"Lige fra jeg så dig stå på min dørtærskel sammen med mit kære oldebarn," sagde Thilde og kastede et kærligt blik mod Anita, "da vidste jeg hvem du måtte være." Anita lænede sig lidt frem og stirrede nysgerrigt på sin oldemor, denne udvikling havde hun i hvert fald ikke forestillet sig.
   "Da jeg fik øje på Martos stod det hele klart for mig. I al denne tid, 48 år for at være helt nøjagtig, har jeg vidst at denne dag skulle komme. Kort tid inden hun døde, fortalte min mor mig et fantastisk eventyr, hvor hun selv var en af nøglepersonerne. Det var en spændende beretning der forklarede hvordan hendes mor var blevet med barn og hvem faderen var." Nu sad både Anita og Martos ude på kanten af sofaen og lyttede, og Tøsen havde rejst det ene øre halvt mens hun kiggede fra den ene til den anden. Hun nøs forarget da det lod til at spændingen i rummet ikke skyldtes hverken hundekiks eller kødben, og lagde hovedet ned på poterne igen.
   "Min mor forklarede mig at hendes egen mor, Nolee, mødte en særdeles spændende og anderledes mand da hun var omkring tyve år..." Her nikkede Martos ivrigt og hans øjne lyste med et varmt skær.
   "Nolee og Scolt," hviskede han for sig selv. Thilde rakte ud efter en småkage og ignorerede Martos fuldstændig.
   "Det var kærlighed ved første blik selvom de ikke talte samme sprog. Min mormor havde aldrig før hørt det sprog som med lethed og ynde flød over hans læber. Hun blev fuldstændig fascineret af hans udstråling som var så forskellig fra de lokale mænds. I må huske på at det skete omkring 1856, og en pige var ikke vant til denne ligefremme beundring og charme der gik lige i hjertet." Thilde bøjede sig ned og fandt et strikketøj frem som hun uden videre fortsatte på, som om hun lige havde lagt det fra sig for ti minutter siden.
   Anita og Martos havde sat sig bedre til rette og lod sig godvilligt opsluge af historien. Thilde var den fødte fortæller og forstod at betone ordene rigtigt, så man kunne se det hele for sig. Anita undrede sig over hvorfor hendes oldemor aldrig havde fortalt hende denne historie før, det måtte hun huske at spørge om bagefter.
   "Fortæl videre oldemor," udbrød Anita da den gamle dame syntes at have alverdens tid til sin rådighed.
   "Min mormors beundrer bosatte sig midlertidigt i en lille træhytte der lå lige ved siden af hendes forældres grund, og Nolee besøgte ham ofte. Selvfølgelig vidste hendes far intet om det forhold som hun var ved at indlede til denne mystiske mand, det ville han aldrig nogen sinde tillade. Det var overhovedet ikke på sin plads, at hans yngste datter sneg sig op til en træhytte for at opholde sig der alene med en mand, som til og med ikke var fra landsbyen. For Nolee betød det alt at hun fik sin mors accept, hvis hun højt og helligt lovede ikke at komme i uheldige omstændigheder eller opføre sig uterligt på anden vis. Hendes mor kunne jo tydeligt se at hun var forelsket, og ville blive dybt ulykkelig hvis hun ikke fik lov at se ham.
   På sin vis kunne moderen godt forstå Nolees forelskelse i den udenlandske mand, for hun syntes da selv at han havde en karismatisk udstråling og ville måske selv være faldet for ham, hvis hun havde været på sin datters alder. Indtil videre var det også et ganske uskyldigt forhold, mente moderen, og de forstod jo heller ikke hinanden særlig godt endnu. Måske ville det drive over helt af sig selv når de fandt ud af at de ikke kunne kommunikere ordentligt, det måtte jo være meget forstyrrende.
   Nolee og Scolt, som manden kaldte sig, fik mange eftermiddage til at gå med at gå ture i skoven og besøgte ind i mellem stranden som lå seks kilometer væk. Beundringsværdigt nok lærte Scolt sig efterhånden en masse ord og kunne hermed begynde at kommunikere bedre med Nolee, og deres forelskelse blomstrede i takt med hans forståelse af sproget." Thilde lagde strikketøjet fra sig og rejste sig med en anelse besvær fra gyngestolen.
