Efter en hurtig gennemgang af huset, var Emure klar over at det stod tomt og tilmed var forladt i al hast. Tekopper stod fremme på bordet inde i stuen, den ene af dem stadig halvfuld, og et fad med småkager sendte en velduftende aroma gennem rummet. Emure lagde sin hånd på kruset og lod indholdet køre rundt et par gange. Stadig lunken. Han kylede det mod gulvet og sendte indholdet ud over det lyse gulvtæppe.
   Han var rasende over, at det var lykkedes dem at slippe fra ham endnu engang. Han forestillede sig Yasuns kolde vrede, hvis han kom tomhændet tilbage. Efter al sandsynlighed ville han ikke få lov til at leve længe nok til at angre sin manglende succes på denne mission. Hvordan de havde fundet ud af, at han var på sporet af dem var han ikke i stand til at regne ud. Det eneste Emure kunne gøre, var at sammenholde den halvfulde tekop med de dybe spor i gruset uden for huset, som han ikke havde været i stand til at læse i afkræftet tilstand. Tilsammen betød de, at han var tvunget til endnu engang at opspore den arrogante troldmandslærling, som tillod sig at tro, at han kunne slippe fra Emure.
   Han trak vejret ind gennem næsen og pustede ud gennem munden et par gange, og tvang sig til at bevare roen. Hvis han lod sit raseri komme til udtryk ville han efter al sandsynlighed ødelægge et spor eller overse en vigtig kendsgerning. Han gik endnu en runde i huset, denne gang betydelig mere grundigt.
   I køkkenet stod et nybagt franskbrød og en pakke smør på bordet, og en kedel stod på komfuret. På loftet var seks kasser stablet midt på gulvet ved siden af en åben kasse, hvor indholdet tydeligvis var gennemrodet. Resten af huset bød ikke på flere spor. Emure gik tankefuldt ned af trappen og standsede ved døren ind til køkkenet. Under sin gennemsøgning af huset var han blevet enig med sig selv om, at der var to muligheder.
   Den ene mulighed var den første tanke der var faldet ham ind; at de havde fundet ud af, at Emure var på sporet af dem, og derfor var flygtet i al hast. Den anden mulighed var faldet ham ind, efter at han havde tvunget sig selv til at bevare roen; at denne spasmager af en troldmand havde haft heldet med sig, og fundet hvad han kom efter. I så fald ville han allerede nu have aktiveret smykkerne ved hjælp af besværgelsen fra Scolts magibog, og have fundet ud af hvor portalen til Aiama befandt sig.
   Emures læber krusedes i et blegt smil, og han sendte en taknemmelig tanke til Tokap. Tålmodighed og sindsro betalte sig, og i stedet for at styrte blindt ud efter sit bytte havde Emure ræsonneret sig frem til det mest sandsynlige svar. Hans lærermester kunne være stolt over sin elev, konstaterede han højtideligt og fandt endnu et dokument frem fra et af kappens skjul.
   Mens den Hvide Ordens Troldmænd havde hørt overbærende på Scolt og hans fortællinger, og efter hans død glemt alt om samme, havde den Sorte Orden været travlt beskæftiget. Efter snigmordet på Scolt var det lykkedes de Sorte Troldmænd at stjæle hans optegnelser og beregninger. Det eneste de ikke havde været i stand til at finde, var dagbogen som for nyligt var kommet i Yasuns besiddelse. De stjålne dokumenter var imidlertid nok til at få den Sorte Orden til at nedsætte et udvalg der kun havde ét enkelt formål, nemlig at fortsætte Scolts beregninger ud fra hans hidtidige optegnelser. Altså fortsatte de den Hvide Troldmands arbejde og kom frem til samme resultat, som Scolt ville have nået hvis han altså havde været i live. De kortlagde portalernes positioner og beregnede deres destinationer, såvel fra Aiama som fra den Anden Verden.
