Der var engang en have. Omkring haven var en høj grå og tyk mur fyldt med mos.
En dag stod Christian tæt på muren, mens tankerne rasede i hans hoved. Han havde lyst til at klatre over muren og ind i haven. Og se, hvad der gemte sig i den have, som alle i den lille by talte så meget om. Se om haven var vidunderlig smuk som Paradiset, et sted , hvor mennesker kunne være imellem blomster i alverdens farver.. Et sted, hvor træerne nåede op til en himmel med lysende og regnbue farvede stjerner. Et sted, hvor mennesker kunne åbne deres hjerter og føle sig lykkelige. Men frygten holdt Christian tilbage. Han huskede at en gammel kvinde engang havde sagt til ham: "Gå ikke ind i den have. Den er måske nok smuk, som mange tror. Men alt i denne verden har to sider. Det onde og hæslige lurer altid lige bag skønheden. Hvis du går ind i haven vil du se så meget af livets virkelighed så du vil miste din forstand. Og du vil være fortabt i al evighed.
Christian ville altså bare ind i haven. Med en kraftanstrengelse tvang han frygten bort, lukkede øjnene og klatrede opad muren. Hans fingre søgte hver en sprække, og langsomt nåede han op til murens top.. Så huskede han ikke mere.
Christian kom igen til sig selv. Han kunne høre vinden i træerne blade og fuglenes kvidren. Christian så sig omkring og blev glad. Han kunne se store bakkede græsplæner med et væld af blomster i store klynger i alverdens farver.. Og birketræer med blade helt ned til jorden, og hvor vinden fik bladene til næsten at bevæge sig i takt.. Og her var lange buske, som snoede sig som slanger rundt mellem birketræerne. Christian mærkede en vidunderlig fred, og nærmede sig en af de snoede buske. Han besluttede sig til at følge busken for at se, hvor den ville ende. Det var somom buskene fortsatte i det uendelige. Christian fulgte dem så, han kunne ikke lade være. En hviskende stemme i hans hoved sagde "Fortsæt... og du vil finde."
Christian var i trance. Med lukkede øjne lyttede han til stemmen, som fik ham til at fortsætte mod et ukendt mål. Efter nogen tid blev stemmen svagere for tilsidst helt at forsvinde, Det fik Christian til at føle sig rastløs samtidig med at en stigende frygt satte sig som en knude i maven. Christian begyndte at græde. Det fik noget af frygten til at forsvinde. Stemmen kom ikke igen. Men det var somom Christian slet ikke savnede den. Han gik nu hurtigere og opdagede at han ikke længere var i haven. I stedet var han i en tæt skov, hvor sneen lå i driver, der lignede små bjerge. Her var mange dyr. Egern hoppede rundt i egetræerne. Bjørne og ulve løb rundt for at finde et bytte.
En ulv fik øje på Christian, og hurtigt var han omgivet af sultne og blodtørtige ulve.Christian kunne mærke at rædslen var på vej, men han kunne endnu tænke. Af en eller anden tænkte han at han måske kunne sende sine tanker til andre - og måske få hjælp. Christian tænkte på fugle, heste, mennesker og ræve. Men ulvene stod på spring for at flå hans strube i stykker og æde ham. Det sortnede for Christian. Han kunne mærke ulvenes ånde. Det lugtede af blod. Christian brækkede sig af angst og benene blev slappe.. Det var somom han gled nedad en stejl blakke, ned mod et gigantisk sort hul, hvor døden ventede.
Christian lå stille mellem ulvene. Hans krop var i en forvredet stilling, som viste den rædsel han var fyldt af. Lidt borte fra ulvene og Christian sad en lille hvid due i et træ, smuk og blid. Den kurrede en melodi, som bredte sig udi den store skov. Ulvene lyttede, de kunne ikke lade være. De var hypnotiserede. De var bange for en lille hvid due. Et dyr, som ulvene normalt ikke frygtede, men ville have ædt i én mundfuld. Duen blev med at kurre, højere og højere, smukkere og smukkere., og ulvene lagde sig ned med hovedet trykket fladt ned mod skovbunden. De var fanget.
Christian åbnede sine øjne og så med det samme ulvene, som var meget stille.Så mærkede han duens stærke blik, som sagde: Flygt. Nu. Det smertede i Christians bryst, og hvert åndedrag sved langt ned i maven. De flimrende billeder af træer kørte forbi ligesom en film. Billedet blev hele tiden mere ridset og utydeligt. Så mærkede Christian smagen af blod i munden. Hans læber blev presset til side, og blodet sprøjtede ud af hans mund.. Christians krop blev svag. Han satte sig på en træstub, og gemte hovedet i hænderne. Ingen gråd. Bare stille fortvivlelse. En venten på døden, som var på vej. Men døden kunne ikke finde Christian, som pludselig mærkede et let tryk på sin ene skulder. Christian vendte forskrækket ansigtet og kiggede ind i den hvide dues øjne. Et blik så dybt som evigheden, og så fuld af den kærlighed, som så mange mennesker aldrig møder.
