Efter at Emures forsøg på at få lastbilen til at torpedere Martos og kvinden var slået fejl, lod han sig forsvinde i det omkringliggende buskads. Han så dem køre videre, efter at have holdt stille nogle minutter. Han skumlede indvendigt over, at det var lykkedes den anden changer at standse de mange tons, der var buldret frem mod dem med knusende kraft. Åbenbart havde Mester Jelins troldmandslærling lært mere, end Yasuns spion havde fortalt dem. Nu måtte han tænke hurtigt og forudse deres næste træk.
   Han tænkte først på at følge deres spor videre fremad, men det ville ikke give ham ret mange kort på hånden, at halse efter dem uden at kende deres planer. Hurtigt bevægede han sin korpulente skikkelse tilbage ad den vej, Martos var kommet fra, sammen med kvinden. Han kunne fornemme et lille spor af åndelig kraft, som var noget enhver troldmand efterlod sig i sit kølvand, som et rislende vandløb der efterhånden tørrede ind og forsvandt. Emure var nødt til at følge sporet inden det forsvandt fuldstændigt, og han regnede med at lærlingen og kvinden ville vende tilbage på et eller andet tidspunkt. Der var også den mulighed, at han kunne skaffe sig nogle oplysninger om hvor de var kørt hen, og følge dem på den måde.
   Emures mørkegrønne kappe gav ham et udmærket skjul for nysgerrige forbipasserende, og hans brune hår og øjne skilte sig heller ikke mærkbart ud. Ingen lagde mærke til ham eller standsede op, og det ville de også komme til at fortryde hvis de gjorde. Han havde en fortid som talentfuld sværdfægter, men Yasuns planer med ham var lidt anderledes, som om han havde forberedt sig til en situation netop som denne. Emure beundrede Yasuns snilde og trolddomskræfter, og accepterede sin konges planer om at oplære ham inden for den Sorte Orden. Faktisk følte Emure sig enormt taknemmelig og beæret over Yasuns opmærksomhed. Emure havde altid ærgret sig over at hans forældre, som begge havde været inden for den Sorte Orden, ikke havde nået at lære ham noget inden de blev dræbt af De Hvide Troldmænd da han var ti år.
   Forældrenes død havde medført et naturligt had mod den Hvide Orden for Emure, og i hans teenageår var hadet spiret fra et lille kim til en kværnende, sort malstrøm som gjorde ham til en meget loyal tilhænger af Yasun. Derfor var han meget beæret dengang Yasun tog ham under sine vinger, og prøvede at fuldføre hvad hans forældre ikke havde kunne.
   Nu gik han i vejkanten og fulgte Martos' spor der langsomt blev mere og mere svagt. På et tidspunkt drejede han ind ad en lille sidegade og fulgte et par små veje. Til sidst nåede han en lang sti belagt med grus, hvor et lille hus lå for enden omgivet af græs og blomster. Emure gik op langs stien, men holdt sig ude i siden. Ingen forbipasserende var dukket op på hans vej, og det tog Emure som et godt tegn fra Tokap, som han vidste vogtede over ham.
   Han nærmede sig det lille hus, som han gik ud fra var kvindens bopæl. Hun måtte på en eller anden måde være knyttet til halssmykket eftersom Martos var blevet sendt til hende. Nu ville Emure gennemgå hendes ting, og måske ville løsningen falde lige i hans øjne.
   Han kiggede sig omkring en sidste gang før han lagde en hånd på hoveddørens lås.
   "Klutjam."
   Han kunne høre riglen blive skubbet tilbage inde i låsemekanismen og med en tilfreds brummen skubbede han døren op.

Anita og Martos nærmede sig Thildes hus, der lå på en hyggelig villavej i Greve kommune. Martos havde fortalt en historie, som Anita normalt ville have taget for en vidtomspændende fantasi, der kun kunne være opfostret i en forfatters hjerne. I dette tilfælde var der dog flere ting, der talte imod det. For det første var det som om hun var klar over denne verdens eksistens, på et eller andet ubevidst plan, som om hun havde en forbindelse til den.