   Derfor var det muligt for Yasun at sende Emure af sted uden brug af smykkernes søgefunktion. Samtidig havde Emure en anden fordel frem for Martos, nemlig en nøjagtig position på portalen der skulle føre dem tilbage til Aiama. Derfor konkluderede Emure, at det klogeste træk ville være at tage til portalen omgående. Dokumentet han havde taget frem fra kappen, indeholdt disse vigtige informationer.
   Han var nu nødt til at forberede endnu en teleportation, men så længe han huskede på styrkedrikken var det ikke så stort et problem. Han lukkede øjnene og begyndte at bevæge begge hænder, først i et symmetrisk mønster indtil hans messende stemme ledsagede et kryds i bevægelserne så han arbejdede over kroppens midterlinie.
   "Vjelasoperas intones srifes interna; vjelasoperas intonus sriferatus externum." Han lagde fingerspidserne sammen og lod lillefingrene glide over teksten på dokumentet, og åndede langsomt ud mens han førte de sammenpressede hænder op mod loftet.
   "Talierpa!" udbrød han og strakte armene frem for sig mens hans skikkelse forsvandt, kun efterladende en knust tekop som bevis på hans tilstedeværelse.
   Emures krop kom til syne i en lille lysning i udkanten af en skov. Denne gang blev han ikke overrumplet af køretøjer eller andre ubehageligheder. Han havde forberedt sig på at Martos og kvinden måske var kommet før ham, og var klar til at hive flasken med styrkedrikken frem. Selv i en tilstand hvor han var drænet for energi, observerede han hurtigt at han var alene i lysningen. Han slappede omgående af, og tog flasken frem. Mens han lod den brændende væske glide ned i halsen, overvejede han sit næste træk.
   Emure var overbevist om, at den Hvide Troldmandslærling endnu ikke havde lært den krævende teleportbesværgelse. Derfor måtte han gå ud fra, at de tog kvindens køretøj hen til portalen. Det ville tage dem længere tid end Emure, men hvis han medregnede deres forspring, kunne det ikke vare længe. Han begyndte at kigge sig om efter et godt skjulested, hvilket ikke var svært her mellem de sølvglinsende stammer. Den arrogante lærling ville få sig noget af et chok, når han indfandt sig i lysningen, og troede at opgaven var løst tilfredsstillende.
   Emure lagde flasken tilbage i kappens gemmer, efter at have vurderet at der var nok til endnu en slurk af den styrkende drik. Ganske glimrende.
   Synd for Martos, at han aldrig ville gense sin egen verden igen, tænkte Emure og smilede ved sig selv. Nej, egentlig ikke efter alt det besvær han havde skabt. Han lod kærtegnede fingrene glide over den blanke klinge inden han forsvandt ind i det omliggende buskads, stadig med en let halten.

"Serpentus!" brølede en velkendt stemme bag Kong Petinau, og Gulms øjne blev store. Kongen standsede sit angreb da Gulm pludselig stod og kæmpede med en enorm sortspættet slange i favnen. Den havde allerede ladet halen glide rundt om troldmandens højre arm og havde forhindret den besværgelse, som han havde været på nippet til at sende af sted.
   "Arghh, hvad er det her for noget," skingrede Gulm med begge arme fastlåst af den stærke, glatte slange der vedblev at sno sig rundt om ham. Pludselig var den selvsikre, overlegne stemme erstattet af en blanding af rædsel og raseri.
   Petinau vendte sig om, i den tro at Gulm måtte have bluffet, og livvagterne alligevel var kommet ham til undsætning. Til kongens forbløffelse var hans redningsmand alene, lige bortset fra en hvæsende spåkone som var bastet og bundet med magisk reb.
   Mester Jelin skubbede Helta foran sig, og nærmede sig Petinau og Gulm ved søens bred. Da vismanden kom nærmere kunne kongen se, at hans normalt velfriserede grå hår var filtret og blodigt og han havde store sår ved mundvigene. Hans øjne var matte og omgivet af mørke skygger, og han haltede idet han ublidt puffede Helta ned på bænken mellem de fastfrosne livvagter.
   "Hvad i alverden..." mumlede kongen og stirrede fra den spyttende sandsigerske til den rasende Gulm, som stadig vred sig mens slangen nu lod sig glide rundt om hans hals.
