Anita fandt Martos i gang med at gennemsøge kasse nummer to med bøger, den første havde han sat fra sig ude i den bredere midtergang. Han studerede omhyggeligt omslaget på hver eneste bog for at sikre sig at han ikke overså den rigtige.
   "Nå, ingen held endnu. Ja, det ville også næsten være for nemt hvis den lå i den første kasse." Hun spekulerede stadig over hvad Martos mon kunne have sagt til hendes oldemor, hvis han overhovedet havde sagt noget. Det kunne udmærket ligne Thilde at overdramatisere lidt for at pirke til hendes nysgerrighed.
   Martos løftede blikket fra den bog han holdt i hånden, første bind af Politikens Danmarkshistorien, og rystede på hovedet.
   "Nej, det lader til, at når man leder efter noget befinder det sig som regel det sidste sted man finder på at lede, og hvis man endelig skulle falde over det har man svært ved at genkende det."
   Anita satte sig ned overfor Martos og begyndte at tage store og små bøger frem, mens hans ord gav genlyd i hendes tanker. Et stykke tid sad de og udelukkede den ene bog efter den anden indtil den anden kasse også var kigget igennem. De stablede bøgerne tilbage i kassen og Martos bar den ud og satte den ovenpå den første.
   "Hvis vi slet ikke kan finde Scolts magibog, betyder det så at du ikke kan vende tilbage til din egen verden? Er der slet ikke andre muligheder?" spurgte Anita og skævede til Martos da han stillede endnu en kasse ned imellem dem. Hans ansigt formørkedes og han bed tænderne sammen.
   "Jeg må og skal finde den bog. Mester Jelin er sikker på at de Sorte Trold-mænd har fundet en anden måde at transportere sig selv mellem vores verdener på, men vi kender ikke til andet end det Scolt skrev ned i sin dagbog. Hvis jeg ikke finder magibogen, vil jeg være strandet her mens min verden som jeg kender den bliver udslettet. Bare tanken om det får mig til at gyse." Han skuttede sig og Anita ville ønske at der var mere hun kunne gøre for at hjælpe.
   Mens hun lagde et velholdt eksemplar af Alexandre Dumas' Greven af Monte Cristo væk, fik hun en fornemmelse af at der var noget vigtigt hun burde huske, men lige nu lå det for langt tilbage i hendes bevidsthed til at hun kunne kalde det frem.
   "Tænk, jeg har lige fået den tanke at der er noget vigtigt jeg overser. Der var en lille klokke der begyndte at ringe i mit baghoved da du sagde det med, at man altid leder det forkerte sted. Jeg kan ikke lige komme på hvad det skulle være, men jeg er sikker på at det har noget med magibogen at gøre." Anita gned sine øjne som om de var en magisk lampe der kunne give hende svaret, men hvis de virkelig var det, lå lampeånden i hvert fald og sov uforstyrreligt.
   Selv om Anitas ord ikke udelukkende var positive, blev det bedrøvede skær i Martos' øjne erstattet med en varm optimisme.
   "Det er jeg glad for at du siger. Selv om du ikke er sikker på noget, viser ens indskydelser sig næsten altid at holde stik, og jeg er overbevist om at vi finder bogen."
   "Jeg håber du har ret!"
   "Hvor er det sidste sted du virkelig ville lede efter en magibog?" spurgte Martos mens hans stablede de gennemsete bøger tilbage i kassen.
   Anita kiggede vurderende op på et spindelvæv der beklædte et stort hjørne af loftet; det lod ikke til at huse sin beboer i øjeblikket. Hvor ville hun ikke regne med at finde en magibog, tænkte hun og blev ved med at studere loftet.
   "Hmm... et loft, kasser, kasser med bøger," tænkte hun højt mens hun blev mere og mere overbevist om at løsningen var lige inden for rækkevidde. Martos var gået i gang med den næste kasse bøger, mens han afventede hendes konklusion.
   "Et sted man opbevarer ting... hmm...," mumlede Anita og lod til at have glemt alt andet omkring sig. "Det her er kasser fra Rosa, gad vide om det er de eneste kasser, eller..." Hun afbrød pludselig sig selv og kiggede på Martos med store øjne.
   "Jeg kommer lige i tanke om noget. Det er ikke sikkert at jeg husker rigtigt, så du må ikke sætte al din lid til det jeg siger nu, men jeg tror faktisk at der er en kasse mere et andet sted." Hun rejste sig op og begyndte at gå frem og tilbage.
   "Dengang min far flyttede til Præstø hjalp jeg ham med at tømme huset. Vi smed en masse ud som han havde haft stående på loftet, men der var nogle ting som han gerne ville gemme, ting som min mor havde opbevaret længe. Der var i hvert fald en kasse fuld af bøger som vi besluttede at sætte hjem til mig. Jeg havde trods alt et lille loftsrum der næsten stod tomt, og der var ikke så meget plads hvor min far flyttede hen."
   Martos lagde en rødbrun bog fra sig. "Tror du det er muligt at bogen ligger i den kasse?"
   "Tja, det er muligt. Jeg tror aldrig jeg har fået kigget den igennem, for når noget først kommer på loftet og man ikke savner det, så har man en tendens til at glemme at det er der. Sådan har jeg det i hvert fald."
   "Men tror du ikke at det er bedre at gennemgå resten af kasserne her før vi kører tilbage? Det ville være ærgerligt hvis den ligger og gemmer sig lige inden for rækkevidde."
   "Jeg har et meget bedre forslag," sagde Anita og standsede op lige foran ham. "Nu skal jeg vise dig en af vores nyttige opfindelser. På den måde kan vi slå to fluer med et smæk!" Hun forsvandt hurtigt ud af midtergangen og styrtede ned af trappen, og efterlod Martos med et perpleks udtryk i ansigtet.
