Emure lå et stykke tid i det varme græs og ventede på at de værste smerter skulle fortage sig. Han rev en tot græs op og kylede håndfulden så langt væk som muligt. De lette strå spredtes og flaksede ned på jorden som aflange, grønne snefnug og lagde sig til rette mellem nikkende mælkebøtter.
   Emure stirrede på sit højre ben der uden tvivl var brækket. De tynde sorte bukser var flænget og gav ham et udmærket syn til huden, der allerede var misfarvet og hævet. Udover det brækkede ben var han sluppet med et voldsomt slag i maven, idet han var blevet fejet af vejen af det tohjulede køretøj.
   Da han stod bag ved butikken med kortet og forberedte sin teleportation, havde han bestemt ikke haft i tankerne at han kunne ankomme lige midt på en vej. Selvfølgelig samtidig med, at et vanvittigt køretøj var kommet fræsende imod ham. Manden, der havde været klædt i sort lædertøj, var blevet temmelig chokeret over Emures tilsynekomst, hvilket han nu ikke kunne bebrejdes, tænkte troldmanden.
   Da manden med den besynderlige hovedbeklædning var hoppet af for at hjælpe den tilskadekomne Emure, havde han med kun en anelse besvær trukket sit sværd. Så snart manden fik øje på det, sprang han tilbage på sit køretøj som forsvandt med en rasende brølen. Det havde været Emures mening at uskadeliggøre ham, så han ikke efterlod sig for mange vidner. Desværre havde en kombination af teleportationen og de fysiske skader, gjort hans reaktioner langsomme og tunge.
   Nu måtte han skynde sig at gennemsøge huset der lå på den adresse den hovedløse havde givet ham, inden den læderklædte mand fik alarmeret andre. Han fik hejst sig op at stå og skar ansigt, da smerterne eksploderede i det sårede ben.
   "Yasun kunne godt have lært mig nogle healingbesværgelser," mumlede han vredt og fortrød straks de bitre ord mod sin velgører.
   Forbavset over de stadig tomme veje, løsnede Emure det bælte der holdt læderskeden bundet fast til hoften. Sværdet og skeden lagde han forsigtigt i græsset, for at lægge bæltet stramt om benet hvor bruddet var sket. Han skar tænder da han strammede bæltet så godt han kunne, og støttede prøvende på benet. Stadig smertefuldt, men til at holde ud. Han bøjede sig med besvær og samlede sværdet op, det ville han blive nødt til at holde i hånden nu. Heldigvis ville kappen stadig dække over det hvis han mødte nysgerrige blikke, men han ville formentlig stadig tiltrække sig opmærksomhed.
   Fra en lomme inde under kappen fandt han kortet og den nussede, gule seddel frem.
   "Højdevej..," læste Emure takket være den besværgelse, som Yasun havde læst om i den stjålne dagbog, der havde tilhørt Scolt. Heldigt at deres spion havde været i stand til at stjæle den og sende den så hurtigt.
   Emure gik over vejen og rundede en velplejet aflang busk, der afslørede en lille grussti magen til den, han havde betrådt tidligere på dagen. På den hvidpudsede murstensvæg hang et husnummer lavet af smedejern, udført med kunstfærdige krøller. Han sendte en taknemmelig tanke til Tokap, kaosguden, og humpede så lydløst som muligt op mod huset.
   Grusstien var skæmmet af adskillige aflange spor, der havde gnavet sig ned til den bare jord under gruset. Emure stirrede tænksomt på dem og fortsatte sin humpende gang. Han lagde mærke til at der ingen køretøjer var foran huset, men tillagde det foreløbig ikke den store betydning. Det var muligt at kvinden havde stillet det et andet sted, for ikke at tiltrække sig opmærksomhed. Han kunne ikke skimte nogen bevægelse bag de hvide gardiner, og ville benytte chancen til at åbne låsen i hoveddøren.
   Forpustet standsede han op da han nåede sit mål. Han følte det som om alle hans lemmer havde været gennem en vridemaskine, og sværdet føltes tungere og tungere. Måske var det et dårligt tidspunkt for ham at møde sin modstander, men han kunne ikke tillade sig den luksus at vente.
   Fra endnu et skjul under kappen fremdrog han en lille, grøn flaske der næsten var flad. En korkprop forhindrede den hvidlige væske i at løbe ud. Yasun havde rakt ham flasken som en sidste indskydelse, inden Emure var trådt gennem portalen.
   "Styrkedrik," havde Yasun sagt. "En enkelt mundfuld er nok, brug det med omtanke!"
   Nu stirrede Emure på flaskens indhold et øjeblik, før han hev proppen af. Nu er vist det rigtige tidspunkt, tænkte han og satte flasken for munden. Væsken føltes brændende varm selv om flasken var kold mellem han fingre. Varmen bredte sig hurtigt til alle hans lemmer og hjalp ham til at genvinde sin næsten normale styrke. Udover at styrke lemmerne, klarede det også hans hjerne. Han blev chokeret da han fandt ud af hvor sløvt den egentlig havde fungeret efter den krævende besværgelse, og det voldsomme møde med den læderklædtes køretøj. Han blev helt bange for at der var noget han havde overset, og skændte på sig selv fordi han ikke havde tænkt på flasken med det samme efter ulykken.
