Thilde førte an op af den snoede trappe der endte på det gamle, støvede loft . Hun gik langsomt og holdt godt fast i gelænderet, og Anita støttede hende med let hånd. Thilde var trods den friske sindstilstand stadig 87 år gammel, og derfor lidt mere stiv i lemmerne end i den glade ungdom, selv om hun ikke var meget for at indrømme det. Heldigvis var trappens trin beklædt med skridsikkert gulvtæppe, og det gjorde opstigningen lidt lettere for den aldrende dame.
   Både Martos og Anita var meget spændt på hvad Thilde kunne finde frem fra kisten deroppe hvor hun opbevarede minderne om sin mor og mormor. Hvis det viste sig at hun både havde halssmykket og magibogen, ville næste kapitel i jagten på de ting der var nødvendige for Aiamas frelse blive en hel del kortere.
   Efter et par pauser nåede de omsider op til døren der førte ind til loftsrummet. Thilde var en anelse forpustet og Anita gik indenfor for at se om der var en stol hendes oldemor kunne sidde på et øjeblik. Det var et kæmpe loftsrum i hele husets størrelse og bestod af flere separate værelser i hver sin ende, og et enkelt stort rum i midten. Gulvet bestod af rå planker og der lugtede støvet, og der var højt til loftet der hvælvede sig over huset i en majestætisk bue.
   Anita mindedes at have leget ofte heroppe i sin barndom. Hun kunne huske at hun dengang havde syntes der var noget uhyggeligt over store loft, og det var et sted hvor man nemt kunne forestille sig at gamle spøgelser huserede. Det store midterste loftsrum var omkranset af et skunkrum, og der var en lille dør der førte ind i den smalle gang mellem skunken hele vejen rundt langs loftets ydervægge. For en lille pige var denne smalle, lave gang omgærdet af mystik og uhygge, og Anita havde aldrig været modig nok til at kravle igennem alene. Kun når hun var sammen med sine fætre. Anita havde altid kaldt dem fætre, men hvis man skulle være helt nøjagtig var det nogle af hendes oldemors andre børnebørn der var nogenlunde lige så gamle som Anita. De havde fået mange timer til at gå heroppe, på den betingelse at de aldrig rodede i de kasser og kister der fyldte det meste af pladsen langs væggene.
   At se loftsrummet så mange år efter var en underlig fornemmelse, og Anita kunne næsten forestille sig at der om et øjeblik ville drøne et par unger ud af den nærmeste dør. Selvfølgelig var der tomt og stille og ingen overhængende fare for at blive trumlet ned af begejstrede børn på spøgelsesjagt, og Anita begyndte at se sig om efter en stol til sin oldemor.
   "Lad nu være søde barn, jeg kan da bare sidde på en kasse og hvile mig et øjeblik. Der er ingen grund til at finde det helt store arsenal af gamle polstrede lænestole frem, så gammel er jeg altså heller ikke blevet endnu. Jeg skal bare lige have pusten igen før jeg finder frem til kisten."
   Martos kiggede sig omkring på det enorme loft og tabte næsten modet ved synet af alle de kasser og kister der flankerede væggene og også optog noget af pladsen i midten af rummet. Der måtte mindst være flere hundrede at vælge imellem hvis ikke flere, så hvis ikke Thilde kunne huske nøjagtigt hvilken en der var fyldt med hendes mormors kære minder, så ville de have et problem. Det ville tage dem flere dage at gennemsøge alt indholdet i dette rum alene, og han kunne se døre der måtte føre ind til flere værelser.
   Anita tog sin oldemor under armen og førte hende hen til en stor rød kiste med sorte striber på tværs. Den var i en tilpas højde til at tjene som midlertidig stol for hende, og Thilde slog sig taknemmeligt ned på den. Anita satte sig ned ved siden af hende og gav hendes arm et klem.
