Inde fra det lille brændeskur der lugtede, som om et dyr havde lidt en dødelig skæbne herinde, kunne han følge med i alt hvad der rørte sig gennem det snavsede, ruderformede vindue i døren. Skuret lå i et hjørne af haven og var på den ene side dækket af tætte buske med stikkende grene. Dem havde Martos haft fornøjelsen af at løbe ind i, da han var ankommet i haven i et vældigt uvejr sidste nat.

Da han gik gennem portalen i Aiama havde han ikke forudset, at tiden på dagen og vejret kunne være helt anderledes, end det han kom fra. Han var derfor blevet temmelig overrasket da hans ankomst var blevet ledsaget af blitzende lyn, voldsom torden og regn i stride strømme. Mørket havde også virket skræmmende fordi han kom fra daggryets spæde lysstråler, og lige i første sekund havde han troet, at han var blevet blind under transporten gennem portalen.
   Det var dog hurtigt gået op for ham, at han var ankommet midt om natten, og han var løbet krumbøjet ind mod husmuren for at finde læ. Da han havde været tæt på huset, havde han imidlertid opdaget det, der viste sig at være et brændeskur på hjørnet af grunden. På det tidspunkt havde han allerede været gennemblødt og kold, og selv om han bar en hætte var vandet drevet ned af hans ansigt i små floder og havde sløret hans syn. Han havde hurtigt sat kursen mod skuret som han mente ville være et passende gemmested, indtil morgendagens komme. Han var løbet gennem noget fedtet og glat der kunne være en plæne af en slags.
   Da han havde nærmet sig det lille brændeskur havde han lidt svært ved at sætte farten ned igen på grund af det smattede underlag, og det var på det tidspunkt at han havde stiftet bekendtskab med de stikkende grene på busken. De havde revet hul på hans kappe og havde givet ham nogle små sår. Da han endelig havde fået viklet sig ud af grenene, der ellers insisterende havde fastholdt ham, var han nået frem til trædøren. Den havde været sidste hindring før han kunne komme ind i tørvejr og få tørret det våde tøj, inden han blev syg og måske forsinket i sin søgen efter smykket.
   Selvfølgelig havde der siddet en lås af en slags på døren, men det var ikke nok til at holde den ivrige troldmandslærling ude. Martos kendte en simpel besværgelse der ville få den til at åbne sig øjeblikkeligt.
   Han havde lagt hånden på den kolde, glatte lås mens han skævede mod de regnslørede vinduer i huset bag ham. Ingen lys var blevet tændt, heldigvis.
   "Klutjam," havde han mumlet gennem regnens brølen.
   Låsen var sprunget op med et næsten uhørligt klik. Martos havde fjernet den, og døren havde givet sig med et ordentligt knirk da han havde lagt vægten imod den. Hurtigt var han smuttet ind i skuret og havde bedt til at han ikke havde vækket nogen, men han var hurtigt blevet enig med sig selv om, at tordenen og regnen havde overdøvet alt.

Martos, hvis tøj nu var tørret takket være en besværgelse, han havde lært sig i en af de sidste lektioner Mester Jelin havde givet ham, stod nu og holdt øje med huset gennem vinduet. Han kiggede ned af sig selv, og rynkede brynene ved synet af det krøllede tøj. Tørre sit tøj var han i stand til, men krøllet tøj havde han ingen magt over.
   Der var ikke noget at gøre ved den sag, selv om han bedst kunne lide at præsentere sig selv i et ordentligt sæt tøj. Den mørkerøde bluse han havde på, var vævet af fin uld og farvet med plantesaft. Det virkede som om den var krøbet lidt efter nattens strabadser, for den sad noget tættere om hans overkrop end sædvanligt. De tynde, sorte bukser var heldigvis hverken større eller mindre end i går, hvilket også ville have svækket hans troværdighed i betydelig grad. Den sorte kappe lod til at være i en så miserabel tilstand, at det nok bedre kunne betale sig for ham, at skaffe sig af med den. I sidste ende vidste han dog, at han aldrig ville være i stand til at skille sig af med den elskede kappe, der havde været en gave fra hans gamle lærermester. Dengang havde han stadig tjent som dygtig bueskytte.
   Nu kunne han ikke lade være at trække på smilebåndet, da han forestillede sig at præsentere sig for fremmede mennesker i en ukendt verden, når han lignede en der for nylig var sluppet ud af en varmegrotte efter længere tids ophold. Hans mor ville formentlig være rystet hvis hun kunne se ham lige nu. Hun var væverske, og satte pris på orden og renhed.
   Når han skulle indlede sin første dialog, skulle den helst ikke komme til at lyde sådan her:
   "Jeg byder jer pænt goddag. Jeg kommer just fra en anden verden, og håber at I er i besiddelse af et specielt halssmykke, som I gerne vil forære mig?"
   Med sit krøllede og nussede udseende sammenholdt med sit mærkværdige ærinde, skulle han være heldig, hvis han ikke blev jaget væk med en eller anden form for våben.
   Han trøstede sig med, at han idet mindste var præsentabel at se på. En flot mand kunne han ikke prale af at være, men med det sorte, skulderlange hår og de grågrønne øjne kunne man ikke kalde ham uheldig. Det var i hvert fald, hvad hans kære mor påstod. Han havde markerede kindben og en kraftig markeret hage, og i hans øjne var der næsten altid tiden et humoristisk glimt.
   Nu var dagen gryet og Martos besluttede at vente lidt længere i brændeskuret, så han kunne holde øje med huset. Det varede ikke længe inden han opfattede bevægelse gennem et af vinduerne, og snart efter blev hoveddøren åbnet. Ud kom en hund springende og tæt bagefter kom en lyshåret kvinde med håret sat op i en knude på hovedet. Hun havde en mærkværdig dragt på der glimtede i lyset, og hendes fodtøj blinkede med et underligt lys når hun satte hælen i jorden. Hun satte i løb hen over grusstien, der førte ud af Martos' synsfelt.
   Han havde ingen anelse om hvor længe hun ville være væk, men besluttede sig til at vente en rum tid før han åbnede skurdøren. Den overgav sig igen med et hørligt knirk. Martos var af den opfattelse, at det var rart at vide lidt om den nye verden, han så brat var blevet præsenteret for i nattens mulm og mørke, inden han gav sig til at antaste husets beboere. Han vidste jo heller ikke om der var flere inde i huset, så derfor sneg han sig forsigtigt rundt langs beplantningen og hen til det nærmeste vindue. Han risikerede et forsigtigt kik ind og så adskillige genstande som han ikke anede hvad var. Andre ting så genkendelige ud, og det gav ham en vis ro indvendig. Fuldstændig fremmed var denne verden heldigvis ikke.
   En skinger fløjten afbrød hans tur rundt om huset. Han troede først at det var en slags fugl, men det lød ikke særlig godt, og han havde kun erfaring for at fuglene i Aiama lukkede harmoniske, smukke toner ud. Snart blev denne atonale fløjten ledsaget af en knasende lyd, og Martos blev opmærksom på at lydene stammede fra en mand der kom spadserende op mod huset. Han mente det stadig var for tidligt at give sig til kende.
   Alt imens manden nærmede sig, kunne Martos godt se, at den lange passage med småsten skilte ham fra brændeskurets skjul. Han ville ikke have mulighed for at nå derover uset. Derfor smuttede han rundt om hjørnet af huset og gav sig til at vente, til der blev fri bane.
   Han kikkede rundt om husmuren, og så den lyshårede mand låse sig ind af hoveddøren. Det måtte være en af husets andre beboere, og Martos spekulerede på om han alligevel skulle give sig til kende overfor manden. Noget holdt ham fra det, der havde været et eller andet ved mandens udtryk som han ikke brød sig om, uden at han helt nøjagtigt kunne sætte en finger på det.
   Han kiggede ind af det vindue som han stod ved siden af, og mente at det måtte være et køkken, selv om tingene så meget fremmedartede ud. Martos hørte manden komme ind i rummet, og troede et øjeblik han var blevet opdaget. Den lyshårede mand åbnede nemlig vinduet lige ved siden af ham, men han fortsatte sin irriterende fløjten, og sagde også nogle mærkelige ting som:
   "Uh ja baby, farmand er tilbage! Ja jeg ved det godt, jeg har da også savnet dig lidt, men hey mand nu er jeg her."