   Da han fandt sig selv stående lige foran hoveddøren, fuldt synlig fra flere vinduer og eventuelle forbipasserende på vejen, blev han direkte chokeret. Han måtte åbne låsen uden at undersøge og observere huset udefra først.
   "Kljutjam," sagde han mens han rørte ved døren, og hørte låsen springe op.


Kong Petinau vendte sig mod sine livvagter der havde stillet sig på hver side af døren ind til præsternes domicil.
   "Jeg vil hen til Kongernes Have, der kan jeg sidde i fred et par timer mens jeg tænker nogle ting igennem," sagde han med sin sædvanlige faste stemme. Ingen kunne høre, at han for et øjeblik siden havde været på nippet til at lade sig gribe af panik.
   "Skal jeg arrangere en drosche, Herre Konge?" tilbød den ene livvagt, en høj, skægget mand.
   "Nej tak, Gronan, jeg foretrækker at gå i dag."
   De forlod den blå præstebygning med kobbertaget der skinnede forførende, og fortsatte af den brostensbelagte gade. Hvor der plejede at være munter og livlig trafik af hestevogne, der medbragte store sække med korn og mel og trækasser med friske grøntsager, sås nu kun enkelte skumplende vogne med krumryggede kuske.
   Smedenes stik-i-rend drenge kørte normalt rundt med knirkende trækvogne; de bragte mestrenes varer frem og tilbage mellem marked og smedje. Vognene var altid tungt læsset med rustninger af både metal og læder, ringbrynjer og skjolde i mange størrelser og udformninger. Ved arbejdsdagens slutning kunne man se de samme drenge vende tilbage med stabler af lertøj, farvestrålende klæder og store tønder med brændevin og øl.
   I dag gik drengene to og to, og de muntre sange og den høje barnelatter var veget for alvorlige miner og en spejden mod himlen i ny og næ. De støvede købmænd i hestevognene råbte ikke op om, hvilket værtshus de mente var det bedste. De købte og solgte deres varer, og mødtes senere på Den Taktfulde Tone eller Den Hovedløse Hest hvor de sad og rugede over det mørke øl.
   Det skar dybt i Petinaus hjerte at opleve sin by i en sådan tilstand af frygt og tavs forventning. Selv musikanterne der plejede at spille op til lystig dans, havde fundet de mere dystre toner frem fra gemmerne.
   Synet af de blege drenge ledte kongens tanker hen på sin egen søn. I snart seks måneder havde han ligget til sengs, og i den periode var han næsten blevet uigenkendelig. De magre lemmer og de fremstående kindben skar så dybe sår i Petinaus sjæl, at han frygtede de aldrig ville hele, om så drengen kom til kræfter igen. Prins Spemir var den eneste arvtager til tronen, og han havde klaret sig storartet trods sin mors tidlige død. Hvis det utænkelige nu skete, at han døde, ville det kræve at Petinau ægtede en kvinde som kunne føde ham endnu en søn.
   Han viftede spekulationerne væk, for tanken om at miste sin elskede søn var alt for frygtelig til, at han kunne rumme den. Han havde også rigelig med andre spekulationer at vælge imellem. Den mest presserende, Yasuns dødsbølge, og den næsten lige så vigtige, spionen. Begge uløseligt forbundet.
   Kongen og hans livvagter nærmede sig to kæmpestatuer, der forestillede to konger med hver deres stensværd højt hævet og klingerne krydsede i en evig hyldest. Deres aristokratiske ansigter vidnede kun en anelse om tidens tand, hvor den ene konges næse manglede et stykke. De stod overfor hinanden og dannede indgangen til Kongernes Have.
   "Lad os gå ned til Sukkenes Sø. Det stimulerer altid mine tanker at kigge på det blanke vandspejl, og der kan vi sidde uforstyrret på bænkene," sagde kongen og førte an mellem de kæmpe statuer.
   De fortsatte frem ad en smal perlestensbelagt sti, som snart delte sig i en forgrening til hver side. Kongen fortsatte lige frem ad stien der var flankeret af høje, gamle træer på hver side. Han nød altid duften af de eksotiske blomster, der var plantet i store cirkler i hvert hjørne af haven, og lyden af kvidrende fugle nåede med velsignelse hans ører. Der var intet mere afslappende end Kongernes Have, tænkte han og tog et dybt åndedrag, der fyldte hans lunger med blomsterberiget luft.