   "De trænger til at komme i Sempanons kyndige hænder, min ven, men jeg synes vi bliver nødt til at få klarhed over situationen inden der sker flere uventede ting," sagde Petinau og lagde en hånd på vismandens skulder. "Klarer De den lidt endnu?"
   Mester Jelin nikkede stålsat. "Jeg forklarer det hele senere, lige nu er det kun nødvendigt at sige.." han rømmede sig idet stemmen svigtede, og sank et par gange før han fortsatte.
   "Helta er vores spion, jeg fulgte efter hende da hun havde været inde i Marmorhallen sammen med Dem. For sent opdagede jeg at hun havde en medsammensvoren, åbenbart denne troldmand," sagde han og pegede på den nu gispende Gulm.
   Helta stirrede olmt på den slangeomsvøbte mand. "Du siger ikke et ord!" Hendes vandblege øjne skød lyn og hun fortsatte: "Hvorfor har du ikke allerede dræbt ham, din uduelige flab. Det burde ikke have taget så lang tid!"
   "Jamen, mor, så hjælp mig dog. Den er ved at kvæle mig," kvækkede Gulm.
   Kongen og vismanden stirrede begge forbløffet på den unge troldmand, og vendte som på tælling hovederne mod den lille, trinde kvinde på bænken.
   "Du har ikke fortjent bedre, efter at have svigtet din mester på denne din vigtigste mission af alle." Spåkonen ofrede ikke de to forvirrede mænd et blik.
   Kong Petinau klukkede. "To forrædere, mor og søn, fanget i samme net. Hvor nydeligt," sagde han. Han lænede sig ind mod Jelin og tilføjede hviskende:" Det var vist også lige i sidste øjeblik, tør jeg betro Dem."
   "Det ved ingen andre end os, Herre Konge, og sådan bliver det ved med at forholde sig. Nu er det vist på tide at få disse to i sikker forvaring. Men sig mig, hvad har Gronan og Barion indtaget?" Han trådte nærmere livvagterne, tilsyneladende uden at bemærke den spruttende troldmand og hans hidsige moder.
   "Fastfrysningseliksir, var Gulm venlig nok at oplyse mig om efter at virkningen havde indtruffet. Han lod til at være temmelig skuffet over, at jeg ikke straks kastede mig over hans forfriskninger. Dog blev han modigere lige så snart han vidste at mine livvagter var sat ud af spillet." Kongen så undersøgende på troldmanden.
   "Nu har slangen vel ikke tænkt sig at..."
   "Nej, den holder ham bare i et kærligt greb, efter mine anvisninger!"
   "Godt! Kan De monstro gøre noget for mine to loyale livvagter?" Han vendte blikket fra Gulm, som virkede temmelig oprevet over ikke at få tildelt mere opmærksomhed. Det var nu kun lyde der slap over hans sammenknebne læber.
   "En simpel ophævelse skulle nok kunne gøre det." Mester Jelin lagde sin hånd på Gronans skulder.
   "Remontus!"
   Gronans fastfrosne smil tøede langt om længe op og den grønne glaskaraffel gled ud af hans hånd og landede i græsset. Han prustede og rystede på hovedet og bevægede sine lemmer.
   "Mange tak!" udbrød han lettet. "Det var lige godt noget af det mest modbydelige jeg har prøvet. Jeg kunne høre hvert et ord og se ud af mine øjne, men ikke om jeg kunne røre mig. Jeg kunne kun stå og se uvirksomt til mens min Konge blev overfuset af denne troldmand."
   Gronan vendte sig mod kong Petinau og bukkede ydmygt. "Jeg undskylder mange gange for min naivitet, Herre Konge. Det skal aldrig ske igen!"
   "Tænk nu ikke mere på det, Gronan. I drak jo af karaflerne med min velsignelse. Takket være Mester Jelin blev situationen stoppet inden Gulm fik ført sin plan ud i livet." Kongen vendte sig mod Jelin som i mellemtiden havde sørget for, at den anden livvagt havde genvundet sin normale førlighed.