   "Det loft her minder mig om dengang vi var små og stormede rundt og forestillede os at der var gemt alverdens skatte i alle kasserne og kisterne. Vi legede at vi var ude at sejle på det ene oprørte hav efter det andet som pirater, og jagtede den evige rigdom i form af guldmønter og ædelstene. Vi blev altid enten overfaldet af fjendtlige pirater der ville have det hele for os selv, eller også gik vores skib på grund og vi reddede os selv i land på en øde ø, der viste sig at gemme på alle de her mange skattekister fyldt med det pureste guld.
   Det legede vi ofte når Rene, Allan og Max var herovre. Det er nu sært at tænke på at du faktisk havde en hemmelig skat i en af dine kister i alle disse år, godt nok ikke en kiste fuld af guldmønter, men ting fra en helt anden verden." Anita tog sin oldemors hånd og undrede sig lidt over det besynderlige smil hun sendte hende.
   "Se det havde jo virkelig været et rigtigt eventyr hvis vi dengang havde kendt din hemmelighed," sagde hun og kunne levende forestille sig, at de ikke ville have holdt op med at plage Thilde, før hun nærmest kunne have sendt dem af sted gennem en portal selv.
   Den gamle dame klappede Anita på låret og sagde:
   "Søde pige, hvis jeg nogensinde havde fortalt jer historien dengang ville I have troet at jeg var fra forstanden eller bare virkelig god til at fortælle eventyr, og så tror jeg ikke at mine kasser og kister havde fået lov til at stå i fred." Hun kom op at stå og børstede den tofarvede kjole tilbage i formen og rettede på et par få blanke, grå totter der havde forvildet sig ned fra knolden i nakken.
   "Ved du hvilken kasse tingene ligger i, Thilde?" spurgte Martos og rødmede helt af det anklagende blik hun sendte ham.
   "Tror du virkelig jeg er sådant et gammelt fjols at jeg ikke længere kan huske hvor jeg gemmer tingene?" spurgte hun stramt, men reddede Martos' skam ved at blinke sammensvorent med det ene øje.
   "Kom med mig," erklærede hun højtideligt og førte an med stive skridt tværs gennem rummet. Martos spekulerede forundret over, hvordan Thilde havde været i stand til at fylde så mange kasser og kister, men ville ikke forsinke dem yderligere hvis spørgsmålet nu krævede et længere svar. Han mente allerede at kende hende godt nok til at vide, at hun elskede at fortælle historier.
   De nærmede sig en af dørene længst væk fra trappen, en dør som førte ind til et mellemstort værelse. Også herinde var forskellige ting og sager opbevaret i kister, men slet ikke i så udpræget grad som i det store rum de lige havde krydset. Der stod flere møbler i værelset som i sin tid havde tjent som beboelse, en smal seng og et natbord med et spejl ovenover, og en ukomfortabel træstol i hjørnet. Et lille klædeskab flankerede den ene endevæg, og i den anden endevæg lod en dør, med glas i øverste halvdel, lyset komme ind i rummet. Den førte ud til en hyggelig buet balkon, med udsigt til en sø der blev spejlet af de gyldne stråler.
   "Er du sød at sætte stolen hen til døren, min ven?" spurgte Thilde let forpustet. Anita satte den umagelige træstol hen til døren som hun åbnede op på vid gab. Julisolen sendte straks en hær af varmestråler ind rummet og afslørede et væld af støvpartikler, der var blevet hvirvlet op i luften efter deres indtrængen.
   "Her var jeg bange for at komme ind, kan jeg huske, fordi dørhåndtaget ikke sad særlig godt fast. Jeg var bange for at det skulle falde ud af døren hvis jeg lukkede den, og efterlade mig fanget og skræmt til døde i hænderne på grusomme spøgelser, der ville holde mig indespærret indtil jeg døde af sult." Anita smilede ved tanken.
   "Ja, det var ikke min fantasi der fejlede noget," tilføjede hun.
   "Stakkels barn, du må jo have været skræmt halvt til døde når I har leget heroppe, dig og knægtene." Thilde kiggede medfølende på hende som om hun stadig var 7-8 år og var plaget ved tanken om at blive fanget af onde ånder.
