Gråt dagslys lagde sig over morgenen som beskidt opvaskevand. Mandens dumpe fodtrin på asfalten blev nærmest opslugt af tågen, der lå som en våd film over hans ansigt. Sigtbarheden var nede på godt to meter. Han ville have haft svært ved at finde vej, hvis ikke det var fordi han kendte området så godt. Han kunne knap nok skimte rækkehusenes røde, furede betonmure gennem tågens slør, da han hastigt fortsatte hjemad. Ud af tågen dukkede en ludende gråhåret mand med blodsprængt næse op. Han trak på et rustent lig af en cykel, men holdt blikket for sig selv da de passerede hinanden. Stofposen i cykelkurven klirrede med en afslørende lyd.
   Morten satte farten lidt op, og var glad for snart at være hjemme. Han var træt og glædede sig til at komme i seng, efter en dræbende kedsommelig nat på arbejdet. Efter han havde rundet de fyrre, havde han overvejet at slå sig ned som møbelsnedker i stedet for. Efter nætter som denne, var han bestemt oplagt til det. Han havde altid elsket at frembringe smukke ting i træ, men han havde ikke plads til at dyrke sin hobby hvor de boede nu.
   Morten kiggede op, da han syntes at høre et dæmpet råb og et bump gennem tågen. Han standsede op og stirrede rundt. Det var svært at bedømme, hvor lyden var kommet fra i det forræderiske vejr. Så kunne han pludselig høre formummede brudstykker af et skænderi. Morten fortsatte fremad, mens han spejdede efter de involverede gennem tågens bølgende gardiner. Han kunne stadig ikke få øje på nogen, og nu var stemmerne forsvundet igen. Det var måske godt det samme. Nabolaget var ikke altid lige rart at færdes i. Han kastede et blik på sit ur og skuttede sig. Jo før han kom hjem i seng, jo bedre, tænkte han. Tågen gjorde ham kold helt ind til marven.

Morten vågnede med en følelse af, at hans hoved nærmest flækkede af smerte. Han gispede og lå helt stille et øjeblik. Han ville aldrig blive i stand til at falde i søvn igen, uden nogle smertestillende piller, tænkte han og satte sig prøvende op. Smerten eksploderede som en supernova i hans kranium, så han måtte knibe øjnene sammen. Han stønnede og rakte i blinde ud efter sin telefon, som han altid lagde ved siden af hovedpuden. Han famlede lidt rundt, men den lå der ikke. Han åbnede øjnene igen og følte sig syg. Hans mave kørte rundt, så han troede han skulle kaste op. Da han kiggede ned ad sig, blev han trods smerten og kvalmen opmærksom på sit tøj. Han lagde sig aldrig i seng med tøj på.
   "Hvad fa'en har jeg lavet," mumlede han for sig selv, mens hans hoved dunkede i afsindige basrytmer. Han kom besværligt på benene og stod og svajede. Så fik han pludselig fart på, og løb ud på badeværelset. Han stak hovedet ind over kummen lige i tide, til at oversprøjte den med ildelugtende bræk. Krampetrækninger gennemrystede hans krop, da han tømte sin mavesæk i toilettet. Det fik på ny hans hoved til at føles, som om han sad skjult i stortrommen under en Metallica koncert. Det sejlede for hans blik. Da mavekramperne stilnede af til lejlighedsvise spjæt, skyllede han ud i toilettet. Han følte det nogenlunde sikkert at kravle hen til vasken. Han fik kæmpet sig på benene, som rystede under ham, og tændte for den kolde hane.
   Da han kiggede på sig selv i spejlet over vasken, var hans første tanke, at det ikke var ham selv der stirrede tilbage. Men selvfølgelig var det ham selv. Han var bare tilsølet i udtværet, størknet blod over sine daggamle skægstubbe. Det hvide i hans øjne var blodsprængt. Mortens blik faldt på hans hænder, som ligeledes var indsmurt i brunt, levret blod. Han følte sig handlingslammet. Da en nøgle blev stukket i låsen i hoveddøren, reagerede han kun ved at blinke. Vandet fossede stadig ud af den kolde hane og gurglede rundt i afløbet. Hoveddøren blev åbnet og smækket igen. Lisa var kommet tidligt hjem fra sin vagt på hospitalet.
