Anita kiggede sig omkring, og så ud til at ville stå ud af bilen.
   "Vi bliver nødt til at ringe til politiet, hvis der ikke allerede er nogen der har gjort det," sagde hun og betragtede den fortumlede mand der steg ud af den mere eller mindre havarerede lastbil. Han lod den skrammede dør stå åben og betragtede resten af lastbilen mistænksomt.
   "Anita," sagde Martos og lagde en hånd på hendes skulder for at holde hende tilbage. Han tænkte på hvordan han skulle overbevise hende om, at det var vigtigt de kom hurtigt videre.
   Hun kiggede spørgende på ham og i det samme kunne de begge høre en fjern lyd der steg og faldt.
   "Det er politiet," sagde hun og kiggede ud af forruden som pegede ud mod rabatten i en skrå vinkel.
   "Hør her," hviskede Martos med ansigtet tæt på Anitas og hånden stadig hvilende på hendes skulder. "Vi er fortsat i stor fare her. Det er af yderste vigtighed at vi kommer frem til din oldemor så hurtigt som muligt. Vi er blevet set sammen nu, og du vil derfor være et mål lige som jeg." Mens han hviskede kiggede han sig uroligt bagud. Lydende fra de skingre sirener var nu steget i styrke. De nærmede sig hastigt.
   "Der er en på sporet af mig, jeg ved ikke hvordan det kan lade sig gøre, men han vil gøre alt for at forhindre mig i at få fat i det halssmykke jeg omtalte for dig. Hvis du vil være sød at køre, skal jeg nok fortælle dig resten af historien. Hvis du bare vil høre på mig, kan du bagefter vurdere hvad du vil gøre, men lige nu kan vi ikke tillade os at blive forsinket yderligere."
   Anita tøvede et øjeblik endnu, mens hun betragtede lastbilen og opdagede nogle andre bilister der var stået ud, og nu var på vej hen imod hendes bil. Det afgjorde sagen for hende og hun satte hurtigt bilen i gear og trådte på speederen. I bakspejlet kunne Anita se de andre bilisters forvirring, idet hun forlod dem i høj fart.
   Manden, kvinden og hunden fortsatte deres begivenhedsrige tur mod Thildes hus.
   "Du skal bare lige vide at bilen her vil blive eftersøgt, fordi vi er flygtet fra et ulykkessted uden at afgive forklaring, men det kan vi muligvis tillade os at bekymre os over senere. Hvis der bliver et senere!"
   Anita kiggede opgivende frem for sig og følte pludselig en kold, våd snude mod sit ene øre. Tøsen stod op på bagsædet og peb ynkeligt, det her var i hvert fald ikke en tur der var helt sædvanlig, syntes hun at tænke. Anita rakte hånden bagud og klappede Tøsen beroligende på hovedet.
   "Læg du dig bare ned igen, Tøsen. Herfra bliver det en begivenhedsløs tur," sagde hun men tvivlede på sine egne ord. Tøsen lagde sig lydigt ned på bagsædet igen og lagde hovedet mellem forpoterne, men hendes øjne veg ikke et sekund fra Anitas skikkelse.
   "Okay," sagde Anita henvendt til Martos. "Nu skylder du mig vist en ordentlig forklaring!"
   Martos nikkede og tillod sig at smile et lille skævt smil.
   "Sæt dig godt til rette for dette her bliver en historie noget ud over det sædvanlige. I det mindste lader du til at have et åbent sind, så måske du vil høre mig færdig inden du afbryder."
   Martos begyndte at fortælle sin historie, dog uden at gå for dybt i detaljer. Tiden var nemlig knap hvis det var en changer, han havde set i vejkanten i nærheden af ulykken, som han i sidste sekund havde afværget med en besværgelse der havde tappet ham for kræfter.

Kong Petinau kiggede granskende på ansigterne af de forsamlede mænd. Spionen måtte være en person i hans inderste kreds som talte i hvert fald disse fire mennesker, foruden et par andre som ikke var tilstede. Ingen andre havde fået så udførlige oplysninger at de ville have haft mulighed for at skrive det forræderiske brev til Yasun.