   Samtidig skramlede han med nogle ting derinde og lavede mærkelige kysselyde. Martos brød sig bestemt ikke om denne mand og hans snak om puttehønens loverboy der var vendt frygteligt tilbage, hvad i alverden han så snakkede om. Martos måtte blive siddende i skjul en rum tid, mens manden rumsterede rundt i køkkenet.
   Kan han dog ikke snart bevæge sig længere ind i huset, tænkte han da en irriterende krampe begyndte i hans lange ben. Langt om længe lod det til, at manden med de falske fløjtelyde fjernede sig fra køkkenet. Martos vovede at rejse sig op og masserede et øjeblik de smertende lægge.
   Han skulle til at smutte rundt om hushjørnet, da kvinden og hunden vendte tilbage. Hurtigt trak Martos sig endnu engang tilbage, mens han himlede med øjnene. Det var ikke ligefrem den bedste start, han havde fået. Han krøb igen sammen under vinduet og tillod sig at kigge med et enkelt øje.
   Kvinden var let forpustet og hendes fugtige pandehår klæbede til huden. Hun satte nøglen i låsen og åbnede døren, da hun pludselig begyndte at kigge sig undersøgende omkring. Martos trak skyndsomt hovedet til sig. Han sendte tavst en bøn til Vasgos, retfærdighedens gud. Dette var ikke måden han ville stifte sit bekendtskab med fremmede mennesker på, skjult bag en husmur. Det måtte være folk, som kunne føre ham til halssmykket, eller i det mindste vidste noget om det.
   En vred stemme lød pludselig ud gennem det åbne køkkenvindue, det måtte være kvinden. De var tilsyneladende ikke så gode venner, som den lyshårede mand regnede med. Martos benyttede skænderiet til at smutte væk fra vinduet, og han løb over plænen med humpende skridt. Krampen var ikke forsvundet endnu.
   Martos blev enig med sig selv om at vente til manden var gået, før han gav sig selv til kende. Der gik ikke lang tid før denne kom marcherende ud af hoveddøren, mens han mumlede vredt for sig selv. Hans ord lød dog høje nok til, at Martos kunne høre dem fra sit nye skjul.
   "Det skal du komme til at fortryde din dumme sæk, ingen skal slippe godt fra at tale til mig på den måde. Bare vent din ko, for hævnen er sød."
   Mere hørte Martos ikke da manden var nået uden for hørevidde.

Kong Petinau strakte knagende sin ryg der alt for længe havde været bøjet over de mange dokumenter og breve, han udvekslede med kongerne i nogle af de andre lande. Ikke alle var interesseret i at udveksle korrespondance med ham, men dem der stod på god fod med Syncos, fortjente at få at vide at de gjorde alt hvad der var menneskeligt muligt. Han fortalte kort, at han mente at have fundet en løsning på deres presserende problem, men ville ikke gå nærmere i detaljer på skrift. Han bad dem holde modet oppe, og fortalte at han selv afventede resultatet af sin plan, og havde tillid til at hans folk kunne løse problemet. Brevene blev sendt af sted med ugler, og i visse tilfælde høge eller falke der kunne skyde en vældig fart. Han håbede at brevene nåede frem hurtigst muligt.
   Kongen skubbede den voksende stak af breve til side og lod de stærke fingre tromme i bordet, mens han tænkte på Martos og hans rejse til parallelverdenen. Han havde snart brug for positive budskaber, for at holde modet oppe hos syncosianerne. Han havde efter Martos' afrejse informeret indbyggerne om Yasuns dødsbølge, og de var naturligvis rædselsslagne.
   Det kunne betyde enden på det hele hvis Martos ikke var i stand til at komme tilbage til Aiama med halssmykket, men der var ingen steder at flygte hen. Mænd, kvinder og børn havde ikke andet valg end at afvente tiden, og bede til at deres redningsmand ville klare den store opgave. Kvinderne takkede i deres stille sind for, at det ikke var deres mænd der var blevet sendt af sted på denne mission. Børnene havde brug for at være sammen med deres fædre i disse, måske sidste uger af deres liv. Der var overraskende få enlige mænd i deres by, og det var et godt tegn for frugtbarheden. De 15-20 mænd der endnu ikke var gift, var fuldt beskæftiget med deres arbejde, og det var ofte nogle af kongens mest tætte og betroede mænd.
   Petinau rejste sig op, og kiggede rundt i Marmorhallen med det sorte marmor-gulv og det store banner, hvor Syncos' våbenskjold prydede væggen over indgangen. Det forestillede en mægtig grif på en baggrund af et sværd og et skjold. Han betragtede de buede, skinnende jerndøre, der var flankeret af to dørvogtere i det kongelige liberi af røde, sorte og hvide farver, hver med en hellebard ved deres side. Den kongelige trone i den fjerne ende af rummet, der var smukt forarbejdet i asketræ, sølv og rubiner, som han kun benyttede ved kongelige audienser. Det kongelige scepter der knejsede til højre for tronen, med sirlige rækker af skarptslebne rubiner hele vejen op, til den øverste del som forestillede Syncos' våbenmærke, en grif, med øjne af glitrende store rubiner. Faklerne der brændte lystigt, med skæfter lavet af sølv og asketræ med forsiringer, ledte vejen fra de mægtige døre op til tronen.
   Alt dette kunne risikere at stå urørt om nogle få uger, og bare vente på at blive plyndret af Yasuns sorte røvere. Blive skændet efter så mange hundrede år med stolte traditioner, ærbødighed og retfærdighed. Det ville blive besudlet af beskidte, grådige fingre og den ubesejrede ånd, som griffen repræsenterede, ville blive knækket og efterladt i støvet ved siden af de tørre knogler af mange tapre mænd, kvinder og børn, som engang havde leet, elsket, kæmpet, slidt og levet i dette prægtige land.
   "NEJ, jeg vil ikke tillade det at ske," sagde kongen højt, så hans stemme gav genlyd i det ellers tyste rum.
   Dørvogterne på hver side af døren, lod sig ikke mærke med noget. De to livvagter der fulgte Kong Petinau overalt, stod begge i skyggerne uden for hørevidde. Kongen drejede om på hælen for at konsultere sin spåkone Helta i sine private gemakker. Hun havde hjulpet i mangen en penibel situation. Måske kunne hun se, hvordan Martos ville klare sig i sin søgen efter Aiamas eneste redning.

Efter Anitas uventede konfrontation med Lars, hældte hun frisk mad og vand i Tøsens to skåle, som havde fået et navneskilt hver med fin, sort skrift. Tøsen gispede glad og fornøjet og gik hurtigt i krig med maden. Da hun var færdig lukkede Anita hende ud i haven som hun plejede.
   "Kan du passe på huset de næste tyve minutter? Når jeg har været i bad kommer jeg ud og børster dig, så du bliver lige så flot som en anden dronning, er det en aftale?" sagde Anita og klappede Tøsen inden hun luntede ud i haven.
   Anita gik ind i soveværelset for at finde noget tøj frem, som hun tog med ud på badeværelset. Hun befriede sig for det svedige træningstøj, løsnede hårelastikken og tændte for den kolde bruser.
   Mens hun lod de kølige stråler løbe ned over sig, lukkede hun øjnene og vendte ansigtet opad. Et køligt bad klarede altid hendes hjerne, og gav hende masser af energi til dagens udfoldelser. Hun tog sig god tid til at vaske sit hår og sæbe kroppen ind i den bløde sæbe hun elskede, og som hendes oldemor Thilde altid købte til hende.
   Efter badet smurte hun sig ind i en duftende creme og kom en smule make-up i ansigtet. Hun trak i det tøj, som hun havde lagt på vasketøjskurven. Et par hvide hørbukser og en syrenfarvet hættebluse uden ærmer. Hun stillede sig overfor spejlet og arrangerede det lange, lyse hår i en fransk fletning, og tilføjede et lille sølvspænde hun havde arvet fra sin mor.
   Hendes mor, Katrine, var død af brystkræft da Anita var 13 år gammel og hendes far var aldrig blevet sig selv igen efter det. Han havde gjort et godt stykke arbejde med at passe og opdrage hende alene, men de havde ikke mange familiemedlemmer at trække på. Derfor havde Anita tit og ofte været sammen med sin oldemor Thilde, når hendes far arbejde skæve tider.
