I den by, hvor vor Kalif Omar den lykkelige herskede, fandtes en lille gruppe jøder i landsflygtighed. Jøderne havde, som altid, en synagoge for fælles bøn en time før sabbatten i overensstemmelse med deres lov.
En dag skete, at deres Synagogeformand døde uden forvarsler, og han blev begravet den samme dag. Nu stod synagogen uden formand og uden bevogtning. Der blev kaldt til hastemøde for at finde en ny mand, som kunne bo i hytten bag synagogen. Derfra kunne han holde øje med at den evigt brændende flamme, symbolet for Guds nærhed, blev ved med at brænde samt holde dørene lukkede for uvedkommende. Menigheden havde haft en hellig skriftrulle i generationer, og den skulle nødigt forsvinde fra skabet.
Stillingen var ikke eftertragtet, skønt dens indehaver nød en vis respekt som vogter af den hellige skriftrulle. Det endte med, at den fattigste mand, der ingenting ejede, blev valgt til formand. Alle gav ham hånden og ønskede ham respektfuldt tillykke med at netop han blev valgt til opgaven.
Han tog imod opgaven med taknemlighed, for nu fik han tag over hovedet og en håndfuld ris som offer til Gud. Han udførte sine opgaver vel, og processionen med den hellige skrift rulle blev også gennemført med den forventede værdighed.
Selv om ingen i menigheden kunne læse, var hans vigtigste opgave sammen med en anden mand i hellig procession at bære den hellige skrift rulle frem til den Ene Guds ære. I dette øjeblik måtte alle dække deres hoved og i ærbødighed tilbede Gud.
Sådan gik der mange år. Ingen vidste, hvordan han havde båret sig ad, men en dag kom han med den besked, at han ved Guds hjælp havde lært at læse. Alle blev overrasket, fordi de havde troet, at han var lige så enfoldig som fattig. Hvis Gud havde hjulpet ham med at lære at læse, så var det et mirakel og et bevis på Gus almægtighed. Det kunne kun tilskrives den hellige skriftrulles indflydelse.
Nu ville alle have, at han skulle læse højt fra deres hellige skriftrulle. Det have aldrig hændt før, så længe man kunne huske.
Da sabbatten kom, blev skriftrullen taget frem og linnedet som dækkede den blev fjernet med rystende hænder. Alle kunne mærke hvordan stilhed blev mættet af Guds hellighed. Hele menigheden dækkede deres hoved og tilbad Gud i ærbødig.
Synagogeformanden læste højt og tydeligt: "Købskontrakt imellem Ib Abdul Ben Hus, søn af Agbah og Hassan, som var søn af Agri Argir, søn af Gullah den gamle." Så stoppede han.
Alle var lamslåede. Ingen ville tro hvad de havde hørt. Der kom en mand fra menigheden, kiggede mistroisk på skriftrullen og eftersom han ikke kunde læse, spurgte han: "Var det herfra du læste lige før?" Synagogeformanden nikkede. "Er det her en købskontrakt og ikke et helligt skrift som vi har troet?" Spurgte han fuld af vantro.
Synagogeformanden kastede et granskende blik på pergamentet: "Ja, sådant ser det ud til at være, selv om den virker at være ret gammelt."
Bagest i lokalet kom et mistænkelig lyd, som lignede et stranguleret grin. Men ingen bemærkede dette vanhellige reaktion for hele synagogen eksploderede i skrig. Fornemmelse af Guds Hellighed forsvandt. I stedet lød det som, en flok onde ånder havde sluppet fri fra hver mands hjerte. Alle skreg i halsen på hinanden fuld af bittert had. Når der værste bitterhed var kommet ud, begyndte spørgsmålene regne: "Hvem har købt skriftrullen?" "Hvem har lagt den der i skabet?"
Ingen havde svar på det. Derimod stillede en mand, lidt klogere spørgsmål: "Hvor længe har skriftrullen ligget i skabet?"
Stilhed skænkede sig i lokalet, man kunne høre mændenes hjerteslag under heftige åndedrag. Til sidst kom en gamling frem og med rystende stemme forklarede: "Jeg huske hvordan i min bedstefars tid blev der talt om købet af en hellig skriftrulle. Fra den tid har skriftrullen ligget i skabet i mindst to generationer, uden at nogen havde læst i den. Den har været fremme kun ved de hellige ceremonier, og hvor tit har vi følt Herren Zebaots nærhed midt blandt os.
Ingen tog notits af denne bemærkning, tvært imod alle følte sig bedraget og de tog det som et ganske personlig fornærmelse. Der blev grædt bitre tårer, og revet mange hår fra skæggene. Værst var, at man ikke kunne drage nogen til ansvar og således kunne sagen heller ikke hævnes.
Da der ikke flere tårer var at presse ud og følelserne falmede en smule begyndte folk at udspørge Synagogeformanden om, hvordan havde du båret dig ad med at lære at læse?
"Ved at lytte og se" svarede han og tilføjede: "I byporten indgår folk ustandseligt handelsaftaler. Skriveren skriver det ned og bagefter læser han det højt. For mig har det været en personlig oplæring."
Nu begyndte folk at hviske og tiske: "Vi har vor egen skriver og læser!" Der blev ikke fældet flere tårer, ej heller revet flere hår fra skægget. Mændene gik hjem og holdt sabbatten i ro.
Efter sabbatten kom to mænd bærende på et spinkelt bord og en vaklende stol samt skriveredskaber. Møblerne blev stillet ind i Synagogeformandens hytte. Straks efter kom en kendt købmand og med sig havde han en stak handelsaftaler og han begyndte at undervise Synagogeformanden i, hvordan man laver gunstige handelsaftaler. Hvilke ordvalg var kunstige for sælgeren of hvilke ordvalg var bedste for køberen. Forman lærte også, hvordan man kunne undgå at blive draget i næse af en dårlig aftale, men det sagde han ikke noget om til manden, tænkte det blot ved sig selv.
Med tiden lærte han meget mere end at lave handelsaftaler, og således voksede hans ry som en retfærdig broder iblandt jøderne, og man begyndte at lytte til hans afgørelser i tvistspørgsmål. Som Synagogeformand måtte han ikke tage betaling for sine tjenester, men det var han ligeglad med. Det så ud, som om penge ingenting betød for ham.
Det lykkedes ham at skaffe nogle få hellige skrifter, som menigheden satte høj pris på, når han læste af dem.
Senere fik han et kaldenavn: Den Fattige Rabbiner og folk samledes hos ham i byporten, både muslimer og jøder og de lyttede til ham.
En aften fik han et hastende bud fra Kaliffen at møde op på ringmuren. Det møde ændrede hans liv.