Der var engang en lille pige, som havde en fugl i sit hjerte.
   Det var en ganske lille fugl, men den var vidunderlig smuk med skinnende blanke fjer. Hun kaldte den for Regnbuefuglen.
   Den sang i alle regnbuens farver. Den sang sorg, glæde, bekymring, tristhed, begejstring, længsel, tryghed, angst og smerte. Når fuglen sang, vidste hun præcis, hvordan hun havde det.

"Det er det værste sludder, jeg nogensinde har hørt," sagde hendes far vredt, da hun fortalte om fuglen, og brødrene dansede krigsdans om hende og råbte: " Pip pip".
   Der var aldrig nogen i dén familie, der havde hørt om, at man kan have en fugl i sit hjerte!
   Pigen og fuglen frøs inde i huset, og så ofte hun kunne, løb hun ud i verden. I de store gamle træer bag huset klatrede hun højt op og forsvandt ud af syne.
   "Sæt dig her i grenkløften," hviskede træets syngende blade "og lyt! Mærker du det?" "Ja, jeg mærker noget", sagde pigen, "som noget der kilder under barken." Bladene lo og dansede: "Ja, hun mærker det! Det er jordens blod, du mærker! Jordens hjerte slår, og dens blod risler igennem alt som lever. Her hører du til, barn, i Vindenes og Træernes kraftfulde verden. Husk det nu!"

En vinter blev pigen syg. Længe måtte hun ligge i sengen, og i al den tid kom hun ikke ud til træerne. Ensomheden sad tungt på hendes hjerte, hvor Regnbuefuglen frøs og krøb sammen på en lille bitte plads. Hun frygtede, at den ville dø. Da lukkede hun sit hjerte og gav det en stenhård skal, så ingenting mere kunne skade fuglen.

Den lille pige blev til en voksen kvinde, og i mange år troede hun, at hun havde alt for travlt til at klatre i træer og lytte til fugle.
   En dag mødte hun Sorgen. Og Sorgen sagde: "Sæt dig her hos mig. Giv dig tid! Lyt! Mærker du noget?" "Ja, jeg mærker noget", sagde kvinden, "men jeg ved ikke, hvad det er." "Kom igen i morgen," sagde Sorgen.
   Hver dag derefter mødtes hun med Sorgen, og en dag sagde hun: "Nu kender jeg dig godt, og jeg mærker dig, Sorg, men jeg frygter dig ikke, og nu mens jeg sidder her med dig, kan jeg også mærke Jordens hjerte, der slår." Og Sorgen svarede hende: "Så er vores tid forbi. Du vil altid huske mig, men jeg forlader dig nu. Lev vel".
   Kvindens hjerte blev så let og slog et par danseslag, og en dyb længsel fyldte hende. Længslen efter at høre til.
   Hun lod sine fødder føre sig, og de standsede først, da hun stod ved foden af det store egetræ. Der mødte hun et væsen. Han lignede en mand, men måske var han i virkeligheden en faun eller noget andet fra Træernes og Vindenes verden.
   Han fortalte hende, at han havde en fugl i sit hjerte, og stum af forbløffelse viste hun ham Regnbuefuglen. Han rakte ud, hendes hjerte åbnede sig ganske lidt, og han holdt den lille, svage fugl i sine varme hænder. Regnbuefuglen sang en sang fuld af tillid, tryghed og nænsomhed. Og han bad:
   -"Del med mig; du giver mig håb. Hvordan har du holdt fuglen i live?"
   -" Jeg klatrede i de store træer," forklarede hun, " der mærkede vi livets kraft under barken, Regnbuefuglen og jeg. Hvordan har du næret din fugl?"
   - " Jeg har et sted i skoven. En kilde strømmer stille, lyset er gult og insekterne summer stille. Der gror vi."
   "Græder du, når du hører om fortræd?" Spurgte hun.
   -"Ja, så græder jeg, og min fugl sørger".
   -"Mærker du i dig, hvordan andre har det?"
   -"Ja, det mærker jeg."
   -"Hvordan kan du bære det?"
   -"Min fugl er stor og stærk, og den lytter også til, hvordan jeg har det."

I et stykke tid mødtes de hver dag og talte sammen på den måde.

Uden at hun opdagede det, var Regnbuefuglen kommet helt frem; den voksede og dens farver blev stærke og fulde af nuancer. Han strøg den over fjerene og sagde, at han nød at se den folde sit liv ud. Hun jublede og strålede. Her var nærhed, varme, nænsomhed og så trygt, at hun sammen med fuglen og faunen turde være lige den, hun var. Uden at beskytte sit hjerte.

Og måske var han virkelig en faun, som havde andre grunde i livet: Pludselig en dag var han væk.
   Helt væk.
   Hun fortvivlede og greb desperat efter den gamle skal med den ene hånd og Regnbuefuglen med den anden for at trække den ind i sikkerhed i hjertet og lukke det fast i. Men skallen var smuldret bort, og fuglen var vokset så meget af al den omsorg og kærlighed, den havde mødt, at den ikke
   kunne være i hjertet mere.
   Hun stivnede. Tunge, varme tårer trillede ned på hendes hjerte, men
   Regnbuefuglen satte sig på hendes skulder og hviskesang ind i hendes øre: " Du fortvivler, fordi du tror, at du har mistet alt, - men se op! Se mig, -jeg er her stadig. Forstår du: Du har slet ikke mistet, -du har fundet! Alt hvad
   han viste dig, bor i dig! Du har nænsomhed, varme og kærlighed. Du er stærk og tryg og fuld af tillid og håb. Du er legesyg og fuld af eventyr. Dit hjerte er kommet fri!
   Jeg er her og bliver her, og jeg bliver ved at synge det alt sammen for dig, lige til du ved det".
   Hun så op og lod sine tårer tørre og indså, at Regnbuefuglen havde ret: Alt det hun troede, hun havde mistet, var præcis det, hun havde fundet!
   Håb og tro og glæde begyndte at vokse i hende, mens Regnbuefuglen jublede det ud i alle verdens farver.
   På Regnbuefuglens gamle, tomme plads i hendes hjerte gemte hun nu for altid, i taknemlighed og undren, et billed af et kært, uudgrundeligt væsen: Måske var det en mand, måske var det en faun?