Johan knugede om pilleglasset et øjeblik og tøvede med at stille det fra sig. Aftenens kølighed trængte ikke gennem den ternede skovmandsjakke, men virkede som et velkomment frisk pust. Hans hjerte slog flikflak et øjeblik da han stirrede op mod himlens uendelighed. Han var sikker på at nordlyset ville vise sig for ham igen, i al sin overdådige pragt. Præcis som dengang for elleve år siden, hvor det havde prydet himmelhvælvet tre nætter i træk. Dengang havde han bare ikke været alene.
   Han satte sig i gyngestolen som han havde fået forærende den dag, hvor Neil Armstrong havde udtalt sine berømte ord: 'That's one small step for man, one giant leap for mankind.' Johans pragtfulde kone Nora havde givet ham den i bryllupsgave, efter femten års ægteskab. Han ville aldrig glemme den første gang han så hende. Hun havde stået med nedslåede øjne i baggrunden, mens hendes far afleverede sine spisestuemøbler til ombetrækning, hvor Johan stod i lære. Hun havde sendt ham et genert smil inden de gik igen. Hendes mørke, krøllede hår og de grønne øjne, havde brændt sig fast på hans nethinde og stjålet hans hjerte den dag. Da hun svarede ja til hans frieri, kunne han have sprunget fra sky til sky og tæmmet solen med sin lykkes skjold.
   Denne aften stod solen lavt på den skyfri himmel, da han rokkede i gyngestolen. Vinden legede hviskende med træernes blade i skoven bag huset. April måned havde været varm indtil videre, og for Johan var påsken forløbet som den plejede. Alene og i stilhed. Supermarkedets færdigret i mikroovnen og et enkelt glas snaps på bordet, der ikke havde været dækket med dug og servietter de sidste ti år. Dengang Nora havde fået diagnosen, havde hun været lige så omhyggelig med huset som altid. Da hun blev for træt til at stå ud af sengen, serverede Johan hendes mad på en bakke med en lille dug og stearinlys. Det fik hende altid til at smile.
   Mens hans livs kærlighed sygnede hen i sengen og blev mere og mere farveløs, forsvandt den ukuelige gnist aldrig fra hendes øjne. Han havde siddet ved hendes side mens syrentræet uden for vinduet iførte sig sit lyserøde skrud, mens solsortene sang deres seranader og mens den indigoblå himmel overgav sig til et tæppe af grå regn. Hun tabte kampen otte dage før årtusindeskiftet blev fejret af hele verden. Johan fejrede ikke længere den slags begivenheder.
   Han rømmede sig og gnubbede sine daggamle skægstubbe, mens en fjern gøen lød over marken. Den nærmeste nabo boede lige på den anden side af åen, der snoede sig gennem landskabet vestpå. Han lod sit blik følge åens krumme bugtning i solens ravfarvede lys. Grusvejen der førte ned til Johans hus var øde som sædvanlig. Buddet fra købmanden var en af de få, der ulejligede sig denne vej. Johans to sønner var selvfølgelig kommet tit lige efter begravelsen. Men hvordan skulle han kunne smile, fortælle han havde det godt, servere kaffe og sludre når han følte sig tom og hul indeni? Det var først efter nogle år, at Søren og Peter virkelig forstod deres fars behov for at være alene. Der gik endnu et par år før de respekterede hans ønske. Det havde altid været Nora der holdt sammen på familien. Han havde ikke forstand på den slags. De tre børnebørn havde han næsten ikke set siden Noras begravelse. Han trak vejret dybt og slikkede sig om læberne. Duften af skov hang i luften og beroligede ham med sin velkendthed. Gyngestolens knirken mod verandagulvet blev overdøvet af græshoppernes flittige orkester.
   Johan lænede sig frem og trak en øl op af kassen, der stod i skyggen under bordet. Han tillod sig en enkelt øl hver aften, og i den anledning sendte han altid en tanke til Gud. En Gud der tog fra andre, uden omtanke for de ubetydelige myretuer han smadrede undervejs. Heldigvis kunne Gud ikke frarøve ham hans minder. Han satte tankefuldt øloplukkeren til flasken, og fjernede kapslen med et dæmpet svup. Hans blik strejfede pilleglasset på bordet. Det stod med bortvendt etikette, men fik alligevel hans hjerte til at hamre hårdt. Hans mund føltes tør på trods af den gyldne væske i flasken.