   Anita syntes selv det lød totalt sindssygt, som om hun var hoppet ind i skærmen til en anderledes udgave af "Twighlight Zone". Eftersom hun på freelancebasis selv var forfatter, og fra barnsben havde været udstyret med en overordentlig livlig fantasi, var hun dog åben for visse muligheder, der lige for nu udelukkede medicinsk behandling.
   For det andet var den lastbil pludselig standset midt i sin dødstriumf over hende, Tøsen og Martos, og hun kunne på stående fod ikke finde andre forklaringer, end den Martos havde givet. Han holdt i hvert fald fast i sin redegørelse, selv om den gav anledning til flere spørgsmål end svar.
   For det tredje og sidste kunne hun huske at oldemoren, da Anita var mindre, havde fortalt hende nogle eventyr, som måske ville vise sig ikke at være eventyr alligevel.
   "Det lyder fuldstændig fantastisk og sindssygt på samme tid," sagde Anita og drejede ind ad en sidegade. Den lå kun en halv kilometer fra hendes oldemors hyggelige hvidpudsede murstenshus med små, blyindfattede ruder. "Lige nu kan jeg ikke udtrykke mig anderledes."
   Hun havde hørt på Martos' fortælling med kun ganske få afbrydelser, og havde været tryllebundet fra starten af. Han havde kort fortalt hende om sin verden som han kaldte Aiama. Den bestod af 14 lande som for det meste stod på god fod med hinanden med få undtagelser, som for eksempel landet Kolt hvor den Sorte Troldmand Yasun boede. Han havde fortalt hende om den skæbnesvangre dag, da Kong Petinaus spejder var ankommet halvt bevidstløs, og havde givet sin uhyggelige beretning videre til kongen. Bagefter havde Martos beskrevet den næsten håbløse jagt, som kongen og hans vismand havde indledt på en person, som troldmanden Scolt havde kaldt for en changer.
   "Og det viste sig tilfældigvis at det var dig? Det er helt utroligt at tænke på, hvis det her viser sig at være sandt," sagde Anita og drejede ind i en indkørsel hvor hun slukkede for motoren og trak parkeringsbremsen.
   "Hov," sagde hun pludselig og kiggede tvivlende på Martos. "Hvis du nu kommer fra en helt anden verden, hvordan kan det så være at du taler mit sprog? Tanken er slet ikke faldet mig ind før, men det er jo ikke ligefrem en lørdag som jeg plejer at opleve den." Hun strøg en finger over sin hage og hævede øjenbrynene.
   Martos grinede og rystede på hovedet af hende. "Det er da magi!" Hans grågrønne øjne spillede da hun daskede til hans arm, og hun kunne ikke andet end tro på alt hvad han sagde, når hun kiggede ind i deres hypnotiserende dyb.
   Pludselig fik hun igen et glimt af en slank, stærk pil der blev affyret med en kraft og ynde, der et øjeblik fik hende til at gispe. Det var det samme der var sket for hende ude i lysningen af skoven, da hun var ude at løbe med Tøsen i morges. Det føltes allerede som om der var gået adskillige dage siden det tidspunkt. Utroligt som tiden virkede bøjelig og elastisk ind i mellem. Men den pil måtte have en form for betydning, måske var det et syn af en slags, selv om Anita ikke kunne erindre at have oplevet noget lignende.
   "Er der noget galt?" spurgte Martos der nok undrede sig over det bratte skift i hendes ansigtsudtryk.
   Anita rystede på hovedet for at klare det. "Jeg ved det ikke helt," sagde hun. "Nu er det anden gang i dag jeg har fået en eller anden form for syn, eller glimt, jeg ved ikke helt hvad jeg skal kalde det." Hun fokuserede på et eller andet punkt ude i horisonten og kneb øjnene lidt sammen. "Mærkeligt," mumlede hun.