Duen lettede og Christian fulgte efter. Hans krop føltes stærk og let. Han tænkte at han kunne løbe til verdens ende. Duen førte Christian til et smukt sted. Et lille hvidt slot, som lå midt i en park. Den smukkeste park med kirsebærtræer på en lysende grøn plæne. Og blomster. Og sommerfugle med vinger i mønstre med hjerter i de forunderligste farver. Christian måbede. Hvor var han? Var dette Paradiset, som hans gamle religionslærer havde fortalt om? Duen fløj hen til slottets forgyldte dør og åbnede den med sit næb. Chritian fulgte efter. Han kom ind i en hall, hvor duen allerede var. Den sad på et skrin af smukt olieret træ, besat med juveler.
Duen sang., en sang af længsel og skønhed. Christian gik hen til duen, som så åbnede skrinets låg. I skrinet var smykker af guld, sølv og ædelsten. Christian øjne skinnede og hans hjerte bankede vildt. Guld, sølv og diamanter.Han tog smykkerne op og studerede dem, og lagde dem så forsigtigt tilbage. Han troede at han var midt i en drøm, men vidste alligevel at dette var virkeligt.
Christian så en lille bog, som lå under alle de kostbare ting. Han tog forsigtigt bogen op, som havde et sort og skinnende omslag, hvor der med store forgyldte bogstaver, stod: "Menneskets Liv". Christian åbnede bogen og begyndte at læse:"Mennesker kæmper så meget med deres liv. De mærker hadet og misundelsen og kæmper mod hinanden De bliver besat af grådighed, had og misundelse, og bekæmper hinanden. De er besat af frygt, og skaber deres egne regler. Kæmper mod hinanden for at få et liv i rigdom og pragt. De bliver besat af grådighed og skubber hinanden til side. Grådighed og had skaber ondskaben. Og ondskaben skaber krige, der dræber mennesker og ødelægger deres lande. Og efter krigene er kun sorg og ødelæggelse tilbage.
Mennesket er ikke skabt til grådighed og had og krig. Mennesket skal ikke besidde, ikke undertvinge hinanden og hele tiden sætte sig selv i centrum. Derimod skal mand og kvinde og deres børn leve i verden. De skal leve for og med hinanden. Være taknemmelige for livet. Værne om den gave, som livet er. Bruge de evner og og muligheder, som universet har givet dem. Når de pakker gaven ud vil de opdage mulighederne for at bruge sig selv. Arbejdet for at kunne spise og drikke. Kærligheden for at mennesket kan elske sig selv og andre, Evne at gå opdagelse i verdens mangfoldighed. Finde lyset og følge dets stråler overalt."
Christian lukkede bogen og lagde den tilbage i skrinet. Han var overvældet, rystede - men glad. Han forstod ikke det hele med forstanden, men hans hjerte forstod.
Duen satte sig på Christians ene skulder og begyndte at gnide sit næb mod hans kind. Så fløj fuglen ud i slotsparken. Christian fulgte efter og fandt duen siddende på en stor sten af granit.
"Hvem er du? Hvor kommer du fra?" spurgte Christian.
Dens øjne smilede Så bøjede den hovedet tilbage, så næbbet pegede op mod himlen.
Solen var ved at gå ned, da duen begyndte at flyve i cirkler omkring Christian. Fuglen begyndte så at flyve i større cirkler. Christian fornemmede at han skulle følge efter duen, som nu fløj lige ud. Christian løb og løb efter duen. Ingen træthed. Bare en boblende glæde i brystet. En følelse af at have mødt noget stort. Han havde fået del i en hemmelighed, som gjorde ham klogere og stærkere. Han var på vej til at blive et helt menneske.
Den hvide due fløj nu højere, og snart var den kun en prik på himlen, hvor skyerne drev langsomt afsted.
Christian savnede duen. Den havde været som en god ven. Med lukkede øjne oplevede Christian alt det spændende, som var sket, siden han klatrede over den høje mur.
Christian åbnede øjnene. Han var nu på havnen i den lille by, hvor han levede sammen med sin familie. Han gik så den korte vej hjem til familien i det røde byhus, hvor der sad en hvid due på skorstenen - somom den ventede på nogen.
Men Christian så den ikke.