   "Jeg sætter lige noget mere vand over til mere te, børn, og så tror jeg at jeg skærer et par skiver af det nybagte franskbrød. Det er så dejligt med lunt, hjemmebagt franskbrød med smør på.
   "Nej, oldemor, vi vil gerne høre mere af din historie," sagde Anita og rejste sig op fra sofaen.
   "Så, så min skat, hver ting til sin tid. Du ved godt at tålmodighed er en dyd, ikke sandt?" Med disse ord tøffede hun ud i køkkenet og begyndte at rumstere derude. Anita overgav sig og slog opgivende ud med armene, mens hun sukkede og igen satte sig til rette i sofaen.
   "Hende kan man lige så godt lade være at diskutere med," sagde hun og kiggede undskyldende på Martos. Han lagde en beroligende hånd oven på hendes og nikkede alvorligt.
   "Din bedstemor er lige som en naturkraft, hun tager tingene i sit eget tempo og intet i verden kan lave om på det før hun selv bestemmer sig for det. Det er ikke udelukkende en dårlig egenskab," sagde han og kunne ikke lade være med at grine over Anitas utålmodige udtryk.
   "Jeg kan ikke glemme at hun aldrig har fortalt mig den her historie tidligere," sagde hun og rystede på hovedet. "Tænk at hun har kunne holde det for sig selv i alle disse år, det er ikke til at tro."
   "Hun har nok ikke ment at der var grund til det før i dag, lige som hendes egen mor ikke fortalte det før kort tid inden hun selv døde. Det har nok været hendes mening at fortælle historien videre til sin egen datter, når hun kunne mærke at tiden nærmede sig, og hun selv følte at hun blev dårligere. Tror du ikke?" Martos fjernede sin hånd der stadig lå ovenpå Anitas og lænede sig tilbage igen.
   "Min mormor døde i barselssengen da hun var nitten og lige havde født min mor, men min oldemor har fire børn mere som stadig lever i dag. Måske hun har fortalt historien til en af dem," sagde Anita og strøg sig eftertænksomt over hagen. Ude i køkkenet lød kedlens ensomme fløjten igen og Martos rejste sig op.
   "Nu går jeg lige ud og hjælper hende, bliv du bare siddende her," sagde han og forsvandt ud i køkkenet. Anita sad lidt og tænkte på sin tiptipoldemor som dengang for så længe siden havde mødt en vildt fremmed mand der endte med at blive far til hendes barn. Det var mærkeligt at tænke sig at hendes tiptipoldefar faktisk kom fra en helt anden verden, tænkte Anita og smilede ved sig selv. Det var måske derfor at hun havde haft den følelse af at det var rigtigt, når Martos forklarede hende om sin egen verden. Måske derfor havde hun ikke med det samme afvist ham med den forklaring, at han var fuldstændig rundt på gulvet og hellere måtte søge læge.
   Martos dukkede op i døråbningen og balancerede med en tepotte og endnu et fad, denne gang bugnende med nybagt, duftende franskbrød med smør der allerede var smeltet. Bagefter ham kom Thilde, mens hun instruerede ham i at være forsigtig og mumlede også noget utydeligt, som fik Martos til at smile et bredt smil. De så sjove ud sammen, den høje, mørkhårede mand der forsigtigt bar på det skrøbelige porcelæn, og den lille, buttede og gråhårede dame som kom med formaninger med løftet pegefinger, og syntes at være kaptajnen på deres lille ekspedition ude fra køkkenet.
   Martos satte de nye forsyninger på sofabordet og skænkede te til dem alle sammen, måske for at komme yderligere afbrydelser til livs. Thilde fik endnu engang placeret sig i den slidte, men øjensynligt behagelige gyngestol der kun knirkede en anelse når hun lænede sig helt tilbage.
   Anita kom en smule sukker og mælk i teen mens hun ventede på at hendes oldemor igen fangede tråden i historien. Thilde samlede tilfreds strikketøjet op og fortsatte på såvel det spraglede arbejde, som engang ville blive et halstørklæde, som på den beretning hun knap var begyndt på endnu.