   Lidt længere fremme kom de til et T-kryds, og Petinau valgte stien til venstre. Den førte snart de tre mænd frem til en overdådig blomsterhave, hvis skønhed kun blev overgået af de eksotiske haver. Strålende, farverige kronblade nikkede dem velkommen og syntes at rumme en særegen mystik, når solens stråler kærtegnede dem. De fortsatte til højre langs blomsterhaven og kunne nu skimte det azurblå vand lidt fremme til højre.
   Jadegrønne åkander vuggede blidt i det næsten stillestående vand, og smukke hvide blomster befolkede klyngerne af de tykke, grønne blade. Kongen og hans to livvagter nærmede sig den enorme parkbænk der var placeret foran søen. Bagved bænken strålede de eksotiske blomster om kap med gyldne solstrejf.
   "Ja," sukkede kongen. "Det er lige stedet hvor jeg kan få renset tankerne, og nye ideer springer som regel også frem stimuleret af skønheden. Måske kan jeg her regne ud hvem vi leder efter."
   Han satte sig ned, og de to livvagter stillede sig beskyttende på hver side, selv om der i øjeblikket ikke var nogen at beskytte kongen imod.
   "I må endelig sætte jer ned, hvis I har lyst," sagde Petinau som allerede lod tankerne drive på langfart. De to liberiklædte mænd valgte dog at blive stående, da de mente det viste større respekt for kongen.
   I en rum tid spekulerede kongen over, hvem der kunne være den illoyale undersåt der sendte oplysninger til Yasun. Hans tanker kørte i ring og han begyndte at blive døsig, da han opfattede bevægelse i nærheden. Han åbnede øjnene med et ryk og drejede hovedet. Rundt om hjørnet kom en smilende mand med en lille trækasse under armen. Da han fik øje på kongen og hans livvagter, løftede han den frie hånd til hilsen. Petinau sukkede så kun de to mænd ved hans side kunne høre ham.
   "Er man da aldrig i fred noget sted?" mumlede han men løftede hånden til hilsen. Manden der var dukket op i Kongernes Have var en ung, ambitiøs troldmand der altid var meget ivrig efter at hjælpe. Nu kunne Petinau høre at indholdet i kassen, under troldmandens arm, klirrede svagt.
   "Undskyld at jeg forstyrrer," sagde han og bukkede formelt. "Tybalt så Dem gå ind i Haven for en times tid siden, og mente at I alle tre kunne trænge til forfriskninger." Han stillede den lille trækasse på jorden og afslørede tre grønne glaskarafler med en rødlig væske i.
   "Jeg meldte mig naturligvis straks til at bringe tranebærdrikken hertil, da Tybalt havde blandet den," fortsatte han uden at vente på svar. Hans navn var Gulm, og han fungerede som den aldrende troldmand Tybalts medhjælper i troldmændenes laug. Tybalt havde formentlig nok at gøre med at forberede de besværgelser, der skulle fratage Yasun hans magiske evner, men kongens velbefindende lå ham altid på sinde. Derfor kunne det sagtens ligne ham, at sende en mand med forfriskninger til ham.
   Kongen studerede et øjeblik den smilende troldmand med det halvlange, brune hår og de spillende brune øjne. Den mørklilla kappe hang tungt om ham, og han lod til at være reel nok, men det var jo farlige tider, og en konge kunne ikke være for forsigtig. Han kunne se de to livvagter sende karaflerne længselsfulde blikke, og de havde trods alt været ude i den bagende sol længe. Han nikkede til dem og de snuppede med lettelse en karaffel hver.
   "Skal Kongen ikke have noget?" spurgte Gulm og stirrede ud over søen.
   "Det ser både lækkert og forfriskende ud, men jeg venter et øjeblik endnu før jeg tillader mig at nyde noget. Der er et brev jeg gerne vil have skrevet færdig, og det er altid nemmest for mig at have arbejdet overstået først," forklarede kongen og observerede diskret sine livvagter, mens de fornøjeligt indtog væsken.
   "Selvfølgelig, Herre Konge, det forstår jeg så udmærket. Jeg har det selv på samme måde. At yde før man kan nyde, er en klog leveregel."
   Han vendte sig mod kongen og smilede endnu en gang. Denne gang var smilet en smule anderledes, men Petinau kunne ikke helt lægge en finger på noget forkert. Måske lidt mere grisk eller triumferende, eller også var hans overspændte fantasi lidt for aktiv oven på alle spekulationerne.
   Hans to livvagter stod igen stille på hver side af deres Konge, stadig med hver deres grønne karaffel i hænderne. De stirrede smilende ud over søen. Der lod ikke til at være noget galt med Tybalts forfriskninger og Petinau nikkede tilfreds.
   "De må endelig takke Tybalt for hans betænksomhed," sagde kongen og regnede med at den unge troldmand ville forsvinde samme vej som han var kommet. Han trak et stykke pergament frem fra kappen og skulle til at fordybe sig i teksten, da han fornemmede at Gulm endnu ikke havde ladt ham alene.