   Kongen havde grublet over hvordan han skulle bære sig ad med at afsløre spionen, og han havde drøftet flere muligheder med Mester Jelin. De var blevet enige om en simpel plan, der forhåbentlig ville lokke spionen ud af sin hule, og få denne til at skrive endnu et brev til Yasun.
   De var blevet enige om at kongen skulle afholde endnu et møde for de fire ledere af laugene, og give dem nogle falske informationer. Hvis spionen var en af disse fire personer, ville han hurtigst muligt efter mødet luske sig væk for at nedskrive de nye informationer i et brev til.
   Efter mødet havde Kong Petinau aftalt med nogle dansepiger, at de skulle holde sig i nærheden af de fire ledere af laugene, hver for sig naturligvis. Eftersom dansepigerne ofte underholdt de hårdtarbejdende mænd, ville ingen af disse forhåbentlig bemærke nogen forskel i dag. Dansepigerne havde fået besked på straks at alarmere kongen, hvis en af mændene greb til pen og papir og i øvrigt virkede mistænkelige eller bad om at være alene. Han ville så øjeblikkeligt skride personligt ind i sagen.
   Kongen håbede inderligt, at ingen af disse ærværdige mænd ville vise sig at være spionen. Magrown, den godmodige kriger som dog havde let til iltert temperament og holdt meget af de stærke drikkevarer. Sempanon, den gode præst som var så tilbageholdende og udadtil virkede så pacifistisk. Tybalt, den snarrådige troldmand som nok vidste, hvordan han skulle sno ordene om sine stærke fingre, men som virkede så harmløs med de enlige hvide hårtotter og den rynkede hud. Kubir, som virkede bundløst ærlig og ikke var bange for at gå til hånde med de læderagtige, solbrændte hænder.
   Hvis en af disse gode mænd var forræderen ville Kong Petinaus tillid lide et alvorligt knæk, og intet ville igen blive det samme i Syncos.
   Udover disse mænd kunne kongen kun komme i tanke om nogle få andre, der også ville have mulighed for at skaffe sig fortrolige informationer. Det var hans påklæderske, hans dørvogtere og livvagter og hans spåkone Helta, men han regnede ingen af disse for nogen større trussel mod hans person.

"Mine Herrer!" sagde Kong Petinau og lod en vis begejstring skinne gennem sin stemme, om end det krævede ham store anstrengelser, vel vidende de faktiske omstændigheder.
   "Jeg har en forrygende nyhed! Der er sket intet mindre end et mirakel her til morgen." Han kiggede rundt på de fire mænd der sad samlet omkring bordet, foruden han selv og Mester Jelin. Måske ville han være i stand til at læse sandheden i en af disse mænds øjne når han afgav sin falske rapport.
   "Træk nu ikke pinen ud, min Konge," sagde Magrown og hev i sit fuldskægs viltre lokker.
   "Mester Jelin gennemgik her til morgen nogle forskellige genstande i Scolts gamle bolig, der stadig holder stand trods tidens ubarmhjertige tand. Ved et tilfælde falder han over det skrammede bord der står langs den ene væg, og et bordben ryger af det gamle, slidte bord. Mester Jelin kan næsten ikke tro sine egne øjne, da et smykke ryger ud af det hule bordben. Fluks bringer han smykket til mig og i fællesskab undersøger vi det."
   De fire mænd stirrede på kongen med vidt åbne øjne og kunne næsten regne resten af historien ud. Kongen skammede sig helt over at lyve overfor de mænd, der altid havde opført sig loyalt over for deres Konge, men det var et nødvendigt onde.
   "Odd and Even," hviskede Tybalt med ærefrygt i stemmen.
   "Ja, det stemmer," nikkede kongen bekræftende og anstrengte sig for at lyde begejstret og ovenud lykkelig.
   "Men hvad så med Martos?" spurgte Kubir med en panderynken. "Hvordan kommer han tilbage uden halssmykket?"
   "Ser du," sagde kongen og sænkede bevidst stemmen, "dyr har ifølge Scolts optegnelser ingen begrænsninger for at komme gennem portalen til og fra parallelverdenen. Vi sender en meget veltrænet ugle af sted for at finde Martos, og den vil medbringe en besked der forklarer situationen, og beder ham vende tilbage øjeblikkeligt. Når halssmykket befinder sig i vores verden vil dens slægtskab med ringen automatisk bringe ham tilbage hertil. Når de to smykker aktiveres, vil Yasuns dødsbølge vendes!" Her bankede Kong Petinau i bordet for at lægge ekstra vægt på de forlorne ord.
