Anita havde lige nu hundredvis af spørgsmål hun gerne ville stille Martos, men hun var godt klar over at det måtte vente. Lige nu var det vigtigste at komme til at tale med hendes oldemor om Nolee, Scolt og halssmykket. Anita håbede virkelig at hun huskede rigtigt angående Thildes fortællinger da hun var en lille pige; tænk hvis det viste sig udelukkende at være et sammentræf at Thildes mormor havde fået et særligt smykke? Er et smykke ikke altid særligt når man får det af en man elsker? Hvis det nu ikke havde noget med Martos' verden at gøre, ville hun ikke bare have spildt hans kostbare tid, men hun ville ikke ane hvordan hun ellers skulle hjælpe ham. Tanken om alle de mennesker der ville dø hvis hans mission mislykkedes, var mildt sagt ikke særlig opmuntrende.
   Anita rystede tankerne af sig, steg ud af bilen og lukkede bagdøren op så Tøsen kunne komme ud. Den hoppede glad omkring og logrede med halen, og slikkede Anita i ansigtet med en våd tunge. Hun grinede og kælede hengivent Tøsen bag øret, og straks steg hendes humør igen.
   "Hvad så, din store pelsklump? Man skulle tro jeg havde været væk i flere dage. Kom med herover, vi skal lige have lukket Martos ud." Anita gik rundt om bilen og kunne se Martos kæmpe for at finde dørhåndtaget.
   "Vær så god, et enkelt skridt nærmere himmelstrøgene," sagde hun og åbnede døren for ham.
   Han smilede taknemmeligt og strakte sig med velbehag.
   "Det her køretøj er vist ikke lige noget for mig, det er rart at være ude igen hvor man har kontrol over tingene," sagde han og modtog en velkomst fra Tøsen som Anita havde fået.
   "Hun er vist allerede blevet glad for dig, det må jeg nok sige. Det er slet ikke noget dårligt tegn. Kom, vi må hellere komme ind og præsentere dig for min oldemor. Jeg aner ved Gud ikke hvad hun vil sige til din situation og forklaringer om en anden verden, det skal nok blive spændende!" Hun greb hans hånd og førte ham op mod husets hvidmalede hoveddør der var pyntet med en flot krans af vilde roser. Hun trak en anelse forlegent sin hånd til sig, og stirrede på døren som om hun ved tankens kraft kunne få Thilde til at åbne den. Hendes hjerte bankede lidt hårdere da Martos greb hendes hånd og gav den et klem.
   "Tak fordi du tror på mig og hjælper mig," sagde han alvorligt. "Jeg føler at vi er kommet til det rigtige sted." Han drejede tænksomt ringen på sin finger og nikkede.
   Anita ringede på og de ventede i tavshed. Hendes hoved kværnede stadig løs og prøvede at få Martos' historie til at passe ind i sit eget billede af verden.
   Døren blev åbnet og afbrød hendes tanker med et kærkomment frisk pust af hjemmebagt brød og småkager. Hendes oldemors rynkede ansigt lyste op i et stort smil da hun fik øje på sit oldebarn og hun gav hende et stort, varmt knus.
   "Åh, jeg har været helt bekymret for dig, du er jo sent på den," sagde hun og slap Anita. Hun rettede på forklædet der bar synligt præg af at hun lige havde stået og bagt.
   "Men hvem er dog den nydelige herre du har taget med dig, min skat?" sagde Thilde og glattede sit grå hår der var sat op i en knold i nakken. Hun hævede øjenbrynene og kiggede vidende på Anita med et lille anerkendende smil, inden hun rakte en rynket hånd frem mod Martos og præsenterede sig.
   "Det var da sandelig på tide at du finder dig en ordentlig mand," sagde hun og lagde hovedet på skrå og gengældte Martos' varme smil.
   "Oldemor!" sagde Anita bebrejdende. "Det her er Martos og jeg har lovet at hjælpe ham med noget. Det skal vi nok fortælle dig mere om, men hvis du ikke snart inviterer os indenfor tror han jo slet ikke at vi er velkomne."
   "Åh," sagde Thilde bestyrtet og trådte et skridt tilbage. "Undskyld, kom endelig indenfor. Ja, jeg har jo lige bagt så hvad siger I til en kop te og nogle småkager?" Thilde gik ud mod det duftende køkken og kiggede sig over skulderen.