   "Hvor var det jeg kom fra? Åh, ja, Scolt begyndte at lære vores sprog og det var med til at opbygge de to menneskers kærlighed til hinanden. Der gik endnu et stykke tid før Scolt begyndte at fortælle små brudstykker af fortællinger og erindringer fra sin egen verden, men på det tidspunkt stolede Nolee nok på ham til ikke at betvivle hans ord. Han begyndte tilmed så småt at vise hende sine magiske evner, ja han var jo åbenbart lidt af en troldmand eller magiker i sin egen verden, og Nolees begejstring ville ingen ende tage. At tænke sig at have fundet en mand der ikke alene havde alle de kvaliteter hun som ung, forelsket kvinde satte pris på, men også havde evnen til at forsøde deres tilværelse på en for hende ukendt måde, det var jo rent fantastisk, syntes hun.
   På det tidspunkt var det ikke muligt for Nolee længere at skjule sin kærlighed til den sælsomme fremmede for faderen, og derfor blev de enige om at Scolt skulle tage til deres hus og anmode faderen om Nolees hånd. Hvis han mod forventning accepterede Scolts frieri til hans yngste datter, ville hele Nolees tilværelse blive betydelig lettere, og hun behøvede ikke at frygte at andre end hun selv fortalte om deres spirende kærlighed, og på den måde drage familiens gode rygte ned i sølet.
   Utroligt nok var Nolees fader ikke helt uvillig til at slippe sin datter til den lidt ældre mand, hvilket måske skyldtes at hans kone havde kvidret lidt om at denne udenlandske protege havde rige muligheder for at forsørge sin kommende kone, og måske ville vise sig gavmild overfor dennes familie. Derfor besluttede faderen at vise sig fra sit gode lune og efterkomme den vordende goms ønske. Han havde dog nogle betingelser som han gerne så opfyldt før Nolee fik lov at give ham sit ja i kirken, de nærmere detaljer kender jeg ikke men kunne dog forestille mig at det havde noget med penge at gøre. Dette melder historien ikke noget om da det jo er min mormor der har fortalt den videre til min mor, som igen har fortalt den videre til mig, og kvinder var ikke indblandet i økonomiske sager dengang i vores familie."
   Anita nippede til sin te mens hendes oldemor fortalte videre, og hun tænkte flygtigt på om teen mon blev kold hurtigere end sædvanligt, eller tiden bare forsvandt som tørre, smuldrede blomster mellem hendes fingre.
   Det undrede hende ikke at høre at Nolee og Scolt blev gift og de betingelser som faderen havde fastsat var blevet indfriet uden de store problemer, hans nye svigersøn var trods alt ikke troldmand for ingen ting. Han var selvfølgelig ikke klar over oprindelsen af den nytilkomne i familien, og var nok heller aldrig den der blev hundrede procent fortrolig med ham, men han måtte kunne se at Nolee var meget lykkelig hvilket plejer at betyde alverden for en far.
   Anita glædede sig på sin tiptipoldemors vegne, fordi kærligheden hverken dengang eller nu så nemt lod sig indfange i den elskovshungrendes simple net, som ofte kun indsamlede ubrugelige, gamle gummistøvler eller for længst rustede damecykler og sjældent den skinnede, glatte perle man kunne ønske sig. I Nolees tilfælde var denne perle dog ubesværet dumpet ned i hendes fintvævede net og havde sikret sig hendes opmærksomhed med et fremmed og sælsomt skær af uvirkelighed.
   Anita lukkede øjnene og lod oldemorens stemme føre sig tilbage i tiden og prøvede at forestille sig hvordan de mon havde set ud, de to hovedpersoner i historien der havde ført generationen videre. Denne kæmpe gren af familien ville slet ikke have eksisteret hvis ikke Scolt dengang var gået gennem en portal fra en verden til en anden, og havde besluttet sig for at blive der en årrække. Slægten kunne måske have set helt anderledes ud, og det var underligt at tænke på at Anita slet ikke ville have siddet her i dag hvis Scolt ikke havde været interesseret i denne verdens kultur, sprog og andre skatte.
