Sammen drager de afsted på hestevognen for at genoplive Knivprinsen. Denne sidder i midten på det brede kuskesæde med Homér og Hvidlille på hver sin side. Sammen rejser den lille familie gennem den store skov i tre fulde dage, indtil de når frem til den by, hvor den kloge mand bor.
   Hvor overrasket bliver Hvidlille ikke, da hun genkender byen, som dén hun selv er opvokset i, den by, hvor Lille Far har sit hittehjem i byens østlige udkant.
   Hun bliver lettet, da hun erfarer, at den kloge mand bor i den vestlige udkant af byen i en lille skovhytte.
   Med sine store kloge øjne ser han længe på Hvidlille, der bærer på sin Knivprinsen, som en lille pige, der slæber rundt på sin kæmpebamse, bestandigt hviskende sit 'Vent på mig'.
   Han siger: - Visselig, Hvidlille, kan jeg genoplive Knivprinsen for dig.
   Så giver han hende en kop og siger: - Giv din mand et glas vand af denne kop, og han vil straks komme til live. Vandet skal du få fra et hus, hvor sorgen ikke har tynget tungt i menneskenes hjerter.

Hvidlille tager koppen, og med Knivprinsen i armene banker hun på hos naboen til den kloge mand.
   - Hvad vil du her, og hvad er det, du bærer rundt på?
   - Det er min afdøde mand, Knivprinsen, og jeg vil gerne bede om en kop vand.
   - Vi vil ikke have lig ind i vores hus. Her har døden tit nok banket på som ubuden gæst. Andre må give dig den kop vand.

Ved den næste dør siger man:
   - En kop vand kan du få, hvis du fortæller, hvorfor du bærer rundt på din døde mand.
   Hvidlille svarer: - For at give ham livet tilbage med en kop vand fra et sorgløst hus.
   - Lille pige, så er du kommet til det forkerte. Vi har begravet tre drenge og to piger i vor have, og min kære kone har svindsot. Snart er jeg alene med tre børn. En kop vand herfra vil ikke hjælpe dig.

Hvidlille går fra dør til dør, men overalt kender menneskene til sorg. Den tredje dag kender alle hende i den lille by.
   - Pigen er gået fra forstanden, siger de om hende, når de ser hende komme bærende rundt med sin udstoppede hvide klovn, der er større end hende selv.
   Kun de små børn smiler til hende, fordi de tror, hun kommer med sin kæmpestore klovnedukke. og vil lege med dem

Til sidst kommer hun til hittehjemmet. Oppe på bakken ligger stalden, hvor hittebørnene sover sammen med dyrene, og nede ved Held & Lykke-søen ligger Lille Fars hus. Hvidlille tænker:
   - I disse huse er børn blevet nedværdiget, sultet, pisket og ædt af hundene, men er der nogen, der bærer sorg? Børnene gør, men dén, der skal give mig en kop vand, gør han?
   Hun trykker Knivprinsen ind til sig med et nyvakt håb i sit hjerte. Og det giver hende mod til at træde hen til Lille Fars hus.
   - Hvem banker? lyder en hæs gammelmandsstemme.
   - Det er Hvidlille, mig, du kaldte Rottetøsen.
   Døren går op, og Hvidlille bliver forfærdet ved synet.

Se Lille Far, den som alle frygter. Se, hvor gammel han ser ud. Som om graven råber på ham, mens han strider imod med sine sidste kræfter. Se, hvor lille han er! Krummet sammen som et pindsvin. Se ham med en krykke under venstre arm og sin gamle pisk i højre. Og allermest vederstyggeligt, se hans GULDBEN, dér under venstre knæ. Ja, og alt guldet i hans mund. Og SE, den enorme lykkekæde. Som en møllesten hænger den om halsen og tynger hovedet mod jorden. Sådan ser han ud, Lille Far, hvidhåret som Hvidlille, og dertil rødøjet. Det er det hvide i øjnene, der er blodsprængt. Og derfor er det nok, at gamlingen famler sig frem med højre hånd, som kan han knapt nok se.