   "Tag nu bare din kæreste med ind i stuen, så skal jeg nok ordne teen," sagde hun og ignorerede Anitas protester med et lumsk smil. Anita trak opgivende på skuldrene og viste Martos ind i en lille, hyggelig stue med rød- og hvidternet dug på bordet og utallige planter og blomster i vindueskarme og kroge. For et år siden havde Anita hjulpet hende med at rive det gamle mønstrede tapet ned og male væggene hvide. Resultatet var meget lysere og gav lidt mere plads til de massive møbler der før havde domineret rummet.
   Thilde kom trissende med et stort fad der bugnede med småkager og Martos skyndte sig at overtage det inden hun sank helt sammen under vægten.
   "Mange tak, min dreng. Smag nu endelig på dem, de er berygtede i min familie og du kan ikke undgå at elske dem, men pas nu godt på dem for de kan godt være lidt skrøbelige." Thilde så ikke ud til udelukkende at tale om småkagerne, og Martos besvarede hendes alvorlige blik.
   "Jeg lover at passe godt på dem, jeg er sikker på at jeg vil elske dem," sagde han og tog forsigtigt en småkage formet som et hjerte, og satte med stor nydelse tænderne i den. Han blinkede til Thilde og vendte sig om mod Anita der stod med ryggen til og klappede Tøsen.
   "Det er altid rart når der er nogen der forstår at sætte pris på godt bagværk," sagde Thilde og nikkede tilfreds. Hun gik tilbage til køkkenet hvor en fløjte var begyndt at give lyd fra sig.
   "Hun er vel nok en dejlig dame, din oldemor," sagde Martos og lagde sin kappe fra sig på en blomsterbetrukket gyngestol der stod i hjørnet. Ved siden af stod en gammel, slidt kurv med en mangfoldighed af garn, strikkepinde og hæklenåle.
   "Ja," sagde Anita og satte sig i sofaen. "Hende kan man ikke lade være med at elske." Hun kiggede sig omkring i stuen og hendes øjne blev lidt fjerne.
   "Jeg har tilbragt mange timer med at lege i det her hus, og vi har altid stået hinanden meget nært. Da min mor døde af brystkræft da jeg var tretten år, brød min far fuldstændig sammen. Det var en meget svær tid for os begge, og min oldemor passede mig meget mens min far prøvede at komme ovenpå igen. Jeg har mange kære minder fra det her hus." Anita smilede lidt bedrøvet og rystede minderne af sig.
   "Jeg må nok hellere smage på de berømte småkager, ellers bliver hun ked af det," sagde hun og rakte ud efter en stjerneformet kage. Martos satte sig i sofaen og forsynede sig også med en kage.
   "Jeg er ked af at høre om din mor," sagde han og drejede sig lidt så han havde fronten mod hende. "Hvad med din far, lever han stadig?"
   Anita nikkede og smilede. "Ja, han lever i bedste velgående. Jeg besøger ham cirka en gang om måneden, han bor omkring hundrede kilometer herfra." Hun følte sig mere afslappet her i Thildes hus og sugede lettet den behagelige stemning til sig.
   "Min far døde lige inden jeg fyldte seksten år," fortalte Martos. "Han var handelsrejsende og levede ofte livet farligt når han rejste med karavanerne der tit var mål for røvere. Han var taget til Coesin som ligger i den vestlige del af Aiama, for at sælge de klæder min mor havde vævet. I Coesin er betalingen for det meste madvarer og vin, og min far var på vej hjem med en god ladning fuld, da karavanen blev angrebet. Han prøvede selvfølgelig at forsvare sig selv og sine varer, men det resulterede i at røverne tog både hans varer og hans liv. Han nåede aldrig at få en ordentlig begravelse, og det var svært for min mor at acceptere."
   Anita kiggede medfølende på Martos og følte en vis samhørighed med ham. "Det må have været hårdt ikke at have nået at sige farvel til ham."
   Martos nikkede og fik en fornemmelse af at der stod nogen og kiggede på dem. Han så hen imod døren og fik øje på Thilde der stod med en tekande i hænderne.
   "Ja, så er der altså te, mine børn. Det kan være at du er sød at bære kanden for mig, den føles så tung i dag," sagde hun og kiggede på Martos. Han kom hurtigt på benene og hjalp hende af med byrden der nok ikke havde været så tung dengang hun havde stillet sig i døråbningen. Han kunne ikke lade være med at more sig over denne kvindes åbenlyse forsøg på at lade ham og Anita være alene, og hendes små hentydninger der kom fra et godt hjerte.
   Thilde hentede tre krus med blomstermotiver og stillede dem på bordet før hun mageligt satte sig til rette i gyngestolen. Martos ville tage kappen han havde hængt over armlænet, men Thilde rørte nysgerrigt ved det vævede stof og nikkede anerkendende.