   "Morten?" kalde en stemme spørgende. Han hørte skridt over gangens flisegulv, og et par sko der blev skubbet af. Han kunne stadig ikke løsrive blikket fra sine hænder. Hans tunge føltes som om den var limet til ganen.
   "Morten, er det dig?" lyden af strømpefødder nærmede sig badeværelset. Hun standsede op bag ham. Morten kunne føle sin kones blik hvile spørgende på sig. Han løftede langsomt hovedet, og stirrede på hendes blå øjne og korte lyse hår i spejlet. Da de fik øjenkontakt, kunne hun se blodet i hans ansigt. Hun sprang forskrækket hen til ham og flåede ham rundt imod sig.
   "Hvad er der sket!" råbte hun og lod sine fingre glide undersøgende over hans pande, kinder og hage. Han ømmede sig ikke, før hendes blide fingre ramte et sted på hans baghoved, der udløste et fornyet smertehelvede.
   "Av for pokker!" brølede han og tog sig forsigtigt til det ømme sted. En bule af betragtelige dimensioner hvælvede sig under hans fingre. Klistret blod sad i kager i hans hår, og var rendt ned ad hans nakke.
   "Morten, fortæl mig nu hvad der er sket," bad Lisa, hans kone, med rystende stemme. Hun plejede ellers ikke at lade sig hyle ud af den. "Er du blevet overfaldet?"
   "Det må jeg være," mumlede Morten forvirret.
   "Hvad mener du med, at det må du være? Kan du ikke huske hvad der er sket?"
   Morten tænkte tilbage. Han havde været på vej hjem fra arbejde, da han syntes at høre stemmer i tågen. Derefter vågnede han i sengen. Hvad i alverden var der sket, og hvordan var han kommet hjem?
   "Nej, jeg ved ikke hvad der er sket," svarede han og så på sin bekymrede kone.
   "Lad os få vasket dig og set på dine sår," sagde hun ømt. Hun slog toiletbrættet ned og pressede ham blidt ned at sidde. Så fandt hun en stak skumklude i skabet under vasken, og gik i gang med kyndige hænder.
   "Har du været bevidstløs, været svimmel eller har du kastet op?" spurgte hun mens hun vaskede hans ansigt.
   "Det hele, regner jeg med," svarede Morten. Lisa så ikke tilfreds ud med svaret.
   "Kan du huske dit navn, hvilken dag det er og hvor du er henne?"
   "Hvis jeg skal deltage i Sandhedens Time, skal spørgsmålene måske være lidt mere dybdeborende. Ellers keder vi publikum til døde," mumlede han teatralsk, da Lisa stirrede hårdt på ham.
   "Det her er alvor, hr. Lindgård!" skar hun igennem mens hendes øjne glitrede faretruende. Morten sukkede og betragtede sin kone, der så frygtindgydende smuk ud i det skærende lys på badeværelset. Gud hvor han dog elskede den kvinde, tænkte han.
   "Godt, godt," sagde han mere medgørligt. "Jeg hedder Morten, det er fredag og jeg sidder hjemme på mit toiletbræt. Er du så tilfreds?" Hun svarede ikke, men hendes ansigtstræk mildnedes betydeligt.
   "Hvorfor kan jeg ikke huske hvad der er sket, tror du?" spurgte han.
   "Det er på grund af slaget. Det er meget almindeligt med den slags traumer." Da Lisa var færdig med at vaske blodet væk, smed hun de sidste klude ud i affaldsspanden. Hun rynkede brynene mens hun stirrede på ham.
   "Det ser ud som om, du ikke mener de har gjort det grundigt nok?" spurgte Morten med et svagt smil. "Du kunne måske tænke dig, at der var røget et par tænder med i købet?"
   "Nej, måske bare et flækket øjenbryn eller et afrevet øre," sagde hun med et enkelt hævet øjenbryn. "Manglende tænder ville gøre det underligt at kysse med dig."
   "Og det ville ikke genere dig, hvis jeg manglede et øre?"
   "Nej, jeg kysser jo ikke med dit øre skal du vide," svarede hun mildt irettesættende, med et glimt i øjet.
   "Kan vi ikke vente med at snakke om at kysse, til jeg har set hvordan mit ansigt ser ud?" spurgte han med en begyndende frustration.