   Thilde fortsatte sin let knirkende gyngen i stolen og missede med øjnene mod den varme julisol, der banede sig vej gennem de blyindfattede ruder. "Er du ikke sød at trække gardinerne lidt for, min ven?" spurgte hun Martos og kunne med det samme slappe af i øjnene da det lykkedes ham at spærre de gyldne stråler ude.
   "I løbet af de næste to år," fortsatte hun, "rejste det yndige par en hel del. Scolt var fortsat nysgerrig med hensyn til denne verden og elskede at besøge nye egne med sin nytilkomne, smukke brud. Han udarbejdede efterhånden en hel ordbog som andre fra hans egen verden kunne få brug for.
   Scolts største ønske var at kunne tage Nolee med sig tilbage til sin egen verden for at vise hende alle de smukke og vidunderlige ting han havde fortalt om, men han havde åbenbart erfaret at ikke alle kunne komme gennem portalen. Når det drejede sig om mennesker havde naturen eller guderne om man vil, sat sine helt egne begrænsninger, hvilket måske nok har været en fordel i mange tilfælde. Det var nemlig kun dem der var født med tusmørkeøjne, fortalte han sin skuffede kone og arbejdede på at finde en anden metode til at komme over på den anden side. Han havde nogle forskellige ideer som han mente måske kunne virke, men han var først nødt til at tage tilbage og hente nogle forskellige remedier han ikke havde taget med sig dengang for snart tre år siden. Henad september måned 1859 drog han derfor til sin egen verden for at hente de ting, der skulle gøre det muligt for ham at bringe sin elskede med sig frem og tilbage mellem de to verdener.
   Inden han gik gennem portalen efterlod han dog et særlig betydningsfuldt halssmykke hos Nolee. Han fortalte hende, at når hun havde dette smykke ville han altid kunne spore hende når han selv bar en ring der var uløseligt forbundet med det. De to smykker ville tilsammen udgøre en søge- og sporemekanisme der ville bringe ringbæreren i nærheden af enten halssmykket eller en der havde en tæt forbindelse til det. Portalen fungerede nemlig, ifølge min mor, ikke som en fast passage mellem to punkter. Det var vist tilfældigt hvor man blev ført hen afhængig af hvornår man gik gennem portalen. Med ringen kunne Scolt dog rejse med visheden om, at han altid ville kunne finde sin elskede igen.
   Scolt lovede at vende tilbage så hurtigt som muligt, og en tidlig morgen tog han sin kone med til en skov hvor en portal ville føre ham tilbage. Efter en tårevædet afsked aktiverede han portalen og kiggede sig tilbage en sidste gang før han trådte igennem. Nolee gik forsigtigt hen til træet som hendes elskede lige var trådt igennem, og lagde en hånd på den ru bark der nu lyste med et sært, pulserende skær. Hun holdt vejret halvt i forventning om at blive suget med igennem, men det forholdt sig som Scolt havde fortalt og ingen ting skete da hun lod hånden glide forsigtigt ned ad stammen.
   Nolee blev stående i lysningen og betragtede det strålende skær, indtil det forsvandt som om træet gemte sin egen private solnedgang bag det barkede ydre. Hun sendte et fingerkys og hviskede farvel før hun vendte om og sendte den milde septembersol et lille smil." Thilde bemærkede at Anita havde fundet et papirlomme-tørklæde frem som hun pudsede næse i og sendte hende et opmuntrende blik.
   "Det var det sidste Nolee nogen sinde så til sin ægtemand," sagde hun, "men hun opgav aldrig håbet om at han ville vende tilbage hende. Hun fortalte sin familie at han var taget ud på en rejse hvis tidsforløb han ikke helt havde kunne forudsige, hvilket jo var fuldstændig rigtigt om end hun ikke kunne afsløre det sande rejsemål. Hendes fader var noget mistroisk over sin svigersøns lange fravær, især da Nolee kunne fortælle at hun var med barn. Naturligvis blev hendes forældre glade over nyheden, men Scolts rejse bekymrede dem mere end nogen sinde, da han slet ikke havde sendt breve eller givet lyd fra sig på anden måde.