   "Det er sandelig en dejlig klædning du har her, den er virkelig vævet af en professionel, omhyggelig væverske. Det er sjældent man ser sådan noget tilhøre en ung mand i disse tider. Er der en historie bag som man burde kende?" Anitas oldemor virkede pludselig som en gammel, vis og alvidende dame som kendte alt til hændelserne, som var sket siden Martos var kommet gennem portalen i Anitas have. Hun havde fået et specielt blik i øjnene og pludselig virkede det som om hendes rynkede hud glattedes lidt ud. Anita stirrede forbavset på hende og åbnede forvirret munden uden at der kom nogle ord frem. Også Martos kiggede desorienteret fra Thilde til Anita og tilbage igen.
   "Nu skal I ikke se så fortabte ud begge to," sagde oldemoren med fast stemme og virkede stadig yngre end sine 87 år. Hun blev ved med at rokke stille i gynge-stolen og rettede sine muntre øjne mod Martos.

Kong Petinau hastede over borggården med to livvagter i hælene, mens han i tankerne vendte og drejede Sempanons ord til de forskellige møder. Var han og spionen en og den samme, eller forberedte han sig på helt uskyldigt arbejde inde bag sine lukkede døre? Han havde indtil videre ikke hørt noget fra dansepigerne som havde fulgt de tre andre ledere, så måske dette var reelt nok og Sempanon ville nu være i fuld gang med at nedfælde de falske oplysninger.
   Han nærmede sig præsteboligen med de pudsede, blå ydervægge og det kuplede kobbertag.
   "I kan blive herude og vente, jeg kalder i tilfælde af at jeg får brug for hjælp," sagde Petinau og klappede sig på brystet. I en kraftig kæde hang et lille magisk horn, som var i stand til at alarmere samtlige kongelige livvagter, når man blæste i det. For de omkringstående, ville det lyde som om der ikke kom en enkelt tone frem. Petinau lod kæden glide ind under kåben, kun få kendte til hornets hemmelighed.
   Han åbnede diskret den lille dør der var placeret i muren ved siden af de store svingdøre. Indenfor kildede en duft af røgelse hans næsebor og hans øjne skulle lige vænne sig til det lidt mere afdæmpede lys. Han stod et øjeblik og kiggede sig omkring mens fin røg bølgede op fra røgelseskarrene der hang på væggene. Stille, blød musik trængte ud gennem en af de hvide døre på den anden side af det store, cirkelformede rum og lagde sig om hans hoved som en bedøvende tåge.
   Kong Petinau rystede denne følelse af sig og krydsede rummet hvor der var indlagt små firkantede damme i gulvet i et sælsomt mønster. Grønne, frodige planter optog også noget af pladsen og skabte bløde skygger i midten af rummet. Langs hele den rundede, kobberfarvede indervæg sad udskårne trækærteholdere med lys der på magisk vis syntes at oplyse det meste af rummet.
   For at komme til Sempanons private kammer gik kongen ned af gangen der lå overfor indgangspartiet og fulgte den rundt til højre. Udsmykningen var stadig simpel og på gulvet lå et funklende rødt tæppe der aldrig syntes at blive slidt. Den sidste dør på venstre hånd rummede Sempanons kammer og kongen tøvede et øjeblik uden for døren.

Samtidig havde vismanden Jelin placeret sig i et tårn hvorfra han havde udsigt til alle der forlod Marmorhallen. Han havde ikke talt med kongen om at holde øje med nogen heroppefra, men han havde en fornemmelse af at han ville overvære noget vigtigt, og han tog altid sine fornemmelser meget højtideligt. Hans midnatsblå kappe omsvøbte ham og skjulte hans tilstedeværelse for eventuelle fjendtlige øjne, og hans ansigt lå fuldstændig i skygge. Han var selv spændt på om der ville udspille sig et kompromitterende scenario, eller om hans nerver bare var flossede.
   Han så spåkonen blive lukket ind i Marmorhallen og lidt efter forlod en dørvogter dette sted. Denne kiggede sig omkring, men det betød ikke nødvendigvis at han medvirkede til spionage, mindede Jelin sig selv om. Noget tid efter kunne han se en anden person komme hastende over borggården fra den anden side og mødes med dørvogteren. Det var dansepigen Mijana der kastede sig i en hed omfavnelse af den liberiklædte mand. De stod et øjeblik og vekslede ord og kys, og Jelin anstrengte sig for at høre hvad de snakkede om, men vinden bar deres ord den anden vej.