   "Jeg byder Dem også mine undskyldninger, Herre Konge," sagde Barion med nedslået blik.
   Kong Petinau nikkede og pegede på de to pacificerede forrædere. "I kan tage jer kærligt af hver jeres fange. De skal føres direkte til fangekælderen, hvor de hurtigst muligt vil blive forhørt. Pas på at Gulm ikke får mulighed for at kaste en besværgelse!"
   "Mnnn...kff...tss," mumlede Gulm og prøvede at få slangen til at løsne sit greb, dog uden resultat. Han blev grebet ublidt bagfra af Gronan og ført frem mod udgangen af Kongernes Have. Ligeledes havde Barion taget fat i Heltas reb, som holdt hendes hænder bundet på ryggen. Hun blev puffet efter sin søn hen ad grusstien.
   Kongen og vismanden fulgte trop, dog med en vis afstand for at kunne tale uforstyrret sammen.
   "Nå," sagde kongen. "Lad mig så høre hvad der er foretaget af ugerninger mod Dem, og hvordan det lykkedes Dem at indfange den forræderiske spåkone."
   Jelin nikkede mens han holdt øje med de to fanger, der blev bevogtet godt af Gronan og Barion.
   "Ser De, Herre Konge, det forholdt sig således at jeg gemte mig i det ene vagttårn i borggården mens De forelagde vore falske påstande for Helta." Vismanden forklarede nu hele historien fra det punkt, hvor han havde besluttet sig for at følge efter spåkonen. Da han nåede til sin indtrængen i hendes hytte, forlod de Kongernes Have mellem de to kæmpe statuer. Petinau forholdt sig lyttende, og gav ind i mellem udtryk for sin forståelse med et nik.
   Vismanden forklarede videre, hvordan han var vågnet, bagbundet og kneblet i en mørk hytte uden at vide hvor længe han havde ligget der.
   "Det var vist på det tidspunkt, at jeg overvejede sandsynligheden for, at det hele var en fælde beregnet på at få mig af vejen. Det ville give eventuelle attentatmænd nemmere adgang til Dem, min Konge. Mens jeg fortsat grundede over denne tanke, at flere forrædere var i gang med at lægge et komplot imod Dem, er jeg bange for at jeg endnu engang besvimede." Jelin hostede og straks dansede en lysende sværm af gnister for hans øjne. Han trak vejret dybt et par gange og fortsatte sin fortælling.
   "Bedst som jeg lå og spildte den kostbare tid med at sove, blev døren listet op og eftermiddagens solstråler ramte mine øjenlåg. Jeg vågnede ved at en spinkel stemme talte til mig uden ophør. Mester, mester, vågn op, blev stemmen ved med at sige. Da jeg endelig slog øjnene op og kunne fokusere, opdagede jeg at den spinkle stemme tilhørte en lille pige som jeg mente at have set før."
   Petinau fulgte interesseret med i vismandens forklaring alt imens de stille og roligt nærmede sig Kongeborgens fangekælder.
   "En lille pige, siger De?"
   "Ja, min Konge," bekræftede Jelin. "Da jeg vågnede op skyndte hun sig at kalde på sin ven. Jinan, kaldte hun mens hun kravlede lidt forskrækket væk fra mig. Hendes ven skyndte sig ind i hytten og bad hende gå ud og holde udkig. Han vendte sig om mod mig med store øjne, og spurgte om jeg havde det godt. Da kom jeg i tanke om, hvor jeg havde set dem før. Det var nemlig de børn, som løb rundt og legede i området omkring hytterne da jeg fulgte efter Helta, dem som undrede sig over grenen jeg fik knækket mens jeg var usynlig." Her krusedes Jelins læber i et lille smil indtil han fik øje på Helta og Gulm forude.