   Da hun kom tilbage var han igen i gang med at sortere bøger, men han stirrede nysgerrigt på hende da hun kom løbende tilbage med noget i hånden.
   "Se her!" sagde hun og viste ham sin mobiltelefon.
   Han rystede på hovedet og trak på skuldrene. "Hvad kan den?"
   "Den kan sætte mig i forbindelse med hvem jeg har lyst til."
   Anita trykkede hurtigt sin venindes nummer og krydsede fingre for at hun var hjemme. Ud over at være veninder, var hende og Sandra også naboer. Det ville være nemt for Sandra lige at smutte over og finde kassen på hendes loft, for det var den eneste kasse der stod der. Resten var nogle møbler hun havde gemt af vejen efter at hende og Lars var gået fra hinanden, og Sandra havde haft en ekstranøgle i årevis. Det ville spare dem for meget tid hvis Sandra kunne finde kassen mens Anita og Martos ledte videre på Thildes loft.
   Hun ventede utålmodigt mens telefonen ringede fire gange uden at blive svaret, men lige som hun var ved at opgive håbet var der en søvnig stemme der mumlede et hæst "hallo".
   "Sandra, det er Anita!" udbrød Anita og åndede lettet op.
   "Hold da kæft, hvad er klokken menneske! Det burde forbydes at lyde så frisk lørdag formiddag, normale mennesker ligger og sover på det her tidspunkt;" fortsatte den søvndrukne stemme.
   "Det er jo ikke alle der flirter rundt med en fyr på 19, Sandra," sagde Anita og rystede opgivende på hovedet selv om veninden ikke kunne se det.
   "Nej, jeg tror fandeme heller ikke at jeg skal i byen med ham mere, han drikker mig jo bare totalt stiv. Men han er altså vildt god i sengen!"
   "Ja tak, jeg vil helst ikke høre flere detaljer."
   "Nej, du bliver vel også snart optaget i nonneklosteret så længe som du har levet i cølibat, Anita." Nu lød det som om Sandra var ved at trække i noget tøj. "Har du noget på hjertet, eller ringede du bare for at vække mig?"
   Anita kunne ikke lade være med at grine over hendes bryske tone, for Sandra var bare det sødeste menneske.
   "Jeg ville faktisk høre om du kunne gøre mig en tjeneste, hvis du ellers kan kæmpe dig op af sprittågerne?"
   "Hov, hov, nu skal nu ikke være næsvis. Nå, hvad er det jeg skal gøre for dig? Hvis det er en eller anden beskidt sag kan du altså godt holde den for dig selv. Om lørdagen sprætter jeg hverken dæk op eller udsætter uskyldige katte for tortur, så hvis det er noget i den retning må du sgu ringe til en anden." En lyd i baggrunden kunne udmærket være en kande kaffe i gang med at brygge, vel og mærke en kande der ikke havde været afkalket i adskillige år.
   "Nej, jeg må skuffe dig med en helt almindelig, kedelig tjeneste. Har du stadig min ekstranøgle?"
   "Hmm...," lød en gnaskende stemme.
   "Ok, kan du ikke gå op på mit loft og finde en flyttekasse frem og så ringe tilbage?"
   "Hvor fanden er du henne? Hvad skal alt det hemmelighedskræmmeri til for?"
   Anita sukkede højt. "Det er en lang historie Sandra, og jeg skal nok love at fortælle dig det hele. Bare ikke lige nu. Det er vigtigt, jeg står her og skal hjælpe en fyr..."
   Lyden af en bolle der blev spyttet ud nåede omgående Anitas øre. "Hvorfor sagde du ikke det noget før? Ok, stol på mig. Jeg er allerede på vej." En dør smækkede i baggrunden.
   "Jeg ringer!"
   Forbindelsen blev afbrudt. Anita lagde telefonen på en kasse og morede sig over Martos der stirrede imponeret, som om hun lige havde brugt en magisk anordning.
   "Det er en mobiltelefon, der er ikke noget magisk over den," sagde hun for at komme ham i forkøbet. "Det var min veninde jeg snakkede med, hun bor lige ved siden af mig. Hun lovede at finde kassen med det samme, og når hun har fået fingrene i den ringer hun til mig." Anita pegede på telefonen.
   "Det vil sige at du snakkede med en på flere kilometers afstand ved hjælp af.. hvad var det du kaldte den.. "
   "En telefon."
   "Fantastisk!"
   "Jeg tror hellere at vi må lede resten af bøgerne igennem mens vi venter, ellers har vi vist ikke vundet noget tid," sagde Anita og glædede sig over den begejstring der lyste ud af Martos' øjne. Det lod til, at lige meget hvilket humør han var i, blev hun smittet af det.
   "Efter at have været sammen med en fyr som min eksforlovede Lars, er det forfriskende at opleve en mand, der uden forbehold bekymrer sig og interesserer sig for andet end sig selv og sit image," sagde Anita og lagde Anne Franks Dagbog væk.
   "Den smule jeg nåede at opleve af ham, gav mig indtryk af at han er et selvcentreret og ubehageligt menneske. Jeg plejer normalt ikke at snakke grimt om andre, men uden at kende hele jeres historie kan jeg godt forstå, hvis du har svært ved at stole på andre mænd, efter at have oplevet ham."
   "Det værste er når han ikke kan forstå, at jeg mener det alvorligt når jeg siger det er slut. Sådan en dag som i dag hvor han bare kommer uanmeldt og bruger min ekstranøgle, viser hvor afstumpet og egoistisk han er!" Anita smed den næste bog lidt hårdere end nødvendigt og hev fat i en ny som fik samme behandling.
   "Du må da også have oplevet nogle søde fyre ind i mellem?"