   "Det er altså mange år siden oldemor, det generer mig ikke længere at være heroppe, bare rolig," trøstede Anita hende.
   "Nå, men nu er det også en helt anden historie det gælder, er det ikke rigtigt?" sagde Thilde og satte sig på stolen. Martos og Anita nikkede spændte og satte sig afventende på den smalle seng der stod lige ved siden af døren til balkonen.
   "Er det den der, oldemor?" spurgte Anita, snart ude af stand til at styre sin nysgerrighed længere, og pegede på en stor kiste der i forgangne tider havde været hvid med et sirligt mønster af guldfarve hele vejen rundt, og var den der stod tættest på hendes oldemor.
   Thilde rystede opgivende på hovedet og slog klik med tungen.
   "Du har da aldrig kunne tøjle den nysgerrighed, min skat." Hun fandt en lille nøgle frem fra et af kjolens gemmer og bøjede sig ned mod kisten. Den passede til to små hængelåse der havde sikret, at ingen små nysgerrige øjne eller fingre straks ville kunne finde vej til indholdet. Hun satte nøglen i den første lås mens Anita holdt vejret af bare spænding. Den lille hængelås lod sig velvilligt åbne som om den regelmæssigt var blevet smurt gennem alle årene siden Rosas død. Den anden hængelås lod sig også åbne uden problemer og Anita sank hårdt og flere gange som for at få en klump væk fra halsen.
   Martos sad med rank ryg og havde svært ved at blive siddende på sengen.
   "Det virker som om det er evigheder siden, at Kong Petinau og Mester Jelin førte mig ind i Marmorhallen for at fortælle mig om Scolt og de magiske smykker. Alligevel har jeg ikke engang været her en hel dag, før jeg sidder på et gammelt loft, der i så mange år har gemt på smykkets hemmelighed. Det er helt utroligt."
   Han tog Anitas hånd der lå knyttet på det støvede stribede sengetøj ved siden af ham, og mærkede den lette skælven der viste hvor spændt og nervøs hun var på hans vegne. Det føltes som om de havde kendt hinanden i lang tid og altid havde været gode venner. Det var som om berøringen trøstede dem begge på en eller anden måde og gav dem en følelse af fællesskab.
   I tavshed betragtede de Thilde der åbnede kistens tunge låg med en kraftan-strengelse; hun måtte trække kisten lidt ud fra væggen for at få låget til at blive på plads, og insisterede på at gøre det alene. Hun tog forsigtigt en kjole der lå bredt ud henover indholdet af kisten, og lagde den varsomt over ryglænet på stolen før hun vendte sig mod indholdet igen.
   Hun vinkede Anita og Martos nærmere.
   "Kom herhen og se, børn," hviskede hun. De kom hurtigt hen til Thilde og lagde sig på knæ ved siden af hende. Nede i bunden af kisten lå et funklende hav af ædelstene og guldmønter, der som en magnet tiltrak sig det gyldne lys. Anita gispede og slog en hånd for munden, hendes øjne udtrykte den dybeste vantro da hun fangede oldemorens strålende blik.
   "Det var altså derfor du smilede så underligt, da jeg snakkede om skattekister," sagde Anita og så bebrejdende ud.
   Thilde kluklo og glædede sig åbenlyst over hendes reaktion. Martos øjne gennemsøgte hurtigt resten af indholdet, men umiddelbart kunne han ikke få øje på noget der kunne indeholde halssmykket, som skulle redde Aiama. Det så ud som om han prøvede at sige noget, men ordene blev hængende i hans mund. Da Thilde fik øje på hans ansigtsudtryk lænede hun sig chokeret over mod ham og lagde en hånd på hans skulder.
   "Det er ikke det hele," skyndte hun sig at sige. "Der er mere endnu."