   Nolee virkede dog fortrøstningsfuld og stolede på sin mand, hun vidste at han ikke havde mulighed for at sende hende et brev der forklarede forsinkelsen af hans tilbagevenden, men efterhånden var det ikke nok for hendes forældre at Nolee blev ved at bevare håbet. De var i deres stille sind blevet enige med sig selv om at han måtte have forladt hende, og hvis det ikke havde været fordi deres svigersøn havde efterladt Nolee en betydelig sum penge og et dejligt hus, ville faderen have været aldeles rasende.
   I løbet af graviditeten besøgte Nolee ofte den lille lysning hvor hun havde taget afsked med sin mand, og fortalte allerede det ufødte barn alt om dets vidunderlige far der aldrig havde nået at få at vide at hun var gravid. Hun lagde sin mave mod den glatte stamme og knugede med den ene hånd halssmykket som Scolt havde givet hende. Hun vidste at der måtte være sket ham noget siden han ikke var kommet tilbage, for hun delte ikke sine forældres overbevisning om at han havde efterladt hende.
   Da foråret stak sit lille grønne hoved op af den kolde jord og præsenterede årstidens første spæde farver, havde Nolee stadig ikke set noget til Scolt. Hun fødte en sen aprildag sin lille, smukke datter som hun besluttede at kalde Rosa, og kunne se flere af sin afdøde, sådan tænkte hun på ham nu, mands træk i pigens fine ansigt." Thilde lænede sig frem i den elskede gyngestol med funklende øjne og lagde strikketøjet tilbage i kurven.
   "Det var fortællingen om hvordan min mor kom til verden, og nu skal jeg ikke plage jer længere med lyden af min gamle stemme." Hun føjede et par smilehuller til sin huds nu mere naturlige rynker og rejste sig afventende op.
   "Jeg regner med at I er kommet efter halssmykket?" sagde hun og satte hænderne i siden og lagde hovedet på skrå.

Emure lukkede høfligt hoveddøren efter sig mens han fløjtede en stille melodi, endelig var han på rette vej igen. Nu var det næste spørgsmål bare hvor adressen som den lyshårede mand havde skrevet, hørte hjemme. Han var i stand til indenfor en vis afstand at teleportere sig forskellige steder hen, men det krævede at han vidste hvor bestemmelsesstedet befandt sig. Derudover var det meget fysisk krævende, det udmattede ham i høj grad.
   Hvis bare han kunne fremskaffe et kort over denne del af den Anden Verden ville han godt kunne teleportere sig derhen, men så ville han være nødt til at hvile noget tid efter. Han skulle have fået den kujonagtige mand i huset til at fremskaffe et kort, men det skulle han have tænkt på før han havde delt hans frygt og sorger, samt krop, i to. Desværre havde han været så opstemt ved tanken om mordet at det havde drevet de mere rationelle tanker ud af hovedet på ham. Det måtte han ikke lade ske en anden gang, da måtte han holde hovedet koldt indtil han havde fuldført sin opgave tilfredsstillende.
   Yasun regnede med ham, og Emure ønskede desperat at leve op til sin herres tillid. Det ville være et kæmpe nederlag for ham at skuffe en, der havde lagt så meget tid og energi i at kanalisere hans sorte malstrøm af vrede ud i fysisk dygtighed med sværd, og hjulpet ham til at til at lære de magiske aspekter af den Sorte Orden.
   Han overvejede et øjeblik at gå tilbage til huset for at finde et kort, men forkastede hurtigt tanken. Indtil videre havde ingen set ham i nærheden af huset, og han havde ikke brug for uønsket opmærksomhed lige nu. Det ville udelukkende sænke ham hvis han skulle eliminere flere vidner, og hans mål var at finde frem til den eventyrlystne troldmandslærling og halssmykket uden yderligere forsinkelser.
   Han måtte kunne finde en eller anden som kunne hjælpe ham til at få fat i et kort, selv om han ikke var glad ved tanken om at spilde så meget tid. Lige nu var det dog den eneste mulighed han kunne komme i tanke om, og derfor begyndte han at lede efter nogen.
