Kvindens mund flækkedes i et skrig, da hendes hår pludselig stod i flammer. Hendes grønne mandelformede øjne var spilet op, så det hvide sås hele vejen rundt om iris. Hun slog desperat på sit hår, for at standse flammernes grådigt slikkende tunger. Forgæves. I spejlet kunne hun med stigende skræk og rædsel se, at ilden bredte sig. Hun lignede en engel med en gylden glorie om sit hoved. Hendes skrig blev højere. Hun kastede sig ud af døren til gangen, mens hun stadig slog på sit hår. Hendes hjerte hamrede og smertede for hvert slag, og hun var ude af stand til at fatte hvad der skete.
   Panikslagent styrtede hun ud på badeværelset, og registrerede knap at hun slog tåen smertefuldt mod dørtrinnet. Hun greb krampagtigt fat i den kølige porcelænsvask og flåede i den kolde hane. Intet skete.
   "Nej! Tænd nu for helvede!" råbte hun desperat og kastede et blik i badeværelsesspejlet. Hun forventede at se flammerne på vej mod sit ansigt i deres grådige jagt, men blev aldeles lamslået. Ingen flammer. Ingen fortærende ild var i færd med at skamfere hendes hår og ansigt. Hun gik i stå med en tom fornemmelse i sit indre. Fra spejlet stirrede hendes øjne tilbage på hende i vantro. Forsigtigt følte hun på sit hår og forventede, trods sit spejlbillede, at finde det klumpet sammen i forkullede totter. Håret føltes lige så normalt som det så ud. Hun stirrede i stedet på sine hænder, overbevist om at finde dem fulde af brandsår. Huden var hel og uskadt.
   "Jeg må være blevet fuldkommen vanvittig!" udbrød hun mens adrenalinet stadig pumpede rundt i hendes krop. Stadig opfyldt af gru, gik hun tilbage til spejlet i soveværelset. Hun nærmede sig tøvende, da det var her flammerne pludselig var opstået af tom luft. Hun tog en dyb indånding, og sprang hen foran det mandshøje spejl. Hun så en slank kvinde på ca. 175 cm med halvlangt, mørkebrunt hår, tendens til opstoppernæse og høje kindben. Uden ild i håret. Med andre ord, måtte hun have set syner på en eller anden måde, tænkte hun alvorligt. De hektiske røde pletter på hendes kinder var ved at aftage. Hun følte sig pinlig berørt over sig selv, og var glad for at hun boede alene. Hvis andre havde set hende styrte skrigende omkring uden tilsyneladende grund, ville de nok bede hende søge læge. Det kunne der selvfølgelig ikke være tale om. Hun havde det fint. Glimrende.
   Pernille forsøgte at berolige sig selv, lulle sig ind i en falsk tryghed. Selvfølgelig havde hun det da godt. Men inden næste dag gryede, ville hun have oplevet mange andre nervepirrende ting.

En halv time senere sad Pernille i S-toget på vej på arbejde. Hun var blevet enig med sig selv om, at synet af håret omslikket af flammer, var en isoleret hændelse. Ingen grund til at ringe til lægen eller andre, for den sags skyld. Der var nok at se til i forvejen, uden at hun begyndte at snakke om at se syner. Kontoret åbnede klokken ti, så hun var i god tid. Hun lænede hovedet mod den kolde rude i toget. Det var blevet lyst udenfor, selvom dagen ikke så ud til at ville byde på andet end regn og blæst. Overfor Pernille, sad en ung fyr i sin egen verden med høretelefoner i ørerne. Hans fod vippede let i takt til musikken. Ved siden af fyren, sad en kvinde på omkring de tres år med et strikketøj i hænderne. Hun kastede et misbilligende blik på den unge fyr, mens Pernille åndsfraværende kiggede på hans gummiskos rytmiske banken. Alle andre tanker forlod hende. Automatisk blev hendes blik draget mod vinduet, da det virkede som om de kørte ind i en tunnel.
