det, du skal, så skal du det. Men jeg sætter først et sneglehus på ryggen af dig, selv om det ellers kun er de store snegle, der må havde et hus. I huset sætter jeg lyden af det store hav ind, så hvis du bliver glad for det tørre land og bliver der, så kan du altid lytte til sneglehuset, når du kommer til at savne det store hav. Og lyden skal være i alle sneglehuse, så dine unger en gang kan høre, hvordan det lød, der hvor du kom fra.'
   Den lille snegl fik nu et hus på ryggen og kravlede igen af sted. Denne gang var den også bange for at komme langt væk hjemmefra, men nu var den sikker på, at den måtte se det tørre land.
   Da den lille snegl havde kravlet hen over havbunden i lang tid, begyndte det pludselig at gå stejlt opad. Og snart så den lille snegl noget, den aldrig havde set før. Der var noget oven over vandet! Det var helt lyst.
   Den lille unge kom pludselig ud af vandet og kravlede nu rundt på tørt sand, mens vandet rullede frem og tilbage bagved den.
   Det var dejligt. En stor, rund og lysende skive varmede ned på ryggen af den lille snegl, og den kunne med det sammen mærke, at den ville blive her. Det var bedre end ude på bunden af det dybe vand.
   Da den lille snegl havde været på det tørre land i et stykke tid, kom den pludselig til at savne sin mor og det store hav. Da kom den i tanke om sneglehuset, som den bar på ryggen.
   Den lyttede godt efter, og det var rigtigt. Den kunne høre lyden af det store hav. Det brusede i det lille sneglehus, og ungen blev glad igen, selvom den savnede sin mor.
   Snegleungen blev på det tørre land resten af sit liv. Der kom andre snegle til, og de blev mange flere.
   Og det var godt, for i alle sneglehusene kunne man høre lyden af det store havs brusen, så de alle sammen kunne høre, hvordan det lød, lige der hvor den første lille snegl kom fra.
   Og sådan har det været lige siden, og sådan vil det altid være.