   Thilde levede stadig i bedste velgående, 87 år gammel, og Anita besøgte hende tit. Hun boede kun cirka ti kilometer fra oldemoren, og i dag skulle hun også derover. Hun plejede at købe et par kager med til kaffen, men ind i mellem bagte Thilde boller eller franskbrød, og det havde hun lovet også at gøre i dag. Tøsen var også velkommen, og opførte sig altid pænt når hun var med ude hos andre.
   Anita kom ud fra badeværelset og gik ud i køkkenet for at tage en croissant, hun kunne nyde ude i haven sammen med Tøsen. Inde i soveværelset greb hun sin taske, hvor hun havde lagt mobiltelefonen ned efter den var blevet opladet, og kastede den over skulderen. Hundebørsten stak hun ned i bukselinningen og gik nynnende ud i haven.
   Det var perfekt sommervejr til at sidde og dase en halv times tid, inden de skulle videre. Hun regnede med at Tøsen enten løb rundt og legede med sin fodbold eller havde fundet et godt sted i skyggen. Derfor blev hun temmelig forbløffet da hun opdagede at hunden stod og logrede, imens en fremmed mand sad på jorden og kløede den bag øret.
   "Hvad i alverden laver De her? Det er en privatgrund," sagde Anita og trådte et par skridt nærmere den fremmede med rynkede bryn.
   Han kiggede forskrækket op.
   "Åh, undskyld mange gange! Det var ikke min mening at De skulle blive forskrækket, eller føle dem forulempet på nogen måde."
   Manden rejste sig op og børstede nogle græsstrå af sine bukser med et par stærke, solbrændte hænder. Over den ene arm havde han en frakke hængende. Han trådte et skridt frem og sagde:
   "Må jeg have lov at præsentere mig selv? Mit navn er Martos Guilios og jeg kommer i et lidt usædvanligt ærinde." Han bukkede ganske let så hans sorte hår et kort øjeblik dækkede hans ansigt.
   Uden at lægge mærke til det stod Anita og stirrede stumt på ham. Hun var fuldstændig paf og anede ikke hvad hun skulle sige til den fremmede, der for et øjeblik siden havde siddet på græsplænen og kælet for hendes hund, og nu stod i sin fulde højde foran hende og bukkede. Han så fremmedartet ud, både med sit udseende der kunne virke sydlandsk, men også med sit tøj, der virkede eksotisk og lidt krøllet. Han lignede en der havde sovet i det. Kunne han være en hjemløs, der kom for at tigge nogle penge? Nej, den tanke strøg Anita med det samme.
   Der var noget anstændigt og gentlemanagtigt over ham, og han virkede alvorlig, men så samtidig ud som om han morede sig over et eller andet. Han talte med en udefinerbar dialekt, Anita ikke kunne placere.
   Han kiggede på hende med et spørgende blik, og det gik op for Anita at hun ikke havde besvaret hans formelle præsentation.
   "Øh.. Anita.. Anita Nielsen hedder jeg," sagde hun og rakte ham hånden som han greb i et fast, varmt håndtryk.
   "Som sagt vil De nok mene at mit ærinde er lidt mystisk, men jeg beder Dem bære over med mig, og høre på hvad jeg har at sige." Han stirrede på hende med et blik der var så intenst, at hun slog øjnene ned.
   Anita vejede lidt for og imod, turde hun risikere at gå for langt væk fra indkørslen? Der kunne være hjælp at hente, hvis han nu skulle vise sig at være seriemorder eller en underbetalt Netto-medarbejder, der havde bestemt sig for at begå ubevæbnet røveri. Hun besluttede sig for at løbe risikoen for at sidde i havemøblerne. Han lignede heller ikke hverken seriemorder eller Netto-medarbejder.
   "Jamen, hvis De vil følge efter mig så kan vi sidde lidt mere bekvemt herovre," sagde Anita og pegede over mod havemøblerne der stod i et hjørne af haven.
   "Tøsen, kom skat." Hun klappede sig på låret og hunden kom luntende hen ved hendes side. Godt nok virkede den fremmede reel og høflig nok, men det ville ikke skade at have Tøsen ved sin side hvis der nu blev et eller andet. Hun anviste ham en teaktræsstol og blev selv stående ubeslutsomt. Det gik op for hende at hun stadig havde både hundebørste og croissant med sig, derfor lagde hun croissanten på bordet og stillede sig ved siden af Tøsen.
   "Nå,Tøsen, jeg havde jo lovet dig en omgang med børsten, så det kan jeg jo nok ikke løbe fra," sagde hun og begyndte at føre børsten gennem hendes pels med lange, bløde tag. Hun var glad for denne kontakt med hunden da det hjalp hende til at forholde sig roligt og holde hovedet klart. Manden virkede selvsikker men alligevel meget afdæmpet, som om han ikke rigtig vidste hvad han skulle sige.
   "Ja,det er jo ikke hver dag jeg møder fremmede mænd i min have, så De må undskylde hvis mine manerer virker lidt dårlige, men De må endelig bare fortælle hvad De er kommet efter," sagde Anita i et forsøg på at bryde den lidt pinlige tavshed uden samtidig at virke uforskammet.
   "For at være helt ærlig, så har jeg ingen ide om, hvor jeg skal begynde og hvor jeg skal slutte. Først må jeg spørge Dem om De har et åbent sind?" Han lænede sig lidt frem som om han ventede spændt på svaret og satte ubevidst fingerspidserne mod hinanden. Anita kunne ikke undgå at se hvor stærke og smidige hans hænder var, og håbede inderligt at hans hensigter ikke var af dårlig karakter.
   "Deres spørgsmål overrasker mig, hr..."
   "Martos, kald mig endelig bare Martos," sagde han og afslørede for første gang en række hvide tænder i et varmt smil, der fik Anita til at blive tør i munden.
   "Grunden til at jeg spørger Dem på den måde, er fordi jeg ikke helt ved hvor meget jeg skal fortælle uden at De vil synes jeg er... hvad siger man? Helt fra koncepterne?" Han smilede igen, men denne gang lå der en bedrøvelse bag ved og hans øjne blev alvorlige.
   Da Anita bare stirrede afventende på ham, besluttede han sig for at fortsætte.
   "Sandheden er en meget lang historie, som formentlig begynder med en mand der hedder Scolt, og en kvinde der hedder Nolee. Er det nogle navne der overhovedet siger Dem noget?"
   I hans øjne brændte et håb Anita aldrig nogensinde havde oplevet hos et andet menneske. Umiddelbart sagde disse navne hende dog ikke ret meget, men hun ville nødig skuffe denne mand der virkede enormt mystisk men samtidig meget ærlig. Og flot. Nej, den sidste tanke kunne hun lige så godt glemme alt om.
   "Er det nogen der har boet her i nærheden? Lever de stadigvæk? Jeg synes der er en eller anden klokke der ringer, men jeg kan ikke lige sætte fingeren på det." Anita fortsatte med at rede børsten gennem Tøsens pels, nu på benene.
   "De er et par der levede for omkring 150 år siden, men hvor henne ved jeg faktisk ikke. Det havde jeg håbet at De kunne fortælle mig. Manden, Scolt, forærede grangiveligt et halssmykke til kvinden som et kærlighedssymbol, men nu er der sket noget der hvor jeg kommer fra, noget alvorligt. Halssmykket er højst sandsynligt det eneste, der kan forhindre dette alvorlige i at ske. Jeg ved ikke hvordan jeg ellers kan forklare det på en enkel måde, men hvis navnene slet ikke siger Dem noget er jeg måske havnet det forkerte sted." Han sukkede opgivende og gemte et øjeblik hovedet i hånden.
   Anita fik lyst til at lægge en trøstende hånd på hans skulder, men blev hurtigt enig med sig selv om, at hun nu var for åndssvag. Der var bare noget over ham, som gav hende en sælsom lyst til at beskytte ham og lade sig beskytte. Hun rystede på hovedet for at klare tankerne. Pludselig kom hun til at tænke på at hun havde en aftale med sin oldemor, og da hun tænkte på hende begyndte klokken i hendes baghoved at ringe en lille smule højere. Havde Thilde ikke engang snakket noget om at hendes mor, eller var det mormor, engang havde fået et halssmykke der betød utrolig meget. Nu hun tænkte nærmere over det, mente hun at hendes.. hvad.. det måtte næsten blive tiptipoldemor havde haft et meget specielt navn, noget der startede med N. Hun kunne huske at hun syntes, det havde været et meget smukt navn. Kunne det være Nolee? Kunne hun være den kvinde som Martos talte om?