   "Hvad så du?" spurgte Martos interesseret. "Det kan være at det har forbindelse til hele denne her historie. Der er ikke ret mange ting der er tilfældige."
   Anita slog ud med hænderne i en opgivende gestus. "Det er nok ikke så vigtigt," sagde hun og smilede undskyldende. "Det er kun lige et glimt, hvor jeg ser en virkelig smukt forarbejdet pil blive affyret fra en bue af en slags, ikke noget der har nogen sammenhæng med din historie, som du nok kan høre."
   Martos lænede sig lidt frem mod hende i sædet og så på hende med alvorlige øjne. "Kan du beskrive pilen lidt bedre?"
   "Øhh..." sagde Anita og kunne et øjeblik ikke sige noget meningsfuldt under hans intense blik. Tag dig dog sammen kvinde, tænkte hun og rev blikket væk fra hans øjne der truede med at trække hende hele vejen ud af sin egen krop. Hun lukkede øjnene, og prøvede at forestille sig pilen der to gange havde vist sig for hendes indre blik.
   "Den er lavet af en eller anden lys træsort, og har lige som nogle smukke udskæringer, der strækker sig helt ud til pilespidsen med små tråde af noget sølvfarvet i. Det forekommer mig at selve pilespidsen er lavet af noget andet materiale, noget der virker hårdere og mere glat end træet. Måske en diamant af en slags, jeg tør ikke helt sige det." Anita åbnede øjnene og opdagede at Martos' blik ikke var blevet mindre intenst. Hans læber var let adskilte og han greb uvilkårligt hendes ene hånd med begge sine.
   "Det er de kongelige bueskytters våbenmærke i Syncos," hviskede han.

Nu var Lars sikker på, at Anita var kommet ind gennem hoveddøren, for han kunne høre det stille bump da den blev lukket i. Han holdt vejret og strammede grebet om saksen yderligere, indtil det kølige stål skar ham ind i hånden og efterlod blodunderløbne mærker. Han lagde ikke mærke til smerten, for hans sind var fyldt med forvirrede tanker der kæmpede om hans opmærksomhed. Han ville ikke ligefrem nyde at gøre Anita fortræd, men han kunne heller ikke komme tilbage til fængslet hvor han havde siddet inde for pengefalskneri, indtil for et halvt år siden. Det ville han ikke kunne bære.
   Han trak vejret dybt ind og forberedte sig på at være nødt til at true hende til tavshed. Åh, det her var en lortesituation, for når det kom til stykket kunne han nok ikke gøre hende noget. Mange andre ting uden for lovens rammer ville ikke holde ham tilbage, men den her episode vidste han ikke helt, hvordan han skulle knibe sig ud af.
   Hvorfor fanden var Anita også kommet hjem allerede, når hun plejede at være væk i tre-fire timer, tænkte han og stirrede indædt på væggen, som om han kunne se lige gennem den. Hvad i alverden gik hun rundt og lavede? Han kunne kun høre fodtrin, og en stille knirken af en dør som om hun listede rundt i sit eget soveværelse. Desværre ville han ikke kunne snige sig ud af hoveddøren, fordi den lå lige overfor soveværelset. Lars kiggede sig omkring i stuen og hans blik faldt på vinterstuen der lå i en vinkel uden om stuen.
   Hvis Anita blev inde i soveværelset med sin køter, kunne han måske nå at smutte ud af skydedøren derude, selvom den larmede lidt når den blev åbnet. Han kunne ikke høre flere lyde fra Anita lige nu, måske havde hun lagt sig på sengen for at hvile sig. Jeg tager sgu chancen, hviskede han og forlod det trygge skjul op mod væggen.
   Idet han satte af fra væggen og skulle til at løbe gennem stuen slap hans held op, for lige i det samme gik døren op ud til entreen.