   "Ikke noget der har holdt mere end et par måneder. Min veninde plejer at drille mig med at jeg kommer i nonnekloster inden jeg fylder 30. Bare fordi mænd i alle aldre stimler sammen om hende, regner hun andre for unormale hvis man ikke har haft noget forhold en hel måned. Jeg plejer at sige til hende, at jeg bare ikke har mødt den rigtige endnu, men hun synes det er en dårlig undskyldning for at isolere sig. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal tro på."
   "Jeg synes nu ikke at det er en dårlig undskyldning, det er bare udtryk for en anden livsstil end hendes. Alle er jo forskellige, heldigvis."
   Pludselig begyndte en melodi at spille og Anita fløj over til telefonen.
   "Hallo?"
   "Hvad fanden er det her for noget, kvinde! Er det en eller anden totalt syg spøg eller er der bare en psykopat løs i området?" Sandras stemme spruttede gennem telefonen med en undertone af frygt.
   "Hvad mener..." prøvede Anita at spørge men blev afbrudt af Sandras rablende monolog.
   "Hvis det her er en ganske almindelig vennetjeneste i stil med at lufte hinandens hund eller vande blomster, så er jeg edderma'eme stået af. Det er jo fuldstændig sygt, hvad fanden er det for noget lort, det her!"
   "SANDRA!" råbte Anita for at stoppe veninden inden hun gik fuldstændig i selvsving. "Fortæl mig hvad der er galt!"
   Martos havde rejst sig og lyttede med.
   "Åh, mand! Jeg har ringet efter politiet, du bliver nødt til at komme hjem med det samme. Jeg har fundet Lars i din stue."
   Anita rejste børster med det samme. "Nej, nu er det bare for meget med den idiot, han kan sgu ikke tillade sig at komme vadende to gange på samme dag..."
   "Søde, du forstår vist ikke..." afbrød Sandra hende men fik ikke lov til at tale ud før Anita hidsede sig op.
   "Giv ham lige din telefon, så skal jeg..."
   "Anita," sagde hun med en alvor der fik Anita til at holde inde. "Han er død. Totalt stendød."
   "Hvad er det du siger? Hvad er der sket?" En kuldegysning sneg sig op langs hendes rygrad og plantede sig som en iskold hånd i hendes nakke.
   "Jamen, det er total Twilight Zone. Han er blevet halshugget!"
   Hvis ikke Martos havde stået så tæt på Anita, ville hun have tabt telefonen da hun slog hænderne op for ansigtet og bakkede ind i en gammel kommode. Hun rystede på hovedet som om hun nægtede at tro på Sandras ord.
   "Du er nødt til at snakke med hende," sagde Martos og stillede sig ved siden af Anita. Hun fjernede hænderne og trak vejret dybt et par gange.
   "Sandra," sagde hun. "Du er nødt til at finde den kasse på loftet før politiet kommer. Der ligger noget meget vigtigt som jeg skal bruge, jeg håber i hvert fald at det ligger der."
   "For fanden, er du blandet ind i noget? Er det et narkoopgør eller hvad? Du er nødt til at fortælle mig et eller andet," sagde Sandra mens hun øjensynlig kæmpede for at få fat i stigen der førte op til loftet.
   "Lige nu kan jeg kun fortælle dig at jeg leder efter en læderindbunden bog med nogle mærkelige tegn indgraveret på omslaget. Hvis jeg ikke får fat på den hurtigt kommer det til at koste en helvedes masse menneskeliv. Du skal ikke nævne det for politiet, vil du love mig det? Jeg har ikke tid til at afgive forklaring om noget."
   "Ja, ja. Du ved jo at du kan stole på mig, ikke?" sagde Sandra prustende. "Så, nu er jeg her. Hold kæft, det er ikke lige den bedste kur mod tømmermænd at du ved det. Nå, hvor skulle den stå?"
   "Lige omme bag ved de to egetræskommoder, tror jeg. Kan du se den?"
   Der lød en skraben efterfulgt af adskillige nys. Sandras stemme vendte tilbage til røret. "Det burde fandeme være lovpligtigt at folk rengjorde deres loftsrum en gang i mellem."
   Anita kunne ikke få sig selv til at smile, selv om hun vidste at Sandra prøvede at aflede hendes tanker fra Lars.
   "Ok, her er den skide kasse. Politiet kan garanteret også være her når som helst... Nå, en læderindbunden bog siger du, med nogle mærkelige kruseduller på omslaget. Ja, det må vist være denne her."
   "Har du den? Virkelig?" spurgte Anita der næsten ikke kunne tro at det ville gå så nemt.
   "Ja, selvfølgelig. Var det det eneste, eller har du andre små tjenester jeg skal gøre? Balsamere et lig, finde en sarkofag eller holde loppemarked for dig?" lød hendes kommentar.
   Anita kunne høre at hun allerede var på vej ned af stigen igen. "Du har nu altid mestret sarkasmen Sandra. En sidste ting," fortsatte hun. "Du må meget gerne lægge bogen ind til dig selv, eller ud i brændeskuret hvis du ikke kan nå helt derind."
   "Den kommer sgu ikke længere end ned i min taske, for strømerne står og ringer på døren. Jeg ringer senere."
   Forbindelsen blev afbrudt.

Emure nærmede sig den lille bygning, som havde nogle kasselignende ting med påhængte slanger stående udenfor. Han stirrede mistænksomt ind af vinduerne og håbede for det irriterende par, at de havde talt sandt. Hvis ikke, skulle han nok finde dem igen og lære dem ikke at lyve. Han kærtegnede læderskeden der var spændt fast under kappen, mens han nærmede sig en glasdør.