   Da nordlyset viste sig for ham igår, havde det i høj grad bragt minderne om Nora tilbage. De grønne, spøgelsesagtige guirlander var dukket frem på himlen, mens han havde siddet og betragtet nattens fremmarch fra sin gyngestol. Karminrøde plamager blandede sig i farvepaletten med en sprælsk insisteren. Vejret var klart og køligt, og de grønne buer stod tydelige på baggrund af den fløjlsbløde, sorte nattehimmel. Nordlys. Nora elskede nordlys, og dengang de oplevede det sammen, havde Johan interesseret læst sig til forklaringen på lysfænomenet. Det blev også kaldt for magnetisk storm. Nora havde været som et barn juleaften da han fortalte hende om det; Johan ville aldrig glemme udtrykket i hendes øjne. Lige her på denne veranda. Var der noget der betød noget længere, andet end minderne? Johan sukkede tungt.
   "Man ligger som man har redt, din tåbelige gamle mand," sagde han og lod sit blik følge en måges flugt over himlen. Han rakte tøvende ud efter pilleglasset.
   En støvsky udviklede sig i horisonten og fik ham til at trække hånden tilbage. Han kneb øjnene sammen mod den lavtstående sol og rokkede stille frem og tilbage. Det hændte at folk kørte forkert på de her egne, men hvorfor skulle det lige være nu? Motorstøj voksede sammen med støvskyen og afslørede til sidst en sortklædt mand på motorcykel.
   "Nå da da, hvad har vi her?" mumlede Johan, tog en slurk øl og smaskede med læberne. Hans øjne gled undersøgende over den blanke maskine, der lod til at være upåvirket af støvet. Manden gassede ned og trillede langsomt det sidste stykke hen til verandaen. Motorcyklens rå lyd virkede underligt malplaceret her i stilhedens ødegård.
   Johan lænede sig bagud i gyngestolen og drak af flasken. Afventende. Manden rejste sig, trak sin maskine op på støttebenet og greb fat om sin hjelm med begge hænder. Han kunne da bare nøjes med at slå visiret op for at spørge om vej, tænkte Johan idet den unge mand hev hjelmen af og hængte den på styret.
   "Hej farfar," lød den usandsynlige replik og fik gyngestolens knirken til at stoppe øjeblikkeligt. Johan sad ubevægelig mens han fordøjede oplysningen. Derefter genoptog han sit aftenritual, betragtede den lyshårede fyr med de blå øjne og brummede for sig selv.
   "Kim."
   Et bredt smil lagde sig over barnebarnets ansigt. "Så husker du mig altså?"
   "Jeg er gammel, men jeg er sgu da ikke helt senil," svarede Johan og trak øjenbrynene lidt sammen. Kim grinede og løftede afværgende hænderne.
   "Fair nok."
   "Sidst jeg så dig, var det din plan at kysse alle pigerne til dimissionsfesten," mindedes Johan og så den 15-årige lømmel for sig. Han kvalte et smil i skjul af en tår øl.
   "Der er vist løbet meget vand i åen siden dengang," svarede Kim og støttede sig op af motorcyklen. "Idag har jeg større ambitioner."
   "Såeh?" sagde Johan og sendte et vurderende blik i barnebarnets retning. Den skinnende nye kraftkarl af en maskine, tøjet der sendte en duft af nyt læder over verandaen, det trodsige blik i øjnene. "Du har udlængsel, du er kørt fast i dit liv, du har ingen kæreste for tiden, du vil gerne tage den uddannelse du altid har drømt om, men du vil gerne nå at se lidt af verden før du sætter dig i alt for faste rammer," gættede Johan og gnæggede over det udtryk af forbløffelse der lagde sig over Kims ansigt.
   "Har du snakket med far?" spurgte han og skød det ene øjenbryn op i panden.
   "Ja selvfølgelig," nikkede Johan og mærkede et stik i hjertet over mindet. "Bare ikke siden dengang han foreslog mig at flytte på plejehjem!" Kim slog øjnene ned og skrabede med den ene fod i gruset.
   "Det var jo ikke ondt ment," prøvede han at forsvare sin far.
   "Som om jeg gad at bo sammen med en flok ynkelige, gamle, savlende og pissende mennesker der ikke kan finde ud af at spise deres egen mad, og går med ble som en anden flok pattebørn!" udbrød Johan og lænede sig frem i stolen og lavede en gestus med hånden, der fik øllet til at sprøjte ud af flasken.