   "Martos..." sagde Anita mens hun stadig stirrede ned i græsset og prøvede at komme i tanke om tiptipoldemorens navn. Han havde siddet og betragtet hende mens hendes tanker tilsyneladende gik på langfart, og nu lagde han sig på knæ ved siden af hende og Tøsen.
   "Kan du huske noget?" spurgte han og kiggede undersøgende ind i hendes valnøddefarvede øjne mens holdt vejret. Anita blev helt overrumplet over hans nærværelse der føltes som en sugende malstrøm og truede med at få hende til at miste balancen. Hun rejste sig hurtigt og lagde lidt afstand imellem dem, ved at gå hen til bordet og tage sin croissant.
   Det her er garanteret ikke noget der sker i virkeligheden, jeg ligger sikkert stadig og drømmer efter det voldsomme tordenvejr i nat, tænkte hun. Pludselig så hun skikkelsen for sig igen, manden med hætten. Så snurrede hun rundt og stirrede på Martos. Hun var gået ud fra, at det var en frakke han havde over armen, men da hun kigge nærmere efter, kunne det udmærket være en form for kappe eller slag. Hun slog hånden op for munden og gispede.
   "Det var dig, var det ikke?"
   "Hvad mener du?" Martos kiggede på hende med ægte forvirring.
   "I nat. Det var dig der stod ude foran mit soveværelsesvindue i nat, var det ikke?" Anita kiggede på ham, som en skolelærer ville kigge på et uartigt barn for at være sikker på at få sandheden at vide. Det lod til at der gik et lys op for Martos og han nikkede skyldbevidst.
   "Jo, du har helt ret, det var mig, men det er slet ikke som du tror," sagde han og slog opgivende ud med hænderne. "Jeg er ikke kommet for at gøre dig noget ondt, det er sandheden jeg har sagt dig. Tror du på mig?" Han kiggede op på hende, igen med det lidt bedrøvede smil.
   "Jeg ved ikke helt hvorfor," sagde Anita og rystede på hovedet. "Men jeg tror på dig."
   Igen lagde hun croissanten på bordet, stadig uden at have taget en bid af den.
   "Ikke om jeg aner hvorfor jeg tror på dig, men rent faktisk så mener jeg, at kvinden du omtalte var min tiptipoldemor. Jeg står faktisk og skal hjem og besøge min oldemor, og hvis du er hurtig inden jeg fortryder, så kan du tage med hjem til hende. Så kan vi spørge hende, det var hendes mormor." Hun løftede advarende pegefingeren ad ham. "Nu har du bare ikke at være en eller anden der lige er sluppet ud fra psykiatrisk afdeling, der har for vane at dræbe og partere naive kvinder."
   Anita veg forvirret og lidt genert tilbage da Martos sprang op og gav hende et kæmpe knus.
   "Jeg forstår slet ikke hvad du snakker om, men tak... åh min gud tak," udbrød han begejstret, og trådte så hurtigt tilbage da han så hendes udtryk.
   "Undskyld," sagde han. "Det var ikke min mening at overfuse dig."
   "Det er helt okay, slap nu bare af." Anita lød helt afslappet selv om hun følte at hendes hjerte galoperede af sted som en løbsk hest. Hvad er det her for noget, tænkte hun irriteret. Det ligner ikke mig at blive mat i knæene over en fyr, som om jeg var en eller anden hormonelt forstyrret teenager. Slå lige koldt vand i blodet, kvinde.
   Til Martos sagde hun:
   "Vi må hellere se at komme af sted, så kan du fortælle mig lidt mere af din historie i bilen." Hun tog igen croissanten, men denne gang for at smide den ud i skraldespanden.
   "I hvad?" spurgte Martos forvirret.
   "I bilen." Anita lagde ikke mærke til hans forvirring. "Kom Tøsen."

Inden Kong Petinau tilkaldte sin spåkone Helta til sine private gemakker, kiggede han til sin søn. Den attenårige prins havde ligget syg længe efter en rideulykke, og endnu havde man ikke fundet ud af hvad der forårsagede den langvarige sygdom. Kongen havde fået de bedste præster og healere til at prøve at helbrede ham, men uanset hvad de fandt på, var der ingenting der virkede. Helta havde anbefalet Petinau udelukkende at give prinsen kildevand med ekstrakt af narunkelrod, da det ville styrke hans naturlige evne til at modstå sygdomme. Derfor havde kongen altid adskillige flasker af eliksiren stående i prinsens gemak, som Helta havde blandet til ham.
   Stadig lå han i sin seng, bleg og indfalden, og svarede kun i enstavelsesord. Det gyldne hår virkede mat og var klistret af sved, og Petinau strøg ham over panden med en fugtig klud. Hans normalt stærke krop var ved at miste sin styrke, og vægttabet kunne ses på både arme og ben, for ikke at tale om ansigtet. Kongen blev hos prinsen i en halv time, hvor han gjorde alt for at opmuntre den syge dreng. Efter en kort besked til den unge frøken der passede ham, vendte han tilbage til sine egne gemakker med tungt hjerte.
   Helta ankom ikke ret længe efter og bankede stille på den massive trædør, der var udsmykket med det kongelige våbenskjold. Hun åbnede selv døren da kongen kaldte hende indenfor og nejede kejtet, da hendes runde skikkelse ikke tillod hende at optræde graciøst. Hendes vandgrå øjne søgte kongens og hun nærmede sig med en med en lille bylt i hånden.
   "Goddag, Herre Konge," sagde hun og viste sine skæve, gule tænder i et ellers venligt smil.
   "Sæt Dem endelig ned, min kære Helta," sagde kongen og pegede på stolen overfor. "Jeg håber at De kan bringe mig godt nyt i disse skrækkelige tider. Jolker skal vide, at syncosianerne godt kunne bruge nogle gode nyheder, inden de bukker under af frygt for den unaturlige alderdom. Måske De vil lægge nogle kort for mig, kære ven."
   "Med glæde, med glæde min Konge. Er der noget specielt De gerne vil have afklaret, eller ønsker De en generel kortlæsning?" Helta talte med en kaglende røst der altid både irriterede og morede kongen. Han gned sig lidt henover det lyse skæg og så tænksom ud et øjeblik, så nikkede han som om han var blevet enig med sig selv om noget.
   "Hvis det er muligt for Dem at se, hvordan det går Martos, Mester Jelins troldmandslærling, på hans færd, ville det glæde mit hjerte utroligt."
   Helta udstødte små kurrende lyde mens hun nikkede og begyndte at brede nogle kort ud over bordet. På kortene var der forskellige skikkelser og symboler som kongen ikke forstod ret meget af, men Helta skulle nok oversætte det hele for ham på sin kurrende facon, der fik hende til at minde om en due.
   "Jeg kan se en ung mand som står tæt ved din side. Ved siden af ham ligger symbolet for held og succes, men ovenover ligger der et mørkt kort, som kan betyde flere ting. I nogle tilfælde vil det betyde forsinkelse eller forhindringer, og det er måske nok meningen med kortets placering her. Hmm... lidt fremme i tiden kan jeg se et smykke, jeg tror det er et halssmykke, som vil få en meget stor betydning."
   Kong Petinau lænede sig ivrigt frem og spurgte:
   "Kan De se om Martos vil finde halssmykket?"
   Helta kiggede på ham og hendes pupiller så ud til at udvide sig og trække sig sammen igen. Hun slikkede de sprukne læber og sænkede så blikket til de udbredte kort endnu engang.
   "Jeg kan se at han er sendt på en meget vigtig mission, fordi Dimau, guden for balancen mellem det gode og onde, lader til at vogte over ham. Om han vil fuldføre sin opgave står lidt uklart for mig. Jeg tror det er her, det mørke kort spiller ind."