   En skaldet mand hastede ind gennem døren med et fraværende udtryk og Emure listede sig ind efter ham. Det måtte være en butik af en art, for hylderne bugnede af farvestrålende poser. Langs den ene væg stod nogle glasskabe med forskelligt indhold af flasker og andet, som Emure ikke kunne genkende.
   En klokke klemtede da døren igen blev åbnet, denne gang af en kvinde og et barn. Kvinden kastede et kort blik på Emure og greb hurtigt noget på hylden, før hun skyndsomt trak pigen med sig hen i den anden ende af butikken. Han fulgte efter dem hen til en fedladen ung mand, der stod bag en disk.
   "Ellers andet?" spurgte den fede hvalp mens han gnaskede på et eller andet.
   "Benzin på treeren," mumlede kvinden og skævede bagud. Ved synet af Emure der stod lige bag hende snerpede hendes ansigt sig sammen, og hun skyndte sig at smide nogle sedler på disken og modtog i bytte nogle skinnende mønter.
   "Hvad er der galt med manden, mor?" spurgte pigen der havde studeret Emures ansigt med det lange ar.
   "Shh!" tyssede den nervøse kvinde og forsvandt hurtigt ud af butikken med pigens hånd knuget i sin. Pigen vendte sig om og vinkede til ham gennem døren og han vinkede tilbage. Voksne kunne virkelig være fordomsfulde, tænkte han.
   Hvalpens blik faldt på Emure mens han fortsat gumlede og smaskede.
   "Ja," drævede han. "Hvad skulle det være?"
   Den bevæbnede troldmand hev sin efterhånden snuskede seddel frem. "Jeg fik at vide at du kunne være mig behjælpelig med at finde denne adresse?"
   Det kortklippede fedtbjerg lavede en grimasse og spyttede noget ud i en spand. Han rakte sin buttede hånd over disken for at tage sedlen. Klokken klemtede igen og en ung kvinde i meget små shorts og en meget kort bluse, gik hen til glasskabet og tog en gennemsigtig flaske ud. Mens hun gik op mod disken rullede hun den dugvåde flaske mod sin pande og nakke, og udstødte nogle tilfredse lyde.
   Både Emures og den ucharmerende fyrs blikke fulgte kvinden med øjnene. Hun gjorde ikke det mindste for at skjule sin krop, som var aldeles velproportioneret. Emure der var vant til en anden form for tøjstil til kvinder, regnede med at hun var danserinde. Han havde desværre ingen tid til fornøjelse, så han vendte sig mod fedtbjerget igen og rakte ham den gule seddel med pletterne, der efterhånden var blevet brune.
   Han måtte vifte den foran fedthvalpens næse før han fangede dennes opmærksomhed. "Adressen?"
   "Nå ja," grinede han og kastede et hungrende blik mod pigens nedringede bluse. "Jeg skal lige finde kortet."
   Han vendte sig om og bøjede sig ned, og bukserne afslørede en uskøn revne omgivet af bleg hud. "Her er det," mumlede han rød i hovedet ved anstrengelsen ved at stå bøjet forover.
   Han hev en laset bog frem og læste adressen på sedlen før han slog op på de bageste sider. Han lod fingeren glide langsomt ned over teksten mens hans læber formede lydløse ord, indtil Emures tålmodighed næsten var opbrugt. Han havde allermest lyst til at flå bogen ud af hånden på knøsen og forsvinde, men i stedet brugte han tiden til at betragte den blonde pige. Da hun mærkede hans blik skød hun brystet frem og lavede nogle vrikkende bevægelser i hofterne og lagde hovedet på sned.
   Hvis ikke han havde været på så vigtig en opgave, kunne han da godt have brugt et par timer med at hygge sig med den lille, smækre sag, der uden tvivl æggede ham.
   "Højdevej," mumlede fyren langt om længe. "Her er det."
   Han studerede et tilhørende tal eller bogstav før han slog op midt i bogen. Han kneb de små øjne sammen og kløede sig på kinden indtil hans filipensbefængte ansigt lyste op i et triumferende grin, som om han lige havde vundet det årlige Grovæder Mesterskab.
   "Der," sagde han med en tyk finger plantet midt i det hele.
   Emure studerede kortet et øjeblik før han blev klar over at der var for mange detaljer til at han kunne huske det.
   "Har du et kort mere?"
   Den fede knægt rystede på hovedet og var tilsyneladende ved at blive træt af Emures spørgsmål. Han ville tydeligvis hellere lade sit lystne blik vandre op og ned af pigen, som stadig stod i positur. Han lænede sig lidt til venstre for at nyde udsigten af hende, men Emure trådte hen foran ham.
   "Kan jeg så ikke få siden, det er meget vigtigt," sagde han og rynkede brynene.
   "Ja, altså, jeg kan jo tage en kopi til dig, skal jeg det?"
   "JA tak!" Emure vidste ikke helt hvad det indebar, og hvor længe han ville være om det. Desværre var det den eneste mulighed, hvis han ikke skulle rive kortet fra ham.
   Flæskevommen tog kortet og lagde det i en maskine, og et øjeblik efter rakte han Emure en kopi. Nu følte han også at han havde spildt tilstrækkelig med tid på det langsommelige fjols. Han forlod butikken uden at kigge sig tilbage, for hvis hans blik dvælede for længe ved den vellystne unge tøs, kunne han måske ikke styre sig.
   Nu skulle han bare finde et fredeligt sted at forberede sin besværgelse, så ville han atter være på vej mod sit mål.