   Det var åbenbart et tidspunkt på dagen hvor ikke ret mange vovede sig ud af deres huse, eller også var folk draget andetsteds hen. I hvert fald travede Emure op og ned af flere stier og småveje før han stødte på andre levende skabninger om hvem man kunne forvente, at de kunne hjælpe ham.
   Der var et par der gik arm i arm og småsnakkede og grinede, og de var så optaget af hinanden at de fik et chok da Emure trådte ind foran dem og forsøgte at smile beroligende. Han havde slået hætten ned på den grønne kappe og forsøgte på den måde ikke at skille sig for meget ud fra de lokale indbyggere der gik rundt i korte farvestrålende klæder, hvilket måske ikke lykkedes helt med bravour.
   Hans ansigtsudtryk udstrålede formentlig heller ikke al den varme som han prøvede at forestille sig det gjorde, og hans lange ar var nok med til at trække det stive smil en anelse ud af proportioner. Under alle omstændigheder standsede det forelskede par brat op og stirrede på Emure med store øjne, og så ud som om de var parate til at løbe den modsatte vej hvis de ellers havde været modige nok til at vende ham ryggen.
   "Jeg har et problem," startede han og rakte hånden inden for kappen for at finde sedlen frem. Han ville starte med at fortælle dem adressen og høre om de vidste hvor det lå, hvis de altså ikke var stukket af inden han nåede så langt.
   Da han rakte hånden ind under kappen undslap et forskrækket udbrud den mørkhårede kvinde og hun prøvede at træde et skridt tilbage men blev forhindret da manden havde lagt armen beskyttende omkring hende. Manden så ud som om han overvejede om han skulle forsvinde sammen med kvinden eller blive og derved gøre sig fortjent til en tapperhedsmedalje i kvindens øjne.
   Emure fandt sedlen frem som om han ikke havde set de frygtsomme blikke, og prøvede igen at smile beroligende til frøken Panik og hr. Forloren Tapperhed.
   "Jeg skal finde denne adresse, tror I at I kan hjælpe mig?" spurgte han så høfligt som muligt. Han kunne næsten høre kvinden ånde lettet op som om hun lige med nød og næppe havde undgået den Sorte Død, hvilket hun på sin måde kunne have ret i, selv om Emure nu ikke havde tænkt sig at slå dem ihjel. Manden blev også straks modigere og plantede et nervøst smil i sit kujonagtige ansigt. Han skød brystet en smule frem og løftede hagen inden han svarede.
   "Det er da meget muligt, sig frem."
   "Jeg tror der står Højdevej, siger det jer noget?"
   Den tapre mand kiggede spørgende på sin kæreste der endnu ikke var tøet helt så meget op, men dog stadig prøvede at være hjælpsom. Hun lavede trutmund mens hun lod øjnene glide over Emures ansigt og overkrop, som om hun var blevet spurgt om hvad der mon gemte sig under hans tøj. Hun besluttede sig for at være kæk og sendte ham et lille blink med øjet før hun rystede på hovedet og slikkede sig med tungespidsen over de rødmalede læber. Manden sendte hende et surt blik og fjernede den beskyttende arm der ellers var gledet ned til hendes faste bagdel, og lagde demonstrativt armene over kors.
   Emure kiggede fra kvinden, der havde lagt hænderne på hofterne og havde skudt underlæben frem som i trods over kærestens åbenlyse jalousi, til den forurettede mand der ikke helt kunne bestemme sig til om han skulle blive god igen, eller fortsat være sur nu hvor kvindens taknemmelighed over hans tapre mod lod til at være dampet noget af.
   Emure lukkede øjnene og korsede sig fordi de eneste mennesker i miles omkreds han havde fundet til at hjælpe sig, var et oversanseligt par der ikke kunne finde ud af hvem der skulle være mest fornærmet over den andens opførsel. Han lod igen blikket falde på manden som var den der mest sandsynligt kunne give ham et svar på det meget simple spørgsmål. Han fejede det kostbare udtryk af ansigtet som om han fornemmede at Emures tålmodighed snart nåede en grænse, og at det ikke ville blive rart hvis det nåede dertil.