   Han løftede blikket med let rynkede bryn. Der var bare nogle mennesker, der ikke forstod privatlivets fred. Den unge troldmand var trådt et par skridt tilbage, men stod stadig og betragtede kongen. Hans smil havde bredt sig, og han mindede pludselig om en glubsk ulv der havde trængt sit bytte op i en krog.
   Petinau blev nu for alvor irriteret, og han rejste sig op mellem sine to livvagter mens han fortsat stirrede på Gulm.
   "Nu beder jeg Dem om at lade mig være alene, og hvis De ikke retter Dem efter mine anvisninger, bliver jeg nødt til at lade Dem føre bort i følge med en af mine livvagter."
   Gronan og Barion stod stadig ved hans side uden at røre sig. De ventede på hans befalinger. Umiddelbart syntes kongens ord at more Gulm, og hans ulvesmil spillede triumferende om hans læber. En følelse af uro bredte sig i Petinaus krop, og han vendte sig mod Gronan som stod afslappet på hans højre side, stadig med den grønne karaffel i hånden. Hans blik var rettet mod søens blanke vandspejl, som det havde været hele tiden.
   "Gronan, vær venlig at eskortere Gulm tilbage til magitårnet," sagde kongen uden at slippe den grotesk smilende troldmand af syne.
   Ingenting skete. Petinau nægtede at tro, at det hele var en stor sammen-sværgelse; men hvorfor reagerede Gronan så ikke? Kongen begyndte at føle sig meget udsat i denne blomsterfyldte, skønne have, som ellers altid havde givet ham en følelse af tryghed og urørlighed.
   Han greb Barions arm og vovede at vende blikket mod ham.
   "Barion, før Gulm bort!"
   Nu begyndte den ubehagelige troldmand at le. Ikke en stille, glad latter, men en grisk, uhyggelig latter der fik kongen til at tænke på gribbe der cirklede over deres døde måltid, eller hyæner der havde trængt deres rædselsslagne bytte op i en krog.
   Petinau rankede sig og lagde hånden på det kongelige sværdskæfte. Ingen loyal undersåt ville nogensinde opføre sig på denne måde, og han kunne blive nødt til at tage hurtig affære.
   "Nu er man ikke længere så arrogant, min kære konge," vrængede Gulm. "Der er ingen hjælp at hente hos dine grådige livvagter, der ikke kunne vente med at få fingrene i den kølende fastfrysningseliksir."
   Han slog endnu en skraldende latter op og klappede sig på låret, som om han havde fortalt århundredets sjoveste historie. Kongen stillede sig foran Barion, hvis blik så direkte igennem ham. Han trak dog stadig vejret, kunne Petinau se. Han bed hårdt sammen, så kæbemusklerne trådte tydeligt frem, og vendte sig mod den forræderiske troldmand.
   "Jeg ved ikke hvad De håber på at få ud af dette møde, Gulm. Jeg kan garantere Dem for, at De vil blive låst inde i fangekælderen lige så snart mine andre livvagter ankommer."
   "Andre livvagter!" udbrød Gulm og spyttede foragteligt på jorden mellem dem. "Der er ikke andre livvagter i miles omkreds, tror De ikke at jeg har undersøgt det? De kan ikke stikke mig blår i øjnene, for jeg er ikke så naiv som Deres to ynkelige livvagter her!"
   Gulm begyndte at gå i en bue udenom ham, så han hele tiden var uden for rækkevidde at det rubinbesatte kongesværd.
   "Hvorfor gør De dette her?" ville kongen vide. "De kan få en chance for at forklare Dem nu, så kan det være at straffen bliver mildnet lidt."
   Igen slog Gulm en latter op. "De er glat, det må jeg sige til Deres ros. Det er næsten synd, at De ikke er glat nok til at slippe ud af denne knibe." Han stod nu foran kongen så han selv havde solen i ryggen, og Petinau måtte misse med øjnene mod eftermiddagens blændende stråler. Hurtigt kantede han sig forbi den fastfrosne Gronan, for at slippe ud af den ufordelagtige position.
   "De gør Dem selv en bjørnetjenestem når De bliver ved med at knibe udenom, vi kan lige så godt få det overstået med det samme."
   Kong Petinau overvejede om han kunne risikere, at vende Gulm ryggen et øjeblik for at blæse i det magiske horn. Det hang betryggende i den kraftige kæde lige under kåben. Hvis han kunne gøre det uden at Gulm opdagede det, skulle han bare trække tiden tilstrækkeligt ud, til at livvagterne ville ankomme. Han var sikker på, at hvis han gik til angreb ville Gulm nå at kaste en besværgelse på ham. Det kunne meget vel blive det sidste han gjorde. Derfor var han nødt til at gøre et forsøg med hornet.
   "De vil vel ikke gøre noget ved en mand, der vender Dem ryggen?" spurgte han og drejede rundt på hælen. Han frygtede hvert øjeblik at mærke en besværgelse ramme sig, men hurtigt flåede han hornet frem og satte det for munden. Han prøvede at gøre det hele så diskret som muligt. Ganske rigtigt ville troldmanden have det sidste ord.