   "Jamen, det er det der er problemet, skat. Du har ingen sår på hverken ansigt eller hænder. Ud over din bule i nakken, ligner du en kordreng under første altergang."
   Morten rejste sig op så han kunne betragte sig selv i spejlet. Han var overbevist om, at Lisa måtte tage fejl. I spejlet så hans ansigt nøjagtig ud, som hun havde sagt. Hans korte, brune hår var uglet og hans brune øjne var ikke længere blodskudte. Huden var hel og ren, ikke en skramme.
   "Men hvad med alt blodet?" spurgte han forvirret. "Hvor kom det fra?"
   Lisa sukkede. "Sår i hovedet vil altid bløde meget. Du må have taget dig til hovedet, og senere have rørt dit ansigt. Du skal nok have 4 - 5 sting på skadestuen, og så vil de nok have dig observeret for hjernerystelse. Det kan jeg heldigvis gøre herhjemme. Men lige nu vil jeg have lov at glæde mig over dit held. Hvem der end var ude efter dig, var ikke særlig grundig."
   "Nå nå, det er da let nok for dig at sige, du har jo ikke en bule på størrelse med et æg i nakken," svarede han lettere forsvarsberedt og tog sig til det ømme sted. "Jeg tror jeg skal have noget smertestillende."
   "Lad mig om det," sagde Lisa og åbnede medicinskabet på badeværelset. Hun hældte et par piller ud i hånden, og rakte ham dem med et glas koldt vand. Morten slugte taknemmeligt pillerne og tømte glasset. Han var glad for at Lisa var sig selv igen. Hun havde altid haft ben i næsen.
   "Så synes jeg vi lige skulle tage ind forbi skadestuen. Hvis Lars stadig er på arbejde, kan det være jeg kan få ham til at komme ned og sy dig."
   "Nå, jeg troede ikke man måtte forfordele patienterne?" spurgte han med et skævt smil.
   "En eller anden form for frynsegode må man da have, når man knokler i hospitalsvæsnet," svarede hans kone og tog bilnøglerne op af sin taske. "Så længe jeg ikke beder om morfin i litermål."
   "Det ville ellers have virket fantastisk for mig lige nu," mumlede Morten akkurat lavt nok til., at Lisa ikke ville kunne høre ham.

Halvanden times tid senere låste de sig ind i huset igen. Lisas kollega var heldigvis ikke gået, da de ankom til skadestuen. Morten havde fået fem sting og et butterfly-plaster på.
   "Hvornår kommer Lasse hjem?" spurgte han med ét, da han fik øje på de blodige klude de havde efterladt i affaldsspanden. Der var ingen grund til at Lisas søn skulle se, hvor slemt det havde set ud. "Jeg vil helst ikke skræmme ham."
   "Han skulle til klassefest i dag, men jeg regner med at han kommer hjem og skifter tøj først," svarede Lisa og trak posen med de blodige klude op af affaldsspanden, og slog en knude på den.
   "Jeg smider lige den her ud. Måske skulle du bruge tiden til at hoppe i bad. Hvis Lasse skal spares for at se dit blodige affald, vil han nok undre sig over alt det indtørrede stads i dit hår og på dit tøj."
   "Åh ja, det tænkte jeg ikke lige på," mumlede Morten og trak forsigtigt skjorten over hovedet. Den var helt stiv i nakken af mørkt blod, og ligeledes på manchetterne.
   "Tror du Vanish kan klare det her?" spurgte han forhåbningsfuldt, da Lisa stak fødderne i et par sko. De havde et skralderum lige ude foran huset.
   "Jeg ville nok satse på at smide den ud, men ellers kunne du måske sende den til Lotte Heise," råbte hans kone over skulderen på vej ud af hoveddøren. "Hun er vist god til pletter."
   "Hvad pokker har det kvindemenneske med min skjorte at gøre," brummede Morten uforstående for sig selv. "Kvinder har s'gu nogle mærkelige svar på helt simple spørgsmål." Han tog resten af tøjet af, og tændte for en velsignet strøm af varmt vand i brusekabinen.

"Nå," sagde Lisa en times tid senere. Hende og Morten sad med hver sin kop kaffe i stuen, og snakkede om overfaldet. "Du skal vel også snart til at melde det?"
