Olle følte med hånden fra bordkanten til han fandt skeen og med den anden hånd fandt han kanten af grødskålen foran ham. Jeg fulgte hans bevægelser med nysgerrighed, før jeg lagde mærke til, at hans blik var faret vild mellem øjets buede overflade og hans omverden. Olle grinede af et eller andet Mattis sagde.
   Helvi lagde skeen og flettede fingrene foran sig og ventede tålmodigt på, at de andre også lagde vores skeer, før hun fremlagde planen for dagen. Der var arbejde, der skulle ordnes; opgaver der skulle fordeles. Jeg blev glad, da også jeg fik arbejde at tage mig til. Jeg skulle feje gulvet og ildstedet, skubbe bordet, vaske op og plukke en høne til aftenens måltid.
   Olle satte en ny spand vand ved ildstedet og satte sig på bænken ved bordet, mens jeg hældte vand op i en gryde og varmede det. Han trak en snor, hvor enderne var bundet sammen, op ad sin bukselomme og trak snoren mellem sine fingre. Når snoren var spændt mellem begge hænder, dannede den former.
   "En vugge," sagde Olle med et smil, inden han trak fingrene ud af snoren og begyndte på ny. Jeg kunne ikke løsrive mit blik.
   "Vandet koger," fortsatte Olle.
   Jeg vendte mig og sandt nok boblede vandet i gryden over ildstedet.
   Vi satte os udenfor, hvor Olle viste mig en bænk, der stod i eftermiddagssolen op ad husets mur. Han fandt et fiskenet frem og efterså knuderne, mens jeg skoldede den døde høne og begyndte at plukke den. Olles fingrene fulgte garn-ruderne i nettet og fandt hurtigt der, hvor knuderne var revet løs og bandt nye knuder. Måske mærkede han min interesse i hans snilde.
   "Mine fingre ser, hvad mine øjne ikke kan." Olle fortalte, at han kunne se forskel på lys og mørke, men ikke andet. Han huskede farven blå og hvor alsidig blå var. Han drømte nogle gange om en klar blå himmel og om horisonten, hvor himlens blå mødte havet dybe blå. På gården kendte han afstande mellem stigen og ildstedet, hans plads på bænken til døren, fra døren til brønden og så videre.
   "Må jeg mærke dit ansigt?"
   Jeg nikkede, før jeg huskede, at Olle ikke kunne se mit hoveds bevægelse og svarede ham. Olle lagde hånden på min ene kind, og med fingerspidserne fulgte ham ansigtets konturer. Næsens ryg. Læbens bue. Pandens flade og kanten ved øjenbrynet. Olle lagde hænderne i skødet og smilede stort, så hans fortænder lyste hvide.
   "Mattis har ret, du er smuk." Han sagde det med et barns blotte konstatering, uden bedømmelse eller bagtanke.
   Jeg kiggede ned på mine egne hænder.
   "Det var godt, at det ikke var mig, der mærkede dit ansigt. Så havde du haft hønesaft og fjer i hele ansigtet nu." Vi klukkede sammen.
   Hverdag indtrak, og jeg begyndte at blive mere rolig. Jeg genkendte mig selv fra før, fra Fielding. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at vise min taknemmelighed til Helvi, Mattis, Kirsi og Olle. De havde ingen grund til at byde mig velkommen i deres hjem, hjælpe en fremmed, men de gjorde det alligevel.
   "Nu varer det ikke længe, før Otso og Vædderen kommer tilbage," sagde Helvi en aften, hvor jeg havde bemærket, at det næsten var nymåne. Den aften viste den aftagende måne sig som et smalt bånd, som de bånd Kirsi yndede at lave frisurer med.
   "Vædderen er fars skib," sagde Olle fra sin plads på bænken.
   "Mattis, begynd at holde øje igen."
   Mattis gik efter aftensmaden og var i hulen ved klipperne om natten, fortalte Kirsi mig senere, da vi lå i alkoven om aftenen. Jeg studsede over det, hun fortalte.
   "Sover han i hulen?" spurgte jeg stille. Sov han i hulen, havde jeg været der, da jeg kom. Jeg havde undersøgt hulen og ikke fundet nogen. Om morgenen havde Mattis siddet på den anden sige af målet med friskfangede fisk.
   "Ja," sagde Kirsi med en lok af sit lyse hår mellem sine fingre, "hvor skulle han ellers sove?"
   Jeg lå og undrede mig over, hvor Mattis havde været den nat, jeg var i hulen, uden at komme til en konklusion.
   "Vågn op, Aude," lød en høj hvisken akkompagneret med en hånd, der ruskede min skulder. Jeg spærrede øjnene op med det samme og så Helvi ved siden af alkoven. De havde fundet mig. Beurons soldater var på vej. Frygten knugede mit hjerte i sin hånd.
   "Otso er tilbage. Vædderen ligger for anker i bugten. Mattis skal ro dig ud til skibet. Kom, vi får dig i tøjet. På den måde vil det se ud til, at du kommer til Highstowe af søvejen."
   Helvi hjalp mig i tøjet i lyset af et enkelt lys, der stod på bordet. Hun holdt min håndsyede kappe, så jeg kunne tage den på og rakte mig det broderede tørklæde. Forberedelserne skete så hurtigt, at jeg kun nåede at koncentrere mig om den motoriske øvelse at iføre mig tøjet. Helvi klemte min skulder,
   "Det skal nok gå. Otso ved, hvad han gør." Døren til huset åbnede, og mørket lurede sort derude.
   "Tag min hånd, jeg kan vejen i mørke," sagde Mattis. Jeg kiggede op og konstaterede, at det var nymåne. Himlen var sort, og der var ingen måneskin, der kunne hjælpe os på vores vej. Det betød imidlertid også, at der ikke var andre, der kunne se Mattis og jeg halvløbe mod skoven og havet neden for klipperne.