   "Satans også!" udbrød Lars og snurrede rundt med saksen stikkende frem mellem de blege fingre. Han skulle lige til at sige en hel masse til Anita, men forstummede ved synet af den mand, der trådte ind af døren. Det var en stor mand, med en brystkasse som en tønde og hænder som baseballhandsker. Han havde en form for kappe på, og en hætte som han nu langsomt tog af og afslørede noget kort, brunt hår og et ar der strakte sig ujævnt ned over den venstre kind. Lars overvejede, om det måske kunne være Anitas nye kæreste, for han måtte næsten have haft en nøgle lige som han selv. Han havde i hvert fald ikke lagt mærke til andre lyde, end hoveddøren der var gået op. Men det føltes ikke som den rigtige forklaring.
   "Hv.. Hvem er du?" spurgte Lars og prøvede at puste sig lidt op. Han følte sig som et barn i sammenligning med den fremmede mand.
   "Kan jeg spørge om det samme?" spurgte manden med en dyb, guttural stemme og så ud som om han smagte på ordene. Han lod blikket glide rundt i stuen og kunne nok ikke undgå at bemærke de ødelagte familiebilleder, Anita omhyggeligt havde opbevaret i ens albums.
   "Jeg er Anitas e.. eksforlovede," svarede Lars og rettede ryggen lidt, som om han stod på rektors kontor og skulle forklare en dårlig spøg, der var gået ud over en af de kvindelige lærere.
   "Hmm..," sagde manden og viste en række små, hvide tænder i et tilfreds smil. Han trådte hurtigt nogle skridt frem og ignorerede saksen i Lars' hænder der rystede en smule. Den menneskelige bulldozer greb fat om hans arm i en smertefuld knibtangsbevægelse, og klemte lige så hårdt som stål nok ville have gjort.
   "Lad være, lad være, jeg skal nok gøre det godt igen på en eller anden måde. Slip min arm, det gør ondt. Av, av, av, jeg skal nok gøre som du siger, bare du slipper mig!" Lars klynkede og krummede sig sammen. Han prøvede desperat at fjerne kæmpens hånd der sad om hans arm som en rævefælde.
   Manden smilede endnu bredere, nikkede tilfreds og slækkede sit greb en anelse. "Nu skal du fortælle mig noget min ven," sagde han langsomt og holdt en lille pause med løftede øjenbryn. "Vi er da venner, ikke også?"
   Lars nikkede febrilsk og tænkte på sin stakkels arm, der ville blive fuldstændig blå og gul efter det her. "Jo, jo helt klart," fik han fremstammet. Han ville sige alt, bare for at RoboCop her skulle slippe ham, og det skulle helst gå hurtigt inden han var nødt til at få armen amputeret, tænkte han.
   "Godt," sagde manden og nikkede mens han betragtede Lars. "Så kan du vel fortælle mig hvor Anita er henne, kan du ikke min ven?" Da han sagde ordet ven, strammede han igen grebet om Lars' arm for at sikre sig hans medgørlighed. Det var fuldstændig unødvendigt, for Lars var parat til at fortælle kæmpen alt, hvad han ville høre. Spørgsmålet undrede ham lidt, men på den anden side var han egentlig ligeglad, bare han ville slippe af med stålmanden igen.
   Lars nikkede ivrigt og sagde: "Jeg ved godt hvor hun er. Hun tager altid hjem og besøger sin oldemor om lørdagen på det her tidspunkt, så der kan du helt sikkert finde hende. Skal jeg skrive adressen ned for dig?" Han kiggede forhåbningsfuldt op på ansigtet med det lange ar, der skamferede den venstre side fra tindingen og ned til mundvigen. Kæmpen studerede ham et øjeblik som om han kiggede helt ind i Lars' sjæl, og nikkede så tilfreds.
   "Du lyver ikke. Fornuftigt!" sagde han og slap grebet om armen, så Lars kunne skrive oldemorens adresse ned. En brøkdel af et sekund overvejede han, om han skulle tage flugten, men tanken var væk næsten før den var tænkt til ende. Han ville aldrig slippe fra denne mand med alle lemmer i behold, og dem havde han nu så kært.