   Anita skammede sig over at hun i øjeblikkets befippelse helt havde glemt halssmykket, og bare havde ladet hænderne begrave sig i den funklende skat. Hun mente at det vidnede om den grådighed, hun altid havde afskyet når hun havde set den i andres blik, og det var lige ved at slå hende ud af kurs; men synet af det strålende guld og ædelstenene der glimtede muntert i forskellige farver, havde et øjeblik sløret hendes tanker.
   Hun kiggede skyldbetinget på Martos der så ud som om han læste hendes tanker. Han rystede blidt på hovedet og gav hendes hånd et klem. "Det skal du ikke tænke på," hviskede han. "Enhver der uventet får sådan en skat åbenbaret, ville være unormal hvis den ikke virkede fascinerende og dragende på øjet. Det var jo ikke ligefrem det vi havde forventet, var det?"
   "Det er første gang jeg viser denne kistes indhold til nogen," sagde Thilde. "Min mor viste den heller aldrig til andre end mig. Hun mente at den skulle gå i arv fra mor til datter, ligesom hun havde fået den af sin mor. Dengang hun valgte at delagtiggøre mig i hele historien om Nolee og Scolt var min søster Marie død, og jeg var eneste pige tilbage. Mine to brødre Janus og Marius har aldrig kendt sandheden om deres morfar, og de er jo også begge døde den dag i dag."
   "Det må da have været svært at gemme på sådan en hemmelighed, oldemor. Men hvor kommer skatten egentlig fra? Det kan da ikke være Scolt der tryllede det hele frem, eller hvad?"
   "Både og, min skat. Noget af det tryllede han frem, hvorfra ved jeg ikke, mens resten kom gennem ærligt og redeligt arbejde. Jeg sagde jo at han ikke forlod Nolee i en dårlig økonomisk situation, men der er næsten ikke brugt noget af det. Dog kan jeg godt afsløre at din tiptipoldemors skat har været med til at betale dit hus, hvad siger du til det? Nå, nok om det! Der er andre ting der er meget vigtigere lige nu, har jeg ret?" Thilde kiggede på Martos der havde fået sin normale ansigtskulør igen og blinkede sammensvorent til ham.
   Hun lod fingrene glide søgende over kanten af stoffet som beklædte kistens låg. Længst inde mod hængslerne fandt hun hvad hun ledte efter. Det var en form for udløsermekanisme der gjorde det muligt at fjerne den plade der lå henover det buede kistelåg. Over pladen var et rum cirka halvt så stort som rummet i selve kisten, og det indeholdt flere personlige ting som måtte have tilhørt Rosa.
   En masse breve var bundtet sammen med elastikker, og Anita kunne se en meget fin håndskrift uden på konvolutterne. Små parfumeflasker lå omhyggeligt pakket ind i en gennemsigtig plasticboks dekoreret med små blomster. Et stort smykkeskrin var fastgjort til låget med en bred elastikrem for at forhindre det i at rasle rundt når man åbnede kisten. Det var vinrødt og lavet af blødt fløjl, og en enkelt stor rose prydede låget der blev holdt på plads af en tryklås. Det bar tydeligt præg af at være gammelt, men var samtidig blevet behandlet varsomt, kunne man se.
   Thilde løsnede forsigtigt remmen og lagde smykkeskrinet på sit skød. Hun fjernede et stykke papir der havde været fastgjort til bunden af skrinet og strøg henover det med fingrene.
   "Det er et brev der forklarer noget om halssmykket som Martos er kommet efter. Jeg tror hun havde skrevet det i tilfælde af at hun ikke nåede at fortælle om det inden sin død." Thilde stirrede et øjeblik ud i luften som om hun genkaldte sig samtalen med sin mor, hvor hun havde røbet Scolts sande rødder. Hun virrede med hovedet for at klare tankerne og lagde brevet væk igen.
   Forsigtigt åbnede hun det fløjlsbløde skrin hvori der lå adskillige smykker af forskellig art. Der var øreringe af perlemor og sølv som forestillede små delfiner og hjerter, der var smukke ringe med blodsten, ametyst, lapis lazuli og andre sten der glitrede forførende. Flere tynde sølvhalskæder med små vedhæng optog hele det ene rum i smykkeskrinet og gav indtryk af stilfuld enkelhed.