   Lyset forsvandt omkring hende, men intet havde tilsyneladende ændret sig udenfor vinduerne. Forstadshuse med velholdte baghaver, grå, graffitimalede varehuse og overgroede kolonihaver passerede i en jævn strøm forbi. Toget vuggede og skumplede videre, og de andre i kupeen lod ikke til at ænse det tiltagende mørke. Pernilles hjerte begyndte at banke hårdere. Hendes tanker gled tilbage til den frygtelige oplevelse, hun havde haft om morgenen. Dengang var hun alene, men hvad skulle hun gøre i et tog fyldt med mennesker, hvis noget lignende skete? Hendes håndflader blev fugtige, og hun kneb øjnene i. Hvis hun ikke kunne se noget, ville hun måske slippe for flere frygtelige syn.
   "Pernille," hviskede en stemme i hendes øre. Hun spærrede øjnene vidt op, og vendte sig mod lyden. Der var ingen at se, hvor den hviskende stemme var kommet fra, for hun sad ved vinduet. Hun mærkede hårene rejse sig på armene og i nakken. Der var nu sort bag vinduerne i kupeen, et fuldstændigt komplet mørke der trykkede sig mod glasset. Det eneste lys kom fra de grelle lysrør i loftet. Stadig reagerede ingen på den fuldstændige forandring i omgivelserne. Pernille overvejede at henvende sig til en af de andre, men kunne ikke få sig selv til det. Hvis hun bare sad musestille, ville det måske være overstået i løbet af et kort øjeblik. De måtte da nå til næste station om lidt, og når dørene åbnede sig, ville alt være som før. Pernille bed tænderne sammen, og stirrede trodsigt ud i det altopslugende mørke.
   Pludselig syntes hun at ane et lysglimt derude. Håbefuldt lænede hun sig tættere mod den kolde rude, for at få øje på kilden til lyset. Nu ville mørket nok trække sig tilbage, lige som flammerne var forsvundet fra hendes hår, tænkte hun. Hendes hjerte hamrede igen hårdt i hendes bryst, som om hun lige havde taget en spurt over en fodboldbane. Hendes ånde duggede mod glasset. Et gulligt lys spredte mørket en anelse, og Pernille stirrede ivrigt ud. Hun fjernede duggen fra glasset, og kneb øjnene lidt sammen.
   Overrasket indså hun, at toget var begyndt at køre på en nedadgående strækning. Landskabet udenfor vinduerne var øde, og togskinnerne var flankeret af hvide sten hele vejen. Forkrøblede træer strakte deres krogede grene mod himlen i sorte silhuetter. Et rødt skær viste sig på himlen, men tusmørket herskede stadig. Mens hun sad med ansigtet trykket mod ruden, passerede de pludselig en lemlæstet, skrigende kvinde. Det lød som om hun skreg direkte ind i Pernilles øre. Hun gispede og trak sig tilbage fra ruden, som om hun havde brændt sig. Skriget stoppede brat, da kvinden ikke længere kunne ses. De var kørt forbi så hurtigt, at Pernille ikke var sikker på hun havde set rigtigt. Hun vidste, at de andre måtte kigge mærkeligt på hende. Det betød intet lige nu. Hun kunne ikke holde øjnene fra sceneriet uden for vinduet, blev nærmest draget til at se. Toget fortsatte nedad, stejlere end før. Nu opdagede Pernille, at det som hun troede var hvide sten, i virkeligheden var knogler. Kranier, lårbensknogler, hofteknogler, ribben og alskens andre knogler, lå strøet langs hele deres rute.
   Pernille trak nu vejret i heftige stød, men kunne stadig ikke vende sig bort fra landskabet. Flere vederstyggeligheder passerede hendes blik. Kæmpestore insekter muteret med menneskelig dna, flagermus på størrelse med elefantunger og flere lemlæstede mennesker. Skrig opstod og blev afbrudt, som om nogen havde en optagelse af tortur, som blev afspillet og sat på pause hele tiden.
   Pernille var selv på nippet til at skrige, men bed tænderne så hårdt sammen, at hendes kæber smertede. Pludselig fløj en lille bylt mod vinduet, og ramte den med en dump lyd. Det gav et ryk i Pernille, som ikke kunne bevæge sig længere. Frygten holdt hende i sine lænker. Hendes blik var naglet til den mørke bylt uden for vinduet. Den lod til at være pakket ind i et tæppe, som blafrede og flappede i vinden. Små, hvide klumper holdt den fast til vinduet, men nu bevægede den sig hen over ruden. I et pludseligt rasende vindstød blev tæppet flået af, og blottede dets ejermand.
   Et nøgent, blegt spædbarn med store, lysende røde øjne kravlede sidelæns mod Pernille. Der var kun en enkelt rude imellem dem. Den nærmede sig.