   "Er det ham der har sendt dig?" spurgte han efter en pludselig indskydelse.
   Kim tøvede lige nøjagtigt så længe, at svaret stod at læse i hans blussende kinder før han åbnede munden i protest.
   "Det skulle jeg have sagt mig selv," mumlede Johan og mærkede sit blik blive hårdt. Hans øjne afsøgte himlen for tegn på regn, for at undgå øjenkontakt. En masse modstridende følelser stred om pladsen i hans bryst og hals. Kim sad uroligt og kneb munden sammen.
   "Hør her," begyndte han og rejste sig fra motorcyklen. Han gik med knasende skridt over gruset mod verandaen. "Jeg vil ikke lyve over for dig. Du har ret i flere ting: Jeg vil gerne til USA og køre rundt på motorcykel, før jeg slår mig ned og læser til læge. Da jeg fortalte min far om det, bad han mig om at kigge ind forbi dig først. Jeg ved jo ikke helt hvornår jeg kommer hjem igen." Kim satte sig på et af de nederste verandatrin og gestikulerede med hænderne.
   "Underforstået," indskød Johan, "at din far ikke ved hvornår jeg kreperer, så han anbefalede dig at sige dit sidste farvel, bare for en sikkerheds skyld." Han kunne ikke helt skjule bitterheden i sin stemme selvom han prøvede at anlægge sit bedste pokerfjæs. Tusmørket nærmede sig og pressede solen ned, som om de var to modsatrettede poler. Græshoppernes ensformige sang blev forstærket mens himlen antog en blodig nuance.
   Kim så direkte på Johan og sagde med fast stemme: "Min far vil bare gerne have, at du har det så godt som muligt. Sådan har vi det alle sammen. Jeg har altid haft det godt hos dig og farmor, jeg elskede at komme hos jer dengang vi boede i Blågårdsgade. Hvor mange timer har jeg ikke tilbragt i den gyngestol du sidder i nu, og hørt dig fortælle om alle de insekter jeg fangede i mit syltetøjsglas? Det var frygteligt at miste farmor, men hun var ikke den eneste vi mistede dengang. Vi mistede også dig!" Han rejste sig og gik et par trin op. Johan betragtede ham opmærksomt.
   "Jeg vil bare have at du skal vide, at jeg ikke kom for din skyld, men for min egen," sluttede hans barnebarn og sank sammen i skuldrene.
   "Hvis du ellers er færdig med at hælde gylle ud af ørerne, så kom herop og tag dig en bajer, knægt." Johans stemme lød gammel og tyndslidt i det tiltagende mørke. En skygge af et smil dansede over Kims ansigt.
   "Er de kolde?"
   "Langt fra," svarede Johan og hældte den sidste lunkne sjat i sig. "Du vil opdage, at når man kommer i min alder, skal man op hele natten og pisse hvis man drikker kold øl."
   "Så foretrækker jeg at lægge et par stykker på køl til senere," sagde Kim og tog imod de to flasker, som Johan rakte ham. "Jeg kan lige så godt benytte mig af, at min blære stadig fungerer." "Bah," gryntede Johan og kradsede sig i håret.
   "Hvad så farfar," udbrød Kim med rynkede bryn, og samlede pilleglasset op fra bordet. "Har du svært ved at sove?"
   Johan stivnede et øjeblik, men lod som ingenting. "Nogle gange kan selv et gammelt klokkeværk som mig ha' sine problemer at slås med," brummede han og rakte hånden ud efter glasset med piller. Kim stirrede undersøgende på ham, da glasset skiftede hænder. Johan holdt sit blik neutralt og puttede pillerne i sin brystlomme. Hans barnebarn nikkede og forsvandt ind i huset med de to ølflasker.
   "En enkelt nat mere, små venner," mumlede han og klappede sig på brystlommen. Den beroligende raslen gav ham kræfter til at se natten i øjnene. Lyset blev tændt i køkkenet og i stuen, og en silhuet trak de mørke gardiner for. På en måde irriterede det ham lidt, fordi det var noget han altid selv havde gjort. Nu var hans territorium blevet invaderet, hans plan spoleret. Han sukkede og rystede på hovedet, idet han rejste sig op fra gyngestolen med en knagen i sine knogler. Var det nu den rigtige beslutning han havde taget? Han var langt fra sikker, men noget i ham havde ønsket, at Kim blev lidt længere. Et sidste blik over skulderen gav ham indtryk af noget svagt grønligt på himlen. Han vendte sig om. Solen var forsvundet ned under verdens kant, og et par stjerner var dukket op på den mørkeblå himmel.