   Sempanon rejste sig resolut op og sagde:
   "Jamen så har vi alle mange ting der skal gøres, for at forberede Yasuns tilfangetagelse, og vi har ikke et øjeblik at spilde!" De tre andre mænd rejste sig også og hilste kongen på snarlig gensyn. I al hast forlod de fire mænd Marmorhallen. En af dem måske på vej til at skrive et afslørende brev til Syncos' svorne fjende.

Lars rystede på hovedet med de lyse lokker, og stak uden ret mange kvaler nøglen i låsen. Det var en ekstranøgle han havde fået lavet af Anitas hoveddørsnøgle for længe siden. Ikke med nogen bestemt hensigt i tankerne, men det kunne jo aldrig skade, havde han tænkt.
   Døren åbnede sig uden problemer og Lars sendte en taknemlig tanke til låsesmeden, der havde lavet den. Det var ikke altid de lige ramte plet i første omgang, men som sædvanlig havde han været heldig.
   Inden Lars dristede sig til at åbne hoveddøren, havde han sikret sig at Anita ikke var hjemme. Bilen stod ikke i garagen og Lars regnede med at Anita besøgte sin oldemor, som hun plejede hver lørdag. Der var heller ikke noget spor af den irriterende køter, hun havde anskaffet sig efter de var gået fra hinanden. Den fulgte hende åbenbart overalt. Ikke at Lars brokkede sig over det lige nu, tværtimod gjorde det hans lille forehavende uendelig meget nemmere.
   Uden at forhaste sig, slentrede han ud i køkkenet og åbnede køleskabet. Der lå et par Tuborg på køl og han snuppede den ene flaske, og åbnede den med en øvet bevægelse. Han snusede lidt rundt i de forskellige skuffer og skabe, for at se om Anita måske gemte penge derude. Den lille nævenyttige tæve skulle ikke tro, at hun kunne slippe godt fra at tale sådan til ham. Derfor ville han gøre et eller andet han vidste ville såre hende, og hun skulle vide at det var ham der havde gjort det, uden at kunne skaffe beviser for det.
   Han tog en æske chokolade fra det ene skab og rev pakken op. Han tog et stykke chokolade med karamelfyld og smed pakken på køkkenbordet. Den dumme sæk skulle ikke føle sig sikker herhjemme, så kunne det måske lære hende nogle ting. At man ikke ustraffet sviner sin eksforlovede til uden at måtte tage konsekvenserne.
   Lars tog en slurk øl mere og gik ind i stuen der lå i forlængelse af køkkenet. Han vidste hvor hun opbevarede sine fotografier, og han gik målrettet efter dem. Efterhånden som han opholdt sig blandt Anitas personlige ting, blev han mere og mere vred på hende og mumlede hele tiden skældsord ud i luften. Han åbnede et fotoalbum og bladrede lidt i det. I den ene køkkenskuffe havde han fundet en sort sprittusch, og den brugte han nu til at overtegne nogle billeder i albummet. Der var blandt andet nogle billeder af hendes mor og mormor. Han havde også taget en saks med ind fra køkkenet, og den brugte han nu til at klippe Anita ud af nogle af billederne, og dem stak han i lommen.
   Pludselig syntes han at høre en lyd ude fra gangen og han kiggede op med et vildt blik. Nok skulle hun vide at det var ham der havde gjort det, men det var ikke meningen at hun skulle finde ham lige midt i stuen. Hun skulle i hvert fald ikke have beviser nok til at blande politiet ind i det. At han havde været der tidligere på dagen kunne forklare hans fingeraftryk, men det kunne hans tilstedeværelse i stuen ikke. Endnu engang steg raseriet et trin på hans personlige skala, og han forbandede hende langt væk, fordi hun igen skulle til at blande sig i hans sager.
   Stadigvæk puslede det ude fra gangen og han mente at kunne høre en stemme. Han strammede sit greb om saksens sorte plastichåndtag så bladene stak ud af hans knyttede hånd, og stillede sig op mod væggen så døren til entreen ville skygge for ham når den blev åbnet.