   "Hvad er det der skal meldes?" lød Lasses stemme fra døren ud til gangen. Han stod i døråbningen og kiggede undersøgende på sin stedfar et øjeblik. Så slog han blikket ned.
   "Morten blev slået ned i morges," sukkede Lisa og kiggede på sin 16-årige søn med halvlangt hår, hættetrøje og hængerøvsbukser. Han stod med hænderne i lommerne, lænet op ad dørkarmen.
   "Ok, sikke noget lort," svarede drengen og kastede igen et kort blik på sin stedfar.
   "Heldigvis er det ikke så slemt," forklarede Morten og så på drengens nedslåede øjne.
   "Nå, men melder du det så?" spurgte Lasse og fandt sin iPod frem fra lommen.
   "Jeg ved det ikke Lasse, for jeg kan faktisk ikke huske hvad der er sket," svarede Morten. Så kiggede drengen på sin mor. Han stod tavs lidt og fumlede med sin iPod.
   "Jamen æh, så smutter jeg over til Klaus. Vi sidder bare og gamer lidt. Jeg gider ikke tage med til festen alligevel." Han vendte omkring i døråbningen og sjokkede ind på sit værelse. Morten sad tilbage med løftede øjenbryn og halvt åben mund.
   "Skat, jeg tror ikke knægten har arvet dine empatiske gener," sagde han mildt forbløffet. "Og så gider han ikke tage med til fest. Hvad mon der stikker ham i dag?"
   "Hmm," brummede Lisa og rejste sig fra sofaen. "Jeg snakker lige lidt med ham."

Da regionalprogrammet tonede frem på skærmen, lå Morten på sofaen med et tæppe over sig. Han døsede let, da noget fangede hans opmærksomhed i fjernsynet. Studieværten snakkede om et overfald der var sket, lige midt i deres kvarter.
   "Lisa!" kaldte han og satte sig op i sofaen. Hans kone dukkede op med en gryde og et viskestykke i hænderne, netop som et billede af et rækkehus i deres nabolag, tonede frem på skærmen. Der var en hel del blod på asfalten foran huset. Morten stirrede ufravendt på skærmen.
   "Det er så her, det sidste blodige overfald på en teenager har fundet sted," meddelte en kvindelig reporter med håret blæsende om ørerne.
   "Teenager!" udbrød Morten forvirret.
   "Shh!"
   "Den rå vold er siden årsskiftet eskaleret, og efterlader borgerne i området utrygge. Den 16-årige dreng, som brutalt blev slået ned i morges, ligger nu på intensivafdelingen. Det vides endnu ikke, hvor store skader han har pådraget sig. Hans navn tilbageholdes indtil pårørende er kontaktet. Politiet oplyser, at der ingen vidner er i sagen. En ca. 40 til 45-årig mand blev dog set i området på overfaldstidspunktet, og politiet ønsker at tale med ham." En ældre kvinde stod lidt i baggrunden, og reporteren vendte sig nu mod hende.
   "Det var Dem der opdagede offeret, fru Nielsen?" spurgte hun og stak mikrofonen hen mod den gråhårede kvinde, som så lettere skræmt ud.
   "Ja, jeg var på vej over til søen for at fodre ænder, da jeg fik øje på alt blodet og den stakkels dreng," forklarede kvinden. "Det var forfærdeligt! Jeg skyndte mig ind og ringede til alarmcentralen. Det var en meget sød dame jeg snakkede med og..."
   Morten skruede lidt ned for lyden og kiggede på Lisa, som havde sat sig på sofaens armlæn. Han følte sig forvirret, og en nagende følelse af uro begyndte at vride sig i hans indre. Hvad var der egentlig gået for sig i morges? Et eller andet sted havde han håbet, at hans sår i hovedet skyldtes et uheld, og havde derfor tøvet med at melde det. Men nu? Var både en teenagedreng og han selv, blevet ofre for en overfaldsmand samme morgen? Morten syntes selv, at det lød usandsynligt. Hvad nu, hvis han selv havde noget at gøre med det? Hans hænder, ansigt og tøj havde trods alt været smurt ind i blod. Var det muligt, at det blod ikke havde været hans eget? Morten skød den latterlige tanke om i baghovedet. Som om han kunne finde på at slå nogen ned, det var jo helt til grin. Han gøs og følte en svag kvalme vende tilbage.