   "Drengen, som hed Jinan, forklarede mig at de havde leget skjul mellem hytterne da han pludselig havde fået øje på et mærkeligt syn. Han havde listet sig nærmere Heltas hytte, hvor hun og Gulm var kommet slæbende med mig. De havde kigget sig omkring ustandselig og var tydeligvis nervøse ved tanken om at nogen skulle opdage dem. Jinan havde gemt sig godt, og så at de slæbte mig ind i en hytte ikke ret langt fra Heltas. Da de var forsvundet, skyndte han sig at finde Limaj, pigen, og sammen prøvede de at kigge ind gennem vinduerne. Da de lod til at være dækket med sort stof, aftalte de at diskutere sagen igennem på et hemmeligt sted de kendte.
   Her fortalte Jinan, at hans mor engang havde udpeget Helta for ham og havde fortalt at hun fungerede som kongens spåkone. Derfor var de i lang tid overbevist om, at hun måtte være god. Kongens spåkone kunne ikke være en, som gjorde onde gerninger. De kom til den konklusion at jeg var en af de onde, og derfor havde fortjent at ligge inde i hytten, indtil Helta og den anden kom tilbage. De ved, børns tankegang."
   "Hvordan blev de så overbevist om det modsatte, Mester Jelin?"
   "Ja, det var et helt tilfælde at Helta og Gulm vendte tilbage til spåkonens hytte mens børnene gemte sig i nærheden. De var åbenbart kommet for at hente karaflerne med fastfrysningseliksir, som Gulm havde forberedt hjemme hos sin moder. Børnene fik opsnappet brudstykker af deres samtale, og det var nok til at de indså at de havde taget fejl med hensyn til kongens spåkone.
   Lige så snart Jinan og Limaj var sikre på, at de var forsvundet og ville blive væk et stykke tid, vendte de tilbage til hytten jeg var blevet anbragt i. De prøvede at trænge ind, men uden resultat. Til alt held har Jinan en ældre fætter, som man kan beskrive som talentfuld udi de mere tvivlsomme fag. Under alle omstændigheder løb Jinan alt hvad han kunne over til fætterens hus, og her fik han i korte vendinger forklaret ham at de havde brug for at komme ind i en hytte. Fætteren gik med tilbage og skaffede sig hurtigt adgang til hytten, og besluttede sig til at forsvinde igen hurtigst muligt, da han så mig ligge der på hyttens snavsede gulv. Han havde vist tidligere haft problemer med loven, og anså det ikke for klogt at blive længere end højst nødvendigt."
   Kong Petinau smilede skævt. "Han skal nok komme med i mine betragtninger, når jeg planlægger udstrækningen af min taknemmelighed."
   Jelin nikkede bifaldende og fortsatte sin fortælling.
   "Inden Jinans fætter forsvandt, var han betænkelig nok, til at udstyre Jinan med en førsteklasses lommekniv. Den brugte drengen hurtigt til at løsne mig fra mine reb. Mens jeg sad og sundede mig smuttede han ud, og vendte straks tilbage med en lille vandunk fastgjort til en skulderrem. Han rakte mig den, trak undskyldende på skuldrene og fortalte at det bare var vand; jeg drak taknemmeligt." Jelin sank en ekstra gang som om bare tanken om vand fremkaldte tørst.
   "Vi er snart fremme," sagde Petinau beroligende.
   "Mens jeg kom på benene spurgte jeg om der var flere vigtige informationer han kunne give mig. Drengen tøvede mens han genkaldte sig samtalen mellem Helta og Gulm. Jeg spurgte om de havde sagt noget om, hvor de skulle hen og hans øjne lyste op idet han kom i tanker om noget.
   Han udbrød ivrigt, at de havde nævnt Sukkenes Sø, som han nok mente lå i Kongernes Have.
   Jeg fortalte ham, at de begge havde været til meget stor hjælp, og at enten jeg eller en anden ville vende tilbage med en belønning for deres modige indsats.
   Naturligvis hastede jeg mod Kongernes Have mens jeg holdt grundigt udkig efter forræderne. Endnu engang gjorde jeg mig usynlig, selv om mine kræfter ikke rakte langt. Jeg fangede Helta mens hun stod og holdt udkig bag en af statuerne i indgangen til Haven. Hun opdagede hvem jeg var, og jeg skal hilse og sige at hendes forbløffelse ville have taget sig godt ud på lærred," Jelin klukkede ved tanken om Heltas ansigtsudtryk.