   Henne ved telefonen lå der en lille blok til huskesedler, og en kuglepen. Et øjeblik frygtede han, at han ikke ville kunne huske oldemorens adresse, og sveden brød frem på hans pande. Heldigvis havde Anita slæbt ham med derud flere gange, og han havde en ganske god hukommelse. Lettet skrev han adressen på den lille gule blok og rakte den til manden med kappen. Eller Døden med leen, tænkte Lars og smilede for første gang siden døren til entreen var blevet åbnet.
   "Vær så god," sagde han næsten frejdigt, nu hvor truslen om afrevne lemmer ikke længere virkede så nær, som for bare et øjeblik siden.
   "Mange tak, du er i sandhed en god ven," sagde kæmpen og stak hånden ind under kappen. Der lød en stille gliden af metal mod metal.

Sempanon hastede over den stenbelagte borggård. Hans isse skinnede glatpoleret i middagssolens gyldne stråler, og på hans hænder glimtede adskillige prangende ringe. Dansepigen Mijana stod og ventede på, at han skulle nærme sig den anden side af borggården, hvorfra hun havde holdt øje med ham. Inden han nåede hendes tilholdssted, sørgede hun for at det så ud som om, hun kom gående fra det andet hjørne. Hun gik elegant med en lille vuggen i hofterne, så den grønne, tætsiddende velourkjole afslørede hendes flotte skikkelse.
   Hun drejede hovedet da hun kunne høre Sempanon bag ved hende og smilede et indtagende smil. "Åh, min kære Sempanon," sagde hun kurrende. "Du er måske på vej hen til præstelauget?" Da præsten et øjeblik stoppede op ved hendes side, skyndte hun at smyge sin arm ind under hans.
   "Jah... " sagde han tøvende. "Men jeg har faktisk en lille smule travlt.."
   "Åh, du kunne da godt tage og følges med mig, jeg var faktisk lige på vej derhen, min søde," sagde Mijana og blinkede med det ene grønne øje. Ud af øjenkrogen betragtede Sempanon hendes lange, kastanjefarvede hår der hang glat ned over de slanke skuldre og rømmede sig.
   "Sådan et tilbud fra en smuk kvinde kan man jo ikke afslå," sagde han og smilede kort under det velplejede moustache. "Men bagefter jeg har vigtige ting at tage mig til, ved du nok!"
   Mijana smilede tilfreds og lo en lille klingende latter. "Det har de store mænd jo altid, siger de."

Kong Petinau havde kaldt sin spåkone Helta til Marmorhallen, hvor han stadig sad ved det store bord efter mødet med de fire ledere af laugene. Mester Jelin havde foreslået ham, også at give de sidste mennesker i kongens inderkreds de falske oplysninger, selvom de ikke virkede lige så sandsynlige i rollen som spion som de fire ledere. Kong Petinau var enig med sin vismand, men var ikke just oplagt til flere maskespil i dag, selvom han ikke rigtig kunne unddrage sig. Nu lød dørhammerens banken, og dørvogteren åbnede den lille låge for at se hvem det var. Han svarede og nikkede kort, før han lukkede Helta ind.
   Hun kom hen til kongen med lidt sjoskende skridt, og smilede bredt så de små, gule tænder blev blottet. Mange af de forudsigelser hun havde lavet for ham var gode og reelle, og han kunne næsten ikke se spåkonen som den forræderiske brevskriver. Forhåbentlig havde hun ikke indsigt nok til at erkende, at han ville give hende nogle falske informationer. Når først denne jagt på spionen var vel overstået, kunne kongen igen føle sig som et anstændigt menneske.
   "Sæt Dem ned, kære Helta. Igen kunne jeg tænke mig nogle informationer om, hvordan det vil gå i parallelverdenen i nær fremtid." Han pegede på en stol overfor sin egen og bad hende tage kortene frem.