   "Hvad tænker du på?" spurgte Lisa og rev ham ud af sine dystre tanker. "Du ligner én, der muligvis planlægger et mord eller et middagsselskab for chefen." Hun havde sat gryden fra sig på sofabordet, og sad og snoede viskestykket tænksomt mellem hænderne. Morten løftede hovedet og kiggede på sin kone. Hendes udtryksfulde blå øjne var som balsam på hans sind.
   "Jeg tænkte... selv om jeg ved det lyder dumt, at jeg måske havde noget at gøre med den stakkels drengs overfald," tvang Morten sig til at indrømme. Han kiggede ulykkeligt på hende, som for at få afkræftet den mistanke, der havde nået at så en spire i hans tanker.
   "Hør her skat," begyndte Lisa og tog begge hans hænder i sine. "Vi har kendt hinanden i snart elleve år, og været gift de syv af dem. Du har taget Lasse til dig, som om han var din egen. Jeg kender dig på godt og ondt. Jeg kan garantere dig, med hver fiber af min krop, at du ikke er skyld i større forbrydelser, end at glemme at smide dit vasketøj til vask, og bære dine kaffekrus ud efter dig."
   "Det var nogenlunde det svar jeg håbede at høre," nikkede Morten taknemmeligt. "Men jeg tror, at jeg bliver nødt til at besøge drengen på intensiv. Hvis jeg ser ham, kommer jeg måske i tanke om noget. Eller han husker måske mig."
   Morten regnede med at Lisa ville modsætte sig forslaget, men hun nikkede alvorligt. "Jeg tror det er en god idé."
   "Virkelig?" udbrød han overrasket.
   "Ja, du får ikke sjælefred, før du har afklaret det her rod. Desuden sagde reporteren, at politiet gerne ville tale med manden der blev set i området. Det må givetvis være dig."
   "Så du synes altså vi skal køre lige nu?"
   "Jeg tror lige jeg skynder mig at sætte en maskine tøj over først," nikkede Lisa og rejste sig fra armlænet. "Hvis vi stadig skal til fødselsdag i morgen, vil jeg gerne have den syrenfarvede kjole på." Hun tog gryden fra sofabordet, og snuppede sin telefon der lå til opladning på skænken. "Kan du ikke lige se, om der ligger noget vasketøj på Lasses værelse? Så skriver jeg lige en besked til ham, så han ved hvor vi er henne."
   "Han bryder sig jo ikke om, at vi roder i hans ting," mindede Morten sin kone om.
   "Nej, men han vil heller ikke bryde sig om at møde op i skole på mandag, udelukkende iført undertøj og sneakers," svarede Lisa muntert ude fra køkkenet.
   Morten tog en tom vasketøjskurv på badeværelset og gik ind på Lasses domæne. Han kiggede sig lidt omkring i det halvmørke værelse. Sengetøjet på sengen var krøllet sammen i fodenden, og der hang et par plakater med Eminem og 50 Cent på væggen modsat vinduet. Et skrivebord med en bærbar computer, var næsten ikke til at se for henslængt vasketøj. Morten sukkede og bukkede sig for at samle tøjet op, der var landet på gulvet. Da han rejste sig op, fik han øje på en trøje der var proppet ned bag skrivebordet. Hovedrystende trak han den sammenrullede trøje op, og lagde den i toppen af bunken i kurven.
   "Er du sikker på, at Lasse kan genkende en vaskemaskine når han flytter hjemmefra?" spurgte han Lisa på vej ud i bryggerset.
   "Sikkert ikke," medgav hans kone ham, og begyndte at putte tøj i maskinen. Da hun trak et par af Lasses cowboybukser op af kurven, faldt den sammenkrøllede trøje på gulvet. Lisa bukkede sig ned for at samle den op, men stivnede midt i bevægelsen. Morten fulgte sin kones blik, og fik øje på de mørke plamager på stoffet.
   "Ha, han sviner faktisk mere end mig," oplyste han tilfreds sin kone. Hun valgte at overhøre ham og samlede trøjen op, så hun kunne lugte til plamagerne.
   "Hvad pokker laver du?" udbrød han med rynket næse. "Du står og sniffer vasketøj, min egen. Er det sådan en skjult fetich du har? Sygeplejerske om dagen og blodhund om aftenen?"
