"Sagde den noget?" Den lille dreng så måbende frem og tilbage mellem sine forældre. De lagde tilsyneladende ikke meget mærke til ham. De var stærkt optagede af at skændes om et emne, hvis kerne de begge havde glemt.
   Drengen kiggede igen ud på ænderne i dammen. Særlig indgående så han på den grålige and, som havde hilst på ham for et øjeblik siden. Nu var stilheden dog rammende. Drengen anstrengte sig for at høre flere ord blandt fuglenes rappen og plasken, men det udeblev.
   Han havde næsten slået sig det ud af hovedet, da en and med sort hoved klart proklamerede: "Som han dog glor!", i særlig forarget tone. Drengen trak skamfuldt blikket til sig. Da han igen blev klar over hvad der var sket, vendte han sig endnu en gang om mod sine forældre, og trak i hans moders tøj.
   "Ja skat, de er da søde, men nu snakker far og mor lige, ikke?" Drengen havde kun nået at åbne munden, før hun havde slukket for ham med sin bemærkning. Luften faldt ud af munden på ham, i stedet for at blive til ord. Han så foruroliget ud på dammen igen, men da han så sig tilbage var hans forældre på vej videre. I højlydte toner gav de udtryk, for hvad der nu lød som hver deres personlige skænderi. Drengen halsede efter.

Et par dage gik uden, at drengen turde vende tilbage til parken og andedammen. En dag så drengen en huskeseddel ligge på bordet derhjemme. Forældrene bedte ham aldrig om noget. Ikke fordi han var forkælet. Snarere fordi forældrene var travlt optaget af sig selv, og i sjældne tilfælde hinanden. De havde simpelthen ikke tid til at snakke, og derved bede deres søn om noget.
   Drengen havde dog et godt hjerte, og gik ydmygt i byen når han så listen ligge fremme. Han fik penge af sin far, der fraværende gav ham nogle sedler, uden at afbryde en ophedet diskussion over telefonen.

Det skete når han gik på gaden, at folk stødte ind i ham. Det var ikke ondt i sindet hos fremmede, der skyldtes dette. Folk overså ham simpelthen. Nogle folk gik bestyrtede videre, mens andre lo og sagde, "at han da også var en lille spirrevip."
   Sandt at sige var drengen ikke stor af sin alder, men han blev alligevel ramt underligt mange gange af sine medmennesker. Han havde dog lært at se sig for, og kun en enkel solid kvinde med mange indkøbsposer, ramte ham i sin travlhed.

Han gjorde et par handler, hvor ekspedienterne ikke lagde mærke til ham i første omgang, og i stedet forundret spurgte andre, om det da var deres varer. Det var drengen dog vant til, så det gjorde ham ikke stort.
   Til sidst manglede han kun brødet. Når drengen selv var ude, købte han altid brødet frisk hos den travle bager. Han gik ind af døren til bageren, og klokken lød over den. Det lagde ingen dog mærke til, for der var lang kø og hektisk stemning i bageriet. Langsomt kom drengen fremad, en enkelt gang blev han dog overhalet af en høj mand. Det virkede ikke forsætligt, og drengen var derfor for høflig til gøre bemærkning.
   Til sidst var drengen dog den første bag trædisken. Hans hoved var akkurat over kanten. Den svedende bager sagde endnu en gang sit standardiserede "Hvad skulle det være?" Akkurat som drengen skulle til at tale, rablede en lille tyk dame, der stod bag ham, sin liste af fortrinsvis wienerbrød af sig. Drengen var for lammet af dette antiklimaks til at tale, og han kunne kun se til, mens bageren vendte sig om at finde de nævnte varer. De næste kunder i køen lod heller ikke til at bemærke drengen foran dem, og overdøvede drengen med deres ønsker. Langsomt blev drengens stemme lavere og lavere, før han kun med en hvisken udtalte "Et fuldkornsbrød, en…", længere nåede han aldrig.
   Til sidst stod han bare stille, og så op på den kraftige bager. Da han mærkede fortvivlelsen og opgivelsen trænge helt over ham, mærkede han et kraftigt ryk bagi. Med et overrasket udtryk så han små andefjer stikke ud mellem hans trøje og bukser. Han blev blussende rød i kinderne, men ingen andre lod til at bemærke denne besynderlighed.

Drengen skyndte sig hjem, men tog vejen gennem parken for at undgå mennesker. Da han kom til andedammen, stoppede han endnu en gang op. Nogle af ænderne så tilsyneladende på ham, det var mere end hvad man kunne sige, om de folk han havde gået forbi på vej dertil. Hans nyvundne hale lod ikke til at gøre indtryk.
   "Jaja, han vil snart være i blandt os." Han var sikker på, at han havde hørt den vemodige stemme fra en and tæt på, som så gammel og flosset ud. Drengen rystede på hovedet, og skyndte sig forvildet hjem.

Drengen kunne ikke få sig selv til at sige noget om sin forandring, og forældrene bemærkede heller ikke noget. Det tætteste man kom på en opklaring var, da moderen startede et nyt skænderi, ved frustreret at spørge sin mand hvorfor der ikke var noget brød.

Dagene gik uden at drengens unaturlige forandring blev bemærket. Han klippede sin hale hver dag, men den vedblev med at vokse ud igen. Han brugte skiftevis lange trøjer og stramme bukser til at dække over anormaliteten.
   Andedammen holdt han sig også langt fra. Han ønskede ikke at høre flere dyrestemmer, eller andet der kunne bekræfte ham i, at han var ved at blive skør.
   De sidste dage havde han pjækket fra skole, men han følte, at det var ved at være tid hvis de ikke skulle ringe til hans forældre.