   "Jeg advarer Dem kun en enkelt gang, inden jeg dræber Dem! Jeg er ikke bange for at dræbe en mand som kujonagtigt vender ryggen til."
   Petinau lod hurtigt hornet glide tilbage under kåben og snurrede rundt.
   "Hvem arbejder De for?"
   Petinau kendte svaret på forhånd, men var overbevist om at Gulm ville have trang til at triumfere over ham. Han skød da også brystet lidt frem og anlagde en hoven mine.
   "Jeg tjener den største troldmand, der eksisterer!"
   "Mener De Tybalt?" spurgte kongen uskyldigt.
   "HA!" Gulm krængede læberne i en uskøn grimasse. "Den alderssvækkede gamling, han kan ikke hamle op med den Sorte Troldmand Yasun, om så han pludselig blev 50 år yngre. Han gemmer sig bag et forhæng af forgangen storhedstid, men mig kan han ikke narre! Man skal passe på ikke at overvurdere folk."
   "Det kan også være farligt at undervurdere folk," sagde Petinau og skævede uvilkårligt mod stien, der førte ud fra Kongernes Have. Der ville formentlig gå endnu fem-ti minutter førend livvagterne ville ankomme. Når de dukkede op, måtte han bruge overraskelsesmomentet til at overmande den forræderiske troldmand, inden denne nåede at kaste en dødelig besværgelse. Syncosianerne havde mere brug for deres konge nu, end nogensinde tidligere. Han kunne ikke tillade sig at blive offer for et attentat.
   Et listigt udtryk sneg sig ind i Gulms brune øjne. "Venter De på nogen?"
   Da kongen ikke svarede, fortsatte han ufortrødent: "De sagde selv, at det kunne være farligt at undervurdere folk, og jeg kan kun give Dem ganske ret!"
   Petinau rynkede brynene ved synet af den overlegne troldmand. Der var et eller andet galt, det fik han tydeligt en fornemmelse af. Spørgsmålet var bare, på hvilken måde han havde undervurderet Gulm. Han behøvede ikke vente længe på svaret.
   "De tror Dem nok sikker på, at Deres livvagter kan ankomme hvert øjeblik det skal være. Ja, selvfølgelig regnede jeg ud, at De blæste i Deres horn lige så snart De havde vendt mig ryggen." Gulm nikkede tilfreds, som om han netop havde lært en lærling en vigtig lektie.
   "Jeg må indrømme, at det var en taktisk fornuftig manøvre fra Deres side; hvis De havde handlet anderledes ville det have skuffet mig, da jeg i så fald ville have været nødt til at likvidere Dem øjeblikkeligt. Som situationen er lige nu, er De sikkert begyndt at føle en nagende uro."
   Han efterlignede skadefro kongens urolige skæven over skulderen, og udstødte en kold latter der ville kunne få polarulve til at fryse. Petinau ventede tavst på Gulms pointe, hvad kunne han have overset?
   "Nu skal jeg ikke længere trække pinen ud, min kære konge. Deres magiske tilkaldehorn blev forbyttet sidste nat, med en absolut ubrugelig, men vellignede kopi. Jeg er ked af at skulle overbringe Dem så dårlige nyheder." Gulm så bestemt ikke angergiven ud, da han videregav oplysningen.
   Han trak overdrevent på skuldrene, som om han var ked af, hvad han nu var nødt til at gøre. Idet Gulm løftede hånden mod Petinau, sprang denne frem med et brøl og det kongelige, rubinbesatte sværd glitrede i sommersolens sene eftermid-dagsstråler da han trak det.
   Kongen vidste at han ikke ville nå det.



Efter at have fulgt sin oldemor op til hotelværelset, og sørget for at hun havde penge nok til at dække de mest almindelige fornødenheder, vendte Anita tilbage forbi den lyshårede receptionsdame, som ignorerede hende fuldstændig. Hun havde nu udskiftet ugebladet med en billigbog, og sad og nippede til en cola.
   Tilbage på parkeringspladsen styrede hun direkte imod bilen, mens hun i tankerne gennemgik de ting, som hun ville købe til Thilde. Da hun nåede hen til bagenden af bilen lagde hun mærke til, at den hvide varevogn var blevet udskiftet med en mørkeblå Fiat Tipo. Hun fortsatte rundt til bagdøren, for at åbne den for Martos. De kunne lige så godt få overstået indkøbene inden de mødtes med Sandra.
   "Hvad i alverden!" udbrød Anita da hun greb håndtaget og stirrede ind i bilen.