   "De sagde før at det mørke kort kunne betyde flere ting, men at det i denne sammenhæng sikkert betød forsinkelse eller forhindringer. Hvad kan det ellers betyde?" spurgte kongen og lagde hovedet en anelse på skrå.
   "Død!" sagde Helta med sin uskønne røst. "At Døden vil krydse hans vej!"

Anita ledte Martos hen mod et træhus af en slags der lå ved siden af grusstien, og skubbede en port op der fyldte hele den ene endevæg. Indeni stod en stor genstand, som Martos aldrig havde set for sine øjne før. Den havde hjul som en hestevogn, bare meget mindre og små døre der første ind til nogle siddepladser. Han strakte hals for at se nogle flere detaljer på det, der måtte være et køretøj.
   Anita pegede på køretøjet med en lille genstand, og en bippende lyd undslap det. Martos var lige ved at spørge om hun også havde magiske evner, men tog sig hurtigt i det. Scolt havde skrevet i sin dagbog, at beboerne i denne verden ikke kendte til magi, og ofte kunne blive skræmt af ting som de ikke forstod.
   Derfor stod han bare stille og ventede på at se hvad Anita ville gøre. Hun gik hen til bagenden, åbnede den og tog et gammelt, slidt tæppe op. Det lagde hun ind på den bagerste siddeplads og klappede på det.
   "Kom Tøsen, ind bagi med dig. I dag for du ingen tur på forsædet, det er reserveret til vores gæst," sagde hun og blinkede til Martos.
   "Hun kan bedst lide at sidde foran, men bare rolig, der er ingen hundehår for jeg lægger altid tæppet under hende. Der er ikke noget mere irriterende end hundehår på sæderne, er det ikke rigtigt?" sagde Anita konverserende mens hun fik Tøsen til at lægge sig pænt på tæppet. Da hun trak hovedet ud af bilen igen og kiggede på Martos, kunne hun sikkert ikke undgå at se forvirringen malet i hans ansigt. Han følte sig i hvert fald temmelig mystificeret over dette køretøj, for han kunne ikke rigtig tænke sig til hvordan det skulle transportere dem nogle steder hen uden trækdyr. Han nikkede med et ubestemmeligt udtryk og afventede stadig hendes næste træk.
   Anita kiggede på ham med lidt rynkede bryn.
   "Sæt dig nu bare ind," sagde hun og pegede hen mod den anden dør. "Der er vel ikke et eller andet galt?" Hun satte den ene hånd i siden og lagde en finger mod sine læber.
   "Nej, nej," skyndte Martos sig at svare og bevægede sig hen til døren hun havde peget på. Han lod fingrene glide ind under håndtaget som han havde set hende gøre og hev til. Han blev helt overrasket da døren gik op uden yderligere problemer, og skyndte sig at sætte sig ind på sædet inden der skete nogle uforudsete komplikationer. Anita kunne ikke lade være med at grine da hun så hans besvær med at få benene til at være der.
   "Ja, det er altså mit lille fnug af en oldemor der har siddet i sædet sidst, så bare kør det lidt længere tilbage. Den sidder under sædet til højre," sagde hun og holdt sig for munden for at holde latteren tilbage. Da han bare kiggede på hende med et opgivende skuldertræk og et lille, uskyldigt smil kunne hun ikke undgå at bryde ud i grin. Hun rystede på hovedet og tørrede en tåre væk fra kinden.
   "Undskyld, det er ikke pænt af mig at grine af dig, men hold op hvor ser du sjov ud!" Hun steg grinende ud af bilen, kom over på hans side og åbnede døren mens hun stadig holdt en hånd over munden.
   "Ja, hvad skal jeg sige andet end, at jeg ikke lige er vant til et køretøj som dette her," sagde han for at rede trådene ud og kløede sig i håret. Det fik bare Anita til at grine endnu mere og undskylde igen, mens hun bøjede sig ned og tog fat om mekanismen under sædet.
   "Sådan, så kan du godt skubbe dig tilbage."
   Martos skubbede fra med benene og sædet kørte tilbage så han slap for at sidde med knæene helt oppe om ørerne.
   "Ahh, det var dejligt." Han trak vejret dybt og kiggede på Anita mens hun steg ind i bilen endnu engang. Hun havde et virkelig kønt smil og hendes valnøddefarvede øjne spillede i lyset fra det lille aflange spejl der hang oppe ved loftet. Han var blevet overrasket, da hun trådte ud af hoveddøren og spurgte hvad han bestilte her, for hun så noget anderledes ud, end da hun kom tilbage fra løbeturen. Hun var en smuk kvinde, syntes han. Virkede stærk og uafhængig, men samtidig sårbar.
   Hans tanker blev afbrudt da hun tog en nøgle frem og drejede den i en lås, for bilen begyndte pludselig at larme svagt, og han kunne mærke vibrationer gennem sædet. Da bilen begyndte at trille baglæns kom han med et forskrækket udbrud, stirrede ud af vinduet og lagde fingrene mod glasset. Hvis dette ikke er trolddom så ved jeg ikke hvad det er, tænkte han og kiggede sig begejstret omkring.
   "Du må hellere tage selen på, jeg vil gerne have at mine passagerer bliver spændt ordentligt fast," sagde Anita og tog sin egen sele på. Martos iagttog hende og trak så prøvende i selen ved hans side. Den fulgte med og lod sig velvilligt klikke ned i holderen, og Martos rankede sig lidt i sædet. Helt tosset er jeg da ikke til dette her, tænkte han.
   "Nå, hvis du starter helt fra begyndelsen vil det sikkert give mig svar på nogle af mine spørgsmål," sagde Anita mens hun koncentrerede sig om vejen og trafikken. "Måske også få en forklaring på, hvordan det er lykkes dig aldrig at komme i nærheden af en bil?" Her skævede Anita til ham med hævede øjenbryn.
   Martos, der havde svært ved at få øjnene fra vejen, gned sine tindinger med den ene hånd. Han måtte huske på, at han ikke var her for at opleve de nye, mærkelige ting der befandt sig overalt, hvor han kiggede. Hans opgave bestod i at finde halssmykket så hurtigt som muligt, og bringe den tilbage til Aiama inden det var for sent. Han måtte risikere at fortælle Anita noget om sin egen verden, for at være sikker på at hun ville hjælpe ham. Uden hende, ville han ikke have de store forudsætninger for at klare opgaven i rette tid. Hvis det viste sig at Anitas oldemor vidste noget om halssmykket, var det muligt at hun også kendte til magibogen. I så fald, var der sparet en masse værdifuld tid. Han lænede hovedet tilbage, lukkede øjnene og begyndte at fortælle.
   "I et land der ligger uendelig langt væk herfra, ligger der en kongeborg der nærmest er en lille by i byen. Mange hårdtarbejdende mænd har været tyve år om at bygge den, og den rummer hjertet af hele landet. Kongen, som har til huse her, regerer landet med omtanke, ærværdighed og indsigt. Der findes ikke en, blandt kongens undersåtter, som ikke er loyal overfor ham og hilser ham med respekt.
   Mænd og kvinder arbejder hårdt og lever i harmoni med naturen, og udnytter dens ressourcer uden at drive rovdrift på den. Nogle af de ting der foregår i dette land ville være fremmede for dig, lige som du har opdaget at mange ting her er fremmede for mig."
   Her åbnede han øjnene og drejede hovedet mod Anitas profil. Selv om hun holdt øje med de andre køretøjer omkring sig, fortalte hendes krop ham at hun lyttede intenst. Hun sad og spændte i ryggen med hovedet en anelse på skrå, så den fine kæbelinie trådte frem over den slanke hals.
   "Det er der du bor, er det ikke?" spurgte hun og kiggede hurtigt på ham med et vurderende blik. "Lige fra jeg så dig første gang har jeg syntes der var noget eksotisk og fremmedartet over dig, men forsæt nu endelig din fortælling."
   "Det land jeg taler om hedder Syncos og ligger i Aiama. Det er en helt anden verden Anita, jeg ved ikke hvordan jeg skal overbevise dig om det, du vil nok tro jeg lever i en fantasiverden. Jeg kan kun give min personlige garanti for, at det er sandheden, men den betyder jo nok ikke meget for en som ikke kender mig." Martos kiggede igen hen på Anita for at se hendes reaktion.