   Fjernsynet kørte da han gik over dørtrinnet. Lyden af pistolskud fik hans ene øje til at sitre, og han måtte bide tænderne sammen for at holde en skarp kommentar indenbords.
   "Er du stadig til krimier, farfar?" spurgte hans barnebarn med en strømpeklædt fod oppe på kakkelbordet. På skærmen faldt en mand omkuld i sin lange sorte frakke. Kim smilede forventningsfuldt og pegede på skærmen.
   "Jeg... nej, ikke rigtigt," svarede Johan og satte sig i lænestolen. Puden med de broderede margueritter føltes ubehagelig mod hans ryg. Politifolk i vandtætte, neonfarvede overtræksjakker blæste over skærmen i evig jagt mod ondskaben. Han prøvede at se programmet, men besluttede hurtigt at fortrække til sit soveværelse. Han lukkede døren bag sig, men kunne ikke lukke fjernsynets sirener helt ude. Skovmandsjakken hængte han på en krog bag døren, men han fumlede et øjeblik med brystlommen. Det kølige glas føltes betryggende i hans hænder. Han stillede det på natbordet ved siden af et duftlys, som han altid havde tændt et par minutter før han lagde sig til at sove. Han strøg en tændstik og lænede sig tilbage i sengen.
   Den kølige aftenluft smøg sig ind gennem det åbne vindue, og fik de florlette gardiner til at skælve let. Den svage duft af lavendel fremkaldte et vemodigt stik i Johans bryst. Det havde været Noras yndlingsduft. Dobbeltsengen føltes større end den plejede, da hans arm af sig selv fandt over til den tomme plads ved siden af sig.
   Hans drømme var forvirrede den nat. Nordlyset rakte sine glødende, grønne slangearme ud efter ham og trak ham ud i det tomme verdensrum. Mængden af ilt blev mindre og mindre, jo længere han blev trukket ud. Nora klinkede med to rødvinsglas ved hans side, og sagde han ikke skulle bekymre sig. Da han rakte ud efter hende blev hun opløst i karminrøde tåger, der fik ham til at gispe efter vejret. Det blev varmere og varmere, hvilket han ikke helt forstod. Rummet var da normalt koldt, var det ikke? Han hostede og gispede efter luft. Et mørke sneg sig ind i periferien af hans synsfelt og hviskede alt ud. Da han var opslugt i komplet mørke ønskede han desperat at vågne.
   "Farfar!" råbte en stemme og ruskede i ham. Et eller andet blev smidt over hans hoved, mens han trak en smertende mundfuld luft ind. Han hostede voldsomt og følte det som om han skulle kaste op. Han fægtede for at få sit hoved fri, men blev i det samme trukket ubarmhjertigt ned på gulvet. Johan gispede af smerte, da han mærkede et tørt knæk i sin arm. Han skreg da han blev trukket over gulvet i et stålgreb. En høj, buldrende lyd nåede hans ører. Det lød som sultne, grådige uhyrer der trampede en rasende dans i en cirkel omkring ham.
   "Hvor er vinduet?" gispede Kims hæse stemme nær hans øre. Johan var fuldstændig desorienteret på grund af jakken, der stadig lå over hans hoved. En syrlig, bitter smag af røg stak i hans svælg som rasende bier, da han løftede en flig af jakken for at se sig omkring. Luften var tyk af sort røg og højrøde, slikkende flammer. Det var umuligt at se mere end en armslængde frem, selvom den bølgende masse langede ud med sodsværtede fingre mod dem.
   "Direkte til højre for sengen," kvækkede Johan med svidende, brændende øjne og kiggede til både højre og venstre. Hvor var de henne? Hvor langt var der til vinduet?
   "Her," hostede Kim og kom til at trække i den brækkede arm. Et smertensskrig fra Johan fik Kims krampagtige greb til at løsne sig, og i stedet gribe hans overarm. Efter et par meters kryben frem på gulvet og et hungrende brøl i ørerne, standsede det insisterende træk. Kim trak Johans jakke væk og viklede den om sin ene hånd. Hans ansigt var tværet ud i sorte striber og hans øjne ophovnede da han vred sig rundt på gulvet.