   Den var tom! Både Martos og Tøsen var forsvundet, og dørene stod ulåste. Åh, nej, tænkte Anita. Hvad er der sket? Måske var det alligevel ikke fyrværkeri, som hende og Thilde havde hørt inde fra hotellet. I yderste konsekvens kunne det være den changer, som Martos var overbevist om fulgte efter dem, der var dukket op. Hvem ved, hvordan den slags skete? Måske var han dukket op og havde bortført Martos og Tøsen, men på den anden side havde receptionisten ikke nævnt noget om tumult. Det var selvfølgelig heller ikke sikkert, at hun ville nævne det for Anita, for der skete jo så meget rundt omkring.
   Alligevel kunne hun ikke forestille sig, at Martos, og slet ikke Tøsen, overgive sig uden kamp og råb. Der måtte være en anden forklaring, en logisk konklusion hun kunne drage, men i øjeblikket var Anita for stresset til at gøre noget sådant. Hun begyndte at kigge sig omkring. Hvis de var blevet bortført, havde de muligvis efterladt sig et spor hun kunne tyde.
   Hun kiggede på de spredte stumper af affald, som lå strøet ud i buske og hjørnerne af parkeringspladsen. Gamle reklamer med solblegede sider, et ekset cykelhjul og en paraply som havde fået en hård medfart, var de eneste genstande der lå i nærheden. Ikke noget spor efterladt af Martos og Tøsen.
   Hun stirrede igen på Fiat'en, og tænkte på varevognen der havde holdt her før. Var det muligt, at lyssky personer havde opholdt sig i den, og ventet på at Anita skulle lade dem være alene? Var der væltet en ud af skydedøren med kloroform parat, og havde bedøvet dem, for at smide dem ind i varevognen?
   Hun satte sig ind på bagsædet for at kigge efter spor af kamp. Hvis Martos var blevet overmandet herinde, ville der helt sikkert være noget, der kunne lede hende på sporet. Hun sad med det ene ben ude på jorden og bildøren halvt åben.
   "Hej!" lød en glad stemme bag hende.
   Hun hvirvlede rundt og stirrede målløs på Martos. "Hvor har du været henne?"
   "Mens du var inde på hotellet med din oldemor, så Tøsen ud til at skulle træde af på naturens vegne. Derfor tog jeg hende med ud på en lille tur, jeg er jo lidt nysgerrig samtidig. Vi var lige rundt om hjørnet, derovre," sagde Martos og pegede ivrigt. "Hvor troede du da, at vi var henne?"
   Anita var lidt stram i masken da hun svarede. "Åh, ingen steder. I kunne være blevet overfaldet og kidnappet, eller dræbt og slæbt ind i en varevogn for at blive dumpet i en eller anden skov. I kunne selvfølgelig også være taget på sommerferie til Disneyland, men den mulighed overvejede jeg ikke så grundigt, må jeg indrømme!"
   Martos slog ud med hænderne. "Okay, jeg har forstået din pointe. Næste gang vi bliver forfulgt af en hensynsløs morder, skal jeg nok huske at fortælle dig hvor jeg går hen." Han smilede afvæbnende og tilføjede: "Jeg er alligevel lidt smigret over, at du var så bekymret for mig."
   "Glem ikke at du havde Tøsen med dig," sagde Anita, men kunne ikke lade være med at smile over paranoiaen, der altid insisterede på at tage eksprestoget til Langbortistan i selskab med hjernen, når spidsbelastningen var for stor.
   "Jeg synes nu også, at min bekymring var velbegrundet," tilføjede hun da hun tog Tøsens snor og steg ud af bilen. "Men lad os nu komme ind og handle de ting til min oldemor, det tager kun et øjeblik." Hun vendte sig mod Tøsen og satte snoren fast i halsbåndet.
   "Jeg regner med at du hellere vil vente udenfor centeret end inde i den bageovn her?" Anita kløede Tøsen bag øret og sammen gik de over mod skydedørene. Her fandt Anita en krog i skyggen som hun gjorde Tøsens snor fast i. "Et kvarter Tøsen, så burde vi være tilbage."
   Hunden lagde sig og gispede fornøjet efter dem da de forsvandt.
   Under andre omstændigheder ville Anita have elsket at vise alle butikkerne til Martos og forklare ham om alle de tekniske vidundere man kunne få. Desværre var de temmelig pressede, så rundvisningen begrænsede sig til hurtige forklaringer i de par butikker hvor de handlede. De brugte tre minutter i en tøjbutik hvor Martos forundret stod og betragtede et tøjstativ.
   "Anita," hviskede han og hev hende i armen. "Hvordan kan det være at sådan en fin butik sælger brugt tøj?" han pegede bebrejdende på tøjet.
   "Åh," sagde Anita ubekymret, "det er bare moden. I dag skal meget af tøjet se slidt, beskidt og krøllet ud. Hun lagde en ensfarvet kjole på disken og hev pungen frem fra tasken.
   "Hvem i alverden vil dog betale for sådan et spild af stof!" udbrød Martos og så ud til at væmmes bare ved tanken om det. "Min mor ville blive skrækslagen hvis hun så udbuddet i denne butik," mumlede han for sig selv.