   "Pernille," hviskede stemmen fra tidligere i hendes øre, mens spædbarnets mund bevægede sig tilsvarende. Hun mistede den sidste rest af selvkontrol, og skreg fuldstændig ukontrolleret. Hun skreg og skreg indtil alt blev sort. Skreg indtil det føltes som om noget bristede i hende. Velsignet bevidstløshed omsluttede hende.

Da Pernille kom til sig selv havde hun ingen anelse om, hvor hun var eller hvad der var sket. Hun lå i en seng i et rum med dæmpet lys. Det lignede en hospitalsstue. Hendes seng var den eneste i rummet, men en skærm på hjul stod op ad væggen. Mens Pernille betragtede interiøret, fik hun en fornemmelse af, at noget var forkert. Hun følte sig sært urolig. Hun tvang sig til at bryde gennem de mange slør, der gjorde hende omtåget og konfus. Det var ikke nemt. Hun lå stille i sengen med lukkede øjne og koncentrerede sig. Omsider begyndte hendes hukommelse at vende tilbage. Små glimt af forfærdelige ting, steg op gennem hendes omtågethed og forsvandt igen.
   Hun satte sig op med et gisp, da hun genoplevede det afskyelige spædbarn, der havde hvisket til hende. Mindet sejlede væk fra hende. Hun sank tilbage mod puden igen. Det var svært at fastholde sine tanker. Hun var sikkert blevet bragt til hospitalet, da hun var besvimet af skræk i toget. De havde givet hende noget beroligende medicin. Det måtte være sådan det hang sammen. I stedet for at berolige hende, blev hun sært nok mere urolig. Der måtte være en knap hun kunne trykke på, for at tilkalde en sygeplejerske.
   Hun kiggede sig omkring efter en tilkaldeknap, da hun syntes, at forhænget på hjul bølgede ganske svagt. Hun bed sig i læben, og kæmpede for at blive mere klar i hovedet. Hun måtte have set syner. Så snart hun havde tænkt tanken, var hun lige ved at grine højt. Hun havde jo ikke bestilt andet, end at se syner her til morgen. Hun kiggede resolut væk fra forhænget. Den tilkaldeknap måtte være her et sted. Lettelsen bredte sig i hende, da hun fandt den hængende på den ene sengehest. Begge sengeheste var slået op. Det var bare en tryghed, fortalte hun sig selv og trykkede på knappen. Der skete ikke noget. Måske var den lydløs, så man ikke forstyrrede de andre patienter der kunne ligge her.
   En blafren af hvidt stof fangede hendes periferiske syn. Hvad gemte sig bag det? Hun blev tør i munden. Hårene rejste sig på hendes arme, som de havde gjort i S-toget, da stemmen hviskede til hende. Hun turde ikke røre sig, men turde heller ikke ligge ubeskyttet så tæt på forhænget. Der måtte da snart komme en læge eller sygeplejerske, der kunne berolige hende og fjerne det forbandede forhæng. Hun trykkede på tilkaldeknappen adskillige gange, mens vreden steg op i hende.
   "Hallo!" råbte hun mod den lukkede dør. Da intet skete, satte hun sig op i sengen. Med et øje på forhænget, kravlede hun besværligt ud over sengehesten til den modsatte side. Hendes ben føltes sært gummiagtige. Hun vraltede over til døren og hev den op. Først forstod hun ikke hvad det var, hun så. Hendes forvirrede hjerne fik dog langt om længe omsat det, så hun genkendte det. En mur. Vantro lagde hun sin hånd mod de kolde mursten, der blokerede udgangen fra døren. Muren var solid. Pernilles vrede ændredes på uhyrlig kort tid til skræk.
   Hun snurrede rundt og stirrede på det hvide forhæng. Det stod ikke længere op ad væggen, men lige bag hende. Hun skreg og hamrede til stålrammen med en fod, så det trillede væk med en hvislende lyd. Ingen gemte sig bag det. Det kunne ikke lade sig gøre. Pernilles hjerte trommede igen så hårdt mod hendes ribben, at det smertede. Hvad skete der med hende?
   Hun vendte sig mod døren i håb om, at den solide mur var forsvundet. Hvad hun i stedet så, var hende selv. Hun stod i en lang hvid kjole med højhalset blondekrave og overskåret hals. Blodet væltede ned over det hvide kjolestof.