Jelin kom langsomt til sig selv. Han lå på et hårdt gulv med hænderne bundet på ryggen. Slørede, hvirvlende tåger fyldte hans synsfelt og han rystede på hovedet for at klare det. Det udløste en eksplosion af smerte i hans baghoved og små farvede gnister blandede sig med mørket. Så vendte hans hukommelse tilbage og han genoplevede det øjeblik hvor Helta var bakket helt hen til uglens bur, og han troede at det hele var overstået. Hun havde givet et tegn til en som stod bag ham. Det måtte være en der hele tiden havde siddet i et hjørne af hytten, skjult bag skygger eller trolddom. Jelin havde i hvert fald ikke lagt mærke til nogen anden end spåkonen, fra hverken det ene eller det andet vindue.
   Slaget havde heldigvis ikke været nok til at knuse hans hjerneskal, selv om det føltes som om det var tæt på. Mens Jelin lå på gulvet og prøvede at få lidt kontrol over sit hoved, der føltes som om det snurrede rundt og rundt i en uendelighed, håbede han hele tiden at mørket ville vige for en smule lys, når hans øjne vænnede sig til det. Han kunne mærke en klæbrig substans i sit hår, og regnede med at det var blod.
   Han havde kvalme og ville forsøge at sætte sig op, men fandt ud af at hans ben også var bundet . Han kunne ikke strække dem frem for sig, så der måtte være et reb mellem hans hænder og fødder der forhindrede ham i at rejse sig op. Han havde en meget tør fornemmelse i munden, og mens han lå og ventede på at hovedet skulle klare lidt op, gik det op for ham at han var kneblet.
   Kneblet og bagbundet. Så var de sikre på at han ikke kunne lave nogle besværgelser der kunne hjælpe ham fri. Mørket i hytten forvirrede ham også indtil han kom frem til den konklusion, at der måtte hænge sorte gardiner for vinduerne. Gad vide hvor mange timer jeg har ligget her, spekulerede han. Han kiggede sig omkring igen, og kunne begynde at skimte konturerne af sit fængsel.
   Det måtte være en af de andre hytter der lå i denne afsidesliggende gårdhave, hvor også Helta boede. Det kunne ikke være spåkonens hytte, for han kunne ikke hverken fornemme eller skimte nogle møbler omkring sig. Det kunne dog ikke ligge langt derfra, når de havde kunne transportere ham i al ubemærkethed, det var trods alt ikke et helt øde område.
   Jelin begyndte at bearbejde rebene omkring håndleddene mens han spekulerede over, hvad Helta og hendes kumpans plan mon kunne være. Hans bedste gæt var, at de ventede på at det blev mørkt før de gjorde det af med ham og uset kunne bortskaffe hans lig. Det var absolut ikke en behagelig tanke, og det tilskyndede ham til at arbejde lidt mere møjsommeligt med rebet. Desværre lod det til at knuderne strammede sig mere og mere, i takt med, at han prøvede at løsne dem.
   Som han lå her, bagbundet og kneblet, begyndte han at overveje om de måske ville forsøge at lave et attentat mod Kong Petinau. Jo mere han tænkte over det, jo mere sandsynligt forekom det ham. På nuværende tidspunkt havde Yasun uden tvivl sendt en håndlanger efter Martos; hvis Jelin selv havde været i den onde troldmands sted, ville han have en nødplan klar i tilfælde at, at det skulle lykkes Martos at vende tilbage med halssmykket.
   Hvis Kong Petinau og Jelin selv var ude af billedet, ville Martos ikke have den store chance for at bruge smykkernes magt på behørig vis. Derfor gav det uhyggelig god mening, at Yasun havde planlagt at få dem likvideret. Helta måtte nødvendigvis stå i forbindelse med en højtstående person, hvis hun skulle kunne udføre et muligt attentat for Yasun.
   Jelin lå igen stille og stirrede op i loftet mens han lod tankerne vandre omkring. En ny mulighed dukkede op i hans summende hoved. Gad vide om han var gået i en fælde, eller var det helt tilfældigt at Helta havde ført ham langt væk fra kongens borg? Det virkede pludselig meget belejligt, at Helta ikke havde undret sig mere over de lyde han havde lavet, da han knækkede den tørre gren ved et uheld. Det var også belejligt at hun havde en eller anden siddende i skyggerne netop på det tidspunkt, hvor Jelin besluttede at gøre sin entre i hytten. Havde hun lokket ham hele vejen herud for at lægge en fælde for ham? Kunne han virkelig være faldet for et stort svindelnummer der var beregnet på at få ham af vejen, så de havde nemmere adgang til at skaffe kongen af vejen?
   Det virkede meget sandsynligt, men hvad i alverden hjalp al hans viden ham, når han lå indespærret uden mulighed for at kæmpe sig fri. Der var ikke nogen måde, hvorpå han kunne advare Petinau eller andre. Jelin begyndte at frygte, at Helta og hendes ukendte medsammensvorne allerede havde slået til mod kongen, og nu var på vej tilbage hertil for at dræbe ham.
   Hvorfor i alverden havde han ikke set det komme? Han kendte Yasun og burde have vidst, at hans planer var snedigere end som så. Jelin var rasende på sig selv over, at han havde undervurderet den Sorte Troldmand, for det kunne udmærket betyde undergangen for hele den Hvide Orden. Hvis bare han kunne skrue tiden tilbage og gøre sig sine forholdsregler, men det var ren ønsketænkning som ikke kunne gavne nu. I stedet måtte han koncentrere sig om at finde en måde at undslippe på, så verden ikke ville styrte i grus omkring fødderne på ham. Hvis han slap ud herfra kunne det tænkes, at han kunne nå at redde kongen, og dermed redde hele situationen inden den løb løbsk og fulgte Yasuns glidebane.