   Den affarvede blondine hørte ham og kastede et kritisk blik op og ned af ham, men holdt dog en spydig kommentar tilbage.
   "Det bliver 250 kr., tak. Ellers andet?"
   "Nej tak," Anita smilede og tog imod posen med kjolen. "Kom nu," sagde hun og måtte på det nærmeste trække Martos ud af butikken.
   "Nu mangler vi bare noget toiletgrej, det kan vi alt sammen købe herinde."
   Alt imens de skyndte sig videre gled Martos' blik fra side til side mens han slugte alt med øjnene. Da de kom forbi skoforretningen der fremviste en stor samling plateausko på udsalg, udbrød han højt.
   "Neej, har I butikker der forhandler sko til dværge?" Han kiggede sig omkring for at studere folk nærmere, mens Anita fnisende ledte ham ind i en Matas-forretning.
   "Det er måske den lokale alkymist?" spurgte han oprigtigt og så slet ikke det skæve blik ekspedienten sendte ham.
   "Ja, det kan man nok godt kalde den," mumlede Anita mens hun i farten greb forskellige ting, som hun slyngede op på disken med et hurtigt kik på klokken. Hvornår mon Sandra var færdig med politiet, tænkte hun.
   Anita betalte for varerne uden at tage notits af ekspedienten, der havde det meste af opmærksomheden vendt mod Martos. Han stod stadig og mumlede for sig selv, indtil det tilsyneladende gik op for ham at det måtte virke temmelig uhøfligt.
   I hvert fald droppede han brat sin mumlen og mødte den rødhårede ekspedients blik. Han sendte hende et smil som, kunne Anita ikke undgå at se, fik hende til at rødme og tabe tandbørsten ved siden af posen.
   "Med al forlov, De har en meget smuk hårfarve frøken," komplementerede Martos hende med antydningen af et buk.
   "Ih tak, jeg har selv farvet det," udbrød hun og plirrede med øjnene. Det lykkedes hende at overrække Anitas indkøb til hende mens hun fortsat stirrede på Martos.
   Anita sendte hende et anstrengt smil og trak Martos ud af butikken med et solidt tag i hans ærme, mens pigens blik blev hængende ved ham som en transparent udgave af superlim.
   "Undskyld mig, men jeg troede altså ikke du havde tid til at flirte med Henna-forvaskede teenagere, når du har en hel verden at redde!" Anita kunne godt selv høre at hendes kommentar var lidt for hurtig og tarvelig. Han havde jo bare vekslet et par ord med pigen, men det smil han havde sendt hende havde fået Anita til at føle sig kedelig og uattraktiv. Hold kæft hvor er du åndssvag at høre på, sagde hun til sig selv og rystede opgivende på hovedet. Sandra havde ret, det var vist for længe siden hun havde haft en kæreste.
   "Hvad betyder Henna-belastet?" spurgte Martos nysgerrigt.
   Anita kastede hovedet bagover og lo. Hun måtte opgive at kigge på hans alvorlige udtryk, for at kunne tøjle sin latter igen. Hun forklarede ham med indestængt latter hvad forskellen var mellem forvasket og belastet.
   "Nåh," nikkede han og stirrede undersøgende på hende.
   "Hvad?"
   "Jeg vil bare tillade mig at sige, at jeg synes du er smuk!"
   Anita skød øjenbrynene op i panden og så spøgefuldt på ham. "Du slynger rigtig om dig med de store komplimenter i dag, hva'?" Hun tjattede til ham, men spekulerede inderst inde over, hvad det var han mon havde sagt til hendes oldemor hjemme i det småkageduftende køkken. Som om du ikke kunne være ligeglad, brød hendes egen stemme diskuterende ind. Du har jo alligevel ikke til hensigt at falde for ham, og hvorfor opfører du dig egentlig så besiddende overfor ham? Åh hold mund, afbrød hun den irriterende kværuleren; hun var faktisk lige ved at komme til at sige det højt og skyndte sig at bide sig i læben.
   Telefonens ringetone afbrød hendes tanker, og hun famlede et øjeblik i sin taske inden hun fandt den.
   "Hallo?" sagde hun samtidig med at hun søgte over mod et hjørne hvor der var lidt mere fred. Hun gav Martos tegn om at følge efter sig.
   "Hej søde, det er din tredjegradsforhørte veninde," hviskede Sandra. "Hør her, det vrimler stadig med politi og deres teknikere, og jeg har kun et øjeblik mens jeg lige er på toilettet."
   Anita skar ansigt. "Du behøver ikke at fortælle mig alle detaljerne."
   Sandra ignorerede hendes kommentar. "De leder efter dig med lys og lygte, og de påstår at du var indblandet i en form for biluheld tidligere i dag. Din bil er i hvert fald efterlyst, og de vil godt have dig ind på stationen for at afgive forklaring. Hvis jeg var dig, og havde mulighed for det, ville jeg altså give mig til kende. Du får viklet dig ind i endnu flere problemer ved at blive væk."