   "Det er blod!" konstaterede hun kort og rakte trøjen frem mod ham.
   "Hvad siger du?" måbede Morten og trak hovedet til sig. "Hvad mener du med blod?"
   "Blod. Du ved, det røde stads du selv var smurt ind i her til formiddag," mumlede Lisa med forstenet blik. "Spørgsmålet er bare, hvordan Lasse også har fået blod på tøjet."
   "Nej, nu stopper festen altså!" udbrød Morten og stillede vasketøjskurven fra sig. "Det kan da ikke være blod." Han tog imod trøjen fra Lisas fremstrakte arme, og stak prøvende næsen nærmere en af plamagerne. Den metalliske lugt var ikke til at tage fejl af.
   "Pokkers også!"
   "Jeg ringer til Lasse og beder ham komme hjem øjeblikkeligt," sagde Lisa sammenbidt. Hun ringede sin søns nummer op, og tog den blodige trøje med ind i stuen. Morten blev stående i bryggerset med en tom fornemmelse i kroppen. Blodet på trøjen var fra i dag, det var han sikker på, men der var tilsyneladende ikke sket noget med drengen selv. En teenager og Morten selv var blevet overfaldet, og hans stedsøn havde blod på tøjet, hvad i alverden foregik der? Havde Lasse haft noget med overfaldet på den anden dreng, eller på ham selv, at gøre? Han kunne simpelthen ikke tro det, der måtte være en anden forklaring. Morten mindedes drengens nedslåede blik og mærkelige ligegyldighed, da han fik at vide hvad der var sket med hans stedfar. Han var i hvert fald ikke blevet overrasket. En tvivl, der fik Mortens indvolde til at vride sig og hans hjerte til at krympe sig, opstod i hans indre. Var Lasses pludselige indelukkethed et tegn på skyld? Var han blevet slået ned af sin egen stedsøn? Han havde kendt drengen siden han var syv år gammel, og elskede ham som sin egen søn. Det var simpelthen ikke muligt.
   Tvivlen pressede forræderiske, hede tårer op i hans øjne, som han straks blinkede væk. Han hørte hoveddøren blive åbnet. Morten følte sig splittet. Han havde på den ene side lyst til at fare ud og spørge drengen, hvad han havde gjort. På den anden side vægrede han sig ved at møde Lasses nedslåede blik. Det ville knuse Lisa, hvis hendes søn havde været involveret i noget. Til sidst slukkede han lyset i bryggerset, og gik ind i stuen til sin kone og stedsøn. Lasse måtte være uskyldig.

Lasse stod med sammenbidte tænder og stirrede på trøjen, som hans mor holdt frem mod ham. Som tidligere stod han med hænderne i lommen og trak på skuldrene.
   "Jeg ved ikke hvor det er kommet fra, det må være gammelt," mumlede drengen og holdt blikket på fast på trøjen.
   "Lasse, prøv at kigge på mig," sagde Morten blidt og satte sig på en spisebordsstol. Drengen flyttede stadig ikke blikket. "Så længe du fortæller sandheden, vil din mor og jeg tro på dig. Men du skal ikke prøve at lade som om, der ikke er sket noget."
   "Hvor kommer blodet på din trøje fra?" gentog Lisa, hvis ansigt stadig kunne være mejslet i sten. Hendes søn forholdt sig tavs, men han fjernede blikket fra trøjen som om han væmmedes ved synet.
   "Lasse!" udbrød hans mor og sank ned på en af de andre spisebordsstole. "Hvis du ikke fortæller noget, ender du med at få alvorlig ballade."
   Drengen kiggede op mens han bed sig i læben. Pandehåret hang tjavset over hans ene øje. Hans blik flakkede kort mellem Morten og Lisa. "Jeg kan ikke fortælle hvad der er sket," mumlede han med brudt stemme. Mortens hjerte sank i livet på ham, og han mærkede en nervøs sitren i kroppen.
   "Havde du noget at gøre med overfaldet på den 16-årige dreng, der ligger på intensiv?" spurgte han ligeud.
   "Nej," sagde Lasse tøvende og rystede på hovedet.
   "Havde du noget at gøre med overfaldet på mig?"