   Anita og Martos stak hovederne nærmere for at få øje på det omtalte halssmykke, og de blev ikke skuffede. På en lidt kraftigere sølvkæde hang et rundt vedhæng der så nøjagtig ud som den ring Martos bar på sin venstre langfinger; to dråbeformede aftegninger der lå modsat hinanden. Den ene lavet af noget der kunne ligne sort, skinnende onyx og den anden lavet af en hvid smykkesten som Anita ikke helt kunne genkende, det kunne muligvis være elfenben.
   Hun bed sig i læben og vendte spændt hovedet mod Martos.
   "Er det den?" hviskede hun. Martos tog fat i vedhænget og trak kæden op af den fløjlsforede revne hvor den havde ligget beskyttet, og undersøgte det tavst. Så nikkede han mens et smil bredte sig over hans læber.
   "Ja."
   Thilde smilede lykkeligt og klappede i hænderne som om de lige havde sagt ja til at gifte sig med hinanden.
   "Tag den nu endelig på, min søde," sagde hun begejstret og lagde skrinet tilbage i kistens hemmelige rum og satte det fast under remmen igen.
   "Her, lad mig," sagde Anita og rejste sig op. Martos rakte hende smykket og fjernede det skulderlange sorte hår fra nakken. Anita stillede sig bag ham og åbnede lidt fumlende den lille lås, før hun lagde kæden om hans hals.
   "Sådan!"
   "Perfekt." Martos rejste sig op fra sin knælende stilling. "Nu mangler jeg bare magibogen for at finde den rigtige besværgelse der skal aktivere smykkerne. Når først de er aktiverede vil de begynde at give mig nogle billeder af det sted hvor portalen befinder sig."
   Han kiggede håbefuldt på Thilde.
   "Jeg havde egentlig håbet at du også ville være i besiddelse af den, men det er måske at kræve for meget?"
   "Hvordan ser den ud?" spurgte Thilde med rynkede bryn.
   "Jeg ved det ikke helt nøjagtigt, men jeg kunne forestille mig at det var en stor, tung læderindbunden sag med skrifttegn indgraveret i læderet. Er det noget du kan nikke genkendende til?"
   "Altså, jeg har flere kasser med bøger stående her på loftet, også nogle fra min mor, men jeg synes ikke at hun har nævnt en magibog i sit brev. Vi kan jo prøve de kasser, ellers ved jeg ikke hvad der skulle være blevet af den."
   "Skal jeg lukke og låse kisten, oldemor?"
   "Ja tak skat, så er du sød." Hun rakte den lille nøgle til Anita og vendte sig for at lukke døren til balkonen.
   "Jeg vil da virkelig håbe at vi finder den, du kan jo ikke komme tilbage uden den, vel?"
   Martos rystede på hovedet. "Jeg er sikker på at vi nok skal finde den. Det ville næsten være ulogisk hvis Nolee havde skilt magibogen og halssmykket fra hinanden, så jeg krydser mine fingre."
   Thilde førte an til en lille niche i et hjørne af det store loftsrum.
   "I disse kasser ligger alle de bøger som jeg fik af min mor. Hvis jeg har magibogen, skal den være her et sted." Hun slog ud med armen og pegede mod en tolv-tretten kasser.
   "Ok oldemor, vi skal nok gennemgå kasserne. Lad mig følge dig nedenunder igen, der er ingen grund til at du skal sidde heroppe på en hård kasse og få ondt i ryggen." Thilde kiggede på Anita og blinkede.
   "Det har du nok ret i, søde. Jeg kunne godt trænge til at komme ned at sidde i min gyngestol og slappe lidt af."
   Hun tog Anita under armen og sagde til Martos:
   "Nu må du passe godt på mit oldebarn, ikke? Og held og lykke med at finde magibogen."
   De satte kursen mod døren der førte ud til trappen. Martos var allerede i fuld gang med at studere indholdet i den første kasse.