   Hvis han kunne få fjernet kneblen fra munden, kunne han måske komme i tanke om en besværgelse hvor det ikke var nødvendigt at bruge hænderne. Han prøvede så vidt muligt at komme om på ryggen så hans baghoved rørte ved gulvet. På den måde kunne han måske trække det bundne stof op over sit hoved. Det udløste en ny eksplosion i hans hoved, og hvide pletter sneg sig ind i hans synsfelt. Det var næsten umuligt for ham at lave den bevægelse, der skulle få stofstykket til at glide, når hans hænder og fødder var bundet sammen med et kort reb.
   Han opgav et øjeblik og kæmpede for at få vejret gennem det modbydelige, spytgennemvædede stof der fyldte hans mund. Hvis han lå stille nogle minutter, kunne det være at han kom i tanke om en bedre måde at komme fri på. Hans øjne gled i, udmattet som han var efter den voldsomme kraftanstrengelse, og han faldt i dyb søvn.

"Kom!" sagde Martos og hev fat i Anitas ærme.
   Hun lod sig føre hen mod trappen i en forvirret tågetilstand der kom skyllende som en tidevandsbølge, efter de uhyggelige nyheder Sandra havde overbragt. Det var slet ikke begyndt at gå op for hende, hvad det kunne betyde at Lars havde været i hendes hjem, og var blevet dræbt. Derimod havde Martos allerede en teori.
   "Der kan kun være én forklaring der passer ind i billedet. Jeg fik mistanken dengang lastbilen var ved at kollidere med os, men jeg var ikke sikker. Jeg skulle nok have lyttet mere til mit instinkt," sagde han og åbnede døren til trappen. Han holdt stadig fast i Anita, som for at sikre sig at hun ville følge med uden at stille for mange spørgsmål. De hastede ned af trappen to trin af gangen, selv om de begge var faretruende nær ved at snuble på de smalle trin.
   "Yasun, den Sorte Troldmand må have fundet ud af Kong Petinaus planer og have sendt en changer efter mig. Jeg ved ikke hvordan han kan have fundet ud af det, men det mest nærliggende er, at han har en spion i kongens inderkreds."
   "Hvad har det med Lars at gøre?" spurgte Anita da de sprang ned af de sidste trin og rundede hjørnet til stuen.
   "Kan du ikke se det? Det må være Yasuns changer der har sporet mig så langt som til dit hus, og da han besluttede sig for at kigge indenfor, vel at mærke efter at han havde prøvet at få lastbilen til at ramme os, var Lars kommet tilbage."
   De standsede forpustede op inde i stuen, hvor Thilde og Tøsen havde rejst sig ved lyden af deres ophidsede stemmer. Thilde afbrød ikke, men stod forvirret og ventede på at Martos skulle fortsætte.
   "Tror du at det er ham som har... har..." Anita kunne ikke få sig selv til at sige "myrdet Lars".
   Martos trak hende endnu tættere og stirrede intenst på hende. "Anita, vidste Lars hvor din oldemor bor?"
   Anita og Thilde kiggede forskrækket på hinanden.
   "Han plejede at komme med herud en gang imellem dengang vi var sammen. Hvad betyder det Martos?"
   "Kom!" udbrød han og skævede ud gennem det nærmeste vindue. "Jeg forklarer resten ude i bilen. Lige nu er det vigtigste at vi forsvinder herfra LIGE MED DET SAMME!"
   Hverken Anita eller Thilde følte trang til at blive og stille flere spørgsmål, og med Tøsen i hælene skyndte de sig derfor det bedste de kunne ud mod hoveddøren. Martos løb i forvejen og undersøgte indkørslen inden han lod dem komme ud.
   "Jeg har ikke lyst til at løbe ind i nogle overraskelser," forklarede han kort.
   Anita puttede hånden ned i lommen for at tage bilnøglen, og blev helt panikslagen da hun troede, at hun havde tabt dem i sofaen eller et sted på loftet. Heldigvis havde hun bare puttet dem i den anden lomme, og mens lettelsen bredte sig i hende rakte hun den lille søger frem og trykkede på knappen.
   Bilens bip buip kom som en velsignelse, og hun hjalp sin oldemor ind på forsædet. Martos stod og skimtede i alle retninger indtil både Thilde og Tøsen var forsvarligt placerede i bilen. Så brugte han sin nyligt erhvervede viden, og åbnede døren til bagsædet.
   "Skynd dig!" formanede han Anita der hoppede ind i bilen og lod sikkerheds-sele være sikkerhedssele. De sad alle fire tavse, mens Anita satte bilen i bakgear og trådte på speederen. Først snurrede hjulene bare rundt, men hurtigt tog de fat så gruset sprøjtede op i undervognen med en trommende lyd. Hun tog chancen og bakkede ud på villavejen uden at orientere sig. Heldigvis var der ikke andet trafik end en motorcykel, der gassede voldsomt op i den modsatte retning, lidt længere henne af vejen. Den forsvandt i en fart. Hun flåede rettet rundt mens hun jokkede koblingen i bund og skiftede til første gear.
   "Kan du se nogen?" spurgte hun Martos mens hun koncentrerede sig om vejen, og hurtigt øgede afstanden til Thildes hus.
   "Nej, det lader til at vi nåede at slippe væk i tide," svarede Martos.
   Thilde havde endelig fået vejret igen efter den bratte afgang, og havde nu luft til at spørge Martos: "Kunne jeg lige få det hele fra starten af? Hvad drejede det sig om? Hvem er efter dig?"
   Tøsen peb og slikkede Martos' hånd da han lod fingrene glide gennem dens gyldne pels.
   "Den korte version lyder sådan her: Jeg er sendt hertil for at finde halssmykket, som er det eneste der kan forhindre en ond troldmand fra at udslette den halve befolkning i Aiama, min verden. Desværre har troldmanden fundet ud af det, og har nu sendt en mand efter mig. Hans opgave må være enten at få fat i halssmykket eller dræbe mig, måske begge dele. Han har allerede prøvet en gang."