   "Ja, resten af historien kender De jo selv, Herre Konge."
   "Jeg skylder Dem stor tak for Deres egen modige indsats, kære Vismand. Er der mere De kan fortælle mig om drengen Jinan? Han virker som en kvik dreng."
   "Han fortalte mig stolt, at han arbejder for den lokale smed, og han tjener penge nok til at forsørge sig selv og sin mor. Hans far døde for flere år siden i en mineulykke, og siden dengang har han været alene med sin syge mor. Jeg nåede ikke rigtig at snakke med pigen." Jelin sendte kongen et undersøgende blik.
   "Hmm, det får mig til at tænke på noget," sagde Petinau og kneb øjnene sammen.
   "Er det noget De har lyst til at dele med mig?" spurgte Vismanden mens de krydsede den brostensbelagte vej. De var nu ankommet til borggården, og Gronan og Barion førte de to fanger om til Vestmuren. Her førte en trappe ned i dybet under borggården, hvor fangekælderen udstrakte sig i hele sin formidable størrelse. I dag anvendtes den yderst sjældent, når man tog i betragtning, at det i gamle tider ikke var ualmindeligt, at den kunne være fyldt til sidste celle.
   "Før dem blot ned og giv kvartermesteren besked. Jeg kommer ned når jeg har ordnet en presserende sag," meddelte kongen de to livvagter, som straks adlød og førte fangerne væk.
   "For at vende tilbage til vores sidste ordveksling, Mester Jelin, så er der rent faktisk en ting jeg kunne tænke mig at drøfte med Dem. Lad os gå ind i mine private gemakker," sagde han og førte straks an med lange skridt.
   Vismanden fulgte hurtigt efter.

"Åh, jeg er nødt til at skynde mig. Min datter smuttede fra mig da vi var på vej ud efter vores hund," sagde Anita og viftede med Tøsens hundesnor. "Jeg troede hun var lige i hælene på mig, forstår du." Anita brasede frem foran sikkerhedsvagten og spejdede nervøst fremad.
   "Denne herre fortalte at han lige havde set en lille pige på vej mod den anden udgang," forklarede hun den forvirrede vagt over skulderen og greb fat i Martos' ærme. "Vis mig hvor du så hende!"
   Den karseklippede vagt trådte et par skridt frem og slog spørgende ud med hånden.
   "Hør, skal jeg hjælpe Dem med at finde hende?"
   "Nej, nej," udbrød Anita og kiggede bagud på vagten. Hun sendte ham et strålende smil. "Ellers tak!"
   Hun spejdede igen over mod den anden udgang og pegede ivrigt. "Jeg tror jeg kan se hende der, med den røde T-shirt!" Anita småløb over mod udgangen med Tøsens snor i den ene hånd og en svedig håndfuld af Martos' bluse i den anden.
   Sikkerhedsvagten stod et øjeblik og stirrede efter den besynderlige trio før han trak på skuldrene og fortsatte sin runde.
   Anita slap Martos' ærme og løftede hånden til en hurtig hilsen idet hun skyndte sig ud af dørene.
   "Tak for hjælpen!" råbte hun til ære for sikkerhedsvagten i tilfælde af, at han ikke havde ladet sig narre af hendes skuespil. Under deres hastige fremfærd tværs gennem centeret, havde Anita og Martos hviskende aftalt at mødes et stykke væk fra udgangen. Så da Anita slap hans ærme, stillede Martos sig op og kiggede på nogle små boder der var stillet op. Han samlede en besynderlig, indpakket genstand op. En form for holder udformet som et bjørnehoved, med en stiv børste med håndtag stukket ned i bjørnens hoved. Martos kunne forestille sig mange anvendelsesformål med denne genstand, men fandt det klogest at holde sine spørgsmål for sig selv. Han kiggede diskret rundt for at sikre sig at den uniformerede mand ikke længere holdt øje med ham, før han lagde den ukendte brugsgenstand tilbage. Han måtte huske at spørge Anita hvad den skulle bruges til, sagde han til sig selv.
