Det er en mærkelig ensomhed at have en mor, man ikke kan betro sig til. En mor burde være det sted, hvor hemmeligheder er trygge, hvor fortrolighed betyder noget. Men hos dig er ordene aldrig sikre. De bliver vejet og vurderet, ikke for at forstå, men for at blive brugt.

Jeg har set, hvordan dine øjne lyser, når du har noget nyt at fortælle. Ikke fordi du vil hjælpe, men fordi du vil vise frem. Mine fejl, mine sorger, mine sejre - alt bliver vendt i din mund og lagt frem, som om det var dine egne præstationer. Du kan ikke bare være stolt i stilhed. Du skal have andres beundring, deres nik, deres misundelse.

Jeg har prøvet at bede dig om at lade være. Jeg har hvisket: "Sig det ikke til nogen." Og du har lovet. Men løfter betyder ingenting, når trangen til at hovere bliver for stor. Så jeg holder op med at dele. Holder op med at tro. Bygger mure, hvor der burde være varme.

For hvordan kan man stole på en mor, der hellere vil have en god historie end sit barns tillid?