   Anita drejede ud på en større vej og satte farten op. Thilde forholdt sig afventende mens Martos forklarede.
   "Han må være taget til Anitas hus for at se om han kunne finde ud af, hvor vi var henne," fortsatte han. "Da han ankommer til huset, er Anitas tidligere kæreste af ukendte grunde vendt tilbage til hendes hus, og de møder hinanden. Eftersom Lars kender din adresse og ved, at Anita plejer at besøge dig om lørdagen, vil jeg gå ud fra, at troldmandens udsendte har tvunget svaret ud af ham. Bagefter har han slået ham ihjel, og nu er det kun et spørgsmål om tid før han dukker op på din adresse, Thilde.
   Derfor var vi utrolig heldige at vi nåede at slippe væk, og nu bliver vi nødt til at finde et sted hvor du kan være i sikkerhed, mens vi vender tilbage til Anitas hus. Hendes veninde fandt magibogen i en kasse Anita havde på loftet. Den skal vi helst have fat i mens troldmandens udsending stadig er forvirret over det tomme hus. Han kan formentlig teleportere sig fra det ene sted til det andet. Det er vist hele historien i korte træk."
   Thilde sad et øjeblik uden at sige noget, mens hun prøvede at fordøje de oplysninger Martos havde givet hende. Hendes ellers milde, glade ansigt udtrykte vantro over den uhyggelige situation de befandt sig i.
   "Men," konkluderede hun, "hvis han dræbte Lars, og det kan jeg stadig ikke helt få ind i mit hoved, så betyder det vel..." hun lod resten af sætningen hænge i luften, fordi det virkede alt for uvirkeligt.
   "At han også vil slå os ihjel hvis han finder os!" sluttede Anita sætningen for hende mens hun nikkede barskt. "Derfor er vi nødt til at finde et sted hvor han ikke kunne finde på at lede efter dig. Har du selv et godt forslag?"
   Martos lænede sig frem mellem forsæderne. "Det skal være et sted helt uden tilknytning til dig, ellers kan han garanteret spore dig igen, og han vil nok gå ud fra at du stadig er sammen med os."
   "Så det kan ikke være hos noget familie?" spurgte Thilde, men kendte allerede svaret på forhånd. "Så ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal finde på, må jeg indrømme."
   "Hvad med et hotelværelse, oldemor. Det vil jo nok kun komme til at dreje sig om en enkelt overnatning."
   "Jah, hvis det er det der skal til for at jeg kan nå at opleve min 88 års fødselsdag, så må det jo nok blive sådan. Jeg har bare ingenting med, men der er jo ikke rigtig noget at gøre ved sagen nu." Thilde så helt slået ud på grund af hele situationen, og Anita følte en kile af skyld bore sig ind i sit hjerte, fordi hun havde draget oldemoren ind i det her. Hun skævede til Martos der stadig sad lænet frem mellem sæderne, og kunne ane nogle af de samme følelser spejle sig i hans øjne.
   Hurtigt lod hun sit blik glide ud på kørebanen igen, da erindringen om den løbske lastbil forplantede sig i hendes tanker. Hun skulle ikke ud for flere uheld i samme kaliber, det var helt sikkert. Hun kom til at tænke på noget andet.
   "Det skulle egentlig ikke undre mig om jeg er blevet efterlyst af politiet på nuværende tidspunkt," sagde hun. "Vores ordenshåndhævere," tilføjede hun for Martos' skyld. Det måtte være svært for ham at holde rede på de fremmede ting han oplevede og hørte om.
   "Politiet må jo undre sig over hvor jeg befinder mig, samtidig med at der ligger et... at Lars ligger hjemme hos mig," rettede hun sig selv.
   "Foruden det," tilføjede hun, "er det muligt at en eller anden nåede at tage min nummerplade efter det med lastbilen. De andre bilister må jo have undret sig over hvad der skete og hvorfor vi bare kørte videre. Hvis politiet er blevet sat ind i den sag, og mit navn samtidig dukker op i forbindelse med et dødsfald..." hun lod sætningen hænge i luften mens hun i tankerne korsede sig. Det ville blive mere og mere vanskeligt at forklare sig for politiet, jo længere tid hun holdt sig væk.
   Thilde havde revet sig ud af sin nedtrykte sindstilstand og kiggede frygtsomt på Anita.
   "Jeg tør slet ikke spørge hvad alt det med lastbilen drejer sig om," sagde hun og Anita rystede på hovedet.
   "Det er heller ikke noget du behøver at bekymre dig om. Nu kører vi ned til Ishøj Hotel og indlogerer dig for en enkelt nat til at starte med. Bagefter køber Martos og jeg nogle ting du vil få brug for."
   "Nej, det skal I endelig ikke," udbrød Thilde, men Anita holdt afværgende en hånd oppe.
   "Vi kommer her og får dig smidt ud fra hus og hjem uden varsel oldemor, så må jeg i det mindste være i min gode ret til at have dårlig samvittighed og købe nogle ting til dig! Hermed er emnet uddebatteret." Thilde kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet.
   Anita standsede bilen for rødt lys og holdt øje med autoværnet i midterrabatten. De måtte være lige i nærheden af, hvor lastbilen var brudt igennem. De sad tavse lidt indtil lyset skiftede til grønt, og i eftermiddagens skarpe lys kunne de ikke undgå at lægge mærke til stedet, da de passerede få kilometer efter. Lastbilen var væk. Eneste bevis på deres traumatiserende oplevelse var det arrede autoværn.