   "Er der måske hændt noget nyt i sagen, min Herre? Ja, undskyld. Det vedkommer selvfølgelig ikke mig at spørge på den måde. Alle er vel meget spændte på, hvordan den unge mand vil klare sig." Heltas blege øjne strejfede kongens blik og smilerynker viste sig i øjenkrogene. Hendes korte fingre gled over den glatte bagside af kortene i små strygende bevægelser, før hun gav sig til at lægge dem ud i et for kongen ukendt mønster. Hun gav sig til at nynne en melodi mens hun begyndte at fortolke meningen med symbolerne.
   "Jeg kunne godt tænke mig at vide," sagde Kong Petinau, "om uglen vil finde Martos og være i stand til at levere den livsvigtige meddelelse." Han betragtede Heltas nedslåede øjne mens hendes venstre hånd lavede cirkelbevægelser over kortene. En bevægelse uden for et af de høje vinduer fangede hans opmærksomhed. Det havde nok været en flaksen af vinger fra en stor fugl der netop havde undgået et brat møde med glasset, tænkte han og drejede igen hovedet mod de betydningsfulde kort på bordet, og den lige så betydningsfulde kvinde som sad bøjet over dem.
   "Her er kortet der symboliserer den unge mand," sagde Helta og pegede med en tyk finger. Kongen bemærkede den gullige negl der var flosset som om hun bed negle, og rettede irriteret blikket mod det kort hun pegede på. Han havde set det før. Det var den mørke mand, og ved siden af lå en kvinde uden ansigt.
   "Hvad betyder det kort?" spurgte han og pegede på den ansigtsløse kvinde.
   "Det er en kvinde som vil få stor betydning for Martos."
   "Men hvorfor har hun ikke noget ansigt?"
   "Det er fordi hun kan symbolisere to forskellige ting," sagde Helta og løftede blikket til kongens. "Enten vil hun vise sig at være kærligheden for den unge mand, eller også vil hun være en person, som forræder ham uden at han opdager det. Lige nu ligger det ikke klart hvilken af delene hun vil repræsentere. Men et andet interessant kort som ligger oven over den mørke mand, er fuglen omgivet af slangen. Fugle symboliserer som regel budbringere, men slangen står for løgne og bedrag. Når slangen omgiver fuglen som den gør her, kan det betyde en falsk meddelelse." Heltas grumsede, isblå øjne stirrede et øjeblik skarpt på kongen, og han følte et sug i maven.
   "Hvad mener De?" spurgte han, og prøvede at lyde bekymret hvilket slet ikke faldt ham svært lige nu.
   "De talte, Herre Konge, om en fugl De ville vide besked med. De ville vide, om den fandt frem til Martos. Jeg vil bedrøve Dem med at sige, at hvis den omtalte fugl når frem, vil den måske ikke give ham det rigtige budskab. Det er i hvert fald som jeg fortolker det lige nu," sagde Helta og nikkede langsomt.
   "Men hvis jeg læser kortene rigtigt," fortsatte hun, "så er han tæt på at finde noget vigtigt, men Døden står på lur efter ham flere steder. Han vil ikke få det nemt når Jokeren ligger på hans venstre side. Hvis han vender retur vil det blive snart, men han vil ikke være alene. Får De nogen mening ud af det, min Konge?" spurgte Helta og granskede et øjeblik kongen inden hun igen slog blikket ned.
   "Noget af det giver måske mening, og jeg håber at han vil vende tilbage lige så snart han får besked om, at vi har fundet halssmykket," sagde kongen og kiggede igen ud af vinduet mens han betragtede Helta ud af øjenkrogen. Kunne det være hende der gav oplysninger videre til den fæle Yasun, tænkte han og bemærkede det overraskede udtryk der lagde sig over Heltas ansigt da han havde lagt den falske madding ud. Mon det viste sig at være hende, der bed på som den forræderiske fisk, eller var hun lige så uskyldig som hun var utiltalende af ydre? Han ventede på hendes træk, mens han sad stille og betragtede den stump af himmelen der var synlig over vagtværnets grå kampesten.