   "Aiama," sagde Anita som om hun smagte på ordet. "Det føles rigtigt, som om en del af mig altid har vidst det. Jeg tror på dig. Igen kan jeg ikke forklare hvorfor jeg skulle tro på en historie om en anden verden, ikke på andre måder end at jeg kan føle det i min krop," sagde Anita til ham. "Nu er det vist mig der lyder mærkelig," tilføjede hun og rystede på hovedet.
   Hendes opmærksomhed var vendt fra vejen et øjeblik og hun så den ikke komme, men Martos kunne ikke undgå at få øje på den. En kæmpemæssig skygge der kastedes af et ufattelig stort køretøj. Hans ansigt blev blegt og han spærrede øjnene op i rædsel over det, der pludselig nærmede sig bilen. Det føltes som om han sad der i flere minutter og stirrede på synet, mens de andre biler udstødte nogle klagende lyde. I virkeligheden var der kun gået nogle brøkdele af et sekund, siden det enorme køretøj havde krydset de hvide streger på vejen.
   Ved synet af Martos' stirrende øjne, kastede Anita blikket ud på vejen og havde allerede taget farten af bilen. Hendes hænder knugede hårdt om rattet, så fingrene fik et hvidligt skær, og allerede var køretøjet næsten henne ved stålkonstruktionen der delte vejene i to.

Efter at Helta havde forladt de kongelige gemakker, sad Petinau og spekulerede. De dybe panderynker og den tilspidsede mund omkranset af lyst skæg, vidnede om hans forhåbninger for fremtiden. Døden måtte ikke ramme Martos, den kunne ikke ramme ham når Dimau vogtede over ham. I så tilfælde, ville det være et dødsfald der blev ledsaget af titusindvis af andre, og skæbnens symfoniorkester ville spille deres bitre, ironiske toner til Yasuns fordel. Hvordan var det blevet muligt at så mange skæbner kunne besegles af en enkelt mand?
   Han måtte lade et råd samle, så de kunne diskutere den Sorte Troldmand Yasun. Han måtte bremses. Når og hvis de overlevede denne besværgelse udløst af Pendant of Old Age og Yasun, måtte de have en plan for hvordan de skulle uskadeliggøre ham. Han var nødt til at ophøre med at kunne kaste besværgelser, for selv i et fængsel ville han kunne gøre alt for meget skade, og hans tilhængere ville aldrig stoppe med deres angreb og forsøg på at fjerne ham derfra. Hvis han blev sendt bort til Ødebjergene eller Kuoniskoven, ville man aldrig kunne være sikker på at han ikke fandt en vej tilbage, selv om ingen mand endnu havde præsteret det.
   Med de mægtige trolddomskræfter han besad, var Yasun som en tændt lunte. Det ville kun være et spørgsmål om tid før han udløste en ny katastrofal besværgelse, selv om han til den tid ikke ville kunne benytte Pendant of Old Age.
   Hvis man forestillede sig, at Martos vendte tilbage med halssmykket og de ville være i stand til at modvirke bølgen af alderdom og død, var det så muligt at de også ville kunne vedblive at opretholde balancen mellem godt og ondt? Hvis det var tilfældet, ville spekulationerne vedrørende Yasuns magt være et problem de kunne håndtere. De skulle bare huske på, at indtil Yasun var fanget, ville han have mange tilhængere der kunne udføre sabotage overalt i Aiama.
   Dertil kom problemet med at fange ham, det i sig selv ville ikke være helt nemt når man tog i betragtning, at han var den største sorte troldmand der levede. Derfor måtte Kong Petinau kalde sine mest betroede og loyale mænd sammen, forhåbentlig ville de i fællesskab være i stand til at finde en brugbar handlingsplan.

Rundt om det store rødtræsbord sad en forsamling på fem mænd, foruden kongen. Det var mænd der til hverdag sad i ledelsen for de fire forskellige laug, der repræsenterede den Hvide Orden. Det var henholdsvis krigerne, troldmændene, arbejderne og præsterne. Ved bordet sad også Petinaus betroede vismand, Mester Jelin, uden hvis snilde de ikke ville have sendt Martos af sted på hans rejse. Han sad i sin midnatsblå kappe og silkedragt og betragtede mændene der diskuterede.
   Den ene med rolig og fast stemme, den anden med bralrende røst, som sad de i en beværtning og skulle overdøve lyden af klingende ølkrus og en syngende troubadour i baggrunden. De to sidste forholdt sig tavse, besvarede kun kort de andres spørgsmål.
   Kong Petinau afbrød deres diskussioner med en håndbevægelse. Han ventede på at mændenes mumlen skulle dø ud før han gav sig til at tale.
   "I er sikkert godt klare over hvorfor I er samlet her i dag," startede han og kiggede rundt på de sammenbidte ansigter. "Det er vigtigt at vi får lagt en handlingsplan allerede i dag, så vi har et mål når Martos vender tilbage. Uden et mål at arbejde hen imod vil vores by, ja hele landet, ophøre med at udføre det vigtige arbejde, der er nødvendigt for landets og syncosianernes eksistens. Uden et mål vil folket føle, at vi allerede har opgivet at bekæmpe Yasuns sorte magi. Hvis det kom så langt ville det føre til oprør, og i sidste ende lovløshed.
   Uden en plan vil syncosianerne ikke føle, at der vil være en mening med arbejde og pligter. De vil tro at døden er uundgåelig, at vi ikke selv har tiltro til Martos. Jeg siger ikke at alle vil stoppe arbejdet og gøre oprør, men I vil opdage at tankegangen ændrer sig hos den dødsdømte. Han bliver ligeglad med konsekvenserne, fordi de i sidste ende ikke kommer til at vedrøre ham. Derfor gentager jeg, at det er vigtigt at have et mål for øje, som alle vil kunne acceptere og arbejde hen imod." Kongen holdt en lille pause og kiggede rundt på de alvorlige ansigter.
   "Derfor skal vi i dag afgøre hvorledes vi kan uskadeliggøre Yasun, når halssmykket bliver bragt til Aiama," fortsatte han. "Jeg nærer stadig fuld tillid til at Mester Jelins troldmandslærling skal klare opgaven, og vende tilbage til os i rette tid med de to smykker, der tilsammen vil være i stand til at tilbageføre besværgelsen. Nu vil jeg overlade ordet til jer og høre om I har nogle forslag, som I mener både vil være moralsk rigtige og mulige at føre ud i livet." Kong Petinau satte sig efter denne monolog, og trak i en klokkestreng der hang diskret i den ene side.
   De forsamlede begyndte at diskutere forskellige muligheder da en lille mand med et forklæde af læder ankom, tilkaldt af klokkestrengen. Kongen fortalte ham, at han ville have et let måltid samt gode drikkevarer ført til bords. I diskussioner som denne var vådt og tørt en god inspirationskilde til stærke, hårdtarbejdende mænd, og det var heller ingen undtagelse i dette tilfælde.
   "Jeg stemmer for at vi sender en hær af krigere af sted mod det lede uhyre, han har ikke fortjent bedre end at få hovedet kappet af, sat op på spid som skræk og advarsel for andre der vil prøve hans numre af," råbte en tætbygget mand med mørkt fuldskæg og hamrede den kæmpe næve ned i bordet, så krusene dansede. Han hed Magrown og repræsenterede krigerlauget.
   "Vi kan heller ikke tillade os at være alt for barbariske, vi er her ikke for at sætte os til doms over ham men for at uskadeliggøre ham," tilføjede Sempanon, en skaldet mand med manicurerede hænder og velplejet overskæg.
   "Ja, det skulle vel komme fra en præst," mumlede Magrown og trak mundvigene nedad. "Hvad vil du måske foreslå at vi gør? Skal vi velsigne ham med kærlighed og håbe at den Hvide Orden optager ham betingelsesløst?" Mens han talte, knyttede han hænderne og hamrede dem endnu engang i bordet.
   "Ved Vasgos nej, siger jeg dig. Den mand har ikke fortjent andet en døden, og hans krop kan blive kastet for gribbene. Det er en skæbne han ville udsætte hver eneste af os for, uden at blinke med øjnene."
   "Sempanon har fat i noget af det rigtige," sagde en høj, ranglet mand med hvide hårtotter ved ørerne under den spidse hat.
