Bib forsvandt ud i køkkenet og begyndte at rumstere rundt.
   "Vær så god at sidde ned." sagde Bop og viste med hånden at jeg skulle sætte mig ved bordet. Jeg trak en af de små stole ud og satte mig. Jeg tog min madpakke frem og begyndte at pakke et par madder ud.
   "Se det her er lækker mad." Bib kom ind fra køkkenet med et fad med noget underlig mad. "Hvad er det for noget I skal ha' at spise?" spurgte jeg mens jeg pegede på noget der lignede en brun og slimet lille pølse, der lå på nogle blade.
   "Uhm, det er en rigtig lækkerbisken kan du tro. Det er en Murbelslasker. Vil du smage?" Mens han sagde det, stak Bib sin gaffel i pølsetingesten om skar en skive af med sin kniv. Da han gjorde det var det som om Murbelslaskeren kom til live. Med en klistret lyd løftede den ene ende sig. Den åbnede sig i spidsen og et øje kom til syne. Det stirrede lige på Villum.
   "Nej tak" fik jeg fremstammet mens jeg prøvede at synke den bid ostemad jeg havde i munden.
   Murbelslaskeren lukkede sit øje og lagde sig ned igen. Mens jeg sad og så på det voksede der langsomt en ny spids frem, der hvor Bib lige havde skåret i den.
   "Ej altså. Det der er simpelthen for ulækkert. Den er jo ikke engang død" sagde jeg mens jeg koncentrerede mig meget for ikke at brække mig.
   "Selvfølgelig er den da ikke død. Det ville da være forfærdeligt ulækkert. Murbelslaskere SKAL være levende. Se bare. Den gror jo ud igen. Vi har haft denne her i næsten fire år nu. Lige siden Bop kom til at skære et lidt for stort stykke af vores forrige."
   "Jeg har jo sagt undskyld" mumlede Bop.
   "Du vidste udmærket godt, at det var min favorit. Men næh nej. Du kunne ikke lide den. Du synes den var for kraftig. Du gjorde det med vilje gjorde du" Bib kiggede anklagende på Bop.
   "Jeg syntes måske bare, at den ikke lige var så god som vores mors Murbelslasker" mumlede Bop, så lavt at man næsten ikke kunne høre det.
   "Ikke så god som vores mors. Altid vores mors. Vågn dog op trold. Det er 24 år siden vi flyttede hjemmefra." Bib rystede på hovedet og skar selv en skive af det underlige pølsedyr. "Men den her er nu også meget god. Det må jeg indrømme Bop." Bip kiggede på mig og blinkede med det ene øje.
   Bop rettede sig op i stolen og smilede lidt genert.
   "Ja, den er ikke så dårlig. Faktisk minder den mig lidt og vores gamle mo..." Mere nåede han ikke at sige før Bib lod sit hoved falde ned på bordet med et brag.
   "Jeg orker ikke at høre mere om vores mor. Altid mor. Mor mig her og mor mig der. Holder det aldrig op?" Mumlede han med ansigtet presset ned mod tallerkenen. Pludselig kunne jeg ikke lade være med at fnise. Bop kiggede surt på mig. Bib løftede sit hoved op og kiggede på Bop. Som på kommando begyndte vi at grine. Bib og Bop omfavnede hinanden og undskyldte. Både over for hinanden og over for mig, for at havde været så dårlige værter. Jeg forsikrede dem om, at jeg skam havde syntes, at det vær mægtig underholdende.

Mens vi spiste havde jeg lagt mærke til nogle underlige raslende og klirrende lyde, der kom ovre fra den ene væg. Væggen var dækket af et tæppe, der hang ned fra loftet.
   "Hvad er det for nogle mærkelige lyde jeg kan høre?" Jeg pegede over mod det spraglede tæppe.
   "Åh nej!" jamrede Bip, mens han prøvede at se ud som om han var ved at besvime. "Nu er vi tvunget til, at høre på Bop i mindst en halv time". Bop kiggede surt på Bip
   "Jeg er sikker på, at vores gæster vil synes det er meget spændende" sagde han og gik hen til væggen. Han trak i en snor og tæppet gled til side. Inden under var der en masse flasker og glas i forskellige størrelser, former og farver. Nogle af dem kunne jeg genkende. Der var et par lysgrønne ølflasker, en gammel brun flaske til hostesaft, nogle syltetøjsglas, som dem hans mor brugte og en fin krystalflaske, med kun en lille smule af toppen slået af. De var alle forbundet med tragte og rør. Nogle var store, andre buede og andre igen var små og lige. Jeg rejste mig og gik hen for at se. Inden i hver flaske var der forskellige insekter. Der var biller, edderkopper, fluer og insekter jeg aldrig havde set før.
   "Hvad bruger I dem til?" spurgte jeg nysgerrigt.
   "Det siger da vel sig selv?" Bop kiggede vigtigt på mig og snøftede.
   "Øhhhh" var det eneste jeg sagde.
   "Ok. Så lad mig forklare det så selv et menneske kan forstå det. Det du kigger på er et storslået insektorgel, muligvis det mest storslåede af alle i denne del af Danmark" Bop lignede en gammel skolelærer da han gav sig til at forklare.
   "Ser du. I den her flaske er der en blåplettet snabelbille." Han pegede på en flaske. "Den slags biller lever af, at spise glatbenede springmyrer" Han tog en anden flaske.
   "Så hvis man nu stiller de to tæt på hinanden så sker det her". Han stillede flaskerne ved siden af hinanden. Der lød først en underlig boblende lyd fra tragten over flasken med billen. Herefter begyndte springmyrerne at lave den underligste pibende lyd.
   "LYT!" råbte Bop. Han hev endnu en flaske ned.
   "Det her er en slubreorm. Den elsker snabelbiller, men er drøn bange for springmyrer" Han satte flasken ned og straks begyndte snabelbillen at lave nye lyde. Slubreormen afslørede med det sammen hvorfor den hed en slubreorm "Sluuurp. Slurp. Sluuuurp. Sluurp". Den lød som min gamle farfar når han spiste oksehalesuppe.
   "Fantastisk, ikke?" Bop begyndte at hive flasker ned fra væggen og byttede rundt på dem. Jo hurtigere han gjorde det, desto mere larmede det. Til sidst var det umuligt at snakke sammen. Bop drønede frem og tilbage mellem flaskerne og skiftede hele tiden måden de stod på. Bib prikkede mig og Otto på skulderen og pegede hen mod døren, imens han lagde sin pegefinger over læberne. Vi listede os ud gennem døren og klatrede op af hullet og ud gennem træet igen.
   "Hold da helt op, hvor det larmer" sagde jeg.
   "Sådan går det hver gang han begynder at tale om sit instrument. Han bliver helt vild. Men bare rolig, han kommer op når han opdager vi er gået." forklarede Bib. Inden længe stoppede larmen og Bop dukkede op af det hule træ. Han smilede over hele hovedet
   "Var det ikke bare noget af det smukkeste I nogensinde har hørt?".
   "Jo, det var helt utroligt" svarede jeg høfligt mens jeg prøvede at lade være med at grine.