   "Jeg tror nok at jeg har hørt det før... Højdevej... hmm. Prøv at spørge inde på tankstationen ved vejen derovre, de har altid kort over nærområderne. Jeg er sikker på at de kan hjælpe dig." Han pegede i retning af en lille bygning man kunne skimte bag nogle træer, der stod skildvagt over den ensomme vej. Emure takkede dem kort og kastede, inden han vendte sig om, den trutmundede kvinde et vellystigt blik som fik hende til at slå øjnene ned og fik rosa pletter til at brede sig over hendes kinder.
   Han kunne ikke lade være med at triumfere indvendig da han hørte dem begynde at småskændes alt imens han satte kursen mod den udpegede bygning.

Kong Petinau stod uden for Sempanons private kammer et øjeblik før han trykkede ned i håndtaget der føltes varmt i hans hånd der var kold og klam af ubehag. Han frygtede et øjeblik at han ville finde døren låst selv om det ikke var sædvane at låse dørene i præsteboligen. Det ville give den skaldede præst for meget tid til at gemme tingene væk, hvis først kongen stod og trak i døren. I det tilfælde ville kongens mænd på hans ordre selvfølgelig gennemsøge Sempanons kammer, men jo mere gnidningsløst det hele gik for sig jo bedre. I forvejen var det en meget ubehagelig situation for Kong Petinau, men et nødvendigt onde der skulle overstås.
   Derfor opsendte han en lille bøn til guderne om at være ham nådig, da han prøvende skubbede til den blåtpudsede trædør med de gyldne inskriptioner der gjorde opmærksom på at man nu trådte ind i den ledende præsts private kammer. Døren gik til kongens lettelse op da han lagde vægt mod den, og lyden eller bevæ-gelsen fik den kronragede mand til at vende sig om med en langsom, indigneret bevægelse. Hans bløde træk var rimpet sammen i et udtryk af mishag og irritation, og de velformede øjenbryn mødtes over næseroden som et par forbrydere der stak hovederne sammen. Allerede inden han havde drejet sig tilstrækkelig om i stolen til at se hvem den indtrængende var, sagde han med brysk stemme: "Jeg har udtrykkeligt bedt om at være alene... " længere nåede han ikke før det gik op for ham hvem den besøgende var. Han standsede brat sine vrede ord og erstattede dem med et ærbødigt, men forundret udtryk og rejste sig op med et lille buk.
   "Jeg beder Dem undskylde mine ord, Herre Konge, jeg havde sandelig ikke forventet at selveste Kongen fandt vej til mine gemakker på denne tid. Jeg troede at De havde travlt andetsteds, hvis jeg må have lov til at udtrykke mig så groft, og ikke ville have tid til at besøge mig så snart efter vort sidste møde." Sempanon virkede skyldbetinget over sit udbrud, men han lignede ikke en der havde været i færd med at afsløre Kongens seneste hemmeligheder.
   Kong Petinau trådte længere ind i det spartansk indrettede rum, der kun indeholdt de nødvendigste ting præsten kunne få brug for i magt af sit embede. Dominerende i rummet var et stort skrivebord der rummede alle de vigtigste dokumenter samt to store olielamper af messing. Han nærmede sig den stol Sempanon havde siddet i før han var sprunget op ved kongens uventede ankomst. Flere stykker pergamentpapir fyldte bordet i en asymmetrisk vifte, og en smuk kobberfyldepen lå henslængt på det midterste papir hvor den var standset midt i et ord.
   "Jeg kan desværre ikke sige at jeg kommer med gode nyheder. Faktisk er jeg og Mester Jelin i gang med en nærmere undersøgelse af en meget presserende sag, og udfaldet af vores undersøgelse vil komme til at have stor betydning for hvad der bagefter skal ske." Kongen studerede præstens udtryk mens han stillede sig imellem den forundrede mand og hans dokumenter. Hvis det bekymrede den glatragede leder at han nu ikke havde direkte adgang til at få fat i papirerne gav han ikke umiddelbart udtryk herfor, og det fik kongen til at slappe mærkbart af.