   "For at uskadeliggøre ham behøver vi ikke at dræbe ham, men i stedet bruge list. Kan I forestille jer en værre skæbne for ham end at være i live, men ude af stand til at bruge magi?" Den ældre herre kiggede på de andre mænd med et lille smil om munden.
   "Jeg ville i hvert fald blive grundigt træt af min tilværelse, hvis jeg ikke kunne bruge min elskede magi. Eftersom Yasun er en troldmand, kan man måske drage den konklusion, at han ville have det som jeg."
   "Det lyder også meget godt Tybalt, men hvordan ville du uskadeliggøre ham uden at dræbe ham?" spurgte Magrown og hældte krusets gyldne væske i halsen med et veltilpas udtryk.
   "Det ville kræve flere besværgelser kastet af flere troldmænd på en gang, samtidig med at der blev lavet en afledningsmanøvre. Uden en sådan, vil Yasun nå at dække sig ind under adskillige barrierer og mentale skjold, og hvis det først lykkes ham at gøre det, vil det blive svært. Selvfølgelig kan hans besværgelser ophæves, men et bagholdsangreb ville være at foretrække." Tybalt nikkede og rørte ved de hvide hårtotter med lange, stærke fingre. Ingen skulle tage fejl af at han var gammel, for han var stadig en af den Hvide Ordens store troldmænd.
   "Men hvis det nu lykkedes os at samle erfarne troldmænd til at kaste besværgelserne, at gennemføre en klog og troværdig afledningsmanøvre, for ikke at tale om at nå frem til Kolt og komme ind på Yasuns borg, og det lykkes os at uskadeliggøre ham. Hvad skal vi så stille op med ham bagefter? Hvis vi sender ham bort vil han stadig have muligheden for at finde en måde at modvirke vores besværgelser på. Hvis det lykkes for ham, kan vi være sikker på en langsom og pinefuld død som hævn." Det var Kubir der åbnede munden, og slog ud med de store barkede hænder, der bar vidnesbyrd om hårdt og tungt arbejde. Hans korte lyse hår stod i kontrast til den solbrændte, læderagtige hud.
   "Det er en god pointe," sagde Magrown og hældte mere brændevin op i sit tomme krus. "Derfor stemmer jeg for at vi dræber ham med det samme. På den måde behøver vi ikke at bekymre os alt det andet." Han greb kruset som næsten forsvandt i hans næve, og nikkede så det lange hår svajede om hans hoved.
   "Hvis vi uskadeliggør hans magiske evner," tilføjede Sempanon der ikke ville lade sig slå helt af banen af den store kriger, "så kan man vel godt risikere at holde ham fanget i et fængsel. Der vil han jo ikke være i stand til at finde helbredelse for De Hvide Troldmænds besværgelser." Han strøg sit overskæg og nippede til brændevinen.
   "Er der ikke en fjern ø han kan blive teleporteret til, uden at kunne gøre nogen skade?" spurgte Magrown. "Hvis man nu absolut skal holde ham i live."
   Tybalt sad og tænkte et øjeblik og lyste pludselig op i et lille smil. "Måske har jeg fundet stedet man kunne sende ham hen," sagde han kiggede rundt på de spændte ansigter. "Ughos, den gamle ø i nærheden Leks hvor barbarerne blev begravet. Deres ånder vil vogte over ham og sørge for, at de der prøver at trænge ind på øen får en varm velkomst."
   Petinau der havde forholdt sig tavs under diskussionen, nikkede eftertænksomt.
   "Jeg foreslår at vi afholder en lille afstemning, og hvis vi bliver enige må vi hurtigst muligt i gang med forberedelserne. Der vil være mange og det vil blive krævende. Så hvem stemmer for forslaget?" spurgte han og kiggede på de fem mænd.
   Tybalt rakte med det samme sin tynde, men stærke arm i vejret så den hvide kåbe gled ned mod albuen og afslørede et langt hvidt ar der lignede et Y.
   "Jeg stemmer helt klart for," sagde han med fast stemme.
   Sempanon rakte også hånden i vejret og sagde:
   "Jeg synes det er et acceptabelt forslag."
   Magrown og Kubir kiggede på troldmanden og præsten, og derefter på hinanden. Kubir trak på skuldrene.
   "Hvis I mener, at de barbariske ånder er nok til at holde ham på øen, så stemmer jeg vel også for." Hans blå øjne glødede med et ubestemmeligt skær og han løftede sin barkede hånd.
   Magrown hældte den sidste rest af brændevin ned i svælget og sagde:
   "Hvis vi ikke skal dræbe morderen, så lad os for Dimaus skyld sende ham til et sted, hvor ånderne kan riste ham over sagte ild! Jeg stemmer for." Han hævede armen med kruset i hånden. "Og lad os så skåle for Martos der snart vender tilbage med halssmykket!" Med disse ord øste han det sidste brændevin op i sit krus og klinkede det mod de andre krus der var blevet hævet til skål.

De mange hundrede tons stål fortsatte sin dødsrute, og Anita kunne se lastbilchaufførens opspilede øjne. Hun opfattede at han tilsyneladende drejede og flåede i rattet uden held, som om lastbilen havde fået sit eget mystiske liv. De få andre bilister der befandt sig i nærheden, var uden for rækkevidde af den løbske vogn. De standsede op og blev holdende i nærheden, nogle måske for at kunne yde førstehjælp lige så snart det var muligt, og andre måske fordi mennesket ejer en morbid interesse, for at se andre mennesker der er kommet til skade eller blevet dræbt i trafikken. Kun Anitas bordeaux Hyndai Sonata var lige midt i lastbilens kollisionskurs, som om chaufføren havde udset dem som ofre for en sindssyg selvmordsmission.
   Alt dette nåede Anita at tænke og opfatte på de få sekunder det tog lastbilen at nå autoværnet med et skrig af metal mod metal, og gnisterne fløj op i luften som forvirrede, dansende ildfluer. Anita prøvede desperat at lave en undvigelsesmanøvre men hun vidste at hun aldrig ville kunne komme uden om, og forbi lastbilen. Hun følte det, som om hun befandt sig i lydløs verden hvor alt gik i slowmotion, indtil hun hørte Tøsen pive omme på bagsædet, som om hun vidste at der var noget helt galt.
   Samtidig hørte hun Martos udtale nogle ord med en sær messende intonation, og selv om ordene var velkendte gav de overhovedet ingen mening. Lastbilen var nu ikke andet end fire meter fra dem og det hele ville være overstået i løbet af få sekunder.
   Hun kneb øjnene sammen og ventede på sammenstødet der ville sende dem ind i et uhyggeligt helvede af forvredet metal og brændt gummi, mens et inferno af sort røg og grådige, slikkende flammer ville nå deres ukendelige kroppe med ivrige, famlende fingre.
   "Stop bilen!" råbte Martos og rev hende ud af den uhyggelige forestilling som kun havde været alt for virkelig for hende. Hun havde næsten kunne mærke ildens hede ånde og føle metallet der pressede sig mod hendes krop og efterlod knoglerne med stikkende, afbrækkede ender der ville skære i hendes organer som en sindssyg slagter der...
   "Anita, stop bilen!" råbte Martos igen og rev hende i armen.
   "Vi er okay, lastbilen ramte os ikke," sagde han mere roligt og fik hende til at stoppe bilen inden de selv trillede ind i autoværnet. Hun havde kvalme og en smag af blod i munden, fordi hun havde bidt sig hårdt i læben. Hun lænede sig ind over rattet, knugede det og begyndte at græde mens hendes forvirrede tanker flaksede rundt i hovedet, og hun mærkede at Martos lagde en varm hånd på hendes skulder.
   "Vi er okay," gentog han stille og strøg hende over kinden for at fjerne en tåre. "Der sker os ikke noget nu." Han kiggede ud af vinduet på sceneriet udenfor.
   "Hvad skete der?" spurgte Anita og kiggede op med øjenvipperne våde af tårer. Martos svarede ikke, han havde fået øje på et eller andet på vejen længere bagude, hvor de var kommet fra. Han satte sig anspændt op i sædet og kneb øjnene sammen.
   "Martos, hvad skete der?" spurgte hun, rørte hans arm med fingerspidserne og drejede sig i sædet for at se hvad der var blevet af lastbilen. Martos vendte sig mod hende med øjne der udtrykte vrede, eller var det frygt?