   "Bliv her," prøvede han at råbe over flammernes grådige sang. Johan krummede sig gispende sammen og holdt om sin brækkede arm med den raske. Hans lunger skreg efter luft, og det prikkede og summede i hans hoved. Larmen var øredøvende og hvert sekund føltes som minutter i den kvælende røg. Johan følte sig træt og lukkede øjnene, men hørte i det samme en klirrende lyd over sig. Glas regnede ned over ham og splinterne begravede sig i hans ansigt. To stærke hænder gled famlende rundt på gulvet, til de fandt Johan. Han mærkede hvordan han blev slynget rundt i et brandmandsgreb, men var snart ligeglad. Et pust af kølig luft nåede hans forpinte lunger, da han blev vippet ud over vinduet. Han knugede sin arm under sig og landede på siden. Luften blev slået ud af hans lunger og alt blev sort. Lige som i drømmen.
   Glimtvis trængte lyden af sirener gennem Johans tågede hjerne. Han overvejede at stå op og sige til Kim, at han skulle slukke det forbandede fjernsyn. Alle serier endte alligevel på samme måde, det var ikke som i virkeligheden. Her trak man altid det korte strå i sine forhandlinger med Gud. Han åbnede sine øjne i små sprækker, da en voldsom smerte overvældede ham. Han gispede og trak vejret anstrengt, da han fik øje på en maske over sit ansigt. Han rystede frygtsomt på hovedet og prøvede at bevæge armene.
   En uniformsklædt mand bøjede sig ind over ham i en rokkende, snurrende bevægelse der gjorde Johan svimmel. "Du er på vej på hospitalet," oplyste den fremmede stemme ham. Sirenen skreg og ambulancen susede videre ud i mørket i høj fart. Johan glippede med øjnene og huskede det brændende inferno i soveværelset. Han forstod ikke hvad der var sket, for det eneste lys i rummet var duftlyset. Åh... duftlyset! Han var faldet i søvn med lyset tændt, og nu lå han her. En stemme nåede pludselig hans ører fra den anden side af båren.
   "Er det i orden at jeg ringer hjem?" spurgte Kim med en hæs skratten. Han modtog et nik fra falckredderen og tastede et nummer ind på sin mobil. Med hånden kuplet om telefonen sad han anspændt og ventede.
   "Hallo?" hviskede han og hostede. Johan lukkede øjnene og lyttede.
   "Far? Undskyld jeg ringer midt om natten," mumlede Kim og drejede sig væk fra båren. "Hvad? Hvor er du henne?"
   Johan kunne høre en formummet del af samtalen i den anden ende af røret.
   "Hvordan vidste du vi var på vej?"
   "Hvad siger du?"
   Det var længe siden Johan havde hørt Peters stemme. Tårer pressede sig pludselig på i de tilsodede tårekanaler. En hulken rev i Johans bryst og slap ud som et gisp.
   "Jeg forstår ikke hvad du mener," lød Kims stemme en oktav højere.
   "Jeg tror du har misforstået mig," afbrød knægten sin far. "Jeg er på vej på hospitalet med farfar, hans soveværelse brændte helt vildt... hallo? Kan du høre mig?"
   Johan rejste med besvær sit hoved fra det hårde leje. Kim lyttede intenst med mobilen knuget ind til øret. Hans sammensunkne skikkelse lignede ikke sig selv i det skærende lys fra ambulancen. Hans sodsværtede hår og ansigt stod i tydelig kontrast mod det hvide i hans øjne, da han spærrede dem op og så på Johan.
   "Har mor været involveret i et biluheld?" råbte Kim med en stemme der knækkede over, så han fik et hosteanfald. Johan lod hovedet falde tilbage.
   "Har hun... er hun... hvordan har hun det?" Sirenen den eneste lyd et stykke tid.
   "Han bliver indlagt for røgforgiftning," mumlede Kim med en hul stemme og kastede et blik på Johan, der så Gud for sit indre blik. Så hvordan han kastede sine skæbneterninger. Var det her en straf for de tanker, der havde fyldt hans sind på det sidste? Han vidste snart hverken ud eller ind, følte bare den klagende tuden i natten og de skumplende bevægelser der fik båren til at sitre.
   I stedet for Nora, ville han nu blive genforenet med sin søn. Måske var det bedre sådan, tænkte han og gav efter for den tunge søvn der overmandede ham.