Med halen irriterende klemt i bukserne, gik han ind i sin velkendte skole. Han havde brugt lidt ekstra tid på at skjule sine fjer, så han var blevet lidt forsinket. Da han gik gennem døren til klassen, kunne han mærke på stilheden, at han lige havde afbrudt sin matematiklærer. Manden så undersøgende på ham.
   "Hører du til her?" Spørgsmålet gjorde drengen plaf, og det føltes grangiveligt som om andehalen skød et ekstra skud bagud. Han svarede tøvende.
   "Ja. Jeg har gået i din matematikklasse i to år." Der så ud til langsomt at tændes et lys i lærerens hoved.
   "Nå ja, det havde jeg helt glemt. Bare find dig en plads." Drengen kiggede rundt, alt var optaget, så han satte sig på gulvet, hvor anderumpen ikke kunne finde ro. Da læreren ikke værdigede ham flere blikke, blev han siddende.

I næste time i dansk huskede læreren ham, dog mest for at have pjækket. Derfor fik drengen et par timers eftersidning.
   Dagen sneglede sig af sted, al tiden gik med at sørge for at dække sin udvoksede hale. Heldigvis spurgte lærerne ham aldrig om noget, de virkede ikke altid til at være bevidste om hans tilstedeværelse.
   Da dagen var slut for hans klassekammerater, meldte han sig oppe på kontoret. Dansklæreren havde næsten glemt hans eftersidning, men fulgte ham lidt fortravlet ind i et klasselokale og låste døren.
   Efter at have lavet de tildelte opgaver, var der ikke meget at lave. Han så ud af vinduet, alle andre var på vej hjem. Første i store klumper, så to og to, og til sidst gik folk enkeltvis ud af skoleporten. Tiden var gået lidt over de to timer, da han pludselig så sin dansklærer hastigt på vej hjem. Han åbnede vinduet og prøvede at råbe efter ham, men der var ingen reaktion.
   Drengen mærkede en ubehagelig kvalmende følelse i maven, da erkendelsen ramte ham. Han var blevet helt og aldeles glemt på sin skole. Det var en næsten umærkelig følelse da hans arme begyndte at blævre, og omforme sig. Til sidst var der to andevinger i stedet for arme. Han blafrede lidt med dem, men var mere accepterende end chokeret.
   Han gik ikke i panik selvom han var fanget i klasselokalet, tværtimod virkede løsningen ganske klar. Han pressede vinduet åbent med den ene vinge. Så baskede han mere prøvende, det føltes ganske nemt. Kun enkelte sommerfugle fløj rundt i hans mave, da han stillede sig op i vindueskarmen. Så lod han sig falde ud over.
   Med et sus spredte han vingerne og mærkede opdriften. En smule svingende fik han landet i skolegården. Med et blev han flov igen, tænk hvis nogen så ham gå rundt med andevinger.

Han skyndte sig hen ad gaderne, tog alle de genveje han kendte, indtil han igen var i parken. Med større varsomhed, gik han nærmere og nærmere andedammen. Han stod og kiggede på ænderne igen, forventede at de ville tale igen, eller bare gøre et eller andet. De svømmede dog ufortrødent rundt i meningsløse cirkler, som han havde set så mange gange før.
   Næsten sørgmodig gik han videre, da han hørte en lav hvisken.
   "Så du hans vinger? Nu er det virkelig tæt på!" Drengen så mistroisk tilbage i andedammen, men alt var som før.
   Han traskede hjemad, mens han prøvede at komme på en undskyldning for at komme to timer for sent hjem med andevinger, hvor der burde være arme.

Der var dog låst derhjemme, og der var helt stille hvor der plejede at være højrøstede stemmer. Han prøvede at fiske sin nøgle op med vingerne, da naboens stemme afbrød ham.
   "Hej du. Hvad skal du der?" Naboen stod og gloede vagtsomt på ham over hækken. Da han ikke svarede fortsatte naboen.
   "Jeg kan give besked til dem når de kommer tilbage, hvis du vil?" Drengen så uforstående på ham. "Tilbage fra hvad?"
   "Det er helt utroligt, de vandt en rejse for to gennem radioen. De skulle af sted med det samme, for at få præmien. De skændtes som sædvanlig, da de gik ud med taskerne til taxien." Manden slog en høj latter op.
   "Tænk at skændes selv den dag man har vundet en rejse." Naboen lod til at glemme drengen i sin morskab, og gik tilbage til sig selv.
   Drengen stod og så tomt ud i luften. De havde glemt ham. Hans forældre havde skyndt sig på ferie, og derved glemt alt om deres søn.
   Langsomt mærkede han hvordan hans krop begyndte at skifte form. Den skrumpede og hans syn blev ganske anderledes. Til sidst så han ned af sig selv. Det var en lille andekrop med svømmefødder og det hele. Fjerene var rene og fine, bortset fra halen som stadig så noget pjusket ud.

I al naturlighed gik han tilbage mod andedammen. Da han kom inden for synsvidde, begyndte ænderne at juble. Drengen der nu var en and svømmede ned til de andre, og så genert rundt på alle ænderne. De smilede alle og så på ham med venlige øjne.
   Det virkede som en overraskelsesfest blandt gamle venner. Drengen kunne mærke en sjælden følelse af glæde boble i ham.
   Til sidst så han på en gammel grå and. Med en stemme, der fik de andre til at tie, talte han.
   "Velkommen til de glemte menneskers dam."