   "Rrrr..." boblede hendes egen stemme fra den sønderrevne hals. Hendes andet jeg lagde hånden på hendes skulder med en hånd, der var våd af blod. Pernille skreg af sanseløs rædsel og snublede over sine egne ben, i forsøget på at slippe bort. Alt blev sort.

"Pernille," hviskede en mands stemme. Den trængte ikke helt gennem hendes omtågede hjerne i første omgang. Hun følte det, som om hun drev vægtløs af sted. Fri for bekymringer. Sikker. Ingen måtte komme og trække hende ind i endnu et mareridt. Hendes sind kunne ikke kapere mere. Hun trak sig længere ind i vægtløsheden og den velsignede intethed.
   "Pernille!" hviskede stemmen en anelse højere, og nogen ruskede i hende. Hun klynkede og forsøgte at vende sig bort fra stemmen.
   "Lad m-mig være," stammede hun, men havde ingen kræfter tilbage i kroppen. Hun registrerede svagt, at noget der føltes som runde plastre blev fjernet fra hendes tindinger. Andre plastre blev taget af hendes bryst med svage raspende lyde. Hun prøvede svagt at kæmpe imod, men hendes viljestyrke var som lammet.
   "Shh... jeg er her for at hjælpe dig," hviskede mandsstemmen og baksede, for at få hende op at sidde. "Tag der her om dig." Det føltes som om et tæppe blev presset mod hendes hænder, men hun prøvede at skubbe det væk. Han kom nok for at prøve at kvæle hende, tænkte hun sløvt. Hun var snart ligeglad. Hellere det, end den konstante skræk der flåede i hendes indre. Glædesløst mærkede hun tæppet blive fjernet igen. Hun prøvede at lægge sig ned og lukke stemmen ude.
   "Pernille!"
   Stemmen tilhørte et obskurt spædbarn, der hagede sig fast til et vindue i toget. Stemmen tilhørte hende selv, der prøvede at snakke med overskåren hals. Pernille klynkede af rædsel og slog om sig.
   "Forsvind," sagde hun spagt og slog ud efter stemmens ejermand.
   "Det er ok," mumlede mandens stemme. "Prøv at slappe af." Denne gang blev tæppet lagt om hende, så hun ikke kunne bevæge armene. Hun spærrede øjnene op og ville skrige, men en hånd blev lagt over hendes mund.
   "Mmpf," lød det fra hendes sammenpressede læber. Hun stirrede i mørket på sin overfaldsmand. Hans blå øjne var rettet mod hendes med et undskyldende blik.
   "Der er ingen tid til at forklare," sagde han lavmælt. "Nu fjerner jeg hænderne, og så tager du det roligt. Ok?" Pernille stirrede på manden med frygtsomme øjne. Hvis han var et af de mareridtsagtige syner, ville han vel ikke fjerne sine hænder? Hun vidste hverken ud eller ind længere. Hun ønskede så brændende at tro på manden, men var samtidig hunderæd. Hun nikkede for at vise, at hun ville forholde sig roligt. Han fjernede langsomt sine hænder og knælede ved siden af hende. Efter et hurtigt kig over skulderen, slog han sengehesten ned.
   "Hvor er jeg henne? Hvem er du?" spurgte Pernille med en stemme, der stadig var lige svag. Hun hadede sig selv for den. I det mindste var hendes hjerne ved at blive klar igen, selvom styrken ikke vendte tilbage.
   "Om lidt skal jeg forklare," hviskede manden og pakkede på ny tæppet om Pernille. Denne gang, så hun kunne røre armene. Hun gjorde mine til at ville stige ud af sengen, men han rystede på hovedet.
   "Du er ikke i stand til at gå. Jeg bærer dig."
   Pernille opgav sine protester, men frygtede stadig det værste. Hendes øjne havde vænnet sig til mørket omkring hende. Adskillige maskiner hang på hovedgærdet med blinkende lys. Ledninger fra apparatet endte som døde slanger på hovedpuden. Et forhæng var trukket hele vejen rundt om sengen. Hun blev pludselig panikslagen ved tanken om, at manden ville fjerne forhænget. Bag det ville der gemme sig et uhyre, som manden ville kaste hende i kløerne på. Hun greb krampagtigt fat i tæppet, som om det var en talisman.
