Der var en gang en lille elefant, som var helt alene i verden. Det havde den ikke altid været, men det gjorde det bare værre. En elefant har både en mor og en far, og det havde elefanten også haft, men nu vidste den ikke, hvor forældrene var henne. Han huskede, at han var gået ned for at drikke ved floden, og da han tog snablen op af vandet, var flokken væk. Først syntes han, det var lidt spændende at være alene. Så han listede rundt og så på alle de spændende ting, som hans mor altid trak ham væk fra. Som regel i halen eller ørerne. Der var de kæmpestore træer med grønne blade, som den ellers aldrig fik lov at spise. De smagte vidunderligt, men han blev alligevel hurtigt mæt og lidt bange for at være alene. Så han stoppede med at spise og gik først den ene vej, så den anden vej. Og så tilbage til floden. Han ledte i støvet efter sporet fra sin familie. Men der var hundredevis af elefantfødder i sandet, og de gik i alle mulige retninger. Hver gang han troede, at han snart ville kunne se dem, så holdt sporene op. Forsvandt på savannen. Blev væk i et buskads. Eller stoppede på klippegrund. En ældre elefant ville let kunne følge sporene, sådan tænkte den og ærgrede sig over at være lille. Det gjorde elefanten ellers aldrig. Men nu var solen ved at gå ned, og selvom man er savannens største dyr, kan det godt være skræmmende at være en lille elefant helt alene for første gang.
   Den plejede jo altid at sove sammen med de andre i flokken. Hans brødre og søstre og alle vennerne, som var født samme tid på året som ham. Han savnede dem alle. Selv den gamle matriark som altid rettede på alt og alle og puffede dem i nye retninger, når de var trætte eller hellere ville lege.
   Men mest af alt savnede den lille elefant sin mor. Eventyret var slet ikke sjovt, hvis det betød, at man skulle være væk fra sin familie. Den lille elefant satte sig ulykkeligt ned på bagdelen og tørrede en tåre væk fra øjet med sin snabel. Det hjalp ikke ret meget, for der kom bare en tåre mere i det andet øje. Den forsøgte at trompetere for at kalde på familien, men der kom næsten ingen lyd ud. Og slet ingen tilbage. Til sidst havde den ikke mere luft, og snablen hang slapt. Den lille elefant lagde sig helt ned på jorden. Lige midt i mørket og alt det fremmede, som havde været dens legeplads, til solen gik ned, og flokken forsvandt. Nu var det et farligt sted at være. Det fornemmede den instinktivt, selvom tårerne truede med at fjerne alt foruden følelsen af at være alene. Den græd og snøftede uafbrudt, til der ikke var flere tårer tilbage. Så faldt den i en urolig søvn, mens skyerne gled for månen, og natten puslede i krat og træernes toppe.
   Pludselig vågnede den med et sæt. Den skulle lige til at trompetere af glæde over, at det hele havde været en ond drøm, men så mærkede den, at den stadig var alene. Der var ingen spor af flokken. Ingen havde fundet den igen. Mor var ikke vendt tilbage med en snabel fuld af omsorg, og far havde ikke fundet sin søn og pakket sin gensynsglæde ind i reprimander og strenge blikke i de slørede øjne. Der var ingen lykkelig genforening. I stedet hørte den lille elefant en flok hyæner liste gennem krattet. Den så deres lysende øjne og deres skarpe tænder, som selv løven havde respekt for. Nu savnede den lille elefant sin store stærke far, der med et enkelt stamp i jorden kunne jage en hel flok af selv de mest sultne hyæner på flugt. Hans far var så tapper og mægtig, at de andre flokke ikke havde nogen, der var større eller mægtigere. Med ham ved sin side ville den lille elefant ikke have frygtet noget som helst. Løver, næsehorn, flodheste og arrige gnuer kunne bare komme an; hans far ville jage dem bort så let som ingenting. Men hans far var der ikke. Og hyænerne kom tættere og tættere på. De var mistroiske overfor det lette bytte. De frygtede, at resten af elefantflokken ville komme brasende gennem buskadset til undsætning. Men der kom ingen, og snart vandt sulten over mistroen. Flokken tog fart og angreb. Snappede ud efter den lille elefants ben. Bed sig fast i dens snabel. Satte de skarpe tænder i dens lille hale. Og den lille elefant var sikker på, at den skulle dø. Alene mod en hel skare af grådige hyæner. Den forsøgte at kalde på sin flok. Men en af hyænerne bed så kraftigt sammen om snablen, at der kun kom en sørgelig tuden ud. Den lille elefant skreg nu højt og satte i et voldsomt spring, hvorved to af hyænerne mistede deres greb. Panikken gav den fornyede kræfter, og den sparkede og trampede sin vej fri af flokken og fortsatte ind i et tæt buskads, uden at ænse tornene der rev i øjne og hud. Den brasede fremad i et voldsomt tempo, mens den slog vildt til alle sider med sin lille snabel, der blødte af de mange bid.
   Den løb og løb, til den ikke kunne løbe mere. Sved, støv og blod dækkede dens krop, da den omsider standsede sin vilde flugt. Solen stod langsomt op og farvede den lille elefant i blodrøde nuancer, mens den stod og gispede efter vejret. Så opdagede den, at hyænerne var borte. De havde opgivet byttet. Men den lille elefant fandt ingen glæde i at have overlevet deres angreb. Den var stadig alene. Den var udmattet og såret af de mange bid. Og den havde slet ikke lyst til at leve uden sin familie. Verden var et frygteligt og farligt sted. Og den kiggede op mod solen og følte ikke dens varme eller nogen glæde ved lyset. Blot at endnu en dag var begyndt uden dens familie. Så satte den lille elefant den ene fod forrest og begyndte atter at gå ud for at lede efter sin familie.
   Og sådan vandrede den i mange år. Blev større og stærkere, men aldrig glad. Den kæmpede mod slanger, vilde hyæner, arrige flodheste og mægtige løver, mens den blev mere og mere vred. Snart frygtede alle dyr på hele savannen den lille elefant, som ikke var så lille mere.
   Den gik videre og videre og ledte over det hele. Men ingen steder fandt den sin familie eller ro. Så den gik alene. Sov alene. Kæmpede alene. Og blev den største og stærkeste elefant, der nogensinde havde gået på savannen. Selv mennesker frygtede den nu. Og den kæmpede mod alle hanelefanter, som den mødte, og alle måtte de bøje sig i støvet. Men sejrene gav den ingen ro eller nogen flok at kalde sin egen. Ingen mage at gribe om halen. Ingen brødre eller søstre at drille igen. Ingen venner at lege med. Ingen mor eller far. Den havde kun sig selv.
   Og den blev ældre og ældre, mens den travede over savannen. Dag efter dag. År efter år. De mægtige stødtænder, som havde været savannens længste, var nu ridsede og knækkede af de mange og udmattende kampe mod alt og alle på dens vej.
   Til sidst var den så gammel og træt, at den mærkede døden i sine fodspor. Det var tid at gå til elefanternes sagnomspundne kirkegård. Men den vidste ikke, i hvilken retning den skulle gå. Den var blevet alene, længe før nogen havde fortalt, hvor den skulle gå hen, når det var tid til at dø.
   Og ser du nogensinde en ældgammel, støvet og arret elefant med knækkede stødtænder gå alene rundt uden sin flok på vej mod døden, så er det sikkert den. For den leder endnu.
   Den lille elefant.