   Netop som Mester Jelin skulle til at kaste en besværgelse der ville gøre ham i stand til at lytte til deres ord, brød de deres omfavnelse og Mijana fortsatte hen mod døren til Marmorhallen. Dørvogteren trådte ind i skyggerne mellem to opretstående stenpiller og blev åbenbart stående derinde. Jelin tænkte så det knagede, kunne det være et plot imod kongen som de var i gang med at udspille, eller var det simpelthen to menneskers kærlighed til hinanden? Mens han stadig overvejede denne nye situation åbnedes døren ind til Marmorhallen endnu engang, og spåkonen Helta kom ud med bøjet hoved og hastige skridt.
   Jelin blev enig med sig selv om at han enten skulle følge Mijana og dørvogteren eller Helta for at se om nogle af disse havde skumle planer for, men hvem af dem skulle han satse på? Han undersøgte skyggerne mellem stenpillerne hvor dørvogteren gemte sig og kiggede så efter spåkonen som så ud til at have meget travlt. Jelin kom frem til den konklusion, at Helta var den mest sandsynlige mulighed i forhold til dansepigen og dørvogteren, og derfor hviskede han hurtigt en besværgelse der fik ham til at levitere ned fra det mørke stentårn. Selvom solen skinnede var der mange skygger langs de kolde stenvægge, og dem benyttede Jelin til at holde sig ude af syne. Helta kiggede sig flere gange omkring og Jelin blev hurtigt klar over at han måtte gøre sig usynlig hvis han uset skulle følge Helta helt til hendes bolig.
   Han standsede et øjeblik for at lave et indviklet mønster med fingrene mens han udtalte en længere besværgelse, og straks begyndte hans klædning og han selv at blive mere utydelig for til sidst at forsvinde, og kun murens skygge var tilbage. Mester Jelin skyndte sig spændt at følge efter Helta igen inden han mistede hende helt af syne, hvilket nemt kunne ske med det tempo hun satte for dagen. Det var helt utroligt, tænkte Jelin, at hendes forholdsvis korte ben kunne bære hende af sted med sådan en fart. Han syntes at Heltas opførsel blev mere og mere mistænkelig og han bad i tankerne til at han havde truffet det rigtige valg.
   I starten fulgte hun de lidt større gader, men efter syv-otte minutter styrede Helta ned af en mindre brolagt vej med høje stenmure på begge sider, og hvor affald lå spredt rundt omkring. Hun smuttede ind af en lille åbning i muren som Jelin måske ville have overset hvis han ikke havde fulgt efter Helta, og han gjorde sig umage med at undgå at træde på løse sten og affald. Selvom han var usynlig støjede han stadigvæk, og det ville formentlig skræmme spåkonen nok til at hun ville udsætte sit forehavende hvis hun hørte den mindste lyd, og det ville Jelin ikke risikere.
   Han begyndte at spekulere på hvor de egentlig var nået hen, for de var gået af sted med pæn fart i de sidste ti minutter og var nået til steder som Jelin aldrig havde besøgt tidligere. Han kunne høre kvinder der råbte i nærheden, det lød som nogle der stod i vinduerne på første sal og kaldte på deres børn. Børnestemmer nynnede sange og rim, i brudstykker kunne man høre de lyse stemmer der ind i mellem blev afbrudt af latter eller hvin.
   Da Jelin kom igennem åbningen i muren kunne han se adskillige træhytter som ikke så ud til at blive ordentligt vedligeholdt. Der var måske en tolv - femten stykker der lå omkranset af de høje stenmure på alle sider. En anden udgang lå placeret overfor den Jelin netop var trådt ind ad, og to børn med korte bukser og kortærmede bluser løb rundt med beskidte knæ og albuer. Håret var halvlangt og uglet og dækkede de blussende kinder mens de råbte og lo. De kom løbende imod Jelin og han blev bange for om de måske ville løbe ind i ham så Helta ville opdage ham, og han skyndte sig at træde til siden.
   En gren knækkede med en tør lyd da han kom til at træde på den og han blev selv forskrækket. Børnene stoppede brat op og deres glade latter forstummede et øjeblik mens de langsomt nærmede sig den brækkede gren, og Jelin kunne se at deres øjne lyste af nysgerrighed. Han skændte på sig selv indvendigt og håbede at Helta ikke ville lade sig mærke med noget. Han trådte igen til siden, denne gang huskede han dog først at undersøge jorden ved siden af sig. Ikke flere ting han kunne falde over. Helta var standset op uden for døren til en af træhytterne der lå langs den modsatte stenmur, og nu stirrede hun efter børnene med sammenknebne øjne. Den ene af dem stod nu med den afbrækkede gren i hænderne og mumlede. Helta troede øjensynlig at det var børnene der havde forårsaget larmen og hun vendte sig igen mod døren ind til hytten.