   "Nej, nej, nej," messede hun som i trance. Manden trak forhænget til side. En mørklagt stue med flere forhæng var det eneste, der gemte sig. Pernille lukkede øjnene i frygt, men åbnede dem i samme øjeblik da det var langt værre. Hun foretrak at kunne se, hvad der kom imod hende. Manden bar hende hen til døren og tøvede et øjeblik med øret mod den. Da han var tilfreds, lukkede han op og listede ud. Han skyndte sig gennem gange, med blålige pærer langs fodpanelerne. Pernille syntes han havde slæbt på hende i evigheder, da han fik åbnet en branddør. En klokke begyndte at bimle, og han løb hen til en bil, som var parkeret lige neden for en trappesats. Han låste den op med en fjernbetjening, og smed Pernille ublidt ind på passagersædet. Derefter løb han rundt om bilen og kastede sig ind på forsædet. Han kørte hurtigt bort fra den bimlende alarm og ud i natten.
   De befandt sig i et industriområde, som Pernille syntes at genkende. Hun var ikke helt sikker på, hvor hun havde set det før.
   "Ok," sukkede manden hæst og skævede til hende. Han ledte dem i høj fart bort fra industriområdet og længere ind mod en bymidte. "Jeg skylder dig en forklaring nu. Mit navn er for resten Jan Sandstrøm. Jeg er projektforsker og er her kun for at hjælpe dig."
   Pernille sagde ikke noget. Hun forventede stadig gru og rædsler, selvom hun håbede at manden talte sandt. Kunne det virkelig være overstået?
   "Jeg bebrejder dig ikke, at du er mistroisk," startede manden, som hed Jan. "Hvad er det sidste du kan huske?"
   "Mig selv med overskåret hals stående foran mig," svarede hun uden tøven.
   "Før det?" spurgte Jan og drejede ned ad en sidegade, hvor en hel del biler var på gaden trods det sene tidspunkt. Han kastede hyppige blik i bakspejlet.
   "Der sad jeg i toget på vej på arbejde, da en masse rædsler dukkede op udenfor."
   "Hmm, du var ikke rigtigt på vej på arbejde, men hvad husker du før det?"
   Pernille stirrede på de modkørendes billygter, der skar hende i øjnene. Selv om det var ubehageligt, føltes det normalt, tænkte hun og studerede manden ved rattet. Han havde kort, mørkt hår og en lidt skarp næse i profil. Han vendte hovedet og stirrede på hende med det undskyldende blik.
   "Hvad husker du?" spurgte han insisterende.
   Pernille tænkte sig om. Før hun sad i toget huskede hun sin oplevelse i lejligheden. Men hun huskede ikke hvordan hun var kommet hen til toget. "Jeg kan ikke huske andet, end da jeg var i min lejlighed," sagde hun med en stemme, der vandt mere styrke efterhånden som de kørte gennem den lette trafik i byen. "Hvor mit hår pludselig stod i flammer," uddybede hun da Jan kiggede spørgende på hende.
   "Inden det," fortsatte hun da hun kunne regne ud, hvad han ville spørge om, "var jeg... var jeg hjemme... næ!" udbrød hun forvirret. Hun granskede sin hjerne, for at huske hvor hun havde været, lige før hendes hår brød i brand. Hendes logiske sans fortalte hende, at hun var stået og var gået i bad, da uret ringede. Men det ville ikke komme frem. Hun kiggede fortabt på manden ved rattet. De modkørendes lys tyndede ud, og han drejede ind på en tilkørsel til en motorvej, hvor han satte farten op.
   "Her kan jeg hjælpe dig," fortalte Jan og trådte en anelse mere på speederen. Landskabet for forbi dem. "Har du meldt dig til et projekt for nyligt?"
   "Næ," svarede Pernille uforstående. "Eller.. vent," mumlede hun med rynkede bryn. Et minde kom til hende. Et opslag på hendes arbejdsplads. Hvad havde det drejet sig om?
   "Søvnløshed!" udbrød hun da erindringen kom til hende. "Det var et opslag der søgte efter folk, der ofte led af søvnløshed. De havde en projektgruppe, der skulle bruge testpersoner til en ny behandlingsform mod søvnløshed."
   "Bingo!" udbrød manden ved hendes side.