   "Nej!" svarede drengen med eftertryk og bed sig i læben så det blødte. Han så virkelig ulykkelig ud nu, men så også ud til at være fast besluttet på, ikke at sige mere.
   "Lasse, det er bare ikke godt nok!" udbrød Lisa og rejste sig fra stolen. "En drengs liv er i fare og din egen stedfar blev slået ned, du er nødt til at fortælle os hvad der skete. Ellers må du fortælle det til politiet."
   Hendes søn så forskrækket på hende og rystede benægtende på hovedet. "Du kan da ikke bare overgive mig til politiet, jeg er din søn!"
   "Lasse, du har et valg. Du har et ansvar," svarede hun tonløst. "Fortæl os om overfaldene."
   "De gjorde det kun, fordi han ikke ville være med!" udbrød Lasse og snøftede larmende. Hans blik havde igen fundet gulvet.
   "Hvem gjorde hvad Lasse?" spurgte Morten med bankende hjerte. "Du er nødt til at starte fra begyndelsen."
   "Hassan."
   "Hvad gjorde Hassan?" pressede Lisa blidt på. Lasse snøftede igen og pressede læberne sammen.
   "Hvis jeg siger det, sker der bare noget slemt," mumlede drengen med hængende skuldre.
   "Hvis du ikke siger det, sker der noget endnu værre," forsikrede Lisa ham og lænede sig frem på stolen. Hun så bleg men beslutsom ud.
   Lasse kiggede på hende med sorg i øjnene. "Jeg fulgtes med Hassan fra min parallelklasse i morges, da han skulle over til bageren," begyndte han stille. "Vi stødte på et par drenge, fra en klasse over os, i tågen. Jeg kender dem ikke rigtig. Da de fik øje på os, kom de over og klappede Hassan på skulderen. Han blev helt tavs og så bange ud. De spurgte ham, om han havde skaffet de ting, som de skulle bruge. Hassan fortalte dem, at han ikke ville være med."
   "Være med til hvad?" afbrød Lisa og stirrede på sin søn.
   "Lad ham fortælle i sit eget tempo," mumlede Morten og tog hendes kolde hånd i sin.
   "De begyndte at skændes," fortsatte Lasse. "Hassan blev ved med at sige, at de måtte gøre det alene, men de blev skide sure. Pludselig slog den ene dreng, en høj lyshåret gut, Hassan i ansigtet, så han faldt ned på asfalten. Jeg tror hans næse brækkede, men jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Den anden dreng, en mørkhåret en, sparkede Hassan i hovedet da han lå ned, og den første sparkede ham i ryggen. Den mørkhårede havde en kæp i hænderne, som han brugte mod Hassan."
   Lisa knugede Mortens hånd i sin, og var nu blevet synligt blegere.
   "Jeg var frygtelig bange på det tidspunkt, men jeg turde ikke sige noget til dem," fortalte Lasse og knugede sine hænder i lommen. "Jeg håbede at de bare ville forsvinde, så jeg kunne hjælpe Hassan. Men den lyshårede fyr fik pludselig øje på mig og greb mig i armen. Han trak mig til side. Han råbte til sin kammerat, som kom hen til os. Jeg troede at de ville smadre mig. Men de sagde, at jeg skulle hjælpe dem med noget i stedet for Hassan, når han var sådan en kryster. De sagde en hel masse ting. Pludselig kom der en mand ud af tågen, og nærmest faldt over Hassan. Vi stod næsten bag ved ham, og så hvordan han bøjede sig ned over Hassan for at hjælpe."
   Morten kunne næsten regne ud, at manden i tågen måtte være ham selv. En svag lettelse bredte sig i han krop. Lasse snøftede igen og fortsatte sin fortælling.
   "I stedet for at stikke af, løb den mørkhårede fyr over mod manden, og knaldede ham i nakken med kæppen. Det var først der jeg opdagede, at det var dig," sagde Lasse og kiggede direkte på Morten, som nøjedes med at nikke for ikke at afbryde. Lisas greb om hans hånd blev strammere.