   "Han er nu en kær mand, synes du ikke?" spurgte Thilde uskyldigt.
   "Jeg ved godt hvad du prøver på oldemor, det er enormt sødt af dig at tænke på mig. For at svare på dit spørgsmål, jo, han virker nu meget sød, men han skal jo snart tilbage til sin egen verden igen. Efter at have spildt flere år på Lars har jeg ikke lyst til at falde for en der forsvinder igen med det samme. Kan du ikke godt forstå mig?"
   "Det er ikke altid man skal kigge så langt ud i fremtiden, nogle gange tror jeg det er mere fornuftigt at lytte til sit hjerte. Problemerne har nogle gange en tendens til at løse sig selv undervejs." De nåede frem til døren og begyndte nedstigningen af den snoede trappe.
   "Men jeg er bange for at hvis jeg lærer Martos bedre at kende, så bliver jeg alt for ked af det når han rejser, og jeg kan ikke leve mit liv som Nolee der ventede forgæves på sin mand, uden at vide hvad der egentlig skete med ham. Jeg er 27 år og et moderne menneske. Jeg kunne godt tænke mig et fast og trygt forhold og måske et barn eller to. Det kan bare ikke lade sig gøre med en mand der bor i en helt anden verden. Jeg er bange for at komme til at binde mig til den forkerte, og spilde flere år af mit liv.
   Det kan godt være at jeg lyder lidt firkantet, men Lars har virkelig jaget en skræk i livet på mig hvad mænd angår. At der så dukker en absolut sød mand ud af den blå luft er ikke med til at gøre det hele nemmere." Anita sukkede og kiggede opgivende på sin oldemor.
   "Desuden skal et forhold jo virke begge veje, det nytter ikke at det kun er den ene part der er interesseret."
   De nåede stueetagen og Thilde klappede Anita på armen.
   "Martos synes nu også at du er en ganske sød pige," sagde hun hemmelighedsfuldt.
   "Hvad mener du med det?" ville Anita vide.
   "Du kender da din oldemor godt nok til at vide at hun ikke løber med sladder, men du kan jo prøve at spørge ham selv."
   "Nej, hvor er du tarvelig," sagde Anita smilende. "Du ved jo hvor nysgerrig jeg er. Har han sagt noget om mig?"
   "Det kan da godt være," sagde Thilde. "Men det var jo dig der ikke ville have et forhold til en mand fra en anden verden, var det ikke?"
   Anita overhørte bemærkningen med himmelvendte øjne og hjalp Thilde ned i gyngestolen.
   "Nu tror jeg hellere at jeg må hjælpe ham med at lede efter den bog, ellers kommer vi jo aldrig videre."
   "Hvad skal han egentlig bruge halssmykket til, hvis jeg må spørge?"
   Anitas smil falmede omgående.
   "Han skal bruge det for at redde den verden han kommer fra, hvis han ikke kommer tilbage med smykket vil over halvdelen af befolkningen dø."
   Thilde blegnede synligt mens hun spærrede øjnene op.
   "Åh gud, og jeg som har holdt jer hen med snak og gamle fortællinger..." Hun greb fat i Anitas arm med forbavsende styrke. "Skynd dig hellere op og lede, jeg vil krydse mine fingre for at I finder bogen. Af sted med dig!"
   Anita nikkede og skyndte sig over til trappen som hun tog to trin af gangen.

Jelin følte sig temmelig lusket da han stod og holdt øje med Helta gennem vinduet der automatisk holdt det værste af sollyset ude ved mangelfuld pudsning. Det rimede snavs var blevet vasket væk i cirkelbevægelser i midten af vinduet, men lurede i alle hjørner og gjorde glasset uigennemsigtigt visse steder. Han kunne næsten fornemme det grå snavs presse på fra siderne for at overtage hele territoriet der udgjordes af det ene vindue der vendte ind mod de andre træhytter, som om det havde en hemmelig pagt med spåkonen om at dække over eventuelt lyssky aktiviteter.