   "Min Konge," hviskede hun og blinkede hurtigt. "Er det sandt hvad De siger? Har I fundet halssmykket her i Aiama?" Hun lod til at være rystet. "Men jeg troede.. hvor blev den fundet henne, hvis jeg må have lov at spørge?"
   Kong Petinau forklarede kort de omstændigheder han også havde nævnt for Magrown, Sempanon, Tybalt og Kubir.
   "Stakkels dreng, at han så blev sendt til en helt anden verden, når svaret på vores bønner hele tiden har ligget foran os," sagde Helta medfølende. "Så håber jeg sandelig ikke at den fugl bringer ham en misvisende besked, det ville jo være frygteligt. Er den blevet sendt af sted?" Hendes nysgerrighed virkede ikke som ond vilje og hun virkede oprigtig i sine ord, tænkte kongen og håbede at han ville få ret.
   "Det kan jeg desværre ikke fortælle," sagde han og trak beklagende på skuldrene. "Det er fortrolige oplysninger, og det jeg har fortalt, er allerede for meget. Jeg kan godt stole på at denne samtale ikke vil blive gengivet andetsteds, ikke sandt?" Han kiggede venligt på sin spåkone, der sad med sine knugede hænder i skødet.
   "Selvfølgelig, min Konge! Ikke et ord forlader dette rum, og jeg vil godt undskylde at jeg sådan spørger Dem ud om sagen, men denne trussel vi har hængende over hovedet, gør os vist alle lidt ude af os selv.
   "Det er helt i orden min kære Helta, De har aldrig svigtet min tillid," sagde Kong Petinau. "Tværtimod har De..." Han blev afbrudt midt i sætningen af døren, der blev hevet op og afslørede den ophidsede dansepige Mijana.
   "Min Konge," sagde hun hastigt og nejede kort. "Det er Sempanon. Han har låst sig inde og jeg tror.."
   "Tak, ikke her," hviskede kongen og førte hurtigt kvinden uden for hørevidde af de andre, der var tilstede i Marmorhallen. Han skævede over mod Helta der var ved at pakke sine kort sammen. "Har Sempanon låst sig inde, siger De?"
   "Ja, og jeg så at han havde taget papir og pen frem, før han satte sig til rette."
   Kongen rettede sig op slog den sølvfarvede kåbe, med rækker af røde skrifttegn, om sig. "Så må jeg hellere finde ud af hvad han har i sinde. Der er jo stadig mulighed for, at det er ganske uskyldigt," sagde han og håbede selv at det var rigtigt. Han havde for øjeblikket glemt alt om Helta, der nu havde pakket sine kort sammen og med et nik i kongens retning forsvandt ud af Marmorhallen.

I Viela var frygten for Yasuns besværgelse større end i Syncos. Det skyldtes udelukkende, at dette bjergfyldte land lå meget tættere på Kolt, og dermed hurtigere ville blive indhentet af dødsbølgen. Alle tilbageværende troldmænd, præster, krigere og bønder der tilhørte den Hvide Orden, gik dog deres uundgåelige fremtid i møde med oprejst pande og rank ryg. Kun få var flygtet ud af landet for at udsætte dødens triumf, for den ville alligevel indhente dem alle før eller senere. De fleste vielanere ville hellere se dødens grinende fjæs i øjnene i deres egne kendte, trygge omgivelser. Yasun skulle ikke have den fornøjelse at drive landets indbyggere væk fra deres fødeegn, uden anden nytte end at forlænge livet med nogle få dage eller uger.
   I Viela arbejdede folket videre og bad til guderne om, at Kong Petinau i Syncos ville have succes med sin plan. Hvad den nærmere gik ud på forlød ikke i de to breve der var nået frem, ikke andet end at det drejede sig om to smykker der kunne vende Yasuns besværgelse.