   "Jeg råbte dit navn og sprang frem mod dig, da jeg så det var dig, og så begyndte den mørkhårede fyr at grine. Den lyshårede tøvede og virkede pludselig usikker. Han foreslog, at de bare skulle skride. Den mørkhårede hørte ikke efter, og så på mig med et uhyggeligt blik i øjnene. Han spurgte om manden på jorden var min 'farmand'. Jeg råbte at de skulle holde sig væk, og at de kunne lave deres lort alene. Jeg var så bange og troede de ville springe på mig. Den mørkhårede ville nok også have gjort det, men hans ven prøvede at trække ham væk. Jeg hev dig op fra jorden for at hjælpe dig hjem, da den mørkhårede råbte efter mig. Han råbte, at min 'moar' ville blive hans næste offer, hvis jeg nogensinde sladrede om dem, og han ville ikke være så blid som han havde været ved Hassan."
   Morten og Lisa stirrede lamslåede på Lasse, mens han fortalte videre: "Jeg fik bugseret dig ind i seng og løb tilbage for at hjælpe Hassan, men der stod en gammel dame ved siden af ham da jeg kom. Jeg kunne se, at hun skyndte sig ind i sit hus, så jeg regnede med at hun ville ringe til politiet. Jeg gemte mig i tågen, til jeg kunne høre udrykningen. Jeg ville gerne være sikker på, at han fik hjælp."
   Da Lasse tav, kunne Morten først ikke finde på noget at sige. Han var dybt rystet over, hvad der var sket. Samtidig var han utrolig stolt af Lasse, fordi han havde haft mod til at trodse de ældre drenge. På den anden side var han hunderæd, fordi det kunne have været Lasse der nu lå på intensivafdelingen. Et hav af følelser fik ham skiftevis til at ryste, og hans hjerte til at varmes. Han kunne se på sin kone, at hun gennemgik nogenlunde det samme. Stolen skrabede mod gulvet da hun sprang op og styrtede hen til sin søn. Hun kastede sig om hans hals i en stormende omfavnelse. Da hun endelig rev sig løs, måtte hun lægge nakken lidt tilbage, for at se sin søn i øjnene.
   "Åh Lasse!" var det eneste hun lige kunne frembringe.
   Morten rejste sig også og gav Lasse et stort kram. "Så grunden til at du ikke sagde noget til os, var fordi du ville beskytte din mor?" Lasse nikkede opløftet, da han nu havde fået lettet byrden fra sine skuldre.
   "Ham den mørkhårede gut var virkelig skræmmende, og jeg er sikker på han ikke glemmer sin advarsel. Hvis jeg melder ham til politiet, vil de måske kunne anholde ham, men de kan jo ikke holde på ham for evigt. Måske tør Hassan heller ikke at vidne, hvis han har truet Hassans familie."
   "Bare vi vidste, hvad de planlagde at gøre sammen med Hassan," sagde Morten oprørsk og vandrede frem og tilbage foran spisebordet. Lisa havde sat sig tilbage på stolen, og så tænksom ud. "Hvis politiet kunne tage dem på fersk gerning, ville de have flere sigtelser på dem. Måske kunne det opmuntre Hassan til at vidne mod dem sammen med dig."
   "Jamen jeg ved godt hvad de planlagde," sagde Lasse og så for første gang håbefuld ud. "De ville bryde ind på Teknisk Skole og stjæle alle computerne. De prøvede jo at lokke mig med."
   "Lad os ringe til politiet!" udbrød Lisa og sprang igen op fra stolen.
   "Lige et øjeblik!" sagde Lasse med den ene hånd hævet. "Har I ikke længe snakket om at flytte ud på landet?"
   "Hvad har det med sagen at gøre?" spurgte Morten forvirret og spekulerede på, om Lasse mon alligevel havde fået et gok i nøden.
   "Jeg tænkte bare på, når alt det her var overstået. Måske skulle vi gøre alvor ud af det?"
   "At flytte?" spurgte Lisa overrasket. "Du, som altid har brokket dig højlydt når snakken er faldet på skove, marker og lokale købmænd? Du, som har sværget til pizzaguden, at du ikke ville forlade ham?"
   "Ja, lige præcis" sagde Lasse med et lille smil. "Bare der er internetforbindelse!"
   Morten og Lisa så smilende på hinanden, selvom det ikke havde virket muligt siden Morten var vågnet i formiddags. Måske skulle der virkelig ske noget skidt, før der skete noget godt, tænkte han, og forestillede sig allerede et lille værksted i naturskønne omgivelser. Måske var det på tide at springe ud i det, og slippe for de forbandede nattevagter.