   "Hvad har det med mig at gøre, hvis jeg må tillade mig at spørge?"
   "Alt eller intet, min kære Sempanon," var kongens dvælende svar. "Må jeg have lov til at se hvad du er i gang med at skrive?"
   Præsten rynkede brynene og slog ud med hånden i retning af de dokumenter der befandt sig bag ved kongen.
   "Vær så god."
   Kongen tog det papir hvorpå præsten havde været i færd med at nedkradse nogle hastige ord, og vendte sig igen mod den moustacheklædte mand. Han lod hurtigt blikket glide ned over teksten og lettelsen strømmede igennem han som varme bølger, da det hurtigt gik op for ham at Sempanon ikke var spionen. Hans krop mistede den anspændte holdning der havde gjort hans muskler stive og ømme uden at han egentlig havde opdaget det, og hans ansigtstræk antog nogle mere naturlige folder der passede bedre til hans ansigt end de dybe rynker og furer der havde truet med helt at krakelere huden.
   Det var et dokument som kun vidnede om Sempanons flittighed og evigt pligtopfyldende holdning, for det var en forberedelse af de planer der skulle få Yasun styrtet i grus. Kong Petinau lagde hurtigt dokumentet fra sig og trådte hen mod Sempanon med fremstrakte arme.
   "Jeg kan ikke udtrykke med ord hvor glad jeg er for dette," sagde han og tog den forvirrede præsts velmanicurerede ene hånd i begge sine.
   Sempanon stirrede direkte på kongen med sine strålende, gasflammeblå øjne, og i disse hvilede erkendelsen af kongens presserende undersøgelse.
   "Der er et broddent kar i vores midte, ikke sandt?"
   Kongen nikkede dystert.
   "Jeg undskylder at denne forestilling har været nødvendig, men det er af yderste vigtighed at vi finder frem til den spion så hurtigt som muligt inden Martos bliver sat i yderligere vanskeligheder. Han har vist nok at slås med i forvejen. De må ikke tro at det er personligt på nogen måde, når efter-søgningen også har omfattet Dem, det håber jeg at De forstår."
   Sempanon holdt sine hænder afværgende op og udbrød:
   "Jeg forstår det sandelig ganske udmærket! Jeg er kun glad for at vide at der bliver sat alle midler i brug for at finde den dobbeltmoralske slange som på så kedelig vis prøver at ødelægge os indefra."
   Kongen nikkede og satte kursen mod døren ud til den kobberbeklædte gang. Sempanons bedrøvede stemme stoppede ham i døråbningen.
   "Dette betyder at halssmykket ikke er blevet fundet, det betyder at Martos stadig er på jagt efter det i den Anden Verden mens dødsbølgen stadig nærmer sig, og ingen ugle er blevet sendt af sted for at bringe ham hjem." Det var ikke spørgsmål præsten stillede, men konstateringer der farvede hans stemme og øjne mørke.
   "Vi må ikke opgive håbet!" sagde kongen og kunne samtidig høre hvordan truslen, der hurtigt nærmede sig, tyngede hans stemme som et anker i tvivlens hav. Han vendte sig hurtigt og forlod den røgelsesfyldte luft der pludselig truede med at kvæle ham, som om den var fyldt med dødelige giftgasser i stedet for pikante dufte af krydderier og urter.
   Da han nåede ud i den friske luft vendte han ryggen til de ventende livvagter. Han tog et dybt åndedrag, men selv ikke den varme sommersol kunne brænde fornemmelsen af håbløshed væk. Kongen lukkede øjnene og tvang sig selv til ikke at drive væk på den hurtigt brusende flod der truede med at rive ham med ud over kanten af et vandfald, og langsomt fik han styr på sine følelser. Som konge kunne han ikke tillade sig at opføre sig på denne måde. Det var ham der skulle holde modet oppe og sørge for at folket ikke mistede håbet fuldstændig, og så længe der stadig var håb måtte han ikke give folk anledning til at tro andet. Han trak igen vejret dybt og følte det indre panikdyr, der havde truet med at overtage hans sind, forsvinde gennem lettelsens filter.