   "Jeg gætter på den ikke holder vand?" spurgte Pernille og holdt øje med skiltene på motorvejen. De var på vej mod lufthavnen.
   "Det er rigtignok en projektgruppe," forklarede Jan med bitter stemme. "De forsker i midler til at forhøre krigsfanger."
   "Hvad? Det forstår jeg ikke," sagde Pernille uforstående.
   "Det er en irakisk organisation, der i øjeblikket bruger Danmark som dækland. De bruger forskere og læger fra Tyskland, Rusland, Danmark og Polen. De forsker i metoder, til psykisk at knække folk, der sidder inde med vigtige oplysninger. Agenter, våbenhandlere, narkosmuglere og den slags folk. De bliver støttet af terrororganisationer og mangler ikke midler."
   Pernille tav og følte sig kold indeni, da hun hørte disse oplysninger. Det kunne da ikke være rigtigt. Sådan noget skete ikke her, lige midt i Danmark. Jan sagtnede pludselig farten og trak ind i inderbanen. En sort bil med to mænd overhalede dem. Jan stirrede efter bilen og lagde sig igen i midterbanen. Nu kørte de forbi den sidste afkørsel mod lufthavnen. Næste afkørsel var Malmø.
   "Skal vi til Sverige?" spurgte Pernille og følte sig mere udmattet end nogensinde før.
   "Ja," var Jans eneste svar.
   "Og hvor kommer du så ind i billedet?" spurgte hun og betragtede opmærksomt hans profil. Hans mund fortrak sig et øjeblik og han så syg ud.
   "Jeg blev rekrutteret for tre måneder siden. Men du må tro mig, jeg havde ingen idé om hvad deres virkelige forskning gik ud på." Han kastede et næsten bønfaldende blik på hende. Hun stirrede udtryksløst på ham og forholdt sig tavs.
   "For to uger siden opdagede jeg, hvad det hele gik ud på. Det var selvfølgelig en fejl, men de fandt ikke ud af hvad jeg vidste. Jeg brugte en uge på at samle så mange beviser, som jeg kunne. Så for en uge siden kom du sammen med de syv andre."
   "Hvad! For en uge siden? Jeg har da ikke været der i en uge, vel?"
   "Jo, det er jeg bange for, at du har."
   Pernille ville protestere. Hun magtede det bare ikke. "Men," huskede hun. "Du sagde jeg kom sammen med syv andre. Hvor er de henne?"
   De kørte ind i tunnelen mod Sverige. Mørket lukkede sig om dem, selvom det ikke var et komplet mørke. Pernille syntes det svarede meget godt overens med hendes sindstilstand.
   "Ikke alle reagerer lige godt på behandlingen. Man udfører en test og ved det efter første døgn. De som ikke reagerer som ønsket, får lov at gå hjem med projektmedicin. Det er et stof, der skal gøre din bevidsthed mere modtagelig for behandlingen. Folk tror selvfølgelig, at det skal hjælpe mod søvnløsheden. De kommer igen, og samme test bliver udført. Andre, som dig, reagerer positivt på behandlingen og bliver ført videre til niveau to."
   "Niveau to... Psykisk terror." Pernille trak benene op under sig og holdt om sine knæ. De var begge tavse efter Jans sidste oplysninger.
   "Det her skal de ikke slippe godt fra! Hvor mange beviser har du samlet?" spurgte hun til sidst. Hendes stemme lød mere stålsat end nogensinde før.
   "Forhåbentlig nok, men jeg har ikke haft mulighed for at få det hele med," svarede Jan og skævede uroligt til hende. "Hvad tænker du?"
   "At jeg skal være med til at fælde de svin, selvfølgelig," sagde Pernille og mente hvert ord.
   Jan smilede til hende for første gang. Han havde et kønt smil. "Så vil jeg glæde mig til vores samarbejde."
   "For resten, jeg har helt glemt at sige tak," mumlede hun og følte, at der var gået flere dage siden han havde båret hende ud i bilen.
   "Det var vist det mindste jeg kunne gøre. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne have fjernet dig fra behandlingen noget før."
   "Jeg sidder her nu, det er det der betyder noget," svarede Pernille og genvandt noget af styrken i stemmen. "Vil du for resten have noget imod at jeg sover lidt? Jeg tror ikke at jeg lider af søvnløshed mere."
   Jan smilede skævt og kørte videre ud i natten.