   Han gik roligt og fløjtende ud af de selvåbnende døre og følte at han passede lige så godt ind i hverdagsbilledet her, som et vortesvin til fest i andedammen. Han kiggede sig om efter Anita, og fik øje på hende ved siden af en række tohjulede køretøjer, der konstruktionsmæssigt så lidt mindre indviklede ud end det som Anita kaldte biler.
   Hun lagde hovedet på skrå og sendte ham et spørgende blik, idet han nærmede sig. Han nikkede beroligende og plukkede, efter en pludselig indskydelse, en lille gul blomst der kæmpede om solens stråler med en bred busk. Han gik hen til Anita og placerede blomsten bag hendes ene øre.
   "Mit kompliment til den urolige moder," sagde han og nikkede anerkendende. Han glædede sig over det varme glimt i hendes valnøddebrune øjne og blev belønnet med et smil.
   "Det var åbenbart nok til at få vagten på andre tanker. Kom aldrig på tværs af en hysterisk mor." Hun vendte sig og Tøsen kom hurtigt på benene. "Kom, vi skal denne vej."
   Anita førte hurtigt an hen af stien, som svingede og skrånede nedad. Da de nåede bunden, kunne Martos se en høj bygning der hvælvede sig henover stien.
   "Vi skal herind," sagde Anita og smuttede ind ad en dør. Hun holdt Tøsen i kort snor.
   "Jeg bliver sikkert nævnt i lokalnyhederne i aften, hvor de vil opfordre mig til at henvende mig til politiet som vidne. Jeg kunne forestille mig, at de er temmelig interesserede i at finde ud af, hvordan jeg passer ind i hele billedet. Desværre for dem, har jeg ikke lige tiden til at forklare mig nu og her, og derfor er det også vigtigt at vi kommer uset frem til Sandras hus. Nu hvor politiet har fundet min bil, er vi nødt til at komme frem på en anden måde. Vi tager bussen, der er heldigvis én , der kører næsten lige til døren. Jeg ser lige hvornår den næste kører." Hun standsede op og tjekkede noget på en tavle og kiggede på sit ur.
   "Ca. syv-otte minutter, det håber jeg er godt nok. Kom." Hun førte Tøsen og Martos ud gennem endnu en dør.
   Martos skævede bagud inden de forsvandt udenfor, men fik ikke øje på noget mistænkeligt. Ingen politibetjente på udkig endnu. Bevidstheden om den anden changer havde heller ikke forladt hans tanker.
   Efter Martos' bedømmelse havde de været utrolig heldige at slippe væk fra ham, men hvor langt ville deres held mon række? Hvor var changeren henne nu? Martos gik ud fra, at den fremmede på nuværende tidspunkt ville have undersøgt Thildes hus. Han var uden tvivl rasende over, at det var lykkedes dem at undslippe igen.
   "Hvad tænker du på?" spurgte Anita da de var nået hen til et lille læskur.
   "Jeg spekulerer på, hvor den anden changer er henne nu. Hvis vi er heldige mister han sporet af os, ligesom jeres ordensmagt." Han trak på skuldrene.
   "Lad os lade være at bryde hovedet mere med det nu," tilføjede han da rynker af bekymring viste sig mellem Anitas øjenbryn.
   "Denne troldmand, Yasun, vil for alt i verden gerne have stoppet dig, ikke?" spurgte hun, og fortsatte da Martos nikkede: "Det må vel betyde at han sender sin allerbedste mand efter dig. Har jeg ret?"
   Uden at vente på hans svar løftede hun tommelfingeren.
   "For det første prøvede han at sende en mange tons tung lastbil i hovedet på os," hun løftede pegefingeren og lagde den mod tommelfingeren.
   "Da det slog fejl, halshuggede han med koldt blod et andet menneske for at finde ud af, hvor vi var taget hen." Hun tilføjede tredje punkt med langfingeren: "Du er sikker på at han på nuværende tidspunkt har gennemsøgt min oldemors hus, uden resultat selvfølgelig." Anita sørgede for at holde sin stemme uden for hørevidde af de få andre ventende passagerer.
   "For mig at se, må denne fyr lige nu være skidesur og meget opsat på at finde os, og jeg tror ikke at han giver op så let. For at være helt ærlig, gør det mig allerhelvedes bange at have en morder åndende mig lige i nakken; en morder som, bare for at gøre det hele mere spændende, kan en masse tryllekunster som han ikke er bleg for at gøre brug af!"
   Hendes øjne var store og hun trak vejret overfladisk. Hendes hænder rystede da Martos tog dem.
   "Se på mig," sagde han blidt.
   Hun flyttede blikket fra jorden og stirrede på ham.
   "Lige nu reagerer din krop og hjerne på alle de sanseindtryk der har været presset sammen på utrolig kort tid i dag, og det er meget forståeligt. Faktisk overrasker det mig, at du ikke er bukket under for andet end bange anelser og en let rysten på hånden. Ikke fordi jeg har nogle fordomme," skyndte han sig at tilføje da han kunne se hun ville protestere.
   "Det er heller ikke fordi du er kvinde og jeg betragter dig som svag. Det er fordi du er barn af en anden verden, det ligger ikke i din opdragelse at tackle gale troldmænd. Andre ville have reageret ved at blokere fuldstændig og nægte at tro på noget som helst, og trække sig ind i sig selv. Du, derimod, er stærk og ejer en beundringsværdig sindsro. Du er lavet af et hårdt stof, og vil altid flyde ovenpå når strømmen prøver at trække dig med ned. Du ville ikke være tilfreds med at blive puttet ind i en mørk kasse, du ville straks undersøge årsagen til mørket og finde en vej ud. Forstår du hvad jeg mener?"
   Anita betragtede ham et øjeblik i tavshed. Så bredte et smil sig over hendes blege læber.
   "Du burde have licens til at praktisere lomme-psykologi, Dr. Martos Guillios. Du nåede endda din peptalk inden bussen."
   Martos følte sig beroliget af hendes smil, men lige så meget af hendes brug af humor. Han kendte hende allerede godt nok til at vide hvornår hun brugte humoren, nemlig både når hun var usikker og bange, men også når hun var lettet og ville afdramatisere en situation.
   Han havde haft ret i sin tidligere betragtning af hende, at hun var en stærk men samtidig sårbar kvinde. Mens hun lod blikket glide over busholdepladsen, slap han hendes hænder og forstod at han var ved at forelske sig i hende.
   Hvor ironisk, tænkte han. I årevis går jeg og drømmer om at møde en kvinde som Anita, og så møder jeg hende her af alle steder. Uden mulighed for at tilbringe tid sammen med hende, og mindst af alt mulighed for at leve sammen med hende. Og hvis jeg valgte hende ville jeg fravælge en hel verden, dømme dem til døden hvilket jeg aldrig nogensinde ville gøre. Hvor er skæbnen sommetider vittig, tænkte han og lukkede øjnene. Den uddeler gladeligt den ene kval efter den anden, og i et svagt øjebliks gavmildhed lader den én få øje på et strålende lys midt i alt det triste. Når man så nærmer sig og rækker hånden ud efter det, overbevist om at alt nu er godt, river den med sadistisk fryd tæppet væk under én. Det strålende lys driver væk, uden for ens rækkevidde, og man er ladt tilbage med en viden om hvad man kunne have haft.
   Martos åbnede øjnene. Han følte sig trist, men samtidig fast besluttet på at finde magibogen så hurtigt som muligt. Han ville stadig kunne nå at redde Den Hvide Orden, og måtte da nøjes med mindet om Anita.
   "Bussen kommer nu," sagde Anita. Hun så stadig ud til at være bange, men hun gik ikke længere med sænket blik og hængende skuldre. Hendes hage var løftet, som om hun udfordrede skæbnen til at uddele sine slag, men på den betingelse at hun ville slå igen. Hårdt.