   Under alle omstændigheder gjorde solens strålemarch mod vinduet Jelins opgave noget sværere end han havde forestillet sig. I forvejen skulle han bruge en stor del af sin energi på at opretholde besværgelsen der gjorde ham usynlig. Derfor trådte han tættere hen til vinduet for at se om han på den måde bedre kunne se hvad Helta var i færd med. Først da han næsten pressede næsen mod ruden lykkedes det ham at finde et sted hvor han kunne spejde ind.
   Da hans øjne fokuserede fik han et chok og sprang uvilkårligt tilbage med et halvkvalt gisp. En kuldegysning brugte hans rygsøjle som rutsjebane idet han prøvede at komme til hægterne igen. Det der havde mødt ham bag glasset var Heltas ansigt der undersøgte den smalle udsigt inde fra hytten, og naturligvis var han blevet forskrækket idet han et øjeblik havde glemt at han var usynlig.
   Jelin kiggede sig skamfuldt omkring som om han havde en hel flok tilskuere, der nu sad og grinede højrøstet af den høje underholdningsværdi i troldmandens mangelfulde evner som spion. Et hurtigt blik til højre og venstre forsikrede den flove vismand om at han ikke havde en hel arena af tilskuere, end ikke de to beskidte børn fra før syntes længere at befinde sig i samme verdensdel som han. Længere væk kunne han stadig skelne lyden af kvindestemmer der kaldte på deres børn, og han vendte sig mod vinduet med fornyet beslutsomhed.
   Spåkonen havde fjernet sig fra vinduet da Jelins blik endnu engang banede sig vej gennem glasset, og hun stod nu i den fjerneste krog med ryggen til. Hvad hun lavede kunne han ikke se, men så fik han øje på en bleg firkant i væggen ved siden af hende. Det måtte være et vindue mere.
   Jelin skyndte sig rundt om hjørnet af hytten og nærmede sig stedet, og her blev han belønnet af et stykke glas der var klarere end det andet. Her stod solen heller ikke lige på og hjalp snavset på vej til at dække for udsynet. Faktisk var det et glimrende sted han havde fundet til sin lille overvågningsleg, for nu kunne han se alt hvad Helta lavede.
   Hun havde et enormt bur stående i det hjørne af hytten hvor hun befandt sig. Inde i buret sad en ugle som hun måske brugte når hun sendte beskeder til sin sande herre. Jelin kunne se at hun stod og snakkede med den hvide ugle mens hun med den venstre hånd gned en opalgrøn krystalkugle der stod på en lille piedestal. Desværre kunne han ikke høre ordene, men kun se hendes læber bevæge sig. Et svagt skær viste sig i krystalkuglen og den trinde kvinde vendte hele sin opmærk-somhed imod den.
   Jelin kunne ikke se helt nøjagtigt hvilke billeder der tegnede sig i det grønne lys, men Helta lod til at være helt opslugt af dem. Han kunne se at hun stadig talte, med hvem vidste han ikke. Måske stadig den hvide ugle i buret eller sig selv, eller måske talte hun til noget inde i krystalkuglen.
   Pludselig fjernede hun hænderne fra den som om hun havde brændt sig, og hun kiggede sig over skulderen som om hun fornemmede at der stod nogle og lurede på hende. Jelin gjorde sig endnu mindre uden for vinduet selv om han godt var klar over at han hverken kastede nogen skygge eller andet som kunne afsløre ham, men det virkede som om nogen havde advaret spåkonen om at hun skulle være yderst forsigtig.
   Efter igen at have kigget ud af de to vinduer i hytten, satte Helta sig ned ved et skrammet bord ved siden af det store bur og den nu udslukte krystalkugle. Her fandt hun et stykke papir frem fra en genstridig skuffe der protesterede over at skulle lukkes igen. Hun måtte bruge begge hænder for at tvinge den i, og Jelin kunne uden problemer se hvor irriteret hun blev over den modvillige skuffe. Hun bed tænderne sammen og kneb øjnene i og endelig lykkedes det hende at få bugt med det genstridige møbel.