   Jelin åndede lettet op og skyndte sig efter Helta med varsomme skridt der skulle forhindre afslørende lyde, og hans bløde bjørneskindssko var denne gang med ham. Spåkonen låste sig ind og var omhyggelig med at lukke døren ordentligt efter sig. Var hendes ærinde mon nu at sætte sig til at skrive endnu et brev til Yasun, eller var Jelin fulgt efter hende hele denne vej bare for at se hende vaske tøj eller skure gulv?
   Forsigtigt listede han hen til det ene vindue der vendte ind mod de andre hytter, og her gav han sig til at vente på Heltas næste træk.

Den lyshårede mand drejede langsomt hovedet mod den metalliske lyd som blev frembragt af en genstand inde under Emures kappe. Emure kiggede på ham med mørke øjne og kunne se forståelsen brede sig i den andens ansigt som ringene breder sig i vandet når man har kastet en sten derud. Med en rask bevægelse trak han det smukke sværd ud af skeden, som sad fast i et bælte under hans kappe. Det var et sværd han havde fået i gave af Yasun da han fyldte 30 år, og han elskede det blanke skær, den skarptslebne æg og de smaragder der var indlagt i skæftet. Det var den mest dyrebare gave han nogensinde havde modtaget, og for ham var det et bevis på hvor meget Yasun værdsatte ham.
   Den lyshårede mand spærrede øjnene op ved synet af den skinnende klinge og hans grin var falmet som et stykke farvet klæde i solens stærke stråler. Han løftede afværgende hånden og rystede benægtende på hovedet, som om han ikke kunne tro at hans nye ven ville gøre noget mod ham, og da slet ikke bruge dette våben som hørte hjemme i eventyrerne eller middelalderen. Hans læber formede nogle ord, men forbløffelsen havde klistret hans tunge fast til ganen og det blev kun til lydløse protester. Tanken om at flygte havde måske forladt ham sammen med evnen til at benytte talens brug, for hans fødder lod til at være fast forankret i gulvet og en våd stribe bredte sig ned over hans bukser. Han rystede stadig på hovedet og åbnede nu munden og prøvede at presse et skrig ud.
   Emure så på ham med øjne der kunne have ligget indkapslet i indlandsisen med den kulde de syntes at udstråle. Han løftede sværdet med sin højre hånd og glædede sig over sine muskler som svulmede under klæderne, og hans ansigt lyste op i et smil da han svingede det tunge våben i luften med en hvislende lyd der kunne have været frembragt af en slanges tvedelte tunge. Den svuppende lyd der fulgte lød dog mere som den en sugekop fremkaldte, når den blev brugt i forbindelse med vand, og han kneb øjnene sammen mod de varme stænk der spredtes.
   Hovedet ramte gulvet med et hårdt klask og trillede et par omgange inden det lagde sig til rette med de blinde øjne stirrende mod sin angriber. Det lyse hår var blevet uglet og plettet af røde blodstænk og hans træk afslørede den forbløffelse og vantro der måtte have drevet gennem hans tanker i dødsøjeblikket. Hans krop var sunket sammen ved siden af bordet som havde tjent som underlag da han skrev sedlen til Emure, og hans hænder havde grebet tilfældigt ud i luften og havde fået fat om en genstand der havde stået der. Emure vidste ikke hvad det var der var faldet på gulvet, men den var begyndt at udsende en række korte gentagne toner. Han trådte henover den afsjælede krop og stirrede vurderende på genstanden et øjeblik før han brugte sværdet til at gøre den tavs igen.
   "Det skulle vel kunne gøre det," sagde han tilfreds og studerede sedlen han havde i den anden hånd. Den gule lap papir var blevet dekoreret med små røde roser, men han kunne stadig se hvad der stod. Nu skulle han bare finde ud af hvordan han kunne komme derhen hurtigst muligt.
   Emure kiggede på sin blodtilsølede klinge og så sig om efter noget at aftørre den med, man skulle jo passe ordentligt på sine håndvåben. Stolen der stod i nærheden var betrukket med stof, så han trak prøvende den brede side af klingen henover og nikkede tilfreds da han studerede resultatet. Den anden side blev tørret lige så omhyggeligt af før han stak sværdet tilbage i skeden.
   Til det afskårne hoved sagde Emure:
   "Mange tak for hjælpen min ven, jeg er glad for at du var mig til gavn inden du forsvandt!" Han smilede til de stirrende øjne der var begyndt at få et mælkeagtigt skær og så forsvandt han ud af døren til entreen.