- Rottetøsen, siger du, stik hovedet frem, så jeg kan se dine øjne.
   Lille Far stikker selv hovedet frem. Hans rådne lugt slår Hvidlille med skræk.
   - Ja, de er blodrøde som Rottetøsens. Kom ind og sæt dig, jeg kommer straks.
   Kort efter kommer Lille Far ind i stuen med sine tre blodhunde.
   - Så du snød mig dengang, du, Rottetøsen! Men du er stadig min, og næste gang skal du ikke slippe levende fra at flygte.
   Og så genner han hundene hen mod hende, så de kan indsnuse hendes lugt.
   - Men hvorfor er du så dum at komme tilbage? Du vil måske slå mig ihjel?
   - Jeg kommer for at få en kop vand.
   Lille Far skratter af grin, fanger en loppe og siger:
   - Du er min, som denne her loppe er min, og så maser han den mellem to negle, - men en kop vand fra Lille Fars egen vandpost, jo, det skal du få.
   - Fortæl mig så også, Lille Far, har du haft sorg i dit hjerte?
   Lille Far ser vantro på Hvidlille.
   - Du taler som de fine og deres bøger. Jeg forstår ikke, hvad du siger.
   Det havde mange sagt til Hvidlille, 'du taler som en bog', ja, en eventyrbog, tænkte hun, alle dem min gode far har lært mig.
   Hvidlille prøver igen: - Har du mistet nogen, du har kær?
   - Sådan noget pigesnak! Hvem skulle jeg have kær?
   - Din kone og dine børn, siger Hvidlille
   - Koner har jeg nok af, og hvis du ikke var stukket af, har du osse været min kone. Altså inden du blev solgt til skøgehuset.
   - Har du aldrig været rigtigt gift?
   - Snikkesnak, næ, nu skal jeg fortælle dig min hemmelighed. Det er denne her!
   Lille Far virrer i luften med sin pisk.
   - Jeg fik Store Far ned med nakken og siden da har hittehjemmet været mit.
   - Hvem er Store Far?
   - Ja, det er sådan set min far, altså min hittefar. Denne her pisk har jeg mærket på min ryg, siden jeg kunne gå. Han troede jo, han kunne piske sin vilje igennem. Jo, de andre børn, men ikke mig. Og til sidst blev han den lille.
   - Hvordan det?
   - Røgen. Jeg kvalte ham i hans egen røg. En vinternat kravlede jeg op på taget og stoppede skorstenen til med gamle klude. Vi var fem store drenge, og da han begyndte at hoste, så stemmede vi skuldrene imod døren. Vinduerne var for små til at kravle ud af. Sikken han hostede, og så buldrede han imod døren, men vi holdt ham. Han havde kræfter som en tyr, men vi holdt ham. Men da han så svovlede og bandede som djævelen selv, så flygtede de andre, men jeg blev stående. Jeg ville hellere dø end give mig. Han fik døren op og fingrede ud, men jeg var den stærkeste, for nu hostede han mere, end han bandede, og han kunne næsten ikke mase mere. Og pludselig var det overstået. Store Far faldt om. Jeg gav ham ikke en chance. Jeg masede døren ind en hel time endnu. Så tog jeg hans pisk og hans guld - jo, jeg fandt rigtignok alt hans guld - og fra den dag af hed jeg Lille Far. Men det er Store Far, jeg har lært det hele af. Han var en satans ka'l, ham Store Far. Folk i byen troede, han var død af røg, men de var mest ligeglade, bare der var én, der vil fortsætte hittehjemmet.
   - Hvis du er hittebarn, så har du hverken mor eller far og heller ingen familie. Og kone og børn har du heller ikke. Så har du jo slet ingenting at miste?
   - Hæ,hæ, nemlig! Og det jeg har, tager jeg med i graven, og så stamper han med sit guldben og griner bredt med sin guldflab. - Og skulle nogle gravrøvere stjæle mit guld, så véd alle, hvordan den døde går igen og skræmmer livet af sådanne nogle tyveknægte.
   - Jo, siger Hvidlille, - min far har fortalt mig den uhyggelige historie om 'Guldbenet'.
   - Din far? JEG er din far, og det skal du snart komme til at mærke, hvæser Lille Far og vifter hende om næsen med sin pisk.
   Så stirrer han på Hvidlille, som om han har fået øje på noget nyt. - Sig mig, hvad er dét, du går og slæber rundt på?
   - Det er min afdøde mand, Knivprinsen, men han er let som en fjer, fordi han er udstoppet med halm.
   - I mit hus er der døde ånder nok. Han skal brændes lige med det samme.
   Lille Far griber efter ham, men Hvidlille holder fast. Så slår Lille Far hende over ansigtet med sin pisk, og hundene kommer farende, så Hvidlille giver slip. Lille Far smider mumien på gulvet, tramper den midt på, så den kan bukkes sammen og stoppes ind i det åbne ildsted.
   Da Knivprinsen flammer op, tænker Hvidlille et øjeblik, at det er Helvedets flammer, og hun skriger indvendigt: -Vent - Vent på mig, Kære Gud. Men hurtigt er der ikke andet end knoglerne tilbage, som ligger og ulmer i gløderne.
   Lille Far triumferer over sin sejr. - Fra nu af bor du her som min kone. Han peger over mod det ene hjørne, hvor der ligger en madras og lidt tæppe. - Om dagen skal du lave mad og passe de små, og om natten skal du gøre mig en tjeneste. Men nok ikke dén, du tror, siger han med en grimasse.
   Tidlig næste morgen lister Hvidlille hen til ildstedet for at rage aske ud, som hun samler i sit tørklæde. Derpå går hun ned til Held & Lykke-søen lige nedenfor Lille Fars hus. Med en ildrager kradser hun et hul og fylder det med Knivprinsens aske, hviskende: - Vent på mig.