   På bordet stod et blækhus med en sort pen, og den tog spåkonen nu i hånden og dyppede den i blækket. Desværre for Jelin kunne han ikke tyde hendes skrift gennem vinduet, men han følte sig efterhånden mere og mere sikker på at Helta var spionen som de søgte. Den måde hun opførte sig på, hele tiden kiggede sig omkring som om hun skulle være sikker på at ingen så hende, det virkede ret mistænkeligt på den gamle vismand.
   Nu skulle han bare gøre op med sig selv om han skulle trænge ind af døren mens hun sad og skrev, eller om han skulle vente til hun var færdig. Men hvis hun nåede at sende uglen af sted med brevet ville han ikke kunne bevise at hun var spionen, selv om han vidste at kongen nok skulle tro på ham. Han var dog selv af den overbevisning at man skulle have beviser for at kunne dømme folk, og derfor besluttede han at det ville være klogest at trænge ind i hendes hytte med det samme. Hvis Helta mod hans forventning sad og skrev helt uskyldige digte eller et brev til familien, måtte han jo give hende en stor undskyldning.
   Jelin fjernede sig fra vinduet og nærmede sig den låste dør, og samtidig ophævede han besværgelsen så han igen blev synlig for alle og enhver. Heldigvis var der ikke et øje i nærheden som ville sætte spørgsmålstegn ved om han havde foretaget sig noget mindre nobelt foran spåkonens vindue.
   Han lagde sin hånd på døren og lukkede øjnene. Med den anden hånd lavede han en lille bevægelse mens han mumlede et enkelt ord og låsen gled op. Nu skulle han ikke tøve, for det ville give den blege kvinde et forspring der kunne betyde forskellen mellem et godt og et dårligt udfald på hele denne affære. Han skyndte sig at trykke håndtaget i bund og svingede døren op, og Helta sprang forskrækket op da vismanden meldte sin ankomst i hytten med et sus af varm luft og et smæld af den mørke kappe.
   "Hvad i alverden..." råbte hun og stillede sig beskyttende op foran den skrammede bord, som om hun for alt i verden ville dække over det hun lige havde skrevet.
   "Vær venlig at give mig det stykke papir," sagde Jelin og pegede mod skrivebordet. "Jeg skal nok forklare det hele bagefter."
   Helta hvæsede og snerrede af ham og de kolde isblå øjne skød lyn da troldmanden rakte ud efter papiret:
   "Hvad er meningen med denne grove behandling," hviskede hun som om hun prøvede at holde maskeraden oppe til sidste sekund.
   "Vi har grund til at tro at en spion længe har huseret mellem vores loyale folk, og med al respekt er jeg nødt til at kaste et blik på det papir du lige har siddet og skrevet på." Jelin nærmede sig den rasende spåkone og var næsten bange for at hun ville tage papiret og putte det i munden eller gøre noget andet der ville få blækket til at løbe ud.
   Pludselig trådte hun til siden og lod ham få fat i papiret uden at prøve at kradse hans øjne ud eller overfalde ham på anden vis. Det virkede lidt mistænkeligt, men Jelin rakte ind over bordet og tog fat i det omstridte papir mens han holdt øje med Helta der stod få skridt ved siden af ham og nu bakkede over mod det store bur med den hvide ugle.
   Selv med opmærksomheden rettet mod Helta kunne han uden skyggen af tvivl straks se hvem brevet var stilet til, nemlig Yasun. Altså havde han haft ret da han fulgte indskydelsen til at følge efter den lumske spåkone. Han kiggede op på hende som hun stod der ved buret og stirrede med et isnende blik. For sent bemærkede han at hendes opmærksomhed ikke var rettet mod ham selv men i stedet mod noget bag ved ham, og med et lille nik beseglede hun hans skæbne.
   Inden han nåede at vende sig mærkede han en skarp smerte i baghovedet og bagefter var der kun en sort, tom stilhed.