   "Undskyld," sagde han og udtrykket forsvandt som en tryllekunstners kanin i en hat. Han kiggede hen på lastbilen der var standset på sin uhyggelige fremfærd. Førerhuset var lige akkurat tromlet igennem autoværnet, få meter fra, hvor den havde været da Anita lukkede øjnene.
   "Det var mig der stoppede den," sagde han og kiggede eftertænksomt ud af bilens vindue igen. Det han havde set for et øjeblik siden, var tilsyneladende forsvundet.

Et par mørkebrune øjne havde interesseret fulgt med i begivenhederne der udspillede sig på den halvtomme landevej. Da lastbilen pludselig stoppede midt i det hele som om den havde nået en usynlig mur, blev de mørkebrune øjne næsten sorte af raseri. Hurtigt forsvandt skikkelsen med et sidste gennemborende blik hen mod køretøjerne på vejen, og faldt i et med den buskede beplantning som en leguan.

Mester Jelins hånd greb dørhammeren og bankede utålmodigt griffen mod den sortskinnende dør. Han kiggede sig over skulderen flere gange og studerede de mørke skygger der havde erobret hjørnerne af bygningsværket. En jernplade blev skubbet fra i døren og den tavse dørvogter betragtede ham gennem et gitter.
   "Åh, er det Dem Mester Jelin, nu skal jeg høre kongen om han har tid til at se Dem," sagde han men blev holdt tilbage af Jelins indtrængende stemme.
   "Det er vigtigt at De lukker mig ind med det samme, der foregår skumle ting lige her i vores midte og kongen er nødt til at få øjeblikkelig besked."
   Jelin studerede igen de obsidianfarvede skygger langs murværket. Dørvogteren spærrede øjnene op og åbnede den tunge dør med det samme, og Jelin hastede indenfor.
   Kongen kiggede overrasket op fra den anden ende af Marmorhallen da han hørte døren gå op, og åndede lettet op da han så Jelins ranglede skikkelse og mørkeblå kåbe gøre sin forhastede entre.
   "Jamen dog, Mester Jelin, sikken et tidspunkt at være oppe på," sagde kongen og rynkede panden ved synet af vismandens udtryk. "Er der noget galt?"
   Jelin stirrede på Kong Petinau og nikkede dystert.
   "Om ikke der er, min konge," sagde han. "Her til aften gik jeg ind i mit bibliotek for at læse i Scolts bog for at lære noget mere, og da jeg ville tage den på hylden var den væk!"
   "Nåh, tror De ikke at den ligger et sted på dit skrivebord eller et andet nærliggende sted?" spurgte kongen med et lille smil over vismandens opstandelse. Det falmede dog hurtigt da Jelin fortalte historien færdig.
   "Som sagt," sagde Jelin og så lidt bebrejdende ud ved tanken om at han skulle have overset den, "så var bogen væk og jeg ledte naturligvis efter den. Da var det at jeg opdagede, at nogle af mine uskrevne pergamenter var blevet rykket. De lå stadig på skrivebordet, men jeg plejer at være meget nøjagtig med mine ting." Her kiggede han på kongen som om han udfordrede ham til at sige sig imod. Da Kong Petinau ikke så ud til at ville anfægte hans påstand, fortsatte han.
   "Naturligvis blev jeg interesseret i, hvad der kunne være sket i mit bibliotek mens jeg var fraværende, da bogen jo stadig ikke var dukket op. Jeg kiggede nærmere på de uskrevne pergamenter og fandt, at der var mærker i dem, og det kunne kun betyde én ting, min konge. Nogle havde skrevet på et stykke pergament mens de andre lå nedenunder, så pennen havde afsat mærker på disse. Dette i sig selv er jo ikke ligefrem nogen forbrydelse, men eftersom ingen andre plejer at komme i mit bibliotek og Scolts bog manglede, prøvede jeg at finde ud af hvad der var blevet skrevet."
   Han holdt en lille pause og trak vejret dybt. Hvis det havde været enhver anden sag Jelin havde fortalt om, ville kongen have moret sig over måden han fortalte på. Men dette var ikke noget at more sig over.
   "En lille besværgelse, og frem dukkede beskeden på det uskrevne pergament," sagde Jelin med et tilfreds nik og trak et sammenrullet dokument ud fra et af de mange gemmer i sin kåbe.
   Han rakte det til kongen og bad ham om at læse det. Kong Petinau fjernede silkebåndet der holdt dokumentet rullet sammen, og trådte nærmere hen til en af faklernes lysskær. I takt med at hans øjne gled ned over siden, blev han tilsvarende blegere og han fik et stramt drag om munden. Der stod:

Ærværdige Yasun.
   Som lovet sender jeg herved den nyeste information jeg har erhvervet mig. Jeg er bange for at den ikke vil behage Dem, men med denne ugle håber jeg at dette når frem til Dem tids nok, til at De kan finde på en løsning.
   Kong Petinaus folk har fundet Scolts dagbog, og har givet ringen til en changer. Han er just sendt af sted for at skaffe halssmykket tilbage til Aiama. Med brevet vedlægger jeg Scolts dagbog som jeg har fundet, og håber at den sammen med mit brev vil gøre Dem i stand til at tage Deres forholdsregler.
   X
   Kong Petinau stirrede på brevet, som om det var selve den spion som havde skrevet det, han holdt i sine hænder. Tankerne for igennem hans hoved og efterlod hans ansigt blottet for håb.
   "Mester Jelin, konsekvenserne af dette brev er katastrofale! Ikke alene har vi en forræder i vores midte, men også Martos vil være i stor fare nu. Vi kan ikke give ham besked om dette her, men vi kan være vis på at Yasun nok skal finde en måde at få en af sine undersåtter igennem til parallelverdenen. Åh, jeg håber virkelig at Martos har øjnene med sig og passer på sig selv."
   Jelin kunne ikke gøre andet end give ham ret i den anskuelse.
   "Nu er spørgsmålet bare, hvem der er vores forræder."

På den enorme trone af ibenholt og smaragder poserede en høj, slank mand med et langt hår der var sat op på hovedet med et bredt metalbånd, og flettet sammen til en pisk. Hans skæg var også flettet og nåede ham til brystet. Han bar en klædning der var sammensat af sort læder og et grønt stof der skinnede metallisk. Om håndleddene havde han brede metalbånd, og indsat i metallet var store, prangende smaragder der glimtede når han bevægede sig.
   En budbringer havde lige efterladt Yasun med et brev fra hans spion i Syncos. Først var han blevet rasende over brevets indhold, fordi det indikerede at nogen vovede at blande sig i hans affærer. Kong Petinau havde før spændt ben for nogle af hans udfoldelser. Vrede var imidlertid ikke det, der ville stoppe den ynkelige troldmandslærling fra at finde halssmykket.
   Det havde Yasun en helt anden løsning på. Det tog ham ikke lang tid at finde på en plan, der skulle ødelægge Kong Petinaus lille håndlanger og hans mission i den Anden Verden.
   Modsat indbyggerne i Syncos, som dengang for 143 år siden havde betragtet Scolts historier som en excentrikers livlige fantasi, vidste Yasun bedre. Han var klar over at Scolt havde fundet en portal, der kunne føre ham igennem til en parallelverden. Han var også klar over, at Scolt var nøglen til gåden om de to smykker Odd and Even. Det var i sin tid de Sorte Troldmænd der havde dræbt Scolt for at finde de to smykker, men da de ikke var dukket op under eftersøgningen af hans bolig, regnede man med at han havde efterladt dem i den Anden Verden.
   Derfor var der ikke blevet gjort mere ved sagen fra De Sorte Troldmænds side, men Yasun havde sikret sig at finde en changer som en af sine betroede mænd, og havde oplært ham i trolddomskunst. Man kunne jo aldrig vide hvad man fik brug for i fremtiden, og fremsynethed var ingen skade til.
   Mens De Hvide Troldmænds magi i den Anden Verden var bundet til de to smykker, var Yasun anderledes begavet. Sådan holdt han selv af at tænke, og dette gjorde hans plan meget nemmere at føre ud i livet. Til sin tjener som stod parat til at varte ham op, befalede han:
   "Hent Emure!"