   Anita sukkede. "Jeg ved det godt, men det kan altså ikke lade sig gøre lige nu, jeg er nødt til at få fat i den bog du fandt på loftet. Bagefter lover jeg at jeg nok selv skal tage ind på politistationen. Har du stadig ikke mulighed for at komme hjem med bogen?"
   "Ikke lige nu, men kan I ikke komme uset hjem til mig? Så dukker jeg op lige så snart de giver mig lov. Jeg er nødt til at smutte igen inden de bliver mistænkelige derinde."
   "Okay, vi gør et forsøg. Pas nu godt på dig selv."
   "I lige måde. Hør, lad være at tage telefonen medmindre det er mit nummer, okay?"
   "Det er en aftale. Vi ses." Anita lagde røret på og puttede telefonen tilbage i tasken.
   Martos havde stået tæt nok på til at kunne følge med i samtalen, og skyndte sig nu hen mod udgangen sammen med Anita med et målbevidst udtryk.
   "Politiet leder efter min bil, det betyder at det ikke er særlig smart at blive ved med at køre rundt i den, " fortalte Anita mens de hastede af sted.
   "Nu skynder jeg mig lige op til Thilde med vores indkøb, mens du bliver her. Der er ingen grund til at vi bliver set sammen, hvis der også er en efterlysning ude på mig." De standsede ved indgangen til receptionen og Martos rakte impulsivt ud og lod en finger glide ned langs hendes kæbelinie.
   "Vær forsigtig."
   Anita nikkede bare og skyndte sig ind forbi receptionisten og hen til elevatoren. Mens hun ventede med blikket fæstnet på "I fart" knappen, rørte hun sin kind hvor Martos havde ladet sin fingerspids glide henover. Kinden føltes varm og glat.
   Elevatoren ankom med et dæmpet bump og slog dørene op for hende. Hun steg ind og trykkede på knappen til ottende etage.
   "Jeg har ikke tænkt mig at falde for én som tager herfra allerede igen i dag," sagde hun højt og resolut. Anita gentog sætningen et par gange, men da dørene åbnedes på ottende etage lød hendes stemme knap så højt og knap så resolut.
   Hun fandt uden besvær sin oldemors værelse og bankede kraftigt på. "Det er mig, Anita, " kaldte hun og mærkede lettelsen brede sig da Thildes tøffende skridt lød bag døren. Låsen blev slået fra og hendes oldemors rynkede ansigt tittede forsigtigt ud på Anita.
   "Jeg har ikke tid til at blive, for politiet er på sporet af os og vi er nødt til at skynde os." Anita rakte hende de farvestrålende poser med indkøbene og gav Thilde et kys på kinden.
   "Vi tales ved i morgen tidlig, oldemor. Hvis jeg ikke ringer kan det være fordi jeg stadig sidder og afgiver forklaring hos politiet. Jeg har skrevet Sandras nummer ned til dig, så du kan ringe til hende og høre hvordan sagerne står."
   "Pas nu godt på dig selv, min pige. Der må ikke ske dig eller den unge Martos noget, lover du mig det?" Hun så bekymret på Anita.
   "Det lover jeg, oldemor. Vi ses i morgen!"
   Thilde vinkede til hende og lukkede og låste døren efter sig. Da Anita hørte slåen glide i, vendte hun sig tilfreds om og tog elevatoren ned til Martos.
   Han stod og trippede nervøst og lyste op i et smil da han så hende komme gående.
   "Godt, så langt så godt. Lad os komme ud og hente Tøsen og komme af sted. Hvis vi er heldige går der et par timer endnu inden politiet finder bilen. Vi kan tage en omvej og stille bilen et stykke væk og snige os tilbage til Sandras hus."
   "Det lyder som et godt forslag," nikkede Martos. "Under disse omstændigheder," tilføjede han eftertænksomt, "ville alt dog lyde som et godt forslag i mine ører. Jeg kender jo ikke rigtig til hvordan jeres verden fungerer."
   "Altid rart at have fuld opbakning," mumlede Anita og styrede dem mod udgangen hvor de havde ladet Tøsen vente.
   Det første hendes blik faldt på, var en politibetjent i færd med at notere noget ned i en lille notesblok, alt imens han stod og granskede nummerpladen på hendes bil. Hendes hjerte slog et slag over mens hun snuppede Tøsens snor og bad hende om at være stille.
   "Planerne er ændrede," hviskede hun til Martos og lavede en 180 graders vending direkte tilbage i centeret. Han kiggede sig forvirret omkring, men var åbenbart hurtigt med. Under alle omstændigheder lod han sig velvilligt føre ind ad skydedørene igen uden højrøstede kommentarer.
   Anita kastede et blik bagud for at sikre sig at betjenten ikke havde bemærket dem, og hun var nær stødt ind i en af sikkerhedsvagterne som var ansat i centeret.
   "Man må ikke have hunde med herind!" bekendtgjorde han og standsede op foran dem.