   Vielas konge Lantimar opholdt sig sammen med sin familie, som bestod af hans kone, to sønner og en datter. De sad i de private gemakker og snakkede stille sammen. Lantimars trettenårige datter Pajn holdt sin mor i hånden og sagde ikke ret meget, men hendes bange øjne fulgte tæt forældrene, hvis de gjorde mine til at forlade rummet. De to større drenge forsøgte at se tapre ud og talte med hånlige stemmer om døden, men frygten sivede ud af hvert ord de lagde i deres mund, og lagde sig i værelset som håndgribelige, røde barberblade. Lantimar lukkede træt sine øjne, tynget af synet af familien der var nødt til at gå denne skæbne i møde.
   Bitterheden over at være hjælpeløs, havde lagt sig om hans hænder og ben som lænker, og hans bevægelser syntes hæmmede og langsomme. Kun hans tanke-virksomhed fungerede med accelererende kraft, og forsynede hans hjerne med grumme detaljer han helst ville have været foruden.
   "Vi må ikke opgive alt håbet, min kære familie. Kong Petinaus breve rummer et oprigtigt håb..." Kong Lantimar blev afbrudt af Pajns udbrud der skyldtes et eller andet fænomen uden for det store, todelte vindue. Han kunne se hendes øjne blive mørkere af frygt, mens hun rejste sig halvt op i stolen og pegede.
   "Hv.. hvad er det?" spurgte hun med en lille stemme der kunne tilhøre et femårigt barn, der vågner op midt om natten og finder ud af at forældrene har lukket døren, så mørket hersker over barnets univers.
   Lantimar lod uvilligt blikket følge Pajns rystende pegefinger, og fik samtidigt med sin kone øje på noget der knugede hans bryst sammen som tøndebånd. De to knægte strøg som to hvirvelvinde hen til vinduet, for med egne øjne at vurdere hvad der gjorde de andre så tavse.
   Hen over himlen kom et spand af mægtige sorte heste med røde, lysende øjne og skum rundt om munden. De var ikke af kød og blod, kunne de se, men virkede næsten som en håndgribelig illusion der sejlede hen over himmelhvælvet. Ingen lyde undslap deres enorme hove når de drev frem over deres luftige underlag, men svage skrig nåede alligevel deres ører. Hestenes sorte manker piskede i vinden, og de nærmede sig med en hastighed som havde de døden i hælene. Det var næsten rigtigt, bortset fra at de var døden. Yasuns besværgelse blev fulgt på vej af disse luftige skabninger, der alligevel for de fleste var mere end virkelige.
   Dødens sendebude nåede hen over Kong Lantimars borg, og han stod som frosset fast til gulvet sammen med sin familie. Han kunne ikke løsrive blikket fra den dampende, grinende trolddom der brat skulle berøve ham og hans familie livet. Pajn skreg og lagde beskyttende armene over sine øjne. Lantimar lagde armene omkring sin kone og børn og viste dem til det sidste, den varme kærlighed han rummede.
   Hurtigt som de galoperende heste lagde alderdommens indsunkne, blege hud sig over deres knogler, håret blegnede og forsvandt og dybe rynker viste sig en brøkdel af et sekund. Længere tog det ikke før den nu voksagtige hud blev opløst over de grinende kranier, som skinnede hvidt i eftermiddagens skrå lys, der faldt gennem det store vindue.
   Overalt blev skrækslagne mennesker efterladt som tørre knogler, og tomme øjenhuler stirrede blindt efter deres skæbnes sidste piskesnert. Når de sorte uhyrer nåede Vielas landegrænser, eksisterede der ikke længere et enkelt individ inden for den Hvide Orden i dette land. Hurtigt og lydløst prustende, drev fænomenet over den solbeskinnede himmel og fortsatte sin færd mod de stadig uberørte lande i Aiama.