   "Jeg er virkelig ked af at jeg har givet jer så mange problemer," sagde Martos mens de krydsede den første af de to motorvejsbroer. Han hang med hovedet og lod til at studere bilens indtræk meget omhyggeligt. "Jeg kom for at redde menneskeliv, ikke for at besværliggøre livet for andre. Jeg ved ikke helt hvordan jeg kan gøre det godt igen, andet end at forsvinde så hurtigt som muligt. Det virker bare så kujonagtigt på mig, at flygte fra problemerne og lade jer selv om at rede det ud."
   Både Anita og Thilde begyndte at protestere højlydt i munden på hinanden, og han stirrede overrasket på deres mangfoldighed af fagter og løftede pegefingre, og fik et glimt af Anitas lynende øjne i bakspejlet.
   "For det første," fik Anita indskudt mens hendes oldemor holdt inde for at få vejret, "er vi udmærket klar over hvad din opgave er! Vi kan umuligt være af anden mening, end at det er uhyrlig vigtigt du kommer tilbage med smykkerne og redder din verden. At der sidder et par kvinder her med nogle få forklaringsproblemer, skal ikke give dig dårlig samvittighed. Vi skal nok klare os!"
   Martos kunne ikke andet end smile af de to kvinders ihærdighed, og den mørke dysterhed der før havde tvunget hans ranke holdning i knæ, lettede nok til at han igen kunne se dem i øjnene.
   "Tak," mumlede han.
   "Åh, vissevasse," advarede Thilde ham med varme i stemmen. "Det er for tidligt at takke os, vi kan stadig nå at give dig en masse problemer på halsen. Du har endnu ikke oplevet os hysteriske, og jeg er sikker på at det er sværere at omgås to hysteriske kvinder end hvilken som helst ond troldmand!"
   Hendes ord udløste uvilkårligt både grin og smil, og den tætpakkede atmosfære i bilen blev atter behagelig. Anita beundrede i sit stille sind oldemorens evne til at få andre til at føle sig godt tilpas. Den evne havde hun altid været i besiddelse af, i hvert fald lige så længe Anita kunne huske tilbage.
   Inden længe drejede hun ind på parkeringspladsen foran hotellet og fandt en plads mellem en hvid varevogn der reklamerede for et vvs-firma, og en sort BMW med en miniaturefodbold hængende fra bakspejlet. Hun trykkede på knappen i førersidens armlæn og elruderne lukkedes med en sagte summen.
   "Første stop på ruten," meddelte Anita.
   "Skal jeg gå med ind?" spurgte Martos
   "Nej, bliv du bare herude i bilen sammen med Tøsen. Jeg er hurtigt tilbage igen." Hun greb sin taske og stod ud og gik rundt om bilen til passagerdøren som hun åbnede for Thilde.
   "Støt dig til min arm, oldemor."
   "Tak, min pige."
   Heldigvis var Thilde ikke så stor, selv om hun var trind. Anita hjalp hende ud af bilen og smækkede døren efter dem. Tøsen bjæffede en enkelt gang og lagde den ene forpote mod ruden, som om hun sagde farvel, og Anita vinkede til hende og Martos.
   De to kvinder nærmede sig indgangsparteti arm i arm, og Anita kastede et blik op på den kedelige, rødbrune facade. Uanset hvordan det så ud, ville det være det sikreste sted for Thilde lige nu og her. Indenfor i receptionen stod en smilende dame i fyrrerne med bølgende lyst hår, og rød læbestift på de tynde læber.
   "Kan jeg hjælpe Dem?" spurgte hun og stirrede nysgerrigt på Anita og Thilde.
   "Ja tak, jeg vil gerne bestille et værelse til en enkelt overnatning."
   Kvinden bøjede sig en anelse og fremdrog en blanket som hun bad Anita udfylde.
   "Foretrækker De at betale kontant eller på kort?"
   "Jeg tager den på dankort, tak."
   Anita tog den blå Parkerpen der stod i en holder på skranken, og udfyldte de tomme felter på blanketten, som hun rakte tilbage til den stadig smilende receptionist.
   "Alle værelser har bad og toilet samt farve-tv, minibar og telefon, og morgenbuffet er inkluderet i prisen. Vi har en udmærket restaurant med favorable priser og naturligvis roomservice hvis det ønskes," sagde receptionisten som om hun læste op af en bog. Anita tog sin pung frem fra tasken og fandt dankortet mellem et væld af andre kort.
   "Det bliver 690 kroner, tak."
   Thilde så bestyrtet på Anita og kunne ikke lade være med at sige: "Er det bare for et almindeligt værelse?"
   Den lyshårede kvinde kiggede overbærende på Thilde og bevarede smilet, som dog virkede lidt tyndslidt efterhånden. Da Anita havde betalt vendte kvinden sig for at finde nøglerne frem.
   "Nu ligger værelset ikke så langt væk, vel? Jeg mener, min oldemor går ikke så godt længere og skulle helst ikke være for langt fra restauranten."
   Thilde klappede hende på armen. "Jeg er sikker på at jeg kan klare det, søde."
   "Vær så god," sagde receptionisten og gav Anita en nøgle med et tungt messingvedhæng. "Det ligger på tiende sal til venstre hen ad gangen, ikke så langt fra restauranten."
   Anita takkede hende og fulgte Thilde hen til elevatoren, da der pludselig lød et højt brag udenfor. Begge kvinder vendte hovedet med et ryk og stirrede over mod vinduerne der vendte mod parkeringspladsen.
   "Hvad var det?" råbte Anita til receptionisten som lænede sig ud over skranken, for bedre at kunne se.
   "Bare nogle unge knægte med fyrværkeri, man skulle tro folk gad og vente til det blev nytårsaften." Hun satte sig på en stol og tog et ugeblad frem.
   "Lad os skynde os," sagde Thilde og trykkede på knappen til elevatoren.