Jeg er en enestående ung pige på fjorten år. Altså, enestående, synes jeg selv er et stærkt ord. Dem der kalder mig sådan, har nok en vis hang til overdrivelse. Jeg kunne gå med til speciel på nogle få punkter, men her på det sidste har jeg ikke gjort så meget væsen ud af mig selv. Nå, men i det store og hele er jeg nok som så mange andre piger. Jeg kan lide kampsport, plakater med Døden, tykke bøger og akustisk guitarspil, og så afskyer jeg drengebands mere end blondiner i gyserfilm. Hvorfor skal de altid løbe op ad trappen når deres bøddel er efter dem?
   Det der gør mig speciel er, at der ikke er ret mange der lægger mærke til mig. Mine forældre tænker selvfølgelig på mig, men de ser ikke hvor jeg er nået til. Mit værelse er som det altid har været, det har hverken de eller jeg lavet om på, selv om det måske kunne trænge til det. Mine forældre synes åbenbart det ser fint nok ud, selvom min lillebror ikke er enig i den sag. Han kunne godt tænke sig et større værelse, men der holder mine forældre altså fast. Ja, jeg under ham da gerne mit værelse, men det er ikke fordi jeg har så meget at skulle have sagt.
   Mine veninder ser mig heller ikke rigtigt, selvom de snakker om mig. Den ene dag var de ude og shoppe og fandt en vildt sød bluse med skulderstropper og pailletter. De var alle enige om, at jeg simpelthen ville elske den. Men jeg vil da indrømme, at det gør lidt ondt ikke at deltage i shoppeturene og hyggestunderne.
   I det store og hele ligner jeg mig selv, men de fleste er nu ligeglade med den slags små detaljer. Gamle fru Skrap fra nummer fire siger nu altid pænt goddag til mig. Det kan varme mig helt om hjertet selvom det lyder fjollet. Mon hun ville reagere, hvis jeg pludselig lignede et lig? Næppe. Hun er så bragende nærsynet, at hun sikkert tror det er hendes kat hun hilser på.
   Der er også en fyr på atten der kører på motorcykel, som hilser i ny og næ. Ham vil jeg dog ikke have noget med at gøre. Jeg kalder ham mit livs værste fejltagelse. Ingen grund til at uddybe det lige nu og her, men jeg tror han har glemt mig. Ellers ville han nok ikke hilse. Det ikke alle som husker. Vi bliver her af forskellige grunde, og min er nok kærlighed til familien. Jeg vil sikre mig, at jeg ikke bliver glemt. Samtidig vil jeg nok indrømme at jeg er lidt bange, for der er ikke nogen der kan fortælle mig hvad jeg skal gøre. Engang var der så mange jeg kunne snakke med om alle slags ting, men det virker som om det var i et andet liv. Det var før ulykken på motorcyklen.
   Mine forældre har altid været stolte af mig, i hvert fald indtil jeg døde. De ville sikkert stadig være stolte af mig, hvis de kunne se mig nu, men det kan de ikke. Sådan er det med os i De Dødes Rige, eller som jeg foretrækker at kalde det: Dødens Baghave. Det andet lyder lidt for pompøst efter min smag, men det er jo heldigvis individuelt. Men nu har jeg truffet min beslutning.
   Jeg tror det er på tide at takke af, og